Adopted... ¤One Direction & Cimorelli¤

*Cover af den dejlige Tenna L.*
Lauren Cimorelli på 17 år, er medlem er Cimorelli.
Hvad ingen ved, udover hendes forældre, er at hun er adopteret.
Hendes rigtige storebror, Louis Tomlinson, kan dog huske hende ligeså tydeligt, som da han var 14 år.
Kort efter Louis og Laurens forældre havde bortadopteret hende, endte hun i en bilulykke, så hun ikke kunne huske noget fra før hun var 9 år.
Hvad sker der når Lauren og Louis møder hinanden til et award show?
Vil Louis genkende Lauren?
Vil Lauren genkende Louis?
Vil man kunne se lighederne mellem dem?
Og vigtigst af alt... Får Lauren nogensinde at vide at hun er adopteret?
Følg med i 'Adopted... ¤One Direction & Cimorelli¤'...

141Likes
237Kommentarer
16732Visninger
AA

18. Siblings Stay Together...

 

Louis' Synsvinkel...

 

Hvad var det lige Harry sagde? Løj han eller sådan noget? Han kunne ikke mene at Lauren var adopteret. Og hun kunne da slet ikke være i familie med mig!

Jeg kunne selvfølgelig godt se lighederne mellem os, men jeg havde ikke tænkt yderligere over det. Og hvordan vidste Harry det så lige?

"Hvad?" Jeg tænkte ikke yderligere over det, før jeg brasede direkte ind i rummet hvor de stod og snakkede. De vendte sig begge chokeret mod mig. De var tydeligvis blevet overraskede. "Eh..."

"Eh?" Jeg kiggede lidt dumt på Harry. "I er sådan lidt i familie... På en måde." Jeg skulle lige til at åbne munden for at svare, men Lauren kom mig i forvejen. "Hvor ved du egentlig det fra?"

 

Harry's Synsvinkel...

 

Og dér kom spørgsmålet jeg egentlig bare havde ventet på. Hvor ved du det fra?

"Jeg... Jay ville snakke med mig en dag, det... Det er vel et par måneder siden, eller noget? Hun... Hun fortalte mig det hele. Om jer to, om hvor meget hun havde fortrudt det, og om... Hvor meget hun savnede dig Lauren." Jeg sank en klump inden jeg fortsatte. "Selvom hun kun så dig kort - dengang du blev født - har i stadig det bånd mor og datter har. Hun... Hun brød grædende sam-" "Hvorfor snakkede hun med dig om det?" Afbrød Louis mig højt. "Hvorfor snakkede hun ikke med mig om det? Jeg er hendes søn, men alligevel går hun til min bedste ven!" Louis var virkelig pissed nu. Pissed og trist. Jeg forstod ham udmærket. Jeg ville nok også være ret pissed hvis jeg var ham.

Jeg vendte blikket mod Lauren der lignede en fortabt mus. Pludselig begyndte Lauren at hulke. Der kom ingen tårer. Bare tørre hulk. Louis vendte blikket mod Lauren, og hans blik blødte en smule op. Det måtte også være mærkeligt, at man ligepludselig har et ekstra familiemedlem. 

Louis tøvede lidt, men han besluttede sig til sidst for at kramme hende. Han lagde armene om hende, og hun gengældte hurtigt krammet. Søskendekærlighed. Også selvom de først lige har fundet ud af, at de rent faktisk er i familie.

 

Lauren's Synsvinkel...

 

Jeg begyndte at hulke - ikke fordi jeg græd. Jeg hulkede bare, og gengældte krammet Louis kom med. Det var først gået ordenligt op for mig nu, hvor mange mennesker der havde løjet for mig hele mit liv. Mor, far, Mike, Christina, Amy, Katherine, Lisa. Lisa og jeg havde altid været meget tætte, så det undrede mig meget. Dani og de 'små' behøvede jo ikke at vide noget om det. 

Nu kom alle tårerne. De trillede én efter én ned af mine kinder. I ved hvad man siger, right? Hvis den første tåre kommer fra det højre øje er det af lykke, men hvis den kommer fra venstre øje er det af smerte. Ja? Den første tåre kom fra venstre øje. Det kan godt være jeg ikke følte nogen fysisk smerte, men jeg havde en psykisk smerte lige i øjeblikket. Dem jeg stolede mest på, havde løjet for mig. Fuck dem, altså! Jeg havde stolet på dem - fortalt dem alle mine hemmeligheder, og så havde de holdt sådan en stor hemmelighed hemmelig for mig? Jeg kunne godt se at det gav ret god mening, at de holdte hemmeligheden hemmelig for mig, men så alligevel ikke. Lige nu hadede jeg dem. Ja, jeg hadede min egen familie. Eller... 'Familie'.

Louis trak sig lidt fra mig, og så på mig med blanke øjne. Skulle drengen til at græde? Åh gud, så ville der da komme oversvømmelse eller sådan noget. Harry stod bag Louis, og observerede os med et lille smil på læberne. Det måtte også have været hårdt for ham, at  skulle holde på sådan en stor hemmelighed. Jeg smilede til ham over ryggen på Louis, og fik hurtigt et smil tilbage.

----------------------

Hey Pepsi's! <3

Så fik i, endelig, at vide hvorfor Harry vidste det! Jeg undskylder simpelthen så meget for den lange ventetid,og det dårlige og korte kapitel, men det er fuldt ud min skyld!!! - Undskyld!

Xoxo Christina!<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...