Santrö-Klanens Beslutning

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2013
  • Opdateret: 13 okt. 2014
  • Status: Igang
Santrö-Klanens Beslutning handler udelukkende om den trolovede 14-årige pige, Cassandra. Hun er indianer-prinsesse og har mange forpligtelser. Hun skal f. eks. Giftes med Kumplianernes høvdinge-søn, Zindo. Zindo er 17 år og Cassandras far tror at han bliver den rette høvding og ægtemand for Cassandra. Det viser sig at de også bliver ret glade for hinanden og får dannet den fineste landsby sammen.
Men da Cassandra en aften sidder med landsbyens spåkone, Venia, så spår hun at Cassandras liv ikke vil være som nogen andre høvdinge-prinsessers.
Hun spår nemlig at Cassandra får en speciel egenskab. En egenskab som kun hun i hele verden har, eller det tror hun i hvert fald...

4Likes
3Kommentarer
715Visninger
AA

4. Brylluppet

Jeg så mig i spejlet og var faktisk rimelig tilfreds. For en gangs skyld. "Hvor er du yndig, Cass." Sagde Venia i det hun gik ind i teltet. "Godt arbejde piger." Tilføjede hun med et smil. "Hvor lang tid har jeg tilbage?" Jeg var nervøs, både bryllupsnerver, men mest for at slå dem alle sammen ihjel. "Der er 2 kvalter til middag." Hvilket betyder en halv time eller 2 kvarterer. "Og du er sikker på at jeg ikke lige skal løbe et maraton, så jeg taber noget af min energi?" Spurgte jeg, lidt alvorlig og lidt for sjov. "Du skal bare koncentrerer dig om Zindo og om ikke at blive brændt af det hellige bål. Hold øjnene åbne og sørg for at slappe af hele tiden." Sagde hun. Når Zindo bliver høvding, så skal Venia helt sikkert være vores rådgiver. Jeg glæder mig til at vores stammer bliver en stor stamme, vi får den største nogen, nogensinde har set! Jeg smilte for mig selv. "Hvad er der, Cass? Du står helt og smiler." Hun smilte nysgerrig. "Tænkte bare over hvor stor vores stamme bliver." Jeg vendte mig mod spejlet og beundrede min smukke kjole. "Men.." Jeg så på Venia i spejlet, hun så nedtrykt ud. "Hvad er der?" Jeg var bange for at hun havde noget, som hun ikke havde fortalt mig. "Held og Lykke." Hun smilte. Jeg blev lettet. "Tak." Jeg smilte skævt, da jeg kiggede undrende på mine sko. "Nåh ja, jeg kom faktisk for at aflevere dem her." Sagde hun og rakte mig et par skinstøvler. "Hold da op. De er flotte, hvem er de fra?" Venia kiggede ned: "Ehm.." jeg så forbavset på hende og vendte mig om igen. "Ved du det ikke?" Jeg kiggede hende i øjnene, i det hun kiggede op. "Ikke rigtigt. Tror det er en slags hemmelig beundrer." Jeg gispede og smed dem hurtigt af mine fødder. "HVEM?" Sagde jeg med opspillede øjne. "Han hedder Metorato. Han er faktisk kejserens rådgivers søn." En hemmelig beundrer? Men jeg er gift? "Smid dem venligst ud, hvis Zindo finder ud af det, så sender han bud efter ham og får ham sikkert henrettet. Fjern dem og bring mig et par nye skindstøvler." "Som de ønsker deres højhed." Venia gik ud med øjnene rettet mod den slidte jord. Jeg sukkede, satte mig på stolen og tog stearinlyset i hånden. Jeg koncentrerede mig bare, uden at spænde i kroppen og så var flammen der. Jeg var blevet meget god. Jeg pustede lyset ud og spurgte så sypigen: "Hvor lang tid er der endnu?" Jeg kiggede på hende og afventede et svar som et kvantel. Et kvantel er 5-10 minutter. "Et halvt kvantel, du skal ud og stå klar nu. Venia kom løbende ind ad teltet og rakte mig et par skindstøvler, som jeg hurtigt tog på og gik med det samme ud af døren. "Jamen Cass dog! Du ligner din mor på en prik, da hun var på din alder!" Sagde min far forbløffet, da jeg var kommet ud til ham. Vi stod bag et kæmpe-mæsigt bøgetræ. I barken var der skårret et let utydeligt hjerte med tegnene: "C + Z". Jeg smilte skævt. Fløjterne lød og uden at jeg vidste af det, så var vi på vej mod det hellige bål. Min far overgav min hånd til et pragteksemplar af en mand, som stod foran mig ved navn Zindo. Han var flot, med bar mave og i ritualets tradition, havde han tegn som viste at han var klar til at blive høvding. "I ritualets tradition skal vi nu forene høvdinge-datteren med høvdinge-sønnen. Ritualet foregår sådan at vi skal tage lidt blod fra Høvdingeprinsessen og på en måde putte det over i Høvdingeprinsen. Når man gør det, så betyder det at prinsen har prinsessen i sig og derfor ejer hende. Værsgo at bringe den lille kniv frem." Venia kom ind med fadet med kniven og overrækkede det til Zindo. Zindo tog kniven og kiggede nervøst på mig. "Kom nu, det gør ikke noget." Hviskede jeg og gav ham min hånd. "Høvdinge-Sønnen skal nu skære en lige linje på Høvdinge-Datterens ringefinger på hendes venstre hånd." Sagde Zindos far. Zindo bevægede ligeså stille kniven mod min finger og tøvede, men fortsatte. Han satte kniven og skar en lille fin linje. Han smilte skævt og tøvede en smule. "Det går fint." Hviskede jeg ligeså stille. "Bare fortsæt." Tilføjede jeg. Han afsluttede snittet og alle jublede. Zindos far fik igen ro på folk og sagde: "Nu skal Høvdinge-sønnen tage en nål og suge alt det blod op, som muligt." Det lød lidt som en konkurrence af en slags. Venia kom igen ind med et fad, denne gang tøvede Zindo ikke så meget, men fik det bare overstået. "Vi skal nu blande blodet op med vand og så skal Høvdinge-Sønnen drikke det." Zindo kiggede hurtigt op og stirrede. "Ad." Hviskede han med et bredt smil. Jeg lo tyst. Blodet blev hurtigt blandet op og Zindo drak det med rynket næse. Hele publikummet jublede og vi skulle kysse. Vi kyssede og i ritualets regler skal vi råbe: "Kami saling mencintai!" Som betyder 'Vi elsker hinanden!". Så det gjorde vi selvfølgelig. Alt var gået som planlagt og nu skulle der være fest. Jeg var virkelig glad, men på samme tid havde jeg det sært med at blive gift som 14-årig. Men også glad fordi det er Zindo. Hvad der skal ske i fremtiden eller sker i fremtiden må jeg spørge Venia om. Men i så fald. Nu er der fest! "I traditionens tro skal min høvdinde og jeg danse bryllupsdansen om det Hellige Bål for at fejre vores forening." Sagde Zindo og bød mig op. Alle skulle ud og se det. Men hvis jeg skal være ærlig, så kunne jeg næsten ikke huske den. Men kunne huske nok til at det gik nogenlunde fint. Efter festen var jeg meget udmattet og gik straks i seng... Eller det vil sige næsten, jeg blev vækket af Zindo eller han troede jeg sov. Han bar mig med ind i skoven og ud af den, op på et bjerg, til den smukkeste hytte. Der skulle vi holde vores bryllupsnat.

*   *   *

Jeg vågnede i det smukkeste rum. Der lå rosenblade i hele rummet. Jeg tog en kjole på, som lagde på mit natbord. Jeg gik over til vinduet, hvor den smukkeste udsigt ventede. "Godmorgen sovetryne." Lød der en stemme bag mig, let genkendt. "Godmorgen Zindo." Svarede jeg ham og smilede for mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...