Santrö-Klanens Beslutning

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2013
  • Opdateret: 13 okt. 2014
  • Status: Igang
Santrö-Klanens Beslutning handler udelukkende om den trolovede 14-årige pige, Cassandra. Hun er indianer-prinsesse og har mange forpligtelser. Hun skal f. eks. Giftes med Kumplianernes høvdinge-søn, Zindo. Zindo er 17 år og Cassandras far tror at han bliver den rette høvding og ægtemand for Cassandra. Det viser sig at de også bliver ret glade for hinanden og får dannet den fineste landsby sammen.
Men da Cassandra en aften sidder med landsbyens spåkone, Venia, så spår hun at Cassandras liv ikke vil være som nogen andre høvdinge-prinsessers.
Hun spår nemlig at Cassandra får en speciel egenskab. En egenskab som kun hun i hele verden har, eller det tror hun i hvert fald...

4Likes
3Kommentarer
695Visninger
AA

9. Santrö-Klanens Årlige Festival

'For bare 11.000 år siden, blev Santrö-Klanen til. En gammel vis mand, havde en søn, som havde fundet kærlighed i en meget smuk pige. Hvad han ikke vidste var, at hun var heks. Han fik det først af vide, da deres 3. barn fyldte 10. Så følte hun at han var tvunget til at blive hos hende. Hun fortalte det, men han utroligt forbavset og ville ikke se hende igen. Hun blev brændt på bålet og børnene tog med deres far til Canada. Den tid hvor de ankom, havde der levet indianere i 1000 år. Faren blev hurtigt forelsket igen og det var ikke hvilken som helst pige. Det var indianer-Prinsessen for Hukuntoto-Klanen, den tids mægtigste indianerklan. Høvdingen vil ikke have at de blev gift, så han forviste Faren. Faren og indianer-prinsessen var så forelskede at de flygtede sammen. Til den nordlige del af Canada. Der startede Santrö-Klanens oprindelse.' Havde Venia fortalt, til den årlige festival. Alle kendte historien. Alle udover nytilkomne eller yngre børn. Hvis jeg skal være ærlig, så ville jeg hellere høre Kumplianernes historie. "Undskyld? Venia?" Hun så hurtigt over på mig. "Må vi høre Kumplianernes oprindelses-historie?" Hun så forbavset ud og sagde: "Jeg kender den desværre ikke, min pige." Idet Zindos far rejste sig. "For bare 9000 år siden hørte minegraveren et skrig, som lød inde fra skoven. Han løb derind og søgte efter skriget, det var en kvinde, hun sad fanget i en bjørnefælde og han hjalp hende straks ud. Hun fortalte ham at hun var indianer-prinsesse og kom fra en stamme dybt inde i skoven. Hun ville føre ham derind, men han ville ikke med... Dagen efter hørte han igen et skrig og tænkte: 'Det er hende igen!' og skyndte sig ud i skoven. Hun var blevet jagtet af en jæger, som havde trængt hende op i en krog. Han spurgte jægeren og hvad hans problem var. Han svarede at hun spionerede minegraveren. Minegraveren forstod med det samme og bad ham om at overlade hende til ham. Minegraveren indså at han faktisk elskede hende og fulgte med hende ind til stammen, dybt inde i skoven. Høvdingen mødte minegraveren og havde ikke fuld forståelse for deres kærlighed. Prinsessen skulle giftes med en prins, fra en anden stamme. Høvdingen ville dræbe minegraveren, men det ville prinsessen jo ikke have. Så hun fik sin trofaste kammerat og byens bedste soldat, til at slå ham ihjel. De blev gift og herskede sammen og her er vi så i dag." Cassandra var blevet meget opslugt af historien og syntes at den var en del mere spændende end Santrö-Klanens. Zindo var faldet i søvn med hovedet liggende på hendes skød. Nuee, hvor er han sød, når han sover. Hun kyssede ham på panden og han vågnede straks. "Åh, hæh.. Undskyld." Sagde han og rømmede sig. Cassandra smilte bare blidt til ham. Han smilte tilbage og kyssede hende. Metorato må aldrig styre ham igen, han er for perfekt til at folk skal styre ham. "Jeg er lidt træt. Hvornår er vi færdige med festivalen?" Spurgte Zindo og gabte. "Den varer jo i flere dage, vi skal danse om lidt." Cassandra smilte bredt og han vågnede helt. "Det skal jeg ikke gå glip af!" Det var som om, at han ligesom fik et nyt energi-overskud. Min far klappede i hænderne og råbte: "Så er det tid til at danse! Find en partner og stil op!" Der lød skramlen over pladsen og så blev der spillet op. Vi skulle danse en traditionel regndans. Zindo var dygtig og jeg haltede lidt bagefter. Jeg havde aldrig været god til det, men jeg havde heller aldrig villet det..

Efter dansen gik de fleste i seng. Venia havde fortalt at de ikke måtte sove i hytten i nat, fordi Metorato let kunne bortføre dem. Så de skulle sove i fælles teltet. Zindo og jeg, fik selvfølgelig en fælles seng og faldt hurtigt i søvn.

*   *   *

Jeg lagde inde i buret igen, det lugtede lidt at stegt bacon. Metorato kom til syne udenfor buret, med en jernstang i hænderne. Han åbnede buret og gik ind. Han truede mig med jernstangen, som var helt rød. Han havde opvarmet den over bålet. "Må jeg få det kys nu?" Jeg rystede let på hovedet og han gik tættere på. Han stak nærmest stangen op i hovedet på mig. Jeg gav et lille piv fra mig og stirrede på jernstangen. Jeg kiggede op på hans ansigt, som blev til et monsters. Han ansigt smeltede på en måde og han kom tættere på, holdte mig og lagde op til et kys.

*   *   *

Jeg hev efter været og Zindo trak mig hurtigt ind til ham. "Ro på, søde. Ro på." Han aede mig på panden og kærtegnede mit ansigt. "Hvad var det?" Spurgte han omsorgsfuldt og jeg lukkede øjnene for at koncentrere mig. "Metorato. Opvarmet jernstang. Han truede mig med at brænde mig. Hans ansigt smeltede og var lige ved at kysse mig idet jeg vågnede." Jeg hev igen efter vejret. "Rolig, jeg vil aldrig lade ham tage dig igen." Sagde han og kyssede mig let på munden. "Men vi må hellere finde ud af hvad de vil." Jeg kiggede op og vi stirrede i hinandens øjne et kort øjeblik, før vi rejste os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...