Santrö-Klanens Beslutning

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2013
  • Opdateret: 13 okt. 2014
  • Status: Igang
Santrö-Klanens Beslutning handler udelukkende om den trolovede 14-årige pige, Cassandra. Hun er indianer-prinsesse og har mange forpligtelser. Hun skal f. eks. Giftes med Kumplianernes høvdinge-søn, Zindo. Zindo er 17 år og Cassandras far tror at han bliver den rette høvding og ægtemand for Cassandra. Det viser sig at de også bliver ret glade for hinanden og får dannet den fineste landsby sammen.
Men da Cassandra en aften sidder med landsbyens spåkone, Venia, så spår hun at Cassandras liv ikke vil være som nogen andre høvdinge-prinsessers.
Hun spår nemlig at Cassandra får en speciel egenskab. En egenskab som kun hun i hele verden har, eller det tror hun i hvert fald...

4Likes
3Kommentarer
762Visninger
AA

8. Snedige Mig

"Hvad med mig? Intet kram til mig?" Lød det ude fra den anden side af buret. Metorato. Jeg kiggede bare ondt på ham. "Nej? Det kommer du til at fortryde." Sagde han igen og blinkede flirtende til mig. "Jeg vil hellere rådne op i helved, end at røre ved dig." Så blev han fornærmet: "Tal nu pænt, man ved aldrig hvad folk kan finde på med dolke." Sagde han og jeg lo. "Tror du selv du kan vinde mig i kamp? Jeg mener uden magi?" Jeg ved ikke hvad jeg lavede. Men frem for alt, så ville jeg bare ud af buret og min mor skulle med. "Hvor lang tid har de holdt dig fanget mor?" Jeg kiggede beundrende på hendes kønne ansigt. "Et par år.." Hun sukkede. "Hvorfor ik? Jeg kan sagtens klare en lille pige." Metorato lo. Mente han det? Jeg har gemt knive overalt på mig. Man ved jo aldrig.. "Det skal da komme an på en prøve." Sagde jeg ligegyldigt. Hvis ikke jeg kunne, så kunne jeg altid sætte ild til hans hår, for sjov skyld. Jeg smilte for mig selv. "Vent.. Du må ikke komme ud af buret, ærgeligt smukke. Men jeg kan altid komme ind og give dig et kys, hvis det lindrer smerten." Sagde han og jeg var lige ved at spytte på ham. Vent, hvorfor ikke? Jeg spyttede en klat, som 'næsten' ramte ham. På nær den sidste eller 2 meter. "Ro på, skatte. Du skal ikke spilde energien. Den får vi brug for." Hvad? Hvad mente han? "Hvad mener du? Hvad skal i bruge mig til?" Han lo ondskabsfuldt. "Du tror da ikke, at vi bare holder jer fanget for ingenting?" Han lo videre. "Jo, sjovt nok. Men hvad skal jeg gøre? Jeg vil gøre alt for at min familie og nærmeste er i sikkerhed." Min mor greb mig i armen. "Nej skat! Det må du ikke!" Jeg kiggede undrende på hende. "Det lyder godt, smukke. Men hvis jeg skal være ærlig, så kan jeg ikke opfylde dit ønske. Vi skal bruge smukke dig og din dyrebare mor." Jeg gispede og det udløste hans klamme grin igen. Jeg tog hurtigt fat i tremmerne og råbte: "HVAD SKAL JEG?!" Med vildt opspildede øjne. Det gav et ryk i Metorato, så han faldt bagover på sin stol. Tåbe. "HEY! Nu slapper du af! Hvis du ikke køler ned, så skiller jeg dig og din mor ad, forstået?" Jeg satte mig tilbage og nikkede. "Må jeg ikke få noget frisk luft? Hvis ikke jeg får noget luft, så besvimer jeg." Jeg kiggede på ham med hundehvalpeøjne. "Naah, besvim bare min skat. Det vil jeg nyde at se." Jeg gav ham den kolde skulder og vente mig mod klippevæggen. Hvad hvis nu..? Jeg kiggede mig over skulderen og smilte til ham. Et lille sødt og uskyldigt smil. "Så tøer vi lidt op?" Sagde han og gav et kækt smil fra sig. "Må man få et kys nu, smukke?" Hah, han åd den råt. "Hvis du kommer hen til lågen.. Måske, hvis altså jeg har energi til at rejse mig op." Han sukkede: "Hvor er du ynkelig." Jeg smilte igen, jeg måtte ikke miste den nu. Jeg rejste mig og gik over til lågen, satte mig op ad buret og ventede bare på at han deparat kom. Jeg hørte ham rejse sig bag mig og jeg smilte for mig selv. Jeg blinkede til mor, som sad og var ved at falde i søvn. Lågen til buret blev lydløst åbnet og jeg stilte mig op igen. Jeg tog fingeren lokkende frem, som tegn til at han skulle komme ind. Han gik ind og jeg tog mine hænder om nakken på ham og lagde op til et kys, i det jeg trykkede på to simple punkter og han lagde besvimet på jorden. Jeg tog hurtigt min mor under armen og så løb vi så hurtigt vi kunne ned mod hytten.

Da vi var nået ned til hytten, sad Zindo og stirrede ud i luften. Han blev forskrækket og udbrød: "Cassandra!" Jeg smilte og sagde: "Og mor." Min mor smilte bredt og nejede overfor Zindo, som bukkede. "Vi må hellere få tilkaldt Venia." Sagde han, i det hun kom ind af døren. "Behøves ikke. Vær hilset Silje." Sagde Venia og smilte venligt til min mor. Silje. Jeg har faktisk aldrig været helt klar over, hvad hun hed. "Hvordan slap i væk?" Tilføjede hun. "Min datter her var bare snedig." Sagde min mor og jeg smilte til hende. Nogen kom løbende ind af døren og min far kom til syne. "Silje, min elskede!" De omfavnede hinanden og han knugede hende tæt ind til sig. Nu forstod jeg, hvad kan havde ment med :"Hvorfor tog han hende fra mig.' Han havde ment Klaus..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...