Adopted... ¤One Direction & Cimorelli¤

*Cover af den dejlige Tenna L.*
Lauren Cimorelli på 17 år, er medlem er Cimorelli.
Hvad ingen ved, udover hendes forældre, er at hun er adopteret.
Hendes rigtige storebror, Louis Tomlinson, kan dog huske hende ligeså tydeligt, som da han var 14 år.
Kort efter Louis og Laurens forældre havde bortadopteret hende, endte hun i en bilulykke, så hun ikke kunne huske noget fra før hun var 9 år.
Hvad sker der når Lauren og Louis møder hinanden til et award show?
Vil Louis genkende Lauren?
Vil Lauren genkende Louis?
Vil man kunne se lighederne mellem dem?
Og vigtigst af alt... Får Lauren nogensinde at vide at hun er adopteret?
Følg med i 'Adopted... ¤One Direction & Cimorelli¤'...

141Likes
237Kommentarer
16806Visninger
AA

8. Weird Surprise In The Airport... (Part 2)

*Ikke tjekket for stavefejl!!!*

Den person der først fangede mit blik var Louis. Selvfølgelig.

Hvem skulle det ellers være?

Harry? Føl ironien. Det var jo ikke fordi han ligefrem havde været speciel 'flink' først gang vi mødtes.

De havde alle deres 'klassiske' tøj på.

Det vil sige at Louis havde røde bukser, en stribet trøje og et par hvide vans - Uden strømper.

Liam havde et par brune bukser, en ternet skjorte og et par hvide sneakers på.

Zayn havde et par beige-brune bukser, en baskettrøje og et par orange-røde vans.

Jeg tror ikke jeg fik fortalt hvad Niall havde på. Gjorde jeg det? Det tror jeg ikke... Hvis jeg gjorde, får i det bare at vide igen! Han havde en rød poloshirt, et par beige bukser og et par supras i blå.

Harry... Havde en hvis t-shirt på, som man lige kunne se indenunder hans sorte blazer. På fødderne havde han et par røde converse.

"Sidste udkald til Californien ved gate 3!"

Jeg kiggede lidt på drengene - Mest på Niall.

"Skal vi gå ombord?" Fik Liam endelig sagt efter et par 'akavede' sekunder.

Der lød forskellige svar fra os andre. Mit blev et 'Mmm'.

Vi gik de flere kilometer der var hen til gate 3, og viste vores flybiletter.

Kilometer. Seriøst? Der var like 3 meter hen til gaten!?

Jaja, men for mig var der 3-

-Kilometer. Jeg ved det!!!

Fuck dig.

Vi gik samlet ind i flyet. Det var stort, og der var meget... rødt. Sæderne var røde. gulvet var rødt. ja selv 'tv skærmene' var røde.

Drengene fik en del blikke da vi gik igennem flyet hen til vores pladser.

Bare fordi de er kendte.

Jeg fik ingen blikke.

Jo, af en mand?

Ja, men ham mistænker jeg for at være pædofil.

Okay, okay. Sig hvad du vil, men jeg syntes at han var ret sexet!

Han var 70 år, og så tror jeg at hans kone, eller sådan noget, sad ved siden af ham!

Sig hvad du vil...

Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg skulle sidde i den anden ende af flyveren end-

Det er løgn! Din plads var ved siden af Niall.

Shut up!

Jamen... Du kunne jo godt lide det?

Ja, men udelukkende fordi jeg ikke skulle sidde ved siden af en eller anden random mand. Eller ham den pædofile.

Så siger vi det...

Okay, så er denne samtale slut!

Det er jeg fuldkommen enig i.

Jeg satte mig ned ved siden af Niall og smilede til ham, inden jeg vendte mit blik mod vinduet, hvor jeg heldigvis skulle sidde.

Den eneste udsigt der var, var landingsbanen, og så nogle af de andre fly.

Da der ikke var noget spændende at kigge på ud af vinduet, kiggede jeg på sæderne rundt omkring os, for at se hvor de andre drenge sad. Jeg ville nok gætte på at de sad sådan rundt omkring hinanden.

Guess what!...

.....

.......

.........

............

................

.....................

..........................

...............................

....................................

.........................................

...............................................

.....................................................

..............................................................

.......................................................................

..............................................................................

.........................................................................................

...................................................................................................

............................................................................................................

JEG HAVDE RET!

Ej, jeg stopper nu...

Men, i skal stadig vide hvor de sad.

Louis sad foran mig og Niall. Ved siden af ham sad Liam. Underligt da jeg havde regnet med han ville sidde med Harry, da de jo er bedste venner. Måske er det min skyld?

Selvfølgelig er det din skyld.

Har jeg sagt andet?

Nej, men... Bare glem det.

Zayn sad bag os, med Harry ved sin side. - Min skyld. Igen...

Ja, ja det er det.

Klap så i!

"I bedes spænde jeres bælter, og gøre klar til afgang!" lød den irriterende stemme i højtalerne.

Jeg spændte hurtigt min sele, og kiggede ud af vinduet da vi begyndte at 'køre'.

Tyggegummi havde jeg selvfølgelig glemt, så jeg måtte sikkert leve med propper i ørerne efter vi var kommet op i luften. Jeg kunne selvfølgelig spørge Niall om han har noget, men det tror jeg ikke vil være den bedste idé. Spørg mig ikke hvorfor.

Jeg kunne ligeså stille se os lette fra jorden. Og det skal altså ikke være en hemmelighed at jeg ikke er for vild med at flyve. Alle de gange vi har været ude og flyve, har en af de andre piger siddet med mig i hånden. Dengang jeg var mindre, begyndte jeg endda at græde. Det kan jeg også stadig, men det er kun hvis der er turbulens. Hvilket jeg virkelig ikke håber på. Det ville være pinligt hvis drengene de så det.

Kan du ikke være ligeglad?

Nej...

Hvorfor ikke?

Fordi.

Fordi hvad?

Fordi det ville være pinligt hvis drengene så mig græde.

Okay...

Jeg kunne mærke at vi nu var helt oppe i luften, og skiltet der lyser når man skal spænde sit bælte, lyste ikke mere.

Min vejrtrækning var blev en smule tungere, men også langsommere. Det er jo klart at jeg begyndte at trække vejret tungere når jeg er bange for at flyve.

"Hey, er du okay?"

Jeg kunne tydeligt høre Niall's accent skære igennem stilheden der havde lagt over mig. Og det var sikkert fordi jeg var så stille at han spurgte.

"Jeg har det helt fint. Jeg er måske en smule bange for at flyve, men ellers går det fint" Sagde jeg, inden jeg kiggede ud af vinduet igen. Jeg kunne godt selv høre hvor nervøst og overgearet det lød.

"Lauren... Det er jo tydeligt at du ikke har det fint. Du er alt for nervøs til at have det fint..."

Jeg vendte blikket mod Niall, der sad med et lille smil, som jeg selvfølgelig gengældte. Mit smil var dog mere anspændt.

"Okay... Du vinder. Jeg har det måske ikke helt fint" Jeg vrissede måske det sidste, men det var jeg ærligtalt ligeglad med. Når jeg ikke 'har det fint', som Niall så fint udtrykkede det, må jeg gere være lidt vrissen.

Niall kiggede falsk-såret på mig. Sådan rigtigt! Han stak underlæben ud, og så lavede han vildt meget hundeøjne.

"God, det her bliver en lang tur..." Mumlede jeg for mig selv, da han bare blev ved med sine dumme hundeøjne.

"Hey!" Sagde han hurtigt. Nå så han havde hørt mig?

Suk...

________________________________________________

Hey Pepsi's! (Lol...)

Jeg vil gerne undskylde for det 'korte kapitel'. Og også det med at det er skod...

Der er bare det at jeg ikke har været i skole hele ugen, undtagen mandag, fordi jeg er syg...

Hvad syntes i? Giv mig noget 'feedback'!

Xoxo Christina!<3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...