Santrö-Klanens Beslutning

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2013
  • Opdateret: 13 okt. 2014
  • Status: Igang
Santrö-Klanens Beslutning handler udelukkende om den trolovede 14-årige pige, Cassandra. Hun er indianer-prinsesse og har mange forpligtelser. Hun skal f. eks. Giftes med Kumplianernes høvdinge-søn, Zindo. Zindo er 17 år og Cassandras far tror at han bliver den rette høvding og ægtemand for Cassandra. Det viser sig at de også bliver ret glade for hinanden og får dannet den fineste landsby sammen.
Men da Cassandra en aften sidder med landsbyens spåkone, Venia, så spår hun at Cassandras liv ikke vil være som nogen andre høvdinge-prinsessers.
Hun spår nemlig at Cassandra får en speciel egenskab. En egenskab som kun hun i hele verden har, eller det tror hun i hvert fald...

4Likes
3Kommentarer
716Visninger
AA

11. Jeg Skulle Bare Finde Min Sindsro

 Men er det virkelig sandt? Kan man slet ikke gøre noget for at stoppe Klaus? Der må være noget! Det skal der bare være.. Jeg sad sammen med Venia. Hun havde tilbudt mig at meditere med mig, så jeg kunne få sindsro og i et øjeblik glemme Klaus. Jeg havde aldrig prøvet det før. Venia sagde også, at det ville være sværest den første gang, og det var det. Jeg prøvede at slappe af, så meget jeg kunne. Det mislykkedes. "Argh! Det virker bare ikke!" Venia havde en gang fortalt mig, at jeg havde en kort lunte, det var måske også sandt. "Det kræver tid, Cass. Prøv igen og luk alle tanker ude, slap fuldstændig af." Jeg nikkede og satte mig tilbage i stillingen. Alle mine muskler, som før spændtes, var fuldstændig slappe nu. Jeg havde aldrig i mit liv slappet så meget af, det var rart.

Jeg åndede lettet ud og åbnede øjnene. Venia sad overfor mig med en kop te. "Flot min pige. Det kræver træning, men du er virkelig lærenem." Sagde hun med et smil. "Jeg tror.. Jeg tror jeg vil træne lidt magi. Vil du træne mig?" Spurgte jeg og gengældte hendes smil. Hun nikkede og vi rejste os.

Vi stod i skoven og Venia var i gang med, at gøre klar til en øvelse. "Det er nemt at sætte ild til et stearinlys. Med et bål.. Tjaah, det er lidt en anden sag." Sagde hun og fuldendte bålet med det sidste stykke brænde. "Slap af i din krop, ligesom du gjorde under meditationen. Du skal ikke spændes, ligesom du altid har gjort, men slappe af og lade hjernen gøre sit arbejde. Men du skal stadig udnytte din energi. Du skal lave øvelser med hænderne, sådan her." Sagde hun og førte sine hænder væk fra hinanden, derefter mod hinanden og opad i en flot bue. "Til denne øvelse skal du sige: 'Biarkan aku membakar', Som betyder: 'Lad mig sætte ild'." Jeg forstod og forsøgte, mens jeg slappede af i kroppen og brugte min sindsro. Jeg førte mine hænder væk fra hinanden, derefter førte jeg dem mod hinanden, opad i en bue, mens jeg sagde ordene; 'Biarkan aku membakar'. Det lykkedes. Venia lo. "Godt gået! Og du har slet ikke brugt din energi på det, med det her så bliver du meget bedre end Metorato!" Jeg lo. Hvor det vildt, jeg har måske chancen for at overvinde dem!

Vi var taget tilbage til landsbyen. Det første jeg gjorde var, at opsøge Zindo og fortælle ham om min sindsro. Jeg ledte hele byen igennem, men kunne ikke finde ham. Jeg satte mig på bålpladsen, ligesom de fleste aftener, tilbragte jeg nærmest hele natten der, indtil Zindo kom, og overbevidste mig om at gå i seng. Men ville han gøre det i aften? Hvor var han egentlig? Havde Metorato nu styret ham igen? Eller var han flygtet fra mig, som et forsøg på, at få et liv uden problemer med overnaturlige ting? Det vidste det ikke. Jeg kunne ikke gøre andet end at sidde, vente og håbe på at han snart ville være her. Noget sagde mig at jeg spildte tiden og at jeg skulle til at finde Venia i en fart. Jeg løb hen mod hendes telt i en vældig fart og spærrede teltduen op. Ingen Venia. Jeg tog hen til vores spisested, hvilket eller ikke viste nogen form for succes. Hvor var de alle sammen henne? Jeg følte mig alene. Men pludselig hørte jeg nogen hviske: "Psssst! Bag hjørnet, prinsesse!" Jeg fulgte lyden om bag et ukendt telt og pludselig var jeg omringet. Mørke.

Hvad skete der? Jeg kunne høre folk snakke. "Når hun vågner... Forklædt.. Zindo... Landsbyboere... Fanget." Pludselig kom et slags stød igennem min krop og jeg åbnede øjnene med et sæt. Mine hænder og fødder var bundet sammen og det nyttede ikke noget at prøve at slippe fri. "Godmorgen Prinsesse." Metorato. "Du ser lidt sløj ud. Måske var det, det som jeg gav dig.. Eller måske er det frygt..." Jeg vred mig. "Slip mig så fri! Jeg gider ikke dine små lege!" Metorato grinte bare af mig. Rundt om ham stod en flok mennesker. "Hvis du gør mig en tjeneste, gør jeg dig en tjeneste." Jeg sank hovedet tilbage og sukkede. "Hvad vil du nu have?" Jeg lukkede øjnene i og koncentrerede mig om alle omgivelserne. Mennesker.. Et sted mellem en masse telte. "Det som jeg altid har villet have. Dig. Bliver du bare dummere og dummere for hver dag? Th.. Ser du, jeg har forbandet cirka halvdelen af dine landsbyboere til at tage imod ordre fra mig. Hvis du giver mig, skal vi sige, en tredjedel af dine kræfter, så vil jeg slippe dem fri." Jeg rystede på hovedet. "Der er en hage ved det. hvor er Zindo og min familie?" Jeg åbnede øjnene og gloede ondt på ham. "Se det er den anden ting.. Du får din familie, hvis jeg får en til tredjedel af dine kræfter." Jeg rystede igen på hovedet. "Du får ingenting." Jeg koncentrede mig og brugte míne finger spidser, en slags energisk strøm gik igennem mig og jeg mumlede nogle ord, som kom tilfældigt ud af min mund. "Pria ini tidak layak hidup. Orang ini layak untuk menderita. Tidak kehidupan. Kematian." og Metorato sank ligeså stille ned på jorden, rystende og hivende efter vejret. I det samme sekund han besvimede, sprang mine reb og landsbyboerne var ikke forbandede mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...