Adopted... ¤One Direction & Cimorelli¤

*Cover af den dejlige Tenna L.*
Lauren Cimorelli på 17 år, er medlem er Cimorelli.
Hvad ingen ved, udover hendes forældre, er at hun er adopteret.
Hendes rigtige storebror, Louis Tomlinson, kan dog huske hende ligeså tydeligt, som da han var 14 år.
Kort efter Louis og Laurens forældre havde bortadopteret hende, endte hun i en bilulykke, så hun ikke kunne huske noget fra før hun var 9 år.
Hvad sker der når Lauren og Louis møder hinanden til et award show?
Vil Louis genkende Lauren?
Vil Lauren genkende Louis?
Vil man kunne se lighederne mellem dem?
Og vigtigst af alt... Får Lauren nogensinde at vide at hun er adopteret?
Følg med i 'Adopted... ¤One Direction & Cimorelli¤'...

141Likes
237Kommentarer
16803Visninger
AA

11. "Tell Us Harry..."

*ikke rettet, og undskyld for det ufatteligt korte kapitel!*

Lauren's P.O.V.

"Ehm..." Harry kiggede nærmest panisk rundt, som om han ledte efter en flugtvej. Han skulle dog ikke regne med at slippe for denne forklaring. "Je-Jeg..." Hans blik flakkede så hurtigt rundt, at det næsten var uhyggeligt. "Harry?..." Jeg prøvede at lyde forsigtig, da jeg gerne ville have ud af ham, hvor meget han hørte.

Hans blik flakkede kort hen på mig, inden han koncentrerede sig om et punkt imellem Niall og mig. "Harry!" Jeg var ved at være ret irriteret på ham, for man kan da ikke bare stå og glo ud i luften?

Jeg vekslede blikke med Niall, og han så også ret irriteret ud. Jeg ved ikke om Niall lagde mærke til det, men Harry tog et miniskridt ud mod gangen. - Næsten umuligt at se, men jeg har gode øjne. Jeg rystede kort på hovedet, da jeg mødte Harry's blik, som et 'drop det'. Han holdte ikke sine øjne ved mine i ret lang tid. Jeg tog et lille skridt imod Harry, hvilket fik ham til at tage endnu et mini-skridt mod gangen. Han virkede næsten... bange? For lille uskyldige søde mi-... nej, okay! Jeg kunne måske godt blive lidt aggressiv, men det er altså kun hvis nogen er provokerende! Jeg lover...

"Harry..." Niall gik lidt ud til siden, inden han løb rundt om Harry, så han spærrede for døren. Harry kiggede nervøst på os, skiftevis, inden han tog et skridt ud til siden, men han skulle ikke tro at jeg ikke havde set hvad han var ude på. Niall havde også set det, så derfor skyndte han sig ind i rummet, lukkede døren, og låste den derefter. Han tog nøglen ud af låsen, og gik hen til mig igen. "Hvor meget hørte du Harry?" Jeg tog endnu et skridt imod ham, så han tog endnu et skridt bagud. Sådan blev vi ved, indtil han stod op ad døren.

Da Harry ikke svarede, vendte jeg mig mod Niall, der bare havde stået og gloet på mig og Harry indtil nu. "Går du lige ud?" Jeg blinkede et par gange med øjnene, og han nikkede hurtigt, inden han gik forbi mig. Han gav mig dog nøglen lige da han gik forbi mig, og jeg låste døren ligeså snart han var gået ud.

Jeg vendte blikket mod Harry igen, og han så endnu mere nervøs ud end før. Han havde også en god grund! Det var jo ikke meningen at nogle af de andre drenge skulle få noget at vide. Den eneste grund til, at jeg ringede til Niall, var fordi jeg følte mig tryg ved ham, og så var han også den nærmeste der var.

"Harry... Nu fortæller du mig hvor meget du hørte," sagde jeg, imens jeg tog et skridt tættere på ham. Igen. Harry ar nu mast helt op ad døren, igen, men han kiggede mig stadig ikke i øjnene. "Ehm... J-eg..." Stammede han, men han kom ikke længere end det, for Louis skulle selvfølgelig banke på døren. "I er ikke ved at dræbe hinanden derinde, vel?" Han prøvede at joke lidt med det, men det gik ikke helt så godt. Jeg har på fornemmelsen, at Harry ikke helt havde 'tilgivet' Louis endnu. "N-Nej... Vi er faktisk... Færdige med at sn-Snakke," sagde Harry, men så let skulle han ikke slippe. "Klap i Harry!" Hvæsede jeg lavt, inden jeg vendte opmærksomheden mod døren. "Ikke lyt til Harry! Vi er ikke færdige med at snakke," sagde jeg, imens jeg holdte mit blik på Harry, og tog et par skridt imod ham, så han var fuldkommen presset op ad døren. Hvis nogen kom ind, ud af den blå luft, ville det sikkert ligne noget andet, men det var det jo ikke. Slet ikke!

"Harry... Nu siger du det!" Jeg kiggede måske en smuuuuule truende på ham, men fuck da det! "Okay! Jeg... Jeg hørte må-Måske det hele," sagde han, og jeg sukkede dybt. Både af irritation, træthed og opgivendhed... Er det overhovedet et ord?....

.....

.........

..............

.....................

............................

..................................

.......................................

..............................................

......................................................

...........................................................

..................................................................

........................................................................

Det er det i mit hoved...

"Forhelvede Harry! Hvorfor. Lyttede. Du. Ved. Døren?" Jeg kiggede irriteret på ham, og han gengældte blikket. 

Der var tavshed i et lille stykke tid, og så brød Harry's stemme stilheden.

"Jeg vil gerne hjælpe dig..."

-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-

Hey Pepsi's!<3

Omg... SO SO SORRY! Tiden flyver bare afsted, og jeg kunne ikke rigtig tage mig sammen til at skrive... Og i aftes da jeg skulle til det... Løb min computer tør for strøm.

Nå... NU fik i et kapitel!

Hvorfor opfører Harry sig så underligt?

Og hvad syntes i om kapitlet generelt?

Xoxo Christina!<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...