Santrö-Klanens Beslutning

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2013
  • Opdateret: 13 okt. 2014
  • Status: Igang
Santrö-Klanens Beslutning handler udelukkende om den trolovede 14-årige pige, Cassandra. Hun er indianer-prinsesse og har mange forpligtelser. Hun skal f. eks. Giftes med Kumplianernes høvdinge-søn, Zindo. Zindo er 17 år og Cassandras far tror at han bliver den rette høvding og ægtemand for Cassandra. Det viser sig at de også bliver ret glade for hinanden og får dannet den fineste landsby sammen.
Men da Cassandra en aften sidder med landsbyens spåkone, Venia, så spår hun at Cassandras liv ikke vil være som nogen andre høvdinge-prinsessers.
Hun spår nemlig at Cassandra får en speciel egenskab. En egenskab som kun hun i hele verden har, eller det tror hun i hvert fald...

4Likes
3Kommentarer
718Visninger
AA

3. Jeg Elsker Zindo

Zindo smilte bredt og vi omfavnede hinanden. "Nu er det ikke længere tvang. Men rigtig kærlighed." Jeg brød omfavnelsen og kiggede ham i øjnene. "Ja, det er det." Han smilte blidt. Jeg havde egentlig ikke lagt mærke til hans øjne, han havde nogle flotte klare grønne øjne, med et strejf af brun. Jeg lod mig falde ind i hans øjne, sad bare og stirrede og det samme gjorde han. Idet han blinkede og kyssede mig, kom der en slags gnist i mellem os, som gjorde en smule ondt. Jeg brød kysset og tog mig til munden. "Avs! Hvad skete der?" Han kiggede undersøgende på mig: "Jeg kyssede dig?" Han smilte. "Nej, jeg mener.. Mærkede du det slet ikke? En gnist i mellem os?" Han så undrende på mig. "Naarh." Underligt, var det nu min kræft igen? Jeg kom i tanke om min far. Jeg var ikke sikker på at jeg ville fortælle ham om min egenskab, hvad hvis han ville gå amok og henrette mig selvom jeg var hans eneste datter? Nej. Så ond er han alligevel ikke. Jeg er nød til at stole på ham. "Jeg er nød til at finde min far. Han skal vide det." Zindo så mig i øjnene. "Er du sikker? Er det, det du vil?" Han afventede et svar. "Ja, han er jo min far. Han har pligt til at vide det og så.. Så vil jeg sige til ham at jeg elsker dig." Sagde jeg og Zindo smilede straks. Jeg omfavnede ham og vi gik tilbage, hånd i hånd.

Da vi kom hen til teltet, kunne jeg høre min og Zindos far snakke. "Jeg vil ikke tvinge hende, hvis hun slet ikke vil." Min far. "Men du sagde.." Zindos far blev afbrudt: "Jeg er ligeglad med hvad jeg sagde! Min datter skal være lykkelig." Jeg hørte et klask og Zindo åbnede hurtigt forhænget. Zindos far havde langet ud efter min. "Far!" Jeg løb over og krammede ham. "Jeg er okay! Jeg er okay. Jeg elsker ham." Far brød krammet og kiggede mig undrende i øjnene: "Hvem?" Jeg smilte: "Zindo selvfølgelig!" Vores fædre grinte. "Hvordan er det gået til?" Spurgte Zindos far. Zindo gik hen i mod mig og tog den ene arm om mig. "Vi har snakket og tilbragt meget tid sammen. Vi forstår hinanden godt og føler med hinanden. Vi passer sammen." Vores fædre smilte. "Jeg vidste det!" Sagde min far højlydt. Jeg smilte til Zindo og han kyssede mig på kinden. "Men der er noget andet jeg vil snakke med dig om, far. Under 4 øjne." Sagde jeg og Zindo og hans far gik ud. "Hvad er der?" Han satte sig på den nærmeste stol. "Jeg er speciel far. Venia spåede mig og nu må du ikke gå amok! Men mor blev jo dræbt, fordi hun var dømt som heks, ik?" Han nikkede og så trist ud. "Jeg har også de kræfter. Men jeg ikke heks! Og det havde mor aldrig været! Vi har en speciel kræft, som gør at vi kan gøre de overnaturligste ting ved hjælp af tankekræft og energi. I går ville Venia have mig til at sætte ild til nogle blade i skovbunden, men jeg havde brugt al min energi til at flygte fra soldaterne ud i skoven, så jeg havde ikke energi nok til at gøre det. Men her i morgenstunden tændte jeg en flamme i et stearinlys og det var mine kræfter." Min far så undrende på mig. "Såå, du er troldkvinde?" Jeg kiggede på ham og satte mit hoved på skrå: "Det er jo næsten det samme som heks? Så nej, kald mig hellere magiker." Jeg smilte bredt og min far så forstående på mig. "Jeg vil gøre alt hvad der står i min magt for at beskytte dig min pige." Sagde han og omfavnede mig.

Jeg løb ud til Zindo og fortalte om fars reaktion: "Han tog det fint! Han forstod det og det hele!" Jeg smilte bredt: "Hvad med dig? Hvad har du lavet?" Han smilte: "Jeg snakkede med min far om brylluppet og om hvordan jeg havde det med at blive trolovet med dig." Han løftede mig op i hans hovedhøjde. "Og du svarede..?" Jeg så afventende på ham. "At jeg er glad for at det er dig!" Han smilte og satte mig ned. Jeg tog min finger og fik ham til at dukke sig ned til mig. "Tættere på. Tættere,," Og så kyssede jeg ham. Han løftede mig i kysset og vi stod der i lang tid indtil vi blev afbrudt at Venia. "Du milde dog." Sagde Venia og grinte: "Jeres fædre kommer, så i må hellere gemme det der til senere." Vi grinte. Vores fædre kom smilende rundt om hjørnet. "Vi må desværre afskille jer efter maden. Brylluppet er i morgen!" Zindos far lød glad. Jeg kiggede på Zindo og han smilte til mig. "Er det overhovedet loveligt at gifte sig med en 14-årig?" Spurgte Zindo. "Det er der ingen regler om. 3 år gør jo næsten ingen forskel. Men hvis hun var 13, var det ulovligt." Svarede min far. "Jeg er da ligeglad." Jeg lo og Zindo smilte til mig. "Kom, vi skal spise." Vi fulgtes over til bålpladsen hvor alle stod klar til at råbe: "TILLYKKE MED BRYLUPPET I MORGEN!" hvor vi blev noget så overraskede. Efter maden skulle vi desværre skilles ad og jeg skulle have lavet kjole. "Av!" Skreg jeg i det de kom til at stikke mig med en nål. "Undskyld, deres højhed." Sagde sypigen. "Lad da vær. Jeg er lige så værdig som du." Sypigen smilte og fortsatte arbejdet. Min kjole var af lyst læder og med fårepels. Jeg skulle have et arvestykke fra min mor på, en flot rubinhalskæde, som min far havde givet hende i bryllupsgave. Vores smed havde lavet det flotteste juvelbesatte kædesmykke til mit hår og så skulle jeg selvfølgelig have ringen på. Jeg åbnede æsken, som Zindo havde givet til min far. Den var af rent guld og så sad der en meget elegant diamant i. Jeg smilte. Da jeg havde fået alt af, gik jeg i seng. Udmattet over den lange dag.

Jeg stod på kirkegulvet med min far og afventede fløjtemusik, som skulle høres, når jeg og far skulle går ned af kirkegulvet. Eller. Det grønne græs. Helt nede stod Zindo i flot kropsmaling (en oldgammel tradition) og ventede på mig ved det hellige bål (Det bruger vi i stedet for alter). Jeg nåede til vejs ende og lige idet jeg skulle sige 'Ja', meldte kraften sig. "AAARRH!" Råbte jeg og det gav stød i min krop, jeg lukkede øjnene og brugte al min kræft på at afstøde den. Da den var væk, åbnede jeg øjnene og så til mit store chok at alle lå døde overalt med vidt åbne øjne. Da vidste jeg at det var tid til at vågne.

Jeg vågnede med et sæt og satte mig hurtigt op. Mit hjerte hamrede og jeg var meget forpustet. Hvad hvis jeg ikke kunne kontrollere mine kræfter? Hvad hvis det rent faktisk skete? Jeg er nød til at finde Venia! Jeg hoppede ud af sengen og tog hurtigt noget tilfældigt tøj på. Jeg listede ud af teltet og gik måske 3 meter: "Cassandra! Hvad laver du? Skynd dig, ind! Zindo kommer lige bag mig!" Sagde Zindos far og jeg spurtede tilbage ind i teltet. "Find Venia og fortæl hun skal kommer herind!" Sagde jeg igennem teltdugen. "Det skal jeg nok." Svarede hans far. "Vi ses, Cas." Sagde Zindo. "Vi ses, Zindo." Jeg smilte nærmest da jeg sagde hans navn. Jeg løb ud bag teltet. Vores telt lagde lige op af floden, så jeg skyndte mig at smide tøjet og fik en dukkert. Da jeg var færdig og havde fået tøjet på igen, kom Venia gående. "Hej. Du ville tale med mig?" Sagde hun og satte sig på en sten. Jeg tog et tæppe, som lagde ved siden af søen som altid og satte mig på stenen ved siden af hende. "Jeg havde den her drøm i nat om at jeg stod ved det hellige bål med Zindo og lige i det jeg skulle sige 'Ja', såå.." Jeg tav lidt og rømmede mig. "Så kom der en energi og strøm igennem mig at det gjorde ondt. Jeg lukkede øjnene og spændingerne gik væk. Men da jeg åbnede dem igen, så lå alle døde med opspærrede øjne. Det var det værste marridt jeg nogensinde har haft!" Jeg græd næsten. Venia så overrasket på mig og omfavnede mig trøstende. "Det sker ikke for dig, Cas. Det skete jo heller ikke med din mor. Det kan godt være at hun var ældre, da hun blev gift, men det sker ikke! Desuden har du ikke nok kræft til det endnu. Der skal stadig en masse træning til." Jeg sukkede lettet. "Gå du hellere i gang med at få dig gjort klar! Fløjterne går i gang præcis middag." Sagde Venia, klappede mig på skulderen og vendte hjem til hendes telt. Der sker ikke noget. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind. Jeg løb ind i teltet, hvor pigerne stod klar til at hjælpe mig med udsmykningen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...