Zita, på flugt.

min mission? find hende, fang hende, dræb hende.
hvorfor? hun er stukket af fra sin ejer. det er ikke første gange så nu vil han se hende død.
hvad er hun? en drakke. (en slags udvikling af jordens hunde.)
han tror at hun er en almindelig hun. hun har aldrig været i sin museform.
hvor er hun? aner det ikke. sandsynligvis meget langt væk herfra. hun har været væk i 3 dage nu.
hvem er han? en rigmand (fra jorden) som tror at han kan komme her og styre Mars.
hvorfor mig? fordi jeg skal tjene penge til at leve for, og det her er den hurtigste måde.
hvad er jeg? jeg er jæger, mus. har en stor stilling i mit område.

0Likes
1Kommentarer
614Visninger
AA

13. Tvillinger. (Nero)

Da det bankede på døren gemte Zita sig under dynerne. Jeg grinede og gik over til døren for at lukke min søster ind. "Hej Nera." Sagde jeg glad og lukkede armene om hende. "Hej Nero." Svarede hun. Jeg kunne ligefrem mærke Zitas blik på mig. Jeg trak hende ind og lukkede døren efter os. "Zita, kom her ud. Hun bider ikke" Sagde jeg og kikkede på dynerne. "Nero. Her er jo ingen drakker herinde." "Jo. Hun gemmer sig bare. Hun er en omvendt sølvpels. Der hvor en sølvpels andgriber og går bersærk, gemmer hun sig og er bange. Hun er bange for alt på to ben. Jeg er kommet tæt på hende, men jeg er også den eneste i museform som kan røre hende." Jeg gik hen til sengen, flyttede dynen og løftede hende op. Hun rystede, hun var bange. "Rolig." Sagde jeg og agede hende over ryggen. Hun pev stille. "Det her er Zita." Sagde jeg og kikkede på Nera. "Vov... Jeg troede ikke på at det var en sølvpels, men hun er for lille til at være andet." Jeg himlede med øjnene. "Hvornår begynder du at tro på hvad jeg siger." Sagde jeg og satte mig på gulvet med Zita. Nera satte sig på gulvet et par meter væk. Zita blev ved med at trykke sig ind til mig. Hun var ret bange for Nera, det var tydeligt at hun ikke kunne lide at hun var der. "Det er okay Zita." Hviskede jeg. Hun kikkede bare op på mig. Jeg sukkede. "Hør lige her Zita. Hun er ikke farlig, hun er ligesom mig." Hun blev ved med at ryste og pive. "Nero? Jeg tror at vi skal give hende lidt tid." "God idé, der gik også lidt tid inden hun ikke var bange for mig mere." Sagde jeg. "Jeg er ikke helt færdig med min rapport. Vil du være sød at tænde min computer?" "Selvfølgelig." hun gik hen mod skrivebordet.

Mig og min søster er som to dråber vand. Det kan godt være at vi er en dreng og en pige. Men vi er helt ens. Der er dog få forskelle på os. Men det er ikke nok til at folk kan kende os fra hinanden. Ja. Hun har noget jeg ikke har og omvendt men det med kønnet er det eneste. Selv vores navne er meget end. Jeg hedder Nero og hun hedder Nera. hvad tænkte vores forældre dog på?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...