Adopted... ¤One Direction & Cimorelli¤

*Cover af den dejlige Tenna L.*
Lauren Cimorelli på 17 år, er medlem er Cimorelli.
Hvad ingen ved, udover hendes forældre, er at hun er adopteret.
Hendes rigtige storebror, Louis Tomlinson, kan dog huske hende ligeså tydeligt, som da han var 14 år.
Kort efter Louis og Laurens forældre havde bortadopteret hende, endte hun i en bilulykke, så hun ikke kunne huske noget fra før hun var 9 år.
Hvad sker der når Lauren og Louis møder hinanden til et award show?
Vil Louis genkende Lauren?
Vil Lauren genkende Louis?
Vil man kunne se lighederne mellem dem?
Og vigtigst af alt... Får Lauren nogensinde at vide at hun er adopteret?
Følg med i 'Adopted... ¤One Direction & Cimorelli¤'...

141Likes
237Kommentarer
16744Visninger
AA

10. Niall Will Always Be There To Save You, And Harry Will Always Be There To Be Weird!

*Ikke rettet igennem* 

Lauren's P.O.V

"Lauren!? Luk op!"

Jeg kunne høre Niall's stemme ude foran døren, og det gjorde at jeg rejste mig fra gulvet, hvor jeg havde siddet siden jeg havde snakket med ham, og gik ud til døren.

"Lauren!?" Jeg låste døren op, og Niall brasede nærmest ind af den. "Er du okay? Hvad er der sket? Er du alene?" Alle spørgsmålende kom flyvende ind over mig, så jeg blev nødt til at afbryde ham. "Rolig Niall! Jeg er okay..." Det sidste kom ud som en hvisken, og jeg kunne mærke tårende presse på.

Det var egentlig underligt hvor hurtigt vi havde fået et venskab op og køre. God, hvor var jeg glad for at den elevator endte med at sidde fast. Tænk nu hvis den ikke havde siddet fast? Så ville jeg ikke have nogen hos mig lige nu.

"Er du sikker? Du ser ikke helt okay ud...-" Jeg afbrød ham hurtigt "-Jeg har det fint Niall!"

 

Niall's P.O.V

Jeg kunne tydeligt se på Lauren, at hun ikke er okay. Man skulle være godt dum for at tro, at alt bare er 'okay', og at hun har det 'fint'. Jeg må jo bare prøve at tage den med ro, og se om hun vil fortælle mig noget.

"Hvad er der sket Lauren?" Spurgte jeg stille,og prøvede at fange hendes øjne, men hun fastholdte blikket på et punkt bag mig. "Lauren..." "Nej... Bare. Få mig væk herfra..." Hun lignede virkelig én der var ved at bryde sammen, og det tror jeg også at hun var. Et spørgsmål kørte rundt i mit hoved: Hvad var der galt?

Jeg ved godt at jeg ikke kender hende så godt, men jeg syntes faktisk at hun er en ret sej pige. Og det er hun er mellembarn er også ret sejt, for det er tit mellembørnene der bliver 'glemt'.

"Okay... Kom" Jeg hev hende med ud mod min bil. Det eneste sted jeg kunne tage hende hen lige nu, var hjem til mig. Desværre var drengene der også, men det måtte hun leve med.

"Hvor kører vi hen?" Spurgte hun om, lige inden vi satte os ind i bilen, i hver sin side. "Du tager med mig hjem" Det var med vilje, jeg undlod at fortælle at drengene også ville være der. Jeg tror ikke at hun ville tage med mig, hvis jeg fortalte hende at drengene også var der.

 

Lauren's P.O.V

Jeg orkede ikke at modsige Niall. Det var jeg aaaaalt for nedtrykt til.

Jeg kiggede på Niall, da hans telefon ringede. "Gider du ikke at tage den Lauren?" Spurgte han, da han, sjovt nok, kørte, og da det, sjovt nok, er forbudt at snakke i telefon imens man kører i bil. "Jojo... Hvor har du din mobil?" "Ehm... I forlommen". Jeg kiggede lidt på ham, men snuppede så mobilen fra hans forlomme, så hurtigt som jeg kunne. Jeg grinte et akavet grin, inden jeg tog telefonen. Jeg tog mig ikke rigtig tid til at se hvem det var, så jeg tog den bare, da den efterhånden havde ringet i lang tid.

"Det er Niall's telefon..." Sagde jeg fraværende, imens jeg kiggede ud af forruden.

"Hvem snakker jeg med?" Lød en, lidt for velkendt, stemme i den anden ende.

"Lauren..." Mumlede jeg stille, og der blev straks stille i den anden ende.

Han tog en dyb indånding, inden han sagde noget. "Hej... Lauren. Det er Louis, er Niall i nærheden?" Han havde ret travlt med at komme udenom hvem han var. Akavet...

Jeg rømmede mig kort inden jeg sagde noget, så min stemme ikke var helt lav. "Ja, men han kører bilen, så han har ikke mulighed for at snakke lige nu..."

"Okay... Så bare sig at til ham at jeg har haft ringet" "Det skal jeg nok..." Og så lagde han på.

"Hvem var det?" Spurgte Niall om, da jeg havde taget mobilen ned fra øret.

"Det var... Louis." Mumlede jeg lidt tøvende og usikkert, men det tror jeg ikke rigtig at han lagde mærke til.

"Okay... Hvad ville han?" Spurgte han med en lidt energisk stemme, hvilket fik mig til at smile en smule. "Det ved jeg ikke... Jeg skulle bare sige at han havde haft ringet." "Okay..."

 

***

Lauren's P.O.V

Niall havde lige parkeret bilen, ude på parkeringspladsen, så nu var vi på vej op til hans 'lejlighed'. Eller... Det var nok mere et hotelværelse, eftersom han jo ikke bor her i Californien.

Der var ingen af os der sagde noget, imens vi gik hen imod den kæmpestore bygning. Vi kom hen til døren, og en mand, jeg ville gætte på var dørmand, åbnede døren for os. Jeg smilede som et tak til ham, og fulgte efter Niall, som gik hen til elevatoren. Den var rigtig stor... Og hold kæft hvor lød det perverst! Den var rigtig stor... Eww!

Niall rømmede sig kort inden han begyndte på sin lange snak, der fik mig ud af tankeverdenen. "Der var lige en lille ting jeg måske glemte at fortælle dig... Det er ikke noget særlig stort noget, men jeg vidste ikke om du måske blev sur, eller ikke ville med mig, eller a-" "Niall! Hvad er det?"  Afbrød jeg ham.

Elevatoren, der forresten lugtede af tyggegummi - What the fuck? -, sagde 'ding', og vi trådte ud af den.

"Jo ser du... Drengene er - måske - en smule, inde i hotelværelset - lige nu -..." Han hviskede en del af ordene. Han håbede sikkert at det eneste jeg fik ud af det var nogle få ord, som 'drengene' og 'ser du'. Der tog han bare lige fejl.

"Niall... Hvis Louis - og Harry - er der, så vil jeg hellere lægge mig til at sove på en bænk, sammen med en masse hjemløse!" Okay... Overdrivelse, men jeg kunne nu godt finde på det! Bare ikke i denne sammenhæng... 

Han kiggede ret mærkeligt på mig, inden han sukkede. "Lauren... Jeg kender dig måske ikke så godt, men jeg kender dig godt nok til at vide, at du aldrig, nogensinde ville sove på en bænk. I hvert fald ikke af egen fri vilje... Så lad nu være med at være sådan der, og kom med mig ind!" Det gik først op for mig nu, at vi stod due foran hotelværelset.

Han kiggede overbevisende på mig, så jeg gav et dybt, langt suk fra mig. "Fiiiiiiint..." Sagde jeg irriteret, og han lyste straks op. Som et barn juleaften, der lige skal til at pakke den første gave op. "Men..." Og så lignede han et barn der skulle til at pakke den sidste julegave op. For vi ved jo alle hvor træls det er, når der ikke er flere pakker, right? "Så skal du altså også love at vi lige kan snakke i fred og ro på et tidspunkt!" Jeg kiggede alvorligt på ham. Jeg havde tænkt mig at vise ham 'brevet', og høre hvad han har at sige om det. Ærligtalt, skræmte det mig fra vid og sans. Bare tanken om hvad der kan være sket med min familie, får tårerne i øjnene til at stige.

Niall nikkede lidt med hovedet, inden han tog fat i min hånd, og gik hen til én bestemt dør. Han trak ned i håndtaget, og åbnede døren. Det første der kom mig i møde, var en stank af dreng. Og ja, stank. Der lugtede virkelig forfærdeligt meget af dreng, men hvad skulle der ellers gøre? Det er jo trods alt ene af drenge der bor der.

"Er det dig Niall?" Lød en stemme inde fra stuen, som jeg hurtigt genkendte som Zayn's.

"Nej, det er en indbrudstyv!" Råbte Niall tilbage, og jeg kunne ikke holde et fnis tilbage.

"Okay. Tag hvad du har lyst til! Så længe det er Niall's ting..." Det sidste var en lav mumlen, men vi hørte det begge to. Hvis ikke jeg havde været nedtrykt, var jeg sikker flækket af grin, men jeg følte ikke lige at jeg var i humør til at grine så meget. Forståeligt nok...

"Hey!" Råbte Niall fornærmet tilbage, inden han gik imod stuen. Jeg kunne ikke rigtig gøre andet end at følge med. Det var jo lige før man kunne fare vild her.

Jeg satte et falsk smil op, inden jeg fulgte med Niall helt ind i stuen, hvor de andre drenge selvfølgelig sad. De stoppede den samtale, de ellers havde haft gang i, da vi kom ind af døren.

"Hey Lauren!" Sagde Liam energisk, og Zayn fulgte hurtigt trop. Det blev ikke til andet end en smule småmumlende 'hej'er fra Louis og Harry. Jeg syntes stadig at det var ret creepy hvordan Harry kiggede på mig. Han havde sådan et ulæseligt blik i øjnene. Som om han havde sat en facade op, eller som om han skjulte noget. Det skræmte mig egentlig lidt. For hvorfor skulle en verdenskendt popstjerne lyve, eller sætte en facade op? Det kan da godt være at han fangede mig i at kysse med hans bedste ven, som har en kæreste, men hvad så? Det er som om han ved noget om mig, som jeg ikke selv ved... Eller noget.

"Hej..." Mumlede jeg kort, og kiggede op på Niall, og drengene gjorde det samme. De ville sikkert  vide hvorfor jeg var der. Well, det måtte vente lidt, for jeg skulle altså snakke med Niall nu.

"Niall..." Sagde jeg lavt, med skrøbelighed i stemmen. Han kiggede bekymret ned på mig, og nikkede så. "Vi går lige ind på mit værelse og  snakker. I gør bare... Hvad i plejer." Sagde han hurtigt til drengene, inden han trak mig med ind på hans værelse.

"Hvad er der sket Lauren?" Spurgte han bekymret, og gik hen og satte sig i sengen. Jeg gik hen og satte mig ved siden af ham, inden jeg tog brevet frem fra min lomme, og viste ham det.

Jeg har på fornemmelsen at han læste den igennem flere gange, for han sad næsten i fem minutter med det.

"Ved du hvem det er?" Han kiggede endelig op på mig, med et blik der skræmte mig lidt. Selvom vi næsten ikke kendte hinanden bekymrede han sig om mig? Det er underligt hvordan to mennesker bare kan komme  godt ud af det, efter så lidt tid.

Jeg rystede kort på hovedet, da jeg kom i tanke om brevet, og jeg blev ret så trist af det.  Jeg havde læst det så mange gange efterhånden, at jeg kunne det udenad.

"Og du har ingen idé om hvor de er?"

Jeg kiggede irriteret på Niall, da jeg var ret irriteret. "Tror du så ikke, at jeg var taget ud efter dem?" Spurgte jeg en smule hårdt, og jeg fortrød det straks, da jeg så Niall's sårede ansigt. "Undsk-" "Du skal ikke undskylde... Jeg kan godt se hvor dum et spørgsmål det var" Afbrød han mig.

Vi sad lidt og kiggede ud i luften begge to. Jeg gad gerne vide hvad Niall tænkte på lige dér...

"Skal vi ikke gå ud til de andre?" Min lave stemme brød igennem stilheden, imens jeg vendte mit hoved imod Niall. "Jo, kom!" Han rejste sig op, og hev mig med op at stå. Han åbnede døren, og skulle lige til at gå ud af den, men hvis han havde gjort det, var han stødt ind i Harry.

"Hvorfor står du der?" Spurgte Niall ham om, med et underligt blik. Vi kiggede begge på ham, og han kiggede nervøst på os.

-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-

Hi, My Lovely Pepsi's!<3

Det meste af det her kapitel er skrevet klokken lort om natten, imens jeg halvvejs sover, så jeg undskylder for stavefejl! (Og også for længden, da det er et ret kort kapitel, men det lader vi lige som om det ikke er! :-P )

Hvad syntes i om den indtil videre? Virker Harry ikke en smule mærkelig? Og hvad var det Louis ville Niall, da han ringede til ham, og Lauren tog telefonen?

- Vil i ikke være søde at like? jeg er næsten oppe på halvtreds likes, og det kunne altså være for sejt! Mit store måååååål!

Og så vil jeg gerne lige spørge om noget... Eller, det er vel mere en konstatering... Af en art. Men, jeg syntes selv at jeg er blevet en smule mere... Moden i mine skriverier siden jeg begyndte på denne movella... Er det bare mig der syntes det? (Og der kom spørgsmålet!)

Xoxo Christina!!!<3

Ps... JEG ER SÅ GLAD I DAG! JEG ER SÅ GLAD I DAG! JEG VED IKKE HVORFOR, MEN JEG ER SÅ GLAD I DAG!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...