Adopted... ¤One Direction & Cimorelli¤

*Cover af den dejlige Tenna L.*
Lauren Cimorelli på 17 år, er medlem er Cimorelli.
Hvad ingen ved, udover hendes forældre, er at hun er adopteret.
Hendes rigtige storebror, Louis Tomlinson, kan dog huske hende ligeså tydeligt, som da han var 14 år.
Kort efter Louis og Laurens forældre havde bortadopteret hende, endte hun i en bilulykke, så hun ikke kunne huske noget fra før hun var 9 år.
Hvad sker der når Lauren og Louis møder hinanden til et award show?
Vil Louis genkende Lauren?
Vil Lauren genkende Louis?
Vil man kunne se lighederne mellem dem?
Og vigtigst af alt... Får Lauren nogensinde at vide at hun er adopteret?
Følg med i 'Adopted... ¤One Direction & Cimorelli¤'...

141Likes
237Kommentarer
17187Visninger
AA

13. Den som flaskehalsen peger på, og Truth And Dare...

*Ikke rettet*

 

Lauren's P.O.V.

 

Hvorfor hjerne. Hvorfor sagde jeg ja til at se den gyser?

Fordi du er en idiot...

Amen seriøst! Jeg kunne da ikke vide at de ville se flere gyserfilm, vel?

Jo... De er drenge, og når de først får lov af en pige, til at se en gyser, fortsætter de altså...

Jaja, whatever. Pointen er i hvert fald, at jeg sad fuldkommen klemt op ad Niall, imens jeg kiggede ned i hans skulder. "Kig nu, kig nu!" Råbte han, imens han hoppede lidt i sofaen. Jeg kiggede kort på tv'et men fortrød det hurtigt. Vi sad og så Boogeyman 2, og nu var vi der hvor pigen bliver jagtet rundt af 'Boogeyman'. Really creepy. Lad være med at se den! Seriøst, du får mareridt...

Den eneste der får mareridt af den er dig.

Neeeej, er du tilbage igen?

Jeg har været her hele tiden...

Nåeh... Du. Ehm... Hørte ikke mine tanker vel?

Jo, det gjorde jeg. Og du må virkelig til at styre dem! Det er vildt gustent at være din hjerne!

Hey! Boogeyman er da ret lækker?

...

...

...

Okay, okay... Han er fucking creepy!

"Kom nu Lauren! Kig," sagde Harry fra den anden side af mig. Ja, jeg sad imellem Niall og Harry. "Nej... Jeg hopper ikke på den igen!" Siger jeg 'surt', men kigger alligevel op. Det var sindssygt klamt! Der var en mand med blyanter, eller sådan noget, i begge øjne!

"Oh my fucking god! Hvordan kan i se på det der?" Råbte jeg, inden jeg vendte mig om, så jeg kiggede på hoveddøren. Alle drengene begyndte at grine, selv Louis, og jeg kan ikke lade være med at lægge ekstra mærke til hans grin. Det lød så meget lig mit. 

Bare indbildning...

Nøj! Du er tilbage... Hvor er jeg bare glad!

Mhm... Det burde du også være!

Shut up...

Deres latter stoppede hurtigt igen, og jeg kunne, lidt efter, høre et skrig fra tv'et. "Oh god, why?" Mumlede jeg for mig selv, da jeg vendte mig mod tv'et igen. Fucking. Klamt... "Rolig Lauren," grinede Niall, ved siden af mig. "Ja, det kan du sgu da sagtens sige! Du er en ikke en pige, eller... Er du?" Jeg kiggede chokeret på Niall, der sad med åben mund, og kiggede fornærmet på mig. Jeg kunne høre de andre drenge grine i baggrunden. "Ikke være fræk unge dame!" Sagde han bestemt, og han lød faktisk en smule som en pige. "Niall?" "Mmm...?" "Er du helt sikker?" Han kiggede 'surt' på mig, inden han begyndte at prikke mig i siden. "Ikke så flabet unge dame!" Sagde han med en fornem stemme, imens han blev ved med at kilde mig, hvilket fik mig til at grine. - Jeg var sygt kilden!

Man kunne høre et kort skrig i tv'et, hvilket fik både mig og Niall til at spjætte, da vi ikke var forberedt på det. Og de andre drenge til at grine af os. "I kan virkelig være onde. Ved i godt det?" Jeg kiggede drillende rundt på dem alle sammen. - Selv Louis. Vi kunne jo ligeså godt få et venne-forhold ud af det her.

"Nja... Du skulle ikke brokke dig," sagde Zayn flabet, men samtidig drillende, hvilket fik mig til at løfte et øjenbryn nysgerrigt. Hvad mente han med det? "Jeg mener.... Du er i rum med hele One Direction. Jeg tvivler på at du burde brokke dig," sagde han selvglad, og med et irriterende (Irriterende = charmerende) smil på læberne. "Baaah! I burde være beærede over at være i samme rum som selveste Lauren Cimorelli, fra bandet Cimorelli, bestående af seks søstre fra Californien," sagde jeg med en påtaget snobbet stemme, og der gik da heller ikke lang tid, før de alle brød ud i grin.

"Sikker på at du ikke burde være skuespiller i stedet for sanger, Lauren?" Spurgte Louis drillende, hvilket fik mig til at udstøde et fnis, inden jeg kiggede snobbet på ham igen. "Kongelige bliver ikke skuespillere!" Sagde jeg 'chokeret', og vrængede ordet 'skuespillere' ud. "Nå, og hvornår er du så blevet for fin til at blive skuespiller?" Efterabede Liam min stemme, hvilket fik alle til at bryde ud i grin. - igen. "Det bliver man automatisk når man bliver født. Altså hvis man bliver født ind i den kongelige livsstil," jeg kiggede kort rundt i Niall's hus, selvfølgelig kun for sjov, "og det er jo ikke lige alle der er det," nåede jeg lige at sige, inden jeg blev overfaldet af Niall, så jeg begyndte at grine.

Jeg klamrede mig op af Harry, der jo, som sagt, sad på den anden side af mig. Så han var lige den nærmeste ting. Hehe, ting... Sådan en har han nok også ja...

Seriøst! Styr lige dine tanker man...

Hey, det er hjernen der tænker ens tanker, right?

Mmm...

Så det er dig der har de tanker! 

Styr dig.

Vent... Hvorfor har min hjerne sådan nogle tanker om Harry? Nej, okay... Sådan skal man næsten se sine venner mindst én gang i livet. Det var åbenbart Harry's tur nu!

Ej... Jeg har lyst til at skride, men det kan jeg desværre ikke.

Nøøøøj, heldige mig hva'?

Eeeeej, du ved hvad ironi er!

Klap i.

Nå, så var det ikke så sjovt længere var?

Jeg disser egentlig mig selv ved det her...

Ja, ja det gør du.

Jeg ser for meget Phineas og Ferb...

Mmm... Det var godt at du endelig indså det, for det er et skodprogram! 

Hey, jeg elsker det program!

Bare ærgerligt for dig at hjernen bestemmer alt hva'?

Fuck dig.

Mmm... Nej vent! Glem det.

Godt...

"Hun er bare fuldkommen væk i dag," hørte jeg en stemme sige, så jeg slap væk fra samtalen med min hjerne. Jeg fik lige mig selv til at lyde som en eller anden, der hører til på psykiatrisk-afdeling...

"Hvad er jeg?" Jeg kiggede forvirret rundt på drengene, der alle sad og småfnisede af mig, men det blev ikke bedre af mit spørgsmål. Nej, tværtimod. De flækkede alle af grin. "D-Det er hvad? Fem-Femte gang i dag, at du bare har været... Totalt væk," svarede Zayn mit spørgsmål, hvilet fik mig til at fnise.

"Seriøst. Hvad tænker du på?" Spurgte Harry fra min venstre side af, så det var logisk at jeg kiggede derhen. Hvad skulle jeg svare? Det var jo ikke fordi jeg kunne svare ham med sætningen: 'Jeg har da bare en samtale med min hjerne. Det skal du ikke tage dig af. Og nå ja! Den sidste samtale her, startede, da jeg tænkte på dine mere private ting'.

Nej tak, det siger jeg dig!

"Ehm... Ikke noget...?" Prøvede jeg mig frem, med et lille uskyldigt smil, så de andre begyndte at grine af mig. "Mmm... Ingen kan skjule noget for mine telepatiske kræfter," sagde Harry dramatisk, hvilket fik mig til at flække af grin, sammen med de andre drenge. Selv kæmpede han for at holde sit grin inde. Hvordan han formåede at forblive nogenlunde seriøs, ved jeg ikke, men det var ret sejt af ham, at han formåede det!

"Mmm... Styles, du har mødt din ligemand," sagde jeg, og kiggede direkte ind i hans øjne. Han begyndte at lave nogle grimasser, og jeg flækkede af grin, hvilket fik de andre drenge til at fnise af os. Jeg sendte dem alle mit bedste dræberblik, men det hjalp ikke så meget på deres grin. De grinede nemlig mere end de gjorde før. "Fuck jer!" Råbte jeg af dem, da Niall faldt grinende ned fra sofaen, og dermed ned på gulvet.

"Ved i hvad jeg har lyst til!?" Råbte Louis pludselig ud i huset, hvilket fik os alle til at kigge chokeret på ha, inden vi brød ud i grin igen.

Jeg havde slet ikke tænkt på min familie, imens jeg havde været sammen med drengene. Andet end i starten, selvfølgelig. Kald mig ond, men det havde jeg ikke. De var virkelig nogle skønne drenge  alle sammen.

"Hvad er det, Louis?" Spurgte Niall Louis, nede fra gulvet af. Vi kiggede alle opmærksomt på Louis hvilket fik ham til at se lidt skræmt ud. Jeg ville også være skræmt hvis jeg havde så mange blikke på mig. Hvilket jeg var heldig ikke at have...

"Vi skal da lege 'Den som flaskehalsen peger på'!" Sagde han stolt, og vi fniste alle lidt af ham. "Fint med mig," sagde jeg, og fangede drillende hans øjne. Hans blik ændrede sig til et drillende, men lidt usikkert, blik. "Ja!" Sagde alle de andre drengene, på samme tid, hvilket undrede mig lidt. Altså, det er jo en normal ting at gøre på min alder, at lege sådan nogle ting, men at fem drenge, i alderen nitten til enogtyve år vil. Nå, ja... De er jo mærkelige.

"Jeg har en flaske her," sagde Liam, og tog en flaske frem fra et sted bag sig. Where the fuck fik han den from? Lige meget. "Jeg vil starte!" Udbrød Niall, og skyndte sig hen, for at rive flasken ud af Liams hånd.

"Den som flaskehalsen peger på, skaaaaaal..." Han holdte en lille tænkepause, inden han fik et uhyggeligt ansigt frem, "skal råbe 'I'm a big fat idiot' ud af vinduet". Vi knækkede alle af grin, for det var tydeligt at han ville have hævn over dengang hvor han tabte til de andre i gokart. Og ja, jeg havde måske stalket dem lidt på et tidspunkt! Vent, hvad så hvis den lander på mig? Fuck...

Han snurrede flasken rundt, og heldigvis - Haha - landede den på Harry. "Fiiiiiint!" Han rejste sig op, gik hen til vinduet, åbnede det, og råbte 'I'M A BIG FAT IDIOT', af sine fulde lungers kræft.

"Min tur!" Sagde han, da han havde sat sig igen. "Den flaskehalsen peger på, skal..." Han tænkte sig om, præcis som Niall havde gjort det, "skal smide et stykke tøj," vi grinede alle lidt, men det var kun indtil vi kom til at tænke på, at det rent faktisk kunne være os den landede på. Fuuuuuck!

Harry snurrede flasken rundt, ooooog......

Dam dam daaaaam! Uhyggelig melodi.

Den landede på Louis. Haha, sur røv for ham. 

Han sagde en mærkelig lyd, der lød som noget alla 'Hmpfh', inden han tog trøjen af, og kastede den op i sofaen. God den dreng har en lækzi mave! Han kiggede kort rundt på os, inden han vendte opmærksomheden mod flasken.

"Den som flaskehalsen peger på skaaaal... Hjælpe Niall med at finde noget alkohol til os alle sammen," sagde han med et grin, og vi fniste alle en smule. "Lauren er altså kun-" "Liam!" Afbrød jeg Liam, der lige skulle til at sige noget om min alder, "Jeg har altså drukket før". De kiggede alle lidt skeptisk på mig, men det eneste de fik som svar, var et løftet øjenbryn. "Fint!" Sagde de, stort set på samme tid, undtagen Niall der var lidt for langsom.

Louis skyndte sig at dreje flasken, og den landede på Niall selv. "Du må hjælpe dig selv Nialler," sagde Liam med et grin, og vi andre nikkede os enige. Niall sukkede dramatisk, inden han gik ud i det jeg ville gætte på var køkkenet.

***

Jeg ved ikke hvordan jeg fik lov, men drengene havde ikke sagt noget. Så nu var alle, undtagen Liam, godt fulde. Stakkels Liam, at han ikke kan drikke på grund af hans nyre! Vi var nu gået over til Truth Or Dare, hvilket også var ret underholdene. Især fordi de fleste af os, jo som sagt, var ret godt fulde. Det at vi var fulde, havde ført til, at jeg havde smidt min ene strømpe et eller andet sted. Hvor ved jeg ikke.

"Liam, Truth Or Dare?" Sagde Harry, hvilket kom bag på os alle, for Liam var ret kedelig lige nu. Han var det selvfølgelig ikke normalt, men han havde taget min drink, mindst fem gange!

Du har heller ikke godt af mere!

Så klap dog i.

Ja ja, i lige måde!

Baaaaaah!

"Truth," og som alle de andre gange, valgte han truth. "Hvem er dit kendis-crush?" Spurgte Harry, der tydeligvis alt for fuld. "Dig, Harry," svarede Liam med et grin i stemmen, og Harry så næsten beæret ud over det. "Thruth or dare, Lauren?" Liam kiggede over på mig, med et lille bekymret smil, hvilket jeg bare grinede af, og svarede ham med et 'truth'.

"Tror du ikke at du burde holde igen med de drinks, der?" Spurgte han drillende, hvilket fik de andre druk-hoveder til at grine. "Næ. Min tur!" Jeg kiggede hemmelighedsfuldt rundt på drengene, og mit blik landede på Harry. "Harry, truth or dare?" "Truth," svarede han straks. Han var sikkert blevet træt af alle de konsekvenser. "Er der en pige du godt kan lide? Eller måske en dreng?" Det sidste var egentlig for sjov, for jeg havde lagt mærke til hvordan Louis og Harry var omkring hinanden. Han grinede med os andre i starten, men så gik det vidst op for ham, hvad jeg havde spurgt ham om, for han holdte i hvert fald op med at grine, og kiggede nervøst over på Louis. Jeg skulle lige til at komme med en flabet kommentar, men Harry kom selv i forkøbet.

"Der er en pige..."

------------------------------------------

Hey Pepsi's!<3

Undskyld for det her forsinkede, og i øvrigt skod, kapitel! Jeg er virkelig ked af, at der ikke er kommet et kapitel før, og jeg føler lidt at jeg svigter jer! :-(

Som trøst får i et meget mærkeligt billede af mig, og min BFF!<3 (Og nogle underlige børn i baggrunden! xD ), til skolefesten!


Ps... I HJERTE HOLLYWOOD HEIGHTS, SOOOOOO MUCH!<3

Især Lauren, for Chloé er en bitch, Eddie er rigtig sej, og Tyler er også mega dum, men sød på sin egen måde... xD


Hvem tror i Harry har i tankerne? Og hvad siger i til, at drengene lader Lauren drikke?

Xoxo Christina!<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...