Adopted... ¤One Direction & Cimorelli¤

*Cover af den dejlige Tenna L.*
Lauren Cimorelli på 17 år, er medlem er Cimorelli.
Hvad ingen ved, udover hendes forældre, er at hun er adopteret.
Hendes rigtige storebror, Louis Tomlinson, kan dog huske hende ligeså tydeligt, som da han var 14 år.
Kort efter Louis og Laurens forældre havde bortadopteret hende, endte hun i en bilulykke, så hun ikke kunne huske noget fra før hun var 9 år.
Hvad sker der når Lauren og Louis møder hinanden til et award show?
Vil Louis genkende Lauren?
Vil Lauren genkende Louis?
Vil man kunne se lighederne mellem dem?
Og vigtigst af alt... Får Lauren nogensinde at vide at hun er adopteret?
Følg med i 'Adopted... ¤One Direction & Cimorelli¤'...

141Likes
237Kommentarer
16746Visninger
AA

4. Another Performance, And A Special Boy...?

Vi var stadig til award show.

Awarden for 'The Biggest Girlband', var blevet givet ud. Det var Little Mix der vandt.

Forståeligt nok. Jeg elsker seriøst deres stemmer og sange.

Den sidste award vi var nomineret til var 'The Biggest Breakout Group'. Det ville blive en hård kamp at vinde, for både One Direction, og  Selena Gomez And The Scene'.

Som sagt ville det blive svært at vinde, og spørg mig ikke hvorfor vi kun var tre i denne kategori, for jeg har absolut ingen anelse.

Lige nu var de i gang med at give awarden for 'Best Live Performance', hvor Justin Bieber, Lady Gaga og... One Direction, var nomineret.

"Og vinderen af 'Best Live Performance' er..........................."

Laaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaang pause... Hvorfor skal de altid være så langsomme til at sige sådan en enkel ting?

"One Direction!"

Selvfølgelig...

Jeg klappede lidt mut i hænderne, og kiggede op på scenen. Kun for at være flink, og opdragen.

Jeg skulle dog aldrig have kigget der op, for endnu engang fangede et par gråblå øjne mine. Og det kunne de altså godt, for vi sad kun et til to borde bag dem.

De gråblå øjne lyste af bekymring? glæde? sorg? og... Genkendelse?

Vi sad bare og kiggede hinanden i øjnene, eller jeg sad, og han stod op, i så lang tid, at drengen med krøllerne, bedre kendt Harry Styles, blev nødt til at trække ham med ned. Det gjorde dog ikke at han fjernede sine øjne fra mig, men at han i stedet borrede dem dybere ind i mine øjne.

Der var et eller andet genkendeligt over ham. Et eller andet jeg ikke kunne sætte en finger på, men som jeg vidste var der.

Om det var hans øjne, ansigtstrækkende eller håret, det var en gåde. Men en ting vidste jeg dog. Nu hvor jeg har set ham i virkeligheden, er jeg hundrede procent sikker på at jeg har set ham før.

Han afbrød øjenkontakten, da en af drengene, ham med det blonde hår, Niall, spurgte hvad han havde så travlt med at kigge på.

Og ja, jeg kunne høre hvad de sagde, da der jo som sagt, ikke var lang imellem vores borde.

Niall kiggede i min retning, da det jo var mig Louis havde kigget på. Jeg skyndte mig at vende blikket mod bordet.

"Sidder du og glor på Cimorelli?" Udbrød Niall ret stille, så jeg blev nødt til at koncentrere mig for at kunne høre det.

"N-.... Mhh" Var Louis svar, da han fangede mine øjne, i samme øjeblik han skulle til at svare. Han ville helt klart have svaret 'Nej', men da han som sagt fangede mine øjne lige i sekundet, tror jeg at han ikke kunne få sig selv til at lyve.

"Hvorfor?" Niall kiggede mærkeligt på Louis, og der kom et skævt smil frem på Louis' læber.

"Ikke for noget..." Sagde han tøvende, som om han havde det dårligt med at lyve. Eller... Han løj jo ikke, for det kunne jo være at han heller ikke selv ved hvorfor?

"Vent lige lidt..." Niall sad og kiggede lidt frem og tilbage mellem Louis og vores bord, inden han til sidst bare sad og kiggede på Louis og mig på skift.

"Du sidder sgu da og kigger direkte på... Laurin, tror jeg at hun hedder!"

Det fik et skævt smil frem på mine læber, da han ikke helt kunne huske mit navn.

"Lauren" Rettede Louis på ham, hvilket fik smilet på mine læber til at blive større.

"Jaja... Nu har du vel ikke glemt Eleanor. Vel?" Sagde Niall stille, som om han var bange for at Louis ville begynde at skænde ham ud.

Louis kiggede straks hen på Niall, hvilket gjorde at vores øjenkontakt stoppede.

"Nej Niall" Sagde han roligt, "Og desuden er Lauren kun femten" 

Jeg må indrømme at jeg seriøst tabte kæben dér. 

Sig mig... Stalker han mig???

Hvordan kan han vide hvad jeg hedder, og hvor gammel jeg er?

Det er ret underligt, og mystisk...

"Hvad snakker i om?" Spurgte Harry, og jeg var ikke i tvivl om at han bare havde ventet på et tidspunkt hvor der var stilhed hos Louis og Niall, så han kunne spørge dem. Han havde hørt det hele.

"Ikke noget..." Mumlede Louis, inden han fangede mit blik igen.

Da både Harry og Niall kiggede over på mig, kiggede jeg ned i bordet, og, til min ærgelse, begyndte de at hviske med Louis.

Nu når jeg tænker over det... Hvorfor kigger han så hele tiden på mig? Hvad jeg ved er da at han er kæreste med modellen Eleanor Calder?

Er han ikke? Jo, hvorfor skulle Niall ellers nævne hende i denne sammenhæng?

Spørgsmålene kørte rundt i mit hoved. Faktisk så meget at jeg ikke havde opdaget Louis komme hen til vores bord.

Vent, hvad?

Hvorfor var Louis ved vores bord?

"Hej piger" Sagde han, hvilket fik de andre pigers opmærksomhed.

"Hej" Svarede de ham i munden på hinanden. Jeg følte dog ikke for at sige noget, da vi jo lige havde siddet og holdt øjenkontakt.

"Lauren, kan jeg måske snakke med dig?" Sagde han pludseligt, hvilket gjorde at jeg kiggede op fra det kedelige hvide bord, og mødte hans øjne.

Jeg nikkede tavst og rejste mig op, hvorefter jeg fulgte efter ham hen til en gang, hvor der ikke rigtig var nogen.

Han kiggede sig hurtigt om, inden han kiggede på mig igen.

"Jeg..." Startede han ud, men stoppede så sig selv, som om han ikke vidste hvad han skulle sige.

Hans blik flakkede rundt i gangen, og hans ansigtsudtryk var seriøst.

Hvad ville en kendt dog snakke med mig om? Eller... Vi er jo selvfølgelig også kendte, men en verdenskendt så?

Hvad ville selveste Louis Tomlinson snakke med mig om?

"Lauren?" Louis' stemme trak mig ud af mine tanker, og tilbage til virkeligheden. Det første jeg så, var et par gråblå øjne, som jeg havde set mange gange her i her til aften.

Jeg tror ikke rigtig at det var gået op for mig hvor tæt vi stod, før jeg kunne mærke hans åndedrag på mine læber. Selv da jeg opfattede hvor tæt vi stod, tror jeg ikke at jeg sådan rigtigt havde opfattet det.

Jeg rømmede mig let, og tog så et minimalt skridt bagud. Han kiggede lidt forvirret på mig, da han sikkert havde opdaget mit minimale skridt, men hans ansigt blev mere og mere forståeligt. Han virkede faktisk en smule flov over det. Sikkert fordi han allerede har en kæreste.

Han sukkede over sin egen ubeslutsomhed, og begyndte igen med hvad han egentlig ville. At snakke.

"Jeg- Det her kommer nok til at lyde mærkeligt, men jeg har det som om jeg har set dig før. For lang tid siden. Eller... Jeg har det bare som om at uanset hvor mine øjne er, er du der også... Nu tror du garanteret at jeg er skør ikk'?"

Jeg var helt mundlam over hans 'lille tale', for jeg følte det som om han tog ordene ud af min mund. Det var helt seriøst hvad jeg havde tænkt mig at sige. Altså hvis jeg havde haft modet til det.

Han kiggede indtrængende på mig, inden han sukkede højlydt.

"Se selv... Du syntes jeg er skør" Sagde han med et akavet, falsk grin, imens han banede sig vej udenom mig.

"Louis... Nej!" Råbte jeg, da musikken var ret høj, og tog fat i hans håndled, så han stoppede op, og vendte sig mod mig igen.

"Jeg syntes ikke at du er skør. Jeg... Jeg har det på den samme måde" Jeg hviskede nærmest det sidste. Hvorfor ved jeg ikke.

Han fangede mine øjne, og kiggede granskende i dem. Sikkert for at se om jeg løj. Da han ikke kunne finde nogle tegn på at jeg løj, hvilket jeg jo heller ikke gjorde, kom et lille skævt smil frem på hans læber.

Han skævede kort ned til vores hænder, da jeg stadig havde fat i hans håndled. Det samme gjorde jeg, men jeg var dog fuldkommen ligeglad.

Da jeg kiggede op fra vores hænder igen, kiggede jeg direkte ind i hans øjne. - Igen... Suk.

Hans øjne er faktisk ufattelig blå... De har den der lidt overskyede himmelblå farve. 

Vi stod lidt i stilhed, for sangeren der sang lige før var færdig med at synge, og nu gjorde de klar til den næste der skulle på. Og gæt engang...

Ep par sekunder efter gik musikken til 'A Thousand Years', med Christina Perri igang, og ja... Hun var her også i aften.

Jeg har altid fundet den sang sindssygt romantisk og sød, så at stå her, så tæt, med Louis, føltes... Forkert. For han har jo en kæreste og desuden har vi jo lige mødt hinanden.

"All of my doubt suddenly goes away somehow. One step closer." Lige da hun sang det sidste i sætningen, trådte Louis et skridt frem, så vi stod klods op og ned af hinanden.

"I have died everyday, waiting for you. Darling don't be afraid i have loved you, for a thousand years, i'll love you for a thousand more." 

Han smilede skævt til mig, og jeg vidste udmærket godt hvor forkert det her var, men det var der altså ikke noget at gøre ved lige nu. Jeg var fanget fuldkommen af hans øjne, og jeg stod fast. Mine fødder hang fast til gulvet. Jeg kunne ikke flytte mig. Ikke bevæge mig. Ikke snakke. Ikke bede ham om at flytte sig.

Okay jeg ved ikke med ham, men jeg havde ikke fået noget at drikke. Det måtte han næsten have... Ellers ville han ikke gøre hvad han havde gang i.

Jeg blinkede et par gange, og kiggede så ned i gulvet. Hvis jeg mødte hans øjne, ville der ske det der ikke måtte ske. Han havde dog en anden ting i tankerne.

Han tog et par fingre under min hage, og løftede mit hoved op mod hans, så jeg var tvunget til at se ham i øjnene.

"I will not let anything, take away, what's standing in front of me"

Jeg fniste let for mig selv, da hun sang det, for det var ret ironisk.

"Every breath, every hour, has come to this. One step closer"

 Vores læber var nu lige ud foran hinanden, og den eneste tanke der kørte igennem mit hoved var: 

Det her er  forkert!

Det var også den sidste tanke der kørte igennem mit hoved, inden vores læber mødtes. 

Jeg gav et lille 'gisp' fra mig, da hans læber føltes så bløde mod mine, og det værste ved det hele var at jeg nød det!

Det kan jeg sgu da ikke... Han har en kæreste! Og så er der jo lige det fact. at han er fucking 21, og du er 15!!!

Drop det tanker!

Min eneste tanke lige nu:

Fuck det. Han kysser fandeme godt!

Vores læber bevægede sig i takt med hinanden, men hvis han var fuld, ville jeg så ikke kunne smage alkohol eller noget?

"Louis er du her? Vi skal sna- Wow, wow, WOW!" Kom det et sted bag mig, da jeg stod med ryggen ud til det store rum.

Vi trak os en smule forpustet fra hinanden, og jeg vendte mig stille rundt. Louis var blevet en smule hvid i hovedet, og det skræmte mig lidt. Hvem kunne det være?

Det fik jeg så svar på da jeg havde vendt mig om, og så selveste Harry Styles stå bag mig.

"Okay, hvad fanden foregår der her!?" Udbrød Harry, og jeg krummede mig lidt under hans hårde tone.

------------------------------------------------------

Hey Peepz!

Nyt kapitel!

Hvad syntes iiiiii?

- Oh No! Lauren og Louis kyssede! Ikke såååå godt når man har læst resuméet, vel?

Knuz...

Christina!<3

Ps... Jeg eeeeelsker altså de her små 'z'er!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...