Jeg elsker dig

Rose er 15 år og bor i Randers med sin mor og lillebror Wiliam.
Hun er helt vild med en dreng fra klassen. Da de så en dag skal være sammen, skal de ud af ride, men det bliver vist ikke helt som forventet...

0Likes
1Kommentarer
96Visninger
AA

3. Jeg elsker dig

Jeg hoppede ud på skyen og væltede, men kom op og stå igen. Der var ti flyveøgle, som jeg skulle dræbe. Da den første kom, gik jeg lidt i panik, og slog bare ud til alle sider. Det er hårdt det her, og jeg har kun klaret én, tænkte jeg. Men efterhånden kom det lige som af sig selv, og det gik bedre og bedre. Jeg fik selvfølgelig opbakning og ros ude fra ”sidelinjen”. Jeg fik klaret dem alle, men jeg var ikke glad - det betød jo at Benjamin skulle dø…

Benjamin så heller ikke glad ud, men vi fik lov at snakke inden han tog derud.

Benjamin startede samtalen ”øhh, jeg vil gerne spørge dig om noget inden at jeg tager derud”. ”Hvad er det?” spurgte jeg. ”Tja jo ehm.. inden jeg skal dø vil jeg bare sige, at jeg elsker dig og at du har bare at besejre ham den onde, så du kan komme sikkert hjem igen. Og om du ikke nok vil være min kæreste?” ”Jeg elsker også dig og jeg vil gerne være din kæreste! Og du må ikke dø!” Jeg faldt grædende sammen på skyen. Benjamin kom hen til mig og kyssede mig på kinden, og holdte om mig. ”Jeg bliver nødt til at gøre det, men jeg lover, at jeg vil kæmpe for mit liv og jeg vil kæmpe for dig. Elsker dig og vil altid gøre det”. ”Jeg elsker også dig,” var det eneste jeg kunne sige.

Benjamin hoppede ud på skyen, og så ud som om at han havde godt styr på det. Men, man kunne også se, at han synes at det var hårdt.

Da han havde klaret den 6. flyveøgle gik alt bare galt for ham. Han væltede på skyen, men kom igen. Men lige da han var kommet op, kom der en flyveøgle susende og væltede ham ned af skyen . Han greb fat i kanten på skyen. Men flyveøglen, hakkede i hans hænder. Han gav slip. Jeg skreg og det gjorde han også. Han var død. Mit livs kærlighed, min drømmefyr. Jeg var knust. Jeg græd, og græd. Til sidst var det lige som om, at jeg ikke kunne græde mere. Jeg lå bare på skyen og pludselig var der en stemme inden i mig der sagde: ”Rose! Du kan ikke ligge her. Din drømmefyr er lige død! Tag dog kampen op mod ham den onde fyr der og vind! Men det kræver, at du tror på dig selv! Gør det, jeg passer på dig, det lover jeg”. Det var som om, at det var Benjamin der sagde det. Den smukke, beroligende, søde stemme. Der bare altid kunne få mig op at køre igen, og altid fik mig til at smile, lige meget, hvor og hvornår det var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...