Adopted... ¤One Direction & Cimorelli¤

*Cover af den dejlige Tenna L.*
Lauren Cimorelli på 17 år, er medlem er Cimorelli.
Hvad ingen ved, udover hendes forældre, er at hun er adopteret.
Hendes rigtige storebror, Louis Tomlinson, kan dog huske hende ligeså tydeligt, som da han var 14 år.
Kort efter Louis og Laurens forældre havde bortadopteret hende, endte hun i en bilulykke, så hun ikke kunne huske noget fra før hun var 9 år.
Hvad sker der når Lauren og Louis møder hinanden til et award show?
Vil Louis genkende Lauren?
Vil Lauren genkende Louis?
Vil man kunne se lighederne mellem dem?
Og vigtigst af alt... Får Lauren nogensinde at vide at hun er adopteret?
Følg med i 'Adopted... ¤One Direction & Cimorelli¤'...

141Likes
237Kommentarer
17435Visninger
AA

9. Home Sweet Home... No!

Jeg vil gerne undskylde med mine N'er, da jeg har haft et lille problem med at jeg skal trykke ekstra hårdt på N-knappen... *Ikke rettet ret meget igennem* (Lol...)

Efter en meeeeeeget lang flyvetur, var vi endelig landet i Californien. Niall havde beroliget mig hele turen igennem. Gudskelov. Hvis ikke han havde været der, var det eneste jeg havde lavet sikkert at græde eller være pisse nervøs. Han snakkede til mig stort set hele flyveturen, og ignorerede næsten de andre drenge. Eller... Han ignorerede dem ikke, for de lod os være. Men når de ville have en samtale igang med ham, svarede han kun kort. Søøød Niall!

Drop nu det der. Du får ham til at lyde som en hund...

Hey. Du er en del af mig! Du skal ikke fortælle mig hvad jeg skal.

Nej. Du er en del af mig! Hjernen er den del der betyder mest i din krop. Så det vil sige at jeg betyder mest i din krop...

Okay, jeg forstod ikke en skid af det der, men jeg siger at du tog fejl alligevel!

Hvad nu hvis jeg rent fantisk havde sagt at du havde lyst til is?

Såe... Havde du ligepludselig ret.

Nå, men så er det jo ærgerligt for dig, at det ikke var det jeg sagde...

Fuck dig!

"Vi må skilles her Lauren!" Sagde Niall en smule trist, og trak mig dermed ud af  diskoutionen med min hjerne. Han sendte mig et lille smil.

"Jaer..." Sagde jeg, og gengældte hans smil.

Han trak mig ind i et kram, og hviskede i mit øre (Og jeg citerer) "Husk nu at skrive til mig, ikk'?", imens han kiggede alvorligt på mig. Jeg nikkede til hans spørgsmål, og smilede til ham igen.

"Hej hej drenge!" Hilste jeg, da jeg havde fået fat i en taxi jeg kunne tage hjem. 

"Hej hej!" Lød det fra drengene. Altså alle undtagen Louis og Harry.

Forståeligt nok.

Klap i!

Jeg siger bare min mening...

Du siger for meget.

Nej, det er dig der gør det...

Klap i! Jeg fatter bare ikke hvorfor Harry er sur på mig?

Måske fordi du har kysset med hans bedsteven som har en kæreste?

Shut up!

Fint... Men jeg kommer igen!

Det ved jeg.... Du er ikke lige sådan at slippe af med...

Jeg blev ved med at stå og kigge efter drengene, da de også havde fundet en taxa (ja så lang tid havde jeg været i mine tanker), men besluttede mig så for at sætte mig ind i taxa'en.

***

Jeg fandt hurtigt ud af hvor irriterende chaufføren var. Og tro mig, han var træls.Han snakkede, og snakkede, og snakkede, og-

Snakkede og snakkede. Jaja, vi har forstået det!

Baaaaaah....

Hvorfor lyder du som en ged?

Shut fucking up!!!

Okay, men som jeg sagde før: Du slipper ikke af med mig.

"Vi er her nu frøken" Sagde chaufføren, og dermed rev han mig også ud af diskoutionen med min hjerne.

Jeg blev så glad, da han sagde at vi var der, at jeg bare smed 50 dollars ind til ham, selvom det sikkert var for meget, og løb imod 'mit' dejlige hus.

Jeg åbnede døren, og mødte den vante lugt af alle vores parfumer blandet sammen.

Jeg råbte igennem hele huset: "JEG ER HJEMME!!!".

Jeg fik intet svar tilbage, og jeg var ret så sikker på at man kunne høre mig igennem hele huset. Så derfor var det ret mystisk, at der ikke var nogle der svarede. For de ville da ikke gå uden mig? Nej, for så havde de låst døren... Vent, døren!

Jeg gik hen til døren og kiggede lidt på den. Den var ikke låst op, den var... Brudt op? Havde der været indbrud? Neeej... Det var bare min fantasi der spillede mig et pus. Døren har da altid set sådan ud?

Nej? Det har den altså ikke.

Jo? Hvorfor ser den ellers sådan ud? Doooh.

Har du overvejet at der måske er nogen der er brudt ind? 

Ja, men hvorfor skulle der være det? Der findes like... Milliarder af huse der kunne have været indbrud i!? Hvorfor skulle der lige have været indbrud i vores?

Har du overvejet at jeres hus også er et af de 'milliarder af huse'?

Ja, men det kan jo ikke passe at det lige skulle være vores hus?

Der er kun en måde at finde ud af det på.

Jeps....

Jeg gik ind i selve huset, så jeg ikke stod i entréen, og jeg blev meget bange da jeg så at tv'et i stuen var væk.

Havde der været fremmede personer i vores hjem? Det virker bare forkert. Folk kan ikke bare komme ind i huset?

Jo, jo de kan.

Klap nu i! Jeg skal have fundet ud af hvor de andre er, for de skulle gerne være hjemme nu.

Jeg gik roligt op af trappen, helt uden at vide hvad der ventede på mig deroppe.

Det første rum jeg kiggede i var Dani's, da det som regel var der vi hang ud sammen. Én god grund: Hun har fået det største værelse... Der var dog ingen piger, hvilket undrede mig.

"Piger!? Nick? Mor!?"

Gæt hvad?, jeg fik intet svar...

De gider dig nok ikke.

Du er bare ekstra træls i dag hva'?

Du kaldte lige dig selv træls...

Klap nu bare i, og forsvind!

Hvis jeg forsvinder dør du.

Det ville jeg godt kunne leve med. Hvis bare jeg slap for dig!

Du kan ikke leve med at dø. Det er teoretisk set umuligt...

ARGH! Shut up, shut up, shut up, shut u-

Jaja!

-p...

Jeg gik imod mit værelse, da jeg har det næststørste, og kiggede ind. Der var ikke rørt ved noget, og jeg manglede ikke noget, men der var dog en ekstra ting, jeg ikke selv havde lagt der. En rød seddel.

Jeg gik hen og tog sedlen fra min seng, hvor den var blevet lagt, og foldede den ud.

Hej Lauren.

Du har garanteret ingen idé om hvem jeg er, men tro mig! Jeg ved hvem du er...

Jeg ved ting om dig du ikke engang selv ved. Ting ingen nogensinde har fortalt dig. - Ikke engang din egen 'mor'. Chokerende ting du sikkert ikke vil tro på... Ting du prøver at glemme?

Jeg vil ikke fortælle dig de ting her i brevet, så nu skifter vi lige emne.

Du undrer dig sikkert over hvor din familie er?

Ja? Det tænkte jeg nok.

Vi tog dem med os.

Hvordan føles det at være helt alene? Hvordan føles det at ens familie forsvinder? HVORDAN FØLES DET AT VÆRE TOTALT HJÆLPELØS!?

Jeg håber at vi mødes en dag. Hvad snakker jeg om? Om du vil det eller ej, kommer vi til at mødes... - Igen.

//Anonym Brevskriver

Jeg vil gerne indrømme at brevet skræmte mig. For personen kunne da umuligt vide noget om mig jeg ikke selv ved? Det ville da bare være mærkeligt! Og hvad mente personen med at de havde taget min familie? Og hvem var de?

Det bekymrede mig nu meget at jeg ikke kendte nogen særlig godt her i om egnen, det vil sige Californien, og jeg har ikke nogen rigtig veninde, da de alle har været falske. Min gamle bedsteveninde flyttede for et år siden.

Et lille hulk fandt vejen igennem min mund, og jeg kunne mærke tårerne stige i øjnene. Hvem kendte jeg her i Californien jeg kunne fortælle alt til?

Den eneste der er i Californien jeg kender nogenlunde er-

Niall.

Hey! Det var hvad jeg skulle til at sige...

Jaja... Ring nu bare til ham!

Tårerne begyndte stille og roligt at trille ned af kinderne på mig, og jeg gad ikke engang prøve på at fjerne dem, da jeg fandt Niall under kontakter. 

Jeg trykkede på den grønne knap, så jeg ringede ham op, og tog mobilen op til øret. Bip tonerne lød kun et par gange, inden den blev taget.

"Hallo?"

Jeg blev så lettet da han tog den, så jeg stod og smilede lidt, imens tårerne løb ned af kinderne på mig.

"Hallo?"

Måske burde du sige noget?

Neeeej... Det havde jeg da slet ikke tænkt på!

"Hej Niall... Det er Lauren" Mumlede jeg, fuldstændig grædefærdigt, og det hørte Niall også.

Jeg kunne høre ham gå ud af rummet han var i, for de lyde der var før forsvandt, og nu kunne man kun høre Niall's vejrtrækning.

"Hey Lauren. Hvad sker der?" Jeg kunne nemt høre den bekymrede undertone i hans stemme.

"J-jeg... De... De..." Og længere kom jeg ikke, før jeg brød fuldkommen sammen.

"Hey, Lauren! Hvor bor du? Jeg kommer hjem til dig!" Sagde han nærmest desperat, og jeg kunne høre at han var på vej ud af døren eller noget i den stil.

Jeg fortalte ham min adresse, men jeg skulle dog fortælle den igen, da han ikke kunne høre det første gang. Sikkert på grund af min rystende stemme.

Sikkert? Selvfølgelig!

Okay... Nu var Niall på vej. Alt skulle nok blive godt igen!

________________________________________________________________-

Hey Pepsi's!!!<3

Hvad syntes i om kapitlet? Længde, indhold og detaljer?

LOVE YOU GUYS!

For mig er det altså maaaaaange der har sat på favoritlist, og jeg syntes det er vildt at der er SÅ mange der gider at læse den! Så ti tusinde gange tak! :-D

Var lige ved at glemme det! Hvad syntes i om det nye cover??? :-D

Xoxo Christina!<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...