Adopted... ¤One Direction & Cimorelli¤

*Cover af den dejlige Tenna L.*
Lauren Cimorelli på 17 år, er medlem er Cimorelli.
Hvad ingen ved, udover hendes forældre, er at hun er adopteret.
Hendes rigtige storebror, Louis Tomlinson, kan dog huske hende ligeså tydeligt, som da han var 14 år.
Kort efter Louis og Laurens forældre havde bortadopteret hende, endte hun i en bilulykke, så hun ikke kunne huske noget fra før hun var 9 år.
Hvad sker der når Lauren og Louis møder hinanden til et award show?
Vil Louis genkende Lauren?
Vil Lauren genkende Louis?
Vil man kunne se lighederne mellem dem?
Og vigtigst af alt... Får Lauren nogensinde at vide at hun er adopteret?
Følg med i 'Adopted... ¤One Direction & Cimorelli¤'...

141Likes
237Kommentarer
17098Visninger
AA

16. Whuuuuuuuuuuuuuuuut?

*Ikke rettet*

"Lauren er adopteret."

Wait, what? Hvorfor. Siger. Harry. Sådan noget? Hvad... Jeg... Harry? Hvorfor? Hvad sker der?

"Hvad?" Var det Nialls stemme? Ved Niall det nu? Hvorfor... Er jeg adopteret? Det her må jeg have styr på.

Jeg brasede ind i rummet hvor Harry og Niall var inde, og de kiggede begge forskrækket på mig. Lige nu var jeg dog ligeglad, jeg skulle bare have at vide, om jeg havde hørt rigtigt.

"Gider du lige gentage det Harry?" Jeg gik tættere på ham, og han stod bare og kiggede på mig. "Jeg... Ehm," svarede han, hvilket egentlig ikke var et rigtigt svar. "Harry!" Sagde jeg, ret højt, og rimelig vredt.

"Lauren, du er adopteret," sagde han, efter et par minutter, med et forpint udtryk i ansigtet. Niall havde forholdt sig tavs indtil videre. "Undskyld, hvad er jeg?" Råbte jeg. Det måtte da være hans spøg!

"Du er adopteret," hviskede han undskyldende.

Jeg... Hvad? Og der kom virkeligheden så lige og bitch-slappede mig. Hvordan kunne jeg være... Adopteret? "Jamen... Hvem er så min rigtige familie?" Det lignede at Harry havde håbet på ikke at få lige nøjagtig dét spørgsmål. Jeg kiggede med rynkede bryn på ham, mens han bare stod og legede med sine fingre. "Ehm..."

 

Harry's P.O.V.

Fuck, fuck, og atter fuck! Hvorfor Harry, hvorfor? Kunne du ikke være lidt mere stille, i stedet for at skrige det ud i hele huset? Okay, jeg skreg det måske ikke ud i hele huset, men det virker sådan.

"Ehm?" Hun kiggede irriteret på mig, og jeg overvejede et kort øjeblik at lyve, og sige at jeg ikke vidste det, men hvad ville det hjælpe? Jeg kunne jo ikke lyve for pigebarnet. "L-Louis..." Det kom ud meget lavt, men hun opfangede det. Og det vidste jeg fordi hun kort efter stod med store øjne og en hånd for munden.

 

Lauren's P.O.V.

Jeg kunne ikke tro hvad Harry lige havde sagt. Hvem hvad hvor? Hvordan. Kunne. Jeg. Være. Adopteret? Hvordan kunne jeg være i familie med Louis?

Så det vil sige... Oh fuck! Og vent... Og Harry sagde... Og... Og mig og Louis... Og... Og...

Jeg kunne gætte mig til, at vi var inde på et værelse, for jeg satte mig hurtigt ned på sengen der stod i rummet. Mine albuer blev placeret på mine lår, og mit hoved i mine hænder. Jeg skulle bruge tid til at tænke over det her.

 

Louis' P.O.V.

Harry var begyndt at opføre sig mærkeligt. Jeg kunne ikke helt se hvordan, men han var helt klart ikke sig selv. Om det var alt det med Lauren, vidste jeg ikke. Han var mere fraværende, og jeg følte at han holdte noget hemmeligt for mig. Lige indtil jeg hørte ham snakke med Lauren...

_______________

Hey Pepsi's!<3

Jeg vil gerne fortælle jer hvorfor det her taget så lang tid, at skrive sådan et skodkapitel, og det er simpelthen fordi jeg havde ret svært ved at skrive dette kapitel. Hvorfor ved jeg ikke, men det havde jeg, og jeg undskylder! Kapitlet er så kort, fordi jeg syntes den skulle stoppe dér. 

Og så vil jeg gerne lige sige: FUCKING 90 FAVORITLISTER!? OH SHIT! DA JEG SÅ DET I DAG, REDDEDE DET SÅ MEGET AT JEG IKKE FIK BILLETTER TIL ONE DIRECTION... NÆSTEN!

Xoxo Christina!<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...