Adopted... ¤One Direction & Cimorelli¤

*Cover af den dejlige Tenna L.*
Lauren Cimorelli på 17 år, er medlem er Cimorelli.
Hvad ingen ved, udover hendes forældre, er at hun er adopteret.
Hendes rigtige storebror, Louis Tomlinson, kan dog huske hende ligeså tydeligt, som da han var 14 år.
Kort efter Louis og Laurens forældre havde bortadopteret hende, endte hun i en bilulykke, så hun ikke kunne huske noget fra før hun var 9 år.
Hvad sker der når Lauren og Louis møder hinanden til et award show?
Vil Louis genkende Lauren?
Vil Lauren genkende Louis?
Vil man kunne se lighederne mellem dem?
Og vigtigst af alt... Får Lauren nogensinde at vide at hun er adopteret?
Følg med i 'Adopted... ¤One Direction & Cimorelli¤'...

141Likes
237Kommentarer
17435Visninger
AA

15. Friends Or What, And A New Message...

*Ikke rettet*

Hvorfor, i himlens navn, blev jeg ved med at tænke på hvad Harry sagde? Og hvorfor sagde han ikke bare hvem af Louis' søstre det var? For guds skyld, hvor hader jeg bare Harry lige nu. Eller, det er ret umuligt at hade Harry, pokkers til charme, men han er nu ret irriterende. Det var jo ikke fordi jeg ville sladre.

Jo, det ville du.

Ja, du har ret. I realiteten, kunne jeg jo egentlig sige det til Louis, og få en smule sjov ud af det hele...

Ja, gør det!

Nej, Harry er flink nok. Bare fordi han er irriterende, skal han ikke straffes.

Hmpf...

Gjorde jeg lige mig selv fornærmet?

Yup.

Hvordan?

Don't ask me!

Nånå, okay.

Og hvorfor bliver jeg bare stående her ude? Drengene er begyndt at snakke igen, efter Harry gik ind til dem. Så står jeg bare her og er forever alone. I ved, ligesom ham fyren:


Han er sej, for han minder aaaaalt for meget om mig.

"Hey Lauren, kommer du ind til os?" Hvem vover at forstyrre mig, midt i mine tanker om Forever Alone? 

Jeg vendte mig om, og kiggede på... Louis? Fint nok. Tror jeg... "Mmm... Det var ikke det du rent faktisk ville sige, var det?" Jeg er ikke så nem at løbe om hjørner med! "J-Jo det var så," mumlede han usikkert, hvilket bare beviste min teori. "Drop det. Hvad vil du?"

Der var stilhed lidt, inden han tog mod til at sige noget. "Jeg tænkte på, om vi... Ehm, ikke bare kunne glemme alt... Dét, og blive... Venner?" Jeg kiggede mistænksomt på ham, men da han forblev seriøs, nikkede jeg lidt. "Jo... Det kan vi vel godt? Man skal vi så... Kramme nu eller sådan?"

Kramme eller sådan noget? Hvor dum er du lige!

Han kom med et lavt grin, og da jeg opdagede hvor dumt det lød, udbrød jeg også et lille grin. "Deeeeet, kan vi vel.... Godt?" Han tog et skridt nærmere mig, og trak mig ind i sine arme. Kæft han er høj! Altså, høj som i 'hvor føler jeg mig bare vildt lav i forhold til ham', ikke 'han er da helt væk, lad os få ham på sygehuset' høj.

"Hvad laver i?" Vi trak os hurtigt fra hinanden, og kiggede mod døren. Heldigvis, eller noget, var det bare Harry. "Vi prøver sådan ligesom at blive... Venner," svarede Louis akavet, hvilket fik et fnis til at slippe mine læber. "Mmm," mumlede Harry, med et lille smil på læberne. "Kommer i ind til os andre igen?" Vi nikkede begge to, og fulgte med Harry ind til de andre.

***

Vi var alle ret dovne i dag, og jeg havde på fornemmelsen at alle drengene havde tømmermænd. Surt for dem, for jeg havde ingen problemer med tømmermænd. Min mobil vibrerede, hvilket indikerede, at jeg havde fået en sms. Jeg skyndte mig at samle den op fra bordet, og låse den op. Jeg var en smule forsigtig, da jeg så det var ukendt nummer. Jeg åbnede beskeden efter et par sekunder, men det ville jeg virkelig ønske jeg ikke havde gjort.

#Hej Lauren.

Har du glemt alt om din familie? Det ser sådan ud. Hvorfor bekymrer du dig ikke for din familie? Hvem drikker med en hel flok fyre, når deres familie er forsvundet? Jeg hører du har kysset med Louis. Er det rigtigt? Og hvad med dig og Niall? I kyssede vist også på et tidspunkt. Eller rettere sagt i en elevator. Har jeg ret? Bekymrer det dig at vi ved alt det? Det burde det også... Hvor har vi fået dit nummer fra spørger du sikkert dig selv om nu. Har jeg ret? Ja? Men så kan jeg ligeså godt fortælle dig, at vi har vores kontakter.

Det her er ikke den sidste gang du hører fra os!

/Anonym Brevskriver#

Mine hænder begyndte at ryste, hvilket gjorde at jeg var lige ved at tabe min mobil. Han eller hun havde jo ret. Jeg var et forfærdeligt menneske. Hvordan kunne jeg glemme min familie fuldkommen? Med alt det der foregår i mit liv, og så glemmer jeg det største. Min familie.

"Lauren?" Drengene kiggede bekymret på mig, men det havde jeg ikke tid til at tage mig af. Pludselig blev min mobil taget ud af hånden på mig, så jeg reagerede hurtigt, og prøvede at få fat på den igen. Jeg så hurtigt at det var Louis der havde taget den, hvilket bare gjorde mig mere urolig. Det var for meget at Harry og Niall var indblandet i det her, jeg vil ikke også have de andre drenge indblandet. Det hele var bare for meget, alle følelserne fløj rundt i mig. Jeg kunne mærke en trang til at græde komme op i mig, og den blev ikke bedre da jeg så Louis sende den videre til Liam, for så derefter at kigge bekymret på mig. Jeg kunne mærke en tåre trille ned af min ene kind, og jeg tørrede den irriteret væk. Hvorfor skulle det her lige ske for mig? Jeg ville ikke ønske at det skulle ske for andre, men behøvede det at ske for nogen?

"Lauren?"

Det hele begyndte at sortene en smule for mig.

"Lauren!"

Hvad sker der? 

Du er ved at besvime.

Og hvordan ved min hjerne så det?

Det gør den bare.

"Lauren!?"

Og så blev alt sort.

***

Jeg vågnede ligeså stille, og lagde mærke til, at jeg lå på sofaen. Niall sad ved siden af mig med rødsprængte øjne. Hvad var der lige sket?

Du besvimede, Idiot!

Gjorde jeg?

JA!

Hvordan? Hvorfor?

Sms'en...

Jamen tak for at minde mig om den!

Så lidt. Så lidt...

"Lauren? Er du vågen igen?" Jeg kiggede langsomt hen på Niall, der sad med store øjne og kiggede på mig.

Jesus Christ. Du besvimede jo bare!

Har det egentlig ikke en del med hjernen at gøre?

Prøv ikke at skyde skylden på mig!

Det gør jeg heller ikke! Jeg siger bare, at du godt kunne have været mere vågen!

Hey!

Jamen er det ikke noget med hjernen der sover eller noget, når man besvimer?

Hvor skulle jeg vide det fra?

Du er min hjerne!

Ja, men det er ikke ensbetydende med, at jeg har grafisk hukommelse!

Hmpf!

Jaja, whatevs...

Du må virkelig til at stoppe med de der dårlige forkortelse, at du ved det!

TTYL. Wassup. IRL. BFF. Y U No Like Me. XOXO.

Klap i, klap i, klap I!

Jaja, whatevs.

AAAAAARGH! Jeg hader dig en gang imellem. Det ved du godt, ikk'?

Yup!

Stop med det der.

Hvad? Det her: Yup!

Shut up!

Nop!

Det hedder 'nope'.

Ikke hvis man popper p'et!

Jo...

Nej.

Jo!

Nej!

JO!

Fint.

J- Vent hvad? Vandt jeg lige en diskution med min hjerne? Fedt.

Mmm, bliv nu ikke for glad. Det vil ikke gentage sig.

Oh, okay...

"Vi har været så bekymrede for dig Lauren!" Jeg vendte igen opmærksomheden mod det lille pus, der sad helt forsvarsløs, og med røde øjne, ved siden af mig. "Hvor lang tid har jeg været besvimet?" Jeg vendte blikket mod det store ur på væggen, hvilket egentlig var dumt, for jeg vidste ikke hvad klokken var da jeg besvimede. "Cirka ti minutter. De andre drenge sidder ude i køkkenet," svarede han mig, hvilket fik mig til at nikke lidt. "Jeg skal lige have snakket med Harry om noget. Du kan bare blive her inde," sagde Niall, inden han nærmest løb ud i køkkenet efter Harry. Jeg kiggede lidt dumt efter ham, men besluttede så at finde toilettet.

Da jeg havde fundet toilettet, og var på vej derud, hørte jeg en sætning jeg aldrig troede jeg, i mit liv, skulle høre.

"Lauren er adopteret"

____________________

Hey Pepsi's!<3

Hvad syntes i om kapitlet? - Undskyld hvis det blev lidt kort, men det var bare det rigtige sted at stoppe, og så er jeg forresten også asdfghj træt...

Og hvad syntes i om at Lauren og Louis blev venner?

Og at Lauren vinder i en diskution med sin hjerne?

Hav en fortsat god aften/nat (Haha)!

Xoxo Christina!<3

Ps... Seriøst! Der bliver ved med at komme nye på favoritlister!!! Tusind, tusind tak!<3


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...