Santrö-Klanens Beslutning

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2013
  • Opdateret: 13 okt. 2014
  • Status: Igang
Santrö-Klanens Beslutning handler udelukkende om den trolovede 14-årige pige, Cassandra. Hun er indianer-prinsesse og har mange forpligtelser. Hun skal f. eks. Giftes med Kumplianernes høvdinge-søn, Zindo. Zindo er 17 år og Cassandras far tror at han bliver den rette høvding og ægtemand for Cassandra. Det viser sig at de også bliver ret glade for hinanden og får dannet den fineste landsby sammen.
Men da Cassandra en aften sidder med landsbyens spåkone, Venia, så spår hun at Cassandras liv ikke vil være som nogen andre høvdinge-prinsessers.
Hun spår nemlig at Cassandra får en speciel egenskab. En egenskab som kun hun i hele verden har, eller det tror hun i hvert fald...

4Likes
3Kommentarer
703Visninger
AA

1. Dumme Fædre og Åndsvag Tvang

 Jeg varmede mine hænder i flammerne fra ilden, som kastede et orange skær ud mod skoven. Vinteren var streng i år, alt var frosset til og det var svært at transportere sig selv. Det var aften og jeg sad sammen med landsbyens spåkone Venia.  "Hvornår går vi i gang med forberedelserne?" Spurgte Venia. "Ehm... Forberedelserne? Til hvad?" Jeg vidste ikke helt hvor hun ville hen med det. "Det må du altså lade din far om at fortælle dig." Svarede hun, mens hun kiggede hen mod mit og min fars telt. Det var ligeså stille begyndt at blive mørkt. "Jeg smutter i seng." Sagde jeg, rejste mig og begyndte at gå hen mod teltet. Der var stadig lys, så jeg gik bare ind. Min far sad og kiggede på et eller andet, som han havde i hænderne. "Jeg savner hende." Sagde han og lod en lille tåre løbe fra sin kind. Han sad og kiggede på et billede af min mor. Hun døde, da jeg kun var 3 år. "Hvordan kunne han tage hende fra mig?" Far så håbløst på mig. Jeg kiggede ned i jorden, Min far har altid været den lidt følsomme type, når man taler om sådan noget. "Nååe.. Jeg går i seng. Godnat far." Sagde jeg på vej hen til min køje. "Godnat min pige." Nåede jeg lige at opfange inden jeg hurtigt faldt i søvn.

Jeg befandt mig et underligt sted. En kirke af en slags. Jeg kiggede mig rundt, der var et mægtigt stort alter og et endnu større ovl. Jeg kunne høre nogen der sang og pludselig kom der noget ind af døren. Det var syngende kutteklædte mænd. De kom lige imod mig. Men. Jeg kunne ikke rykke mig. Jeg gik i panik og prøvede at få fat i noget. Men altid var ca. 2 meter væk. De kuttæklædte kom tættere og tættere på. Jeg kiggede ned på mine fødder. Der var intet gulv under mig? Mine fødder stod på ren luft, men jeg sad stadig fast. Pludselig kunne jeg mærke noget bag mig. Det tog fat i mig og pressede mig længere og længere ned. Til sidst faldt jeg ned i intetheden og med et BRAG! Så vågnede jeg..

Jeg vågnede med solen skindende ind i mine øjne. Jeg satte mig op og strakte mig. Jeg kom i tanke om i går. Hvad havde Venia ment med forberedelserne? Jeg tog tøj på og løb ud til min far, som sad med de andre landsbyboere og spiste morgenmad. Jeg satte mig overfor ham og kiggede ham i øjnene. "Er der noget galt, min pige?" Sagde han. "Tjaah. Hvad er det for nogle forberedelser jeg har hørt noget om?" Jeg stirrede koldt. "Hvad har du nu planlagt, far?". Han blev helt overrasket over min tone. "Eh. Kom med." Sagde han og gik ind i det nærmeste telt. "Du skal giftes med Kumplianernes høvdingesøn, Zindo. Det er noget jeg har tænkt meget over. Jeg har ikke været tryg ved at gifte min datter væk. Men da jeg er så gode venner med hans far,  synes jeg det skal være ham. Du har vidst mødt ham før, I legede da i var små, han er 17 år nu." Jeg stirrede bare ud for mig. Skal jeg giftes? Jeg fatter det ikke og så er han 17? Det er jo næsten pædofili. "Hvorfor? Hvorfor?" Jeg kunne mærke en tåre presse på. Jeg er for ung til at blive gift! Jeg løb min vej. Jeg havde en hule ude i skoven, hvor jeg løb ud hver gang jeg var nedtrykt. Jeg kunne høre min far råbe bag mig og nogle landsbyboere trak til for at spørge om problemet. Sidste gang havde de søgt efter mig i 5 dage uden at finde mig. Jeg endte med selv at gå hjem, fordi jeg havde ondt af min far. Jeg satte mig på min halvgamle træstup og snittede et stykke pind. Jeg kunne da ikke giftes med Zindo, når jeg allerede havde planlagt at gifte mig med.. Jeg blev varm i kinderne. Hver gang jeg tænkte på Ugnui. Han var flot, høj, stærk, beskyttende og så kunne vi lide hinanden! Hvis min far fandt ud af det, så ville han henrette Ugnui. Jeg hørte noget udenfor hulen og satte mig på hug ved siden af indgangen. Det kom tættere på. Tættere og forhænget, som var lavet af blade og grene åbnede sig. En dreng kom til syne og blev lidt forskrækket over min angrebsstilling. "Øøh, undskyld." Sagde jeg og satte mig på stubben. "Kom ind." Han var høj, ikke ligeså høj som Ugnui, men alligevel høj. Han havde brunt tjavset hår og var veltrænet. "Hvem er du?" Spurgte jeg og snittede videre. Han satte sig på stubben ved siden af og sagde: "Jeg.. Øhh.. Du vil nok dræbe mig når du hører mit navn." Jeg kiggede forbavset på ham, smed dolken over i hjørnet og tog hænderne frem for at vise at jeg ikke ville slå ham ihjel. "Zindo, din kommende mand." Jeg spærrede øjnene op, tog hurtigt mit ekstra dolk i skoen og skulle lige til at dolke ham, i det han greb min arm og pludselig sad ovenpå mig. Jeg vred mig: "Slip mig! Gå så af!" Han holdte mig godt fast. "Cassandra, det nytter ikke noget. Jeg er langt stærkere end dig. Men jeg vil snakke. Ikke sloges." Jeg tog en dyb indånding og han sukkede. Han slap taget på mine arme og satte sig på stubben igen. Jeg kiggede koldt på ham. "Fint. Spyt ud." Han sukkede. "Jeg hørte at du løb fra din far og fik af vide af din veninde, Venia, at du havde en hule herude. Jeg vil bare sige at.." Han kiggede ned i jorden. "Jeg er ligeså forbavset som du er. Jeg har også selv en pige hjemme i landsbyen og jeg hørte at du har Ugnui. Men helt seriøst så overrasker din reaktion mig ikke. Du skal ikke være sur på mig, men vores fædre." Jeg forstod det faktisk. Måske var Zindo alligevel ikke så slem. Han forstod mig. "Tak.". Han kiggede forbavset på mig: "Tak?". "Ja, tak. Tak fordi at du tog chancen og var lige ved at blive slået ihjel. Vi grinte, han var slet ikke så slem. "Vi sidder vidst i samme båd." Før, da jeg ikke havde snakket med ham, brød jeg mig ikke om ham. Men nu.. Er han ikke så dum endda. "Såå, du har det okay med at blive trolovet?" Jeg så ned i jorden igen. "Jeg er ikke så glad for det. Men, jeg bliver jo tvunget til det og hvis jeg skal være ærlig, så er du ikke så slem endda." Han smilte: "Tak. Jeg må hellere løbe hjem og sige det til Julia, min kæreste. Ik sig det til min eller din far. De flipper.". "Tjaah, du skal nok heller ikke fortælle dem om Ugnui." Vi grinte sammen. "Vi ses." Han gik over til åbningen og vendte sig: "Vi ses søde." Og så var han væk. Jeg kunne faktisk godt lide ham. Eller. Ikke på samme måde, som med Ugnui, men han er nu sød. "Cassandra? Cassandra er du herinde?" Det var Venia. "Ja, bare kom ind." Venia trådte ind og satte sig på stubben, der hvor Zindo havde siddet. "Imens alt det her sker, må jeg så ikke hjælpe dig med din og Zindo's fremtid? Kom, ræk mig din hånd." Jeg tvivlede stadig lidt på spåkoner, men det var det værd. Jeg rakte hende min hånd og hun begyndte at køre hendes finger rundt i den. Pludselig kiggede hun op og forskrækkede mig. "Cassandra!" Jeg kiggede fuldstændig forbavset på hende. "Jeg ser en speciel ting i din fremtid, men skal lige analysere den. Du får en egenskab, som ingen andre har. En slags kraft, som han vælte det ondeste sind. Men jeg kan dog ikke se Zindo i din fremtid. Men jeg kan se en anden ung mand. Det er heller ikke Ugnui." Hvordan kendte hun til..? "Søde, jeg læser din hånd, jeg kan se hvad du og Ugnui har. Det okay. Men." Hun kastede min hånd fra sig. "Du er speciel Cassandra! Meget speciel! Øøh, prøv lige at stir på skovbunden. Væk din indre smerte. Du skal kunne mærke det i brystet. Det skal gå ondt!" Hun nærmest råbte det sidste. Jeg stirrede på skovbunden og mærkede en smerte gå fra min fingerspidst op til mit bryst. Jeg brugte alt min styrke og krafter. Så var det mørkt.

*  *  *

Jeg vågnede i min seng med en masse folk rundt om mig. Jeg åbnede ikke øjnene. "Er hun okay?" Min fars stemme. "Ja, hun klarer sig, vi må hellere lade Zindo være alene med hende. Kom, sæt dig her." Venias stemme lød lidt usikker. Jeg kunne mærke hende rejse sig og en ny sætte sig. Resten gik ud. Han tog min hånd og flettede den ind i hans. Jeg var lige ved at rødme. "Sssh, ik sig jeg er vågnet" Hviskede jeg. Han lo tyst. "Skal jeg nok." Jeg kunne mærke mine kinder blive varme. "Da jeg kom hjem til min landsby, gik jeg ind mod bålpladsen, for at finde Julia. Hun plejede altid at sidde ved bålet og flette kurve eller kranse. Men den her gang var hun der ikke." Han lød ked af det. "Jeg gik om bag teltene og der stod en pæl. Ved pælen lagde der et menneske. Jeg løb derhen og fik ansigtet til syne. Det var Julia. De havde dræbt hende!" Jeg spærrede øjnene op og satte mig op. Jeg omfavnede ham, prøvede at trøste ham. "Jeg er ked af det, Zindo.". Jeg kunne mærke nogen dråber på min hals. "Men. Jeg er ikke færdig." Han holdt mig på skuldrene og kiggede mig i øjnene. "De har dræbt Ugnui.". Jeg var lige ved at skrige, da jeg kom i tanke om at de ville kunne høre mig. "Hvad? Men. Hvordan har de opdaget det?" Jeg kunne mærke jeg spændtes i hele min krop. "De har nogle spioner der holder øje med høvdinger og deres familier. En spion har opdaget dig sammen med Ugnui." Jeg græd. Jeg mærkede en varme i min krop, en slags strøm. "Så, det er kun os to nu?" Jeg kiggede ham i øjnene. "Ja." Han kiggede ned. Vi krammede hinanden i trøstende kram. Nu havde vi kun sorgen at dele. Jeg kunne høre nogen ude foran teltet. Jeg lagde mig hurtigt ned og Zindo tørrede tårerne af mine kinder. "Hun er ikke vågnet. Giv mig lidt mere tid!" Sagde han til min far og Venia, som var gået ind. De gik ud og han lagde sig ved siden af mig. Jeg åbnede mine øjne. "Vi forstår hinanden godt og føler med hinanden. Men der skal altså mere end forståelse og mellidenhed til at gifte sig. "Ja. Jeg dræber min far efter det her. Jeg hader ham og det har jeg altid gjort. Men nu er han altså gået over stregen! At tage folks liv! Hvad er de for nogle misfostre?" Jeg havde ikke spændingerne i min krop længere. Jeg følte mig tryk, men stadig fuld af sorg. Jeg lukkede øjnene og gabte. "Jeg.. Jeg føler mig tryk hos dig." Jeg åbnede øjnene det jeg kunne for at se hans reaktion. Men mine øjnene klemte sig i og jeg mærkede et kys på panden.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...