Thorny Roses - One Shot {1D}

"Jeg har indset, at livet netop er en dans på roser – men at det ikke nødvendigvis er noget godt. For roser har torne, og hvis du træder forkert, får du en torn i foden. Og det gør ondt. Forbandet ondt."

(Husk at høre musikken jeg har linket)

101Likes
29Kommentarer
2837Visninger
AA

2. OneShot.

Dørene blev langsomt åbnet, og gav mig frit udsyn til den lange, smalle gang, der var beklædt med en cremefarvet løber. Til begge sider sad mine venner og min familie på lange træbænke, og kiggede forventningsfuldt på mig.

Da musikken langsomt begyndte at spille, hev jeg lidt op i min fantastiske kjole, så jeg kunne mærke det bløde silke mod min hånd. Et nervøst smil spillede om mine læber, da jeg tog det første skridt fremad, og forsøgte at gøre det i takt til musikken. De høje hæle ramte den bløde gulvbeklædning, og gjorde mig lidt usikker på benene, men heldigvis havde min far et godt tag i min arm, så jeg kunne tage et skridt mere uden at falde.

Jeg lod mit blik følge løberen hele vejen gennem den store kirke, og op til alteret, der var formet som en halvcirkel, hvor præsten stod i sin sorte kjole med den sædvanlige krave. Bag ham var et stort kors, og tusindvis af små stearinlys oplyste sammen med solen der strømmede ind ad vinduerne, den utroligt smukke kirke. Den selvsamme kirke, hvor vi havde holdt begravelse for min lillebror.

Det næste der fangede mit blik var ham. Han havde – i modsætning til alle andre i kirken – et hvidt jakkesæt på, hvilket jeg ikke kunne lade være med at smile stort over. Et smil, der ikke var nervøst.

Han var my special snowflake.

Selv helt herhenne kunne jeg se hans skinnende blå øjne. De smukke øjne, der mindede mig om den skyfri himmel og det klare blå hav. De mindede mig samtidig også om vores første møde. Det var præcis seks år siden nu. Og uanset hvor ironisk og pladderromantisk det lyder, så var det faktisk den 14. februar, også kendt som valentinsdag. Dog var det ikke ligeså romantisk som mange nok ville tro.

 

Jeg gik et par skridt tilbage på den lange badebro, så jeg kunne tage ordenligt tilløb. Da jeg først var et par meter væk fra kanten, stoppede jeg op. Jeg kiggede langsomt rundt. Det var mørkt, og det eneste lys herude stammede fra månen, der hang lavt over de mørke grantræer på den anden side af søen. De eneste mennesker jeg kunne få øje på sad helt henne på græsset ved vandkanten. De var vist fire eller fem. Jeg kunne ikke rigtig se dem ordenligt, og jeg var desuden også ligeglad med hvor mange de var. Det eneste der var vigtigt, var at de nok ikke ville lægge mærke til at jeg sprang i. De ville nok heller ikke lægge mærke til at jeg ikke kom op igen.

Jeg kunne ikke klare mit liv længere. Min lillebror på kun fire år var død. Han var blevet kørt ned. Da jeg fortalte det til min kæreste, slog han op med mig. Han sagde jeg var en freak. Min farfar havde fået konstateret uhelbredelig kræft. Min mor og far forsøgte at arbejde smerten væk. Den eneste der var tilbage, var mig. Forleden havde jeg forsøgt at sluge et helt glas panodiler, men var blevet afbrudt af min mor. Problemet var bare, at det ikke rigtig var gået op for hende hvad jeg havde forsøgt at gøre.

Smerten var for stor. Hver aften græd jeg mig i søvn. Jeg lagde mig i forsterstilling og knugede min pude ind til mig. Forsøgte at fylde hullet i mit hjerte med tårer. Men det virkede ikke. Mine tårer blev suget ind i min pude i stedet. Så endte jeg med at skubbe den ned på gulvet i stedet.

Ingen forstod mig. Ikke engang mine forældre. Jeg endte ofte bare med at sidde inde på mit værelse og stirre ind i væggen. Jeg kunne sidde der i flere dage, hvor jeg kun rejste mig for at gøre de allermest nødvendige ting.

Mine fødder ramte den ru træbro uden at lave den mindste lyd. Skridt for skridt nærmede jeg mig vandet, og jeg mærkede beslutsomheden stige i min krop. Trangen til at få smerten væk overskyggede alt andet.

Mit blik fokuserede kun på vandet, der svagt rørte på sig ved vindens blide berøring. Ved mit sidste skridt satte jeg blidt af med benene, så jeg fløj gennem luften, og brød vandoverfladen med et lille plask. Vandet ramte min krop, og føltes som millioner af små lange nåle, der brød igennem min hud og borede sig hele vejen ind. Det var koldt. Mine lunger, der var fyldt op med luft, blev trykket hårdt sammen, så jeg kom til at ånde ud. Mit hoved føltes helt omtåget, og jeg var ikke sikker på hvad der var op, og hvad der var ned. Det var for mørkt.

Smerten mod min hud var uudholdelig, men ikke ligeså slem som smerten havde været, da jeg fik at vide at min lillebror var død. Det var den eneste tanke der fik mig til at blive nede i vandet. Jeg lå helt ubevægelig og stirrede. Stirrede ud i mørket. Jeg vidste at jeg græd. Jeg kunne mærke det. Hvis ikke jeg havde været under vandet, ville tårerne trille ned ad mine kinder.

Langsomt flød min krop nedad, og jeg kunne se de små bobler der fløj ud af min mund, så jeg blev bevidst om hvor overfladen var. Mens mit hoved blev mere og mere omtåget, begyndte det at føles mere og mere som om jeg fløj, og ikke som om jeg sank ned på bunden af en sø.

Jeg lod mine øjne lukke sig, og nød blot den beroligende følelse vandet efterhånden gav mig. Jeg kunne mærke noget trække i min bevidsthed, nærmest som en hånd der forsøgte at lægge en sort dyne over hovedet på mig. Jeg lod hånden trække i min underbevidsthed. Trække i mig.

Jeg kunne næsten mærke hvordan hånden greb fat om min arm, og trak mig af sted. Faktisk så tydeligt, at jeg blev i tvivl om, om det var noget jeg bildte mig ind, eller om det rent faktisk skete. Mit hoved var så omtåget af iltmangel, at jeg kun lige kunne høre vandets sagte brusen i mine ører. Det føltes som om jeg blev trukket opad. Jeg vidste ikke om jeg blev trukket op af vandet, eller op i himlen. Ingenting gav mening for mig. Jeg vidste kun, at jeg intet kunne gøre. Min krop var lammet og føltes pludselig tung. Det var ikke længere som om jeg fløj.

Jeg kunne se mørket der kom krybende mod mig, og forsøgte at lægge sig over mig, som nattehimlen, blot uden stjerner. I et sidste, desperat forsøg, åbnede jeg mine øjne, og så direkte ind i to isblå krystaller.

Da overmandede bevidstløsheden mig.

 

Vores historie sammen var ikke just den mest lykkelige. Faktisk var den ret tragisk. Men alligevel kunne jeg kun smile når jeg tænkte på alle vores minder. De gode, såvel som dårlige. Niall havde altid været min redningsmand. Selv når vi skændtes. Han reddede mit liv, og selv ikke de værste skænderier ville nogensinde kunne få mig til at se anderledes på ham.

Min far og jeg var halvvejs gennem kirken, og jeg fastholdt øjenkontakten med Niall. På den måde kunne jeg være sikker på ikke at falde. Endnu en gang ville han redde mig.

Nogle hviskende ord bevægede sig ind gennem min øregang, og jeg kunne nemt genkende min fars stemme.

”Du ser godt ud, skat.”

Mit smil blev bare endnu større. Glæden væltede ind over mig som en bølge, og fyldte min krop med en behagelig, varm følelse, der til sidst skød ud gennem mine fingerspidser.

Vi var nu kommet til det sted, hvor gulvet hævede sig i en lille trappe af små, hvide sten. Hvis ikke Nialls beroligende blik havde ligget på mig, ville jeg helt sikkert have snublet. Men jeg kom op ad trapperne, og kunne endelig stille mig overfor ham, med en tilfreds følelse af at have klaret det værste. Min far trådte ned til min mor, der stod på forreste række, og allerede havde tårer ned ad kinderne. Ved siden af hende stod min farmor og farfar. Hans hår var endelig vokset ud igen, efter kemobehandlingen. Min farfar med den uhelbredelige kræft var blevet rask.

Musikken stoppede, og præsten begyndte på sin lange tale om kærlighed og beslutninger. Jeg stod bare og lod mig selv blive suget ind i Nialls øjne, der lige så var fastlåst til mine.

 

”Tror du hun er okay, Zayn?” lød en fremmed stemme. Stemmen rungede mod væggene, og gav et svagt ekko. En anden ukendt stemme mumlede et svar fra et andet sted i rummet. Jeg forsøgte at åbne mine øjenlåg, men de kæmpede lidt imod, så det lykkedes først ved tredje forsøg.

Det første jeg fik øje på, var et hvidt rum. Et kedeligt, hvidt rum, med hvide gardiner, en hård, hvid seng, og en kunstig potteplante henne i hjørnet. Dernæst fik jeg øje på min mor, der sad på en stol ved siden af mig, og sov. Da jeg kiggede videre rundt, så jeg, at den ene væg var lavet af gennemsigtigt glas, og at min far stod på den anden side og snakkede med en mand klædt i hvid kittel.

Jeg var på et sted, jeg kendte lidt for godt. Hospitalet.

For enden af min seng, fik jeg – til min store forundring og overraskelse – øje på to fremmede drenge på omtrent min alder, der begge stirrede på mig.

Jeg forsøgte at snakke, men min hals var tør som sand, og den eneste lyd der kom ud, var en hæs gurglen. Jeg sukkede, og forsøgte at synke, men det hjalp ikke noget.

”Her, tag noget vand,” beordrede den ene med et venligt smil på læberne, og rakte mig et glas. Jeg lod mit blik glide op og ned af ham. Han havde blondt hår med nogle tilfældige brune striber i, og hans øjne havde en fantastisk azurblå farve, der virkede ekstremt bekendt for mig. Han var klædt i en hvid t-shirt og et par sorte bukser.

Jeg løftede mig arm, der føltes stiv, og tog fat om glasset, som jeg satte hen til mine tørre læber. Drengen betragtede mig mens jeg drak, og jeg følte mig ærlig talt en smule overvåget.

”Hvem er I?” forsøgte jeg igen, og blev helt stolt da jeg endelig kunne tale almindeligt, ”og hvad er der sket? Hvad laver jeg her?”

Den blonde dreng kiggede hen på den anden dreng, der havde mørkt hår, der var sat op, så det strittede lidt. Hans øjne var en varm, brun farve, og han havde en mørkeblå sweatshirt på og sandfarvede bukser. Han kiggede pludselig hen på mig, og opdagede nok at jeg stirrede lidt på ham, så jeg kiggede hurtigt hen på min mor, der stadig sov tungt. Hun havde makeuprester under øjnene, og lignede en der havde grædt.

Kulden kom tilbage. Følelsen af vandet mod min krop, den svage erindring af de blå øjne lige inden jeg besvimede. Mit selvmordsforsøg. Jeg havde ingen idé om hvad der var sket, siden jeg lå her nu, men noget måtte være gået galt, og jeg følte mig pludselig dum. Ufattelig dum. Mine forældre havde allerede været igennem så meget. De havde allerede mistet deres ene barn. De fortjente ikke at miste deres andet også. Jeg følte mig utrolig skyldig. Skyldig over den skræk og smerte jeg måtte have påført dem. Skyldig over de indtørrede tårer på min mors kinder.

En enkelt tåre sneg sig ud af min øjenkrog, og trillede stille ned ad min kind.

 

”Så tilspørger jeg dig, Niall James Horan, vil du have Skylar Allen til din ægtefælde?” spurgte præsten med sin høje, dybe stemme, og jeg kunne næsten se hvordan Nialls øjne strålede af glæde.

”Ja.”

Ikke en eneste gang havde han fjernet sit blik fra mig, og det veg ikke den mindste smule da han svarede præsten med sin selvsikre stemme.

”Ligeså tilspørger jeg dig, Skylar Allen, vil du have Niall James Horan til din ægtefælde?”

Min mave vendte sig en gang, sommerfuglene baskede rundt i hele min krop, og jeg kunne mærke hvordan jeg fik gåsehud hele vejen op ad min arm, da min krop forventningsfuldt ventede på mit svar.

 

”Tak,” hviskede jeg, og satte mig forsigtigt på den spinkle bænk, der var placeret, så man fik en smuk udsigt til den store park, der var svagt oplyst af de rustne lamper, der fulgte den grusbelagte sti. Over os lyste månen fuldt, og mindede mig om dengang, for snart et halvt år siden. Ude ved søen.

Meget havde ændret sig siden da.

”For hvad?” spurgte Niall, og satte sig ned ved siden af mig. Hans varme fingre greb fat om mine, der var iskolde efter at have gået udenfor så længe. Jeg klemte lidt om hans hånd, og pressede den mod mit bankende hjerte.

”For det her. For at jeg er i live. Det kan jeg takke dig for,” svarede jeg og smilede, selvom han ikke kunne se det. Hans tommelfinger nussede forsigtigt min hånd, så jeg hele tiden kunne mærke den kildende fornemmelse i min mave røre på sig. Følelsen af at være forelsket.

”Du skal ikke takke mig. Det eneste jeg behøver, er dig. Du er tak nok i dig selv,” sagde han lavt med sin bløde stemme. Jeg bed mig selv blidt i læben for at forhindre mig selv i at sige mere. Vi ville altid have forskellige meninger omkring lige netop dét, men det var okay.

Han havde stadig reddet mig fra så meget. Han havde hjulpet mig til at indse, at livet netop var en dans på roser – men at det ikke nødvendigvis var noget godt. For roser har torne, og hvis du træder forkert, får du en torn i foden. Og det gør ondt. Forbandet ondt.

”Jeg elsker dig,” fastslog jeg i stedet, og lagde mit hoved på hans skulder.      

 

”Ja, det vil jeg,” samtykkede jeg, og kunne mærke den lykkelige følelse i maven, ved synet at Nialls øjnes fyrværkerishow af glæde. Det eneste der holdt mig tilbage fra at springe direkte hen i hans favn, var manglen på præstens erklæring, om at vi var sammen nu.

”Efter at De nu har erklæret at ville ægte hinanden, forkynder jeg Dem herved at være ægtefolk,” erklærede præsten, ”du må nu kysse bruden.”

Langsomt og tålmodigt tog vi begge et skridt frem mod hinanden, så vi stod helt tæt. Jeg kunne mærke hans kropsvarme strømme hen mod mig og omfavne mig. Langsomt bøjede jeg min nakke let, og kiggede de få centimeter op. Selv med høje hæle var jeg stadig lidt lavere end ham.

Mine grønne øjne ramte hans blå, og smeltede sammen i en turkis farve. Hans hånd tog forsigtigt fat om min hage, og skubbede mit hoved lidt opad. Blidt lod hans sine læber ramme mine i et forunderligt kys. Et varmt, lykkeligt kys, der var et symbol på vores kærlighed til hinanden. Et betydningsfyldt kys, der blev nydt fuldt ud.

Jeg elskede ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...