Zita, på flugt.

min mission? find hende, fang hende, dræb hende.
hvorfor? hun er stukket af fra sin ejer. det er ikke første gange så nu vil han se hende død.
hvad er hun? en drakke. (en slags udvikling af jordens hunde.)
han tror at hun er en almindelig hun. hun har aldrig været i sin museform.
hvor er hun? aner det ikke. sandsynligvis meget langt væk herfra. hun har været væk i 3 dage nu.
hvem er han? en rigmand (fra jorden) som tror at han kan komme her og styre Mars.
hvorfor mig? fordi jeg skal tjene penge til at leve for, og det her er den hurtigste måde.
hvad er jeg? jeg er jæger, mus. har en stor stilling i mit område.

0Likes
1Kommentarer
619Visninger
AA

5. Jagten. (Nero)

Jeg har vandret rundt i skoven i et par dage nu, uden at finde det mindste spor. Jeg havde slået fast lejer i en grotte med god udsigt over floden. Hun må være i skoven, drakker kan nemt gemme sig her. Og hun ved ikke hvordan hun skal klare sig, hvis jeg ikke snart finder hende vil hun dø af sult. Og siden hun kun er et år gammel og at hun sandsynligvis ikke har været i sin museform, så må hun ikke være særlig stor, og siden Sølvpelse er meget små i de første par år er det nemt for mig at få hende med, når jeg fanger hende. Jeg gik rundt ude i skoven da jeg fandt nogle drakkespor, de fleste af dem var store og et par stykker af dem var små, så der var altså en drakkeflok her i skoven, det kan være at en af dem har taget hende til sig. Jeg satte nogle fælder op i nærheden af floden og ventede. Der gik et par timer også gik der en drakke i fælden. Den forvandlede sig til mus for at kæmpe mod nettet. "Hej med dig." Sagde jeg. "Få mig ud herfra." Sagde den besværet. "Så forsvinder du jo bare inden jeg får svar på mine spørgsmål." Sagde jeg. Den gryntede. "Har du set en lille sølvfarvet drakke heromkring i de seneste par dage." "Og hvad så hvis jeg har?" "Jeg lukker dig ud hvis du svare på mine spørgsmål." "Nej, det har jeg ikke. Der er kun min flok herude. Og ingen andre drakker bevæger sig ind på vores område." "Hmm. Okay." Jeg skar den fri og den forvandlede sig lynhurtigt og forsvandt ind i skoven, jeg fulgte efter, jeg er sikker på at den løj for mig. Og mine anelser var rigtige. Jeg fulgte den ud til en klippe hvor der sad en stor drakkeflok lige inden klippeopgangen, og mellem dem sad den lille sølvpels. Den var mindre end jeg havde troet, men okay, fordel for mig. De sad bare der og snakkede, sølvpelsen legede lidt med to drakker fra flokken af, de var dobbelt så store som hende og et par år ældre, så hun havde svært ved at klare sig mod dem, men det så ud som om de tog hensyn til hende, og en gang imellem knorede en af de voksne og legen blev roligere igen. Jeg blev sidende i mit skjul indtil den lille sølvpels gik hen af stien mod floden. Jeg fulgte efter den. Da den var helt nede ved floden og stod der helt alene løb jeg hen og klikkede en snor på dens halsbånd. Den kikkede forbavset op på mig og prøvede så at løbe fra mig, men blev stoppet af snoren, det var tydeligt at hun var rædselsslagen for mig. Jeg satte mig på hug. "Hey lille ven. Jeg gør dig ikke noget, kom her." Sagde jeg men den stod bare så langt væk som den kunne komme, med halen mellem benene, og ørene rettet mod mig for at opfange hver og en af mine bevægelser. da det ikke virkede rejste jeg mig igen og begyndte at hive hende med hjem til grotten. Jeg skulle ikke havde hende med hjem til sin ejer igen, ikke før jeg har haft hende med til DSC (Drakkernes Sikkerhed Center). Hun fulgte stille efter, i en afstand så hun ikke var tæt på mig og så hun stadig kunne få luft.

Da vi kom til grotten, satte jeg den lange snor på hende, og bandt den fast til et træ. Hun gik så langt fra mig som hun kunne komme. Jeg lavede et bål hvor jeg varmede noget mælk og lavede noget mad til mig selv, jeg hældte mælken i en skål og gik hen mod hende, jeg var et par meter fra hende da jeg satte mig på hug og stilede skålen foran mig. "Hey, lille ven, så er der mad." Jeg havde taget en stor skål, for jeg ved hvor meget en drakkeunge i den alder skal havde, og jeg kan se på hende at hun ikke har fået den rette mængde. Hun vendte sig om og kikkede på mig, inden hun fik øje på skålen og lyste op. Hun kom meget langsomt og forsigtigt hen mod mig og skålen, hun var bange, bange for mig. Jeg lod mærke til at hun var meget opmærksom på mine hænder. Jeg flyttede dem om bag ryggen så hun ikke kunne se dem, og hun stoppede brat op. Da jeg tog den frem igen og strakte dem frem så hun kunne se dem, kom hun helt hen til mig. Hun var altså bange for at jeg skulle gøre hende noget. hun drak mens hun havde alt opmærksomheden på mig, jeg lagde forsigtigt den ene hånd på hendes nakke, hun stivnede kort inden hun drak videre. Jeg fandt hendes navneskilt. "Så du hedder altså Zita." Sagde jeg. Da jeg sagde hendes navn krøb hun sammen. *Den idiot. Han har gjordt hende bange for sig eget navn.* "Du har ikke gjordt noget  galt, det er dit navn, Zita." Hun kikkede på op mig og jeg kunne se at hun forstod. Da hun var færdig med at spise tog jeg skålen med ind til bålet igen og spiste min egen mad. Jeg sad ved bålet til omkring midnat, da jeg kikkede ud, jeg fik øje på snoren da den var strækt helt ud i en stem linje. Jeg gik ud og fandt hende sovende, hun var så langt væk fra hulen som hun kunne komme. Jeg flyttede hende tættere på så hun kunne få vejret ordentligt, og lagde et tæppe over hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...