Santrö-Klanens Beslutning

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2013
  • Opdateret: 13 okt. 2014
  • Status: Igang
Santrö-Klanens Beslutning handler udelukkende om den trolovede 14-årige pige, Cassandra. Hun er indianer-prinsesse og har mange forpligtelser. Hun skal f. eks. Giftes med Kumplianernes høvdinge-søn, Zindo. Zindo er 17 år og Cassandras far tror at han bliver den rette høvding og ægtemand for Cassandra. Det viser sig at de også bliver ret glade for hinanden og får dannet den fineste landsby sammen.
Men da Cassandra en aften sidder med landsbyens spåkone, Venia, så spår hun at Cassandras liv ikke vil være som nogen andre høvdinge-prinsessers.
Hun spår nemlig at Cassandra får en speciel egenskab. En egenskab som kun hun i hele verden har, eller det tror hun i hvert fald...

4Likes
3Kommentarer
764Visninger
AA

10. Min Helt Egen Livvagt

Vi gik nede i landsbyen og så på oprydningen af gårdagens arrangement. Alle var nærmest i gang, den ene med at tørre bænke af og den anden hentede brænde. Vi skulle finde Venia, hun kunne nok fortælle mig om mine drømmesyn, som blev ved med at komme. Jeg så en mand skælde sin datter ud, men tænkte ikke videre over det. Vi stod udenfor Venias telt og skulle til at gå ind, idet jeg fik en banken for hovedet. Jeg skreg og holdt mig til hovedet. Det var en slags krampe, som føltes, som om en 10 mænd bankede mit hoved med hver sin hammer. "AARGH! HJÆLP! ZINDO!" Jeg skreg så højt, jeg kunne. Det stoppede bare ikke! Det sidste jeg mærkede, var jord mod mit hoved og at mine øjenlåg dalede ligeså stille i...

*   *   *

"Zindo? Zindo, hvor er jeg?" Jeg lagde på en eng, Zindo sad ved mig og jeg kiggede op på den smukke himmel. "Er jeg død?" Mit spørgsmål udløste et smil på hans perfekte mund. "Hvad synes du selv? Har du lyst til at være død? Det hele afhænger af dig, smukke. Men vi behøver dig, så tag hellere tilbage." Hans ansigt så helt fredfyldt ud. "Men.. Hvor er jeg? Hvad skete der?" Han smilte igen. "Du faldt om og slog hovedet mod en spids sten. Vil du tage tilbage?." Han smilte igen til mig. Jeg lukkede øjnene og slappede af. "Ja."

 

*   *   *

Nogen ruskede i mig, jeg vågnede og hev efter vejret. "Stop!" Råbte jeg, Metorato stod over det hele! Det var frygteligt! Alle ansigter blev til glade og flirtende ansigter. De overtog mit syn, som pludselig blev normalt igen. Jeg begyndte på en hulken, så slem at den tiltrak det meste af landsbyens opmærksomhed. "Ro på, Cass. Jeg har dig." Det var Zindos beroligende stemme, han trak mig ind til ham og jeg faldt ligeså stille til ro igen. "Fortæl, hvad skete der i drømmen?" Han hviskede mig i øret og tørrede mine våde kinder af i et blødt kærtegn. "Jeg havde et valg, at blive i drømmen og være død, eller at tage tilbage og lade være med at give op. Jeg tog tilbage." Han smilte, men lidt efter kom det undrende ansigt over ham. "Men, hvorfor skreg du så 'Stop'?" Spurgte han uden at ændre sit ansigtstræk. "Det.. Det var Metorato, han var overalt!" Jeg begyndte igen at tude. Hvorfor så mange tårer? Hvorfor var jeg ikke blevet i drømmen? "Metorato? Ik ham igen." Han sukkede. Landsbybeboerne måtte da tro, at jeg var skør? De stod med nysgerrige blikke og så til. "Hvad skete der før du forsvandt?" Han ville åbenbart afhøre mig.. Jeg huskede intet, vent, jo? "Der var en voldsom smerte i mit hoved, som om 10 mænd bankede på det med hver sin hammer." Jeg tørrede mine kinder. Zindo stilte sig op og hjalp mig op. Han tog mig op i sin favn og bar mig. Jeg var træt, men hvis jeg sov igen, så ville jeg jo få drømmesyn? Jeg ville ikke sove. Han satte sig ved bålet med mig på sit skød. "Vil mit liv virkelig fortsætte i et stort problem?" Spurgte jeg og stirrede ind i de orange flammer. "Jeg ved det ikke, Cass. Jeg ved det ikke." Han kyssede mig blidt på kinden. "Men jeg vil altid beskytte dig og være her for dig. Der er ingen der skal gøre dig noget ondt." Jeg blev helt rørt. Min helt egen livvagt. "Men indtil videre skal vi bare have fundet en måde, at udrydde Klaus og Metorato." Sagde han og så helt tom ud, mens han stirrede i ilden. Hvis mit liv ville fortsætte sådan her, måtte jeg altså tage dræstige metoder i brug. Jeg kan ikke leve sådan! "Saml alle soldater. Nu skal vi gøre en ende på Klaus og hans små lege." Jeg rejste mig og søgte efter Venia.

Jeg åbnede teltet og kom uheldigvis til at afbryde Venia i hendes meditation. "Uh, undskyld." Sagde jeg. Venia kiggede op og brød meditationen. "Hvad sker der, min pige?" Spurgte hun, hun havde en underlig ro over sig. "Jeg vil ikke leve sådan her, Venia. Mit liv er et stort kaos. Jeg vil have stoppet Klaus!" Hun spærrede øjnene op, helt forbavset over mit udbrud. Jeg rømmede mig. "Vi kan ikke gøre noget, Klaus er snedig. Han har altid et tricks i ærmet, du kan aldrig regne ham ud." Hun kiggede ned og var nærmest nedtrykt over, at hun ikke kunne gøre noget.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...