Little Things

Harry er taget hjem til hans barndoms by, af en grund: Rose. Pigen han har elsket hele sit liv, men han har aldrig fortalt hende det. Rose har brug for hjælp, en hjælp som kun Harry kan give hende, en hjælp mod hendes spiseforstyrelse.

12Likes
0Kommentarer
825Visninger

1. I Love You

 

Rose's synsvinkel

Han havde forladt mig, men nu var han tilbage igen. Man skulle tro at jeg var glad for at se ham igen, men bare at kigge på ham fik det til at gøre ondt.

Han var så forbandet perfekt! De grønne øjne havde næsten samme farve som forårets blade på træerne, og hans krøllede hår fik alle piger til at falde forelsket om.

Jeg havde selv været en af dem, men jeg har aldrig elsket ham på grund af hans udseende. Jeg elskede ham fordi at han hjalp mig næsten helt ud af min spiseforstyrelse engang, men da han rejste fik jeg et kæmpe tilbagefald.

Nu kunne han få alle de piger han ville have. Det var klart hvorfor han havde forladt mig den dag for to år siden. Hvem ville også hænge på en som mig, når man kunne få lige den pige man ville?

Men jeg forstod ikke hvorfor at han var kommet tilbage. Tanken om at skulle snakke med ham gjorde mig glad, jeg elskede ham jo trods alt stadig.

Jeg kunne ikke holde op med at elske ham, selvom om at han havde såret mig så meget. Tanken havde tit strejfet mig at det var nemmere at hade ham, men mit hjerte havde altid tilhørt ham. 

Men han havde forladt mig da jeg havde mest brug for ham. Han vidste godt hvor svag jeg var uden ham, og så forlod han mig alligevel. Det beviste bare at jeg ikke betød noget for ham.

Ugerne efter han rejste havde jeg ikke lavet andet end at græde. Jeg havde været så såret, og nu var han tilbage. Den her gang ville jeg fortælle ham hvor højt jeg elskede ham.

Men hvad hvis han afviste mig? Jeg vidste ikke om jeg kunne klare sorgen hvis jeg mistede ham igen. Det var slemt nok at se ham på forsiden af alle ugeblade sammen med andre piger.

Alle minderne og sorgen kom tilbage, hvilket resulterede i at tårene begyndte at løbe ned af mine kinder. Jeg kunne ikke gøre andet end bare at sidde der med mine amre lagt om mine ben og lade dem løbe

Harry's synsvinkel

Jeg bankede forsigtigt på hendes dør, men der kom intet svar. Hendes mor havde fortalt mig at hun var der, så jeg åbnede forsigtigt døren og gik ind.

Hun sad på hendes seng med våde kinder. Det gjorde ondt på mig at se hende på den her måde, i sær når jeg vidste hvor meget hun havde grædt efter jeg var rejst.

Hendes vidunderlige brune øjne kiggede op i mine. Det var som om at tiden stod stille, som der ikke var andet end hende og mig i hele verden.

Hendes øjne fortalte alt, og det skræmte mig. Det var først nu at det gik op for mig at jeg var grunden til hendes tåre. 

Jeg var godt klar over at jeg burde sige noget, men jeg var løbet tør for ord. Da jeg ikke sagde noget, kiggede hun ned i jorden.

"Undskyld" Sagde jeg langt om længe, og hun kiggede igen op på mig.

"Undskyld at jeg rejste, og at jeg ikke ringede til dig. Jeg burde aldrig være taget afsted, jeg vidste jo godt at du havde brug for mig.Det her er alt sammen min skyld" Mine kinder blev våde, men jeg var ligeglad. Hun måtte godt se at jeg var ked af det jeg havde gjort mod hende.

"Harry, du må ikke være ked af det. Du kunne jo ikke vide at det ville gå galt, det kunne ingen" Hendes stemme var så trist, det var ikke til at fatte at det var min skyld at hun havde det sådan her, men det var det.

"Jeg burde være blevet hos dig. Du aner ikke hvor hårdt det har været ikke at vide hvordan du havde det. Men jeg skal nok gå igen, jeg ville bare have at du skulle vide at jeg elsker dig" Fortalte jeg hende, og vendte mig langsomt om.

"Harry, du må ikke gå" Lød hende grådkvalte stemme, hvilket fik mig til at kigge om på hende igen. 

"E-e-elsker du mig?" Fik hun fremstammet med en forvirret stemme.

"Ja, Rose. Det har jeg altid gjort" Hun bed sig lidt i underlæben, det var noget hun altid gjorde når hun overvejede hvad hun skulle sige.

"Hvorfor har du aldrig sagt det? Jeg har altid troet at jeg ikke var god nok til dig, at min kærlighed til dig ikke var gengældt" Vent, betød det at hun elskede mig?

"Jeg er så ked af at jeg ikke sagde det, men jeg var bange for at du ville hade mig, og så ville jeg ikke kunne hjælpe dig" Forklarede jeg hende, mens jeg gik over mod hende.

Jeg satte mig ned ved siden af hende på sengen, og kiggede hende dybt i øjne. Jeg kærtegnede blidt hende kind, da jeg førte noget af hende hår om bag øret.

"Rose, jeg har, ville spørge dig om det her så længe. Vil du være min?" Jeg vidste ikke hvordan jeg ellers skulle spørge hende, så det blev på den her måde.

Et smil kom frem på hendes læber, og det gjorde mig glad. At se hende smile var bedre end det havde været at optræde på MSG.

"Ja Harry" Hviskede hun.

Jeg lænede mig ind mod hende, og kyssede hende blidt på munden. Det her havde jeg ventet på alt for længe, hendes læber passede perfekt sammen med mine.

Tanken om hvor tynd hun var blevet gjorde ondt. Det var næsten blevet livstruende for hende, og jeg havde ikke tænkt mig at miste hende, ikke nu.

Jeg trak mig forsigtig lidt væk fra hende, så jeg kunne kigge hende i øjne. Jeg ville have hende til at forstå at det her var seriøst.

"Rose, vil du ikke nok love mig at du begynder at spise igen?" Jeg kiggede alvorligt på hende, mens jeg talte.

Når jeg tænkte tilbage, opdagede jeg at hun aldrig havde sagt nej til at spise. I hvert fald ikke når jeg var der, nu krydsede jeg bare fingere for at det stadig var sådan.

"Harry, jeg har prøvet, det har jeg virkelig, men jeg kan ikke. Jeg kan ikke klare det alene, det har jeg aldrig kunne" Svarede hun mig ærligt. Jeg var godt klar over at hun var rædselsslangen over tanken om at skulle stå alene, men det ville hun ikke få lov til, ikke den her gang.

"Jeg bliver hos dig, og denne her gang forsvinder jeg ikke, det lover jeg" Det var et løfte jeg havde tænkt mig at holde, om det så betød at jeg skulle droppe drengene så gjorde jeg det. Hun betød mere for mig end noget andet.

Hun lagde sig ned på sengen, og det sammen gjorde jeg. Hun lå ryggen mod mig, så jeg lagde armene om hende på en beskyttende måde. 

Jeg lå i stilhed og lyttede til hende rolige vejrtrækning, det tog ikke lang tid for hende at falde i søvn. Efter lidt tid gjorde jeg det samme.

Rose's synsvinkel

Jeg vågnede ved en følelse jeg ikke havde følt i lang tid. Det gjorde mig glad at jeg følte det, og jeg vidste at det ville gøre Harry glad.

Jeg vente mig om i Harry's arme og kunne ikke lade vær med at smile. Pludseligt åbnede han øjne og kiggede charmerende på mig.

"Jeg kan se på dit smil, at der er noget du gerne vil fortælle mig?" Sagde han på en spørgende måde.

"Jeg er sulten" Fortalte jeg ham glad, og et stort og kærligt smil kom frem på hans læber.

"Jamen så lad os da få noget at spise" Sagde han, og rejste sig op. Jeg gjorde det samme, og så gik vi nedenunder i køkkenet.

Harry begyndte at lave en dej til pandekager. Han sendte mig et sødt smil da han begyndte at stege dem, noget fortalte mig at det her kun var begyndelsen på noget stort.

----------

Hej alle sammen:)

Det har er mit første one shot, og det er nok derfor at det ikke er så langt. Men i må gerne skrive hvad i syntes:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...