The Questions - One Direction PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
En konkurrence bliver udlovet om at få lov til at interviewe drengene fra One Direction.
18-årige Claire, der med sine store journalist drømme, og tidligere besættelse af bandet, ser chancen for at udleve en gammel drøm, og udrette noget, der kan ændre hendes fremtid. Hun deltager selvfølgelig i konkurrencen, og vinder interviewet.
Hun er opsat på, at få noget ud af det, vise hendes værd indenfor brancen, og samtidig få svar på alle de endeløse spørgsmål, der stadig fra tid til anden tager form i hendes hoved.
Interviewet er alt for kort, og Claire ender op med en ny aftale med drengene, hvor hun kan få lov til at fortsætte.
Spørgsmål og svar bliver udvekslet over latter og tårer, og det professionelle forhold ender ud i et kompliceret venskab.
Vil Claire stadig være i stand til at opnå hvad hun vil have, vil hun kunne få sig selv til at skrive det hele ned? Hele den bitre sandhed? Eller vil hendes loyalitet over for drengene sætte en stopper for hendes drømme?

20Likes
31Kommentarer
1447Visninger
AA

8. Kapitel 7

Let's go crazy crazy crazy

 

Harry satte os af på ved et pizzaria tæt på Nialls lejlighed i London, hvorefter han kørte sin vej igen, stadig nedtrykt. Det gjorde mig så forfærdelig ondt, at de paparazzier ødelagde hans liv. Jeg havde allerede hovedet fyldt til randen med spørgsmål til Harry, men dem måtte jeg gemme til senere på, for nu var det Niall jeg var sammen med, og jeg havde ærligtalt ikke et eneste spørgsmål i tankerne.

”Skal vi gå ind?” spurgte han mig smilende, og lavede en fejende gestus med armene mod pizzeriaets åbning.

Jeg nikkede, og fnisede, idet han åbnede døren for mig.

”Jamen tak skal du have” grinede jeg til ham, og trådte ind i det lille pizzeria. Det var meget hyggeligt, der var lavt til loftet, og en hel masse tomandsbordet dækket op med rød/hvid ternede duge. På hver bord stod et lys og brændte. Jeg sukkede, det mindede mig om Lady og Vagabonden.

”Hvor er her fint!” udbrød jeg, og vendte mig om til en smilende Niall.

”Og ikke nok med det, så er maden også fabelagtig” sagde han, og blinkede til mig, før han gik hen til disken for at bestille.

Der var ikke andre end os her inde, hvilket passede mig helt fint, på den måde var der ro til at snakke sammen, hvis bare jeg havde noget at spørge ham om. Jeg prøvede at genspille interviewet i hovedet, men det var som om det hele var forsvundet, og før jeg vidste af det kom Niall ned til det bord, som jeg havde sat mig ved, og kiggede afventende på mig.

”Det her er jo sådan set et ”interview” ikke?” spurgte han mig kækt.

Jeg nikkede.

”Then feel free to ask me anything” sagde han, og lænede sig til bage i stolen, med armene bag hovedet.

Jeg tøvede lidt, før jeg åbnede munden; ”hvordan har du det?”

Åh gud, havde jeg virkelig lige spurgte hvordan han havde det?

”Øhm, jeg har det godt” sagde han, og så spørgende på mig, som om han ventede på, at jeg skulle uddybe spørgsmålet.

”Glæder du dig til touren?” lød det næste lamme spørgsmål. Jeg havde lyst til at grave mig ned.

”Ja mand” sagde han med et stort smil, ”det bliver helt vildt.”

”Kan du godt med dit knæ?” spurgte jeg, og hentydede til hans knæskade, som jeg lige pludselig kom i tanke om, jeg havde læst om den under min research.

”Ja, det regner jeg med, det har gået fint ind til videre, på The Garden og den slags” sagde han med et selvtilfreds smil. Hvor var han kær.

”Nåh ja, hvordan var MSG?” spurgte jeg ham nysgerrigt.

”Det var super fedt, men altså Claire, du behøver altså ikke at lave smalltalk, vi kan sagtens bare gå i gang, det er jo derfor vi er her ikke?” sagde han som om han prøvede at berolige mig. Han troede, at jeg var bange for, at begynde på mine spørgsmål.

Jeg slog blikket ned i bordet, og kunne mærke varmen stige op i kinderne på mig.

”Altså Niall, det er ikke fordi jeg prøver på at hyggesnakke eller noget, det er bare fordi, at jeg… altså, jeg glemte alle mine noter til i dag der hjemme, og jeg ved ikke hvad der sker med mig, men jeg kan slet ikke huske nogen af spørgsmål, jeg havde skrevet ned” røg det ud af mig. Da jeg var færdig kiggede jeg genert op på ham, ”det må du altså meget undskylde.”

”Undskyld hvad?” spurgte han mig forvirret, dog med et smil på læben.

”Undskyld at jeg bruger din tid, og jeg så endda er så uforberedt, som man kan være” sagde jeg, og pillede ved mine neglebånd. Jeg havde sådan lyst til, at bide i dem. Flå dem af.

”Rolig Claire, det gør ikke noget, eller det er da selvfølgelig træls i forhold til din artikel, men jeg har altså ikke noget imod det, jeg er ikke sur eller noget” sagde han, og rakte ud efter mig over bordet. Han tog fat om min skulder, og fik mig til at kigge op. Jeg ramte hans intense blå øjne, og mærkede varmen brede sig, der hvor hans hånd havde fat i min arm. Sådan blev vi siddende i noget, der føltes som timer, før jeg trak mig langsomt væk fra ham, stadig med mit blik fæstnet til hans.

”Tak” sagde jeg stille, ”det havde jeg virkelig brug for.”

”Det var så lidt” sagde han, og kiggede varsomt på mig, som om han var bange for, at jeg skulle gå i stykker.

”Jeg ved ikke hvorfor jeg reagerer som jeg gør, undskyld, jeg er vel bare meget nervøst anlagt” begyndte jeg undskyldende at bortforklare min opførsel.

”Stop nu med at undskylde Claire” sagde han bestemt. Det føltes som om vi havde kendt hinanden i evigheder, for den måde han talte til mig på mindede mig om kærlig, ægte venskab. Som om han rent faktisk bekymrede sig for mig.

”Okay” sagde jeg, og sagde ikke mere.

”Er der ikke en eller anden måde, du kan komme i tanke om nogen spørgsmål på?” spurgte ham mig prøvende.

Jeg tænkte et par sekunder, ”kan du ikke starte med, at stille mig et spørgsmål, så kan vi skiftes, det kan være, at jeg bliver inspireret” sagde jeg usikkert, og kiggede op på ham, for at se hans reaktion på idéen.

Hans ansigt lyste op, ”god idé” sagde han anerkendende, og rømmede sig, ”har jeg set dig før?” startede han hårdt ud. Jeg fornemmede at rødmen sneg sig tilbage til mine kinder, og jeg kiggede forundret på ham, hvordan kunne han vide det?

I mellemtiden var der kommet pizza, så vi tog hurtigt et stykke hver, og begyndte at gumle på det.

”Jep” svarede jeg kort, og tog en bid af min pizza, i håb om at det var nok svar for ham, selvom jeg inderst inde godt vidste, at det ikke var.

”Jeg tænkte det nok, da Harry nævnte at du så bekendt ud, så var jeg lige pludselig sikker på det!” udbrød han triumferende. Jeg fik næsten min pizza galt halsen, i det jeg begyndte at grine over hans begejstring.

”Hvor er det så, at jeg har set dig?” ville han vide.

”Okay, nu må du ikke grine, eller dømme mig, eller noget som helst, er det forstået?” spurgte jeg Niall.

”Ja, ja, what ever, kom nu med det!” forlangt han med et grin.

”Jeg er med i One Thing” skyndte jeg mig at sige, hvorefter jeg tog en stor bid af min pizza, og gemte mig bag min cola, som Niall også havde bestilt.

”Hvad?” spurgte han mig overrasket, hvorefter latteren for alvor slap løs, den latter, som jeg så mange gange havde hørt.

”Claire?” spurgte han mig stakåndet, ”er du sådan en totalt hardcore fan?” nåede han lige at fremstamme, før latteren igen kom, og tog både ham og mig med sig. Man kunne virkelig ikke andet end at grine.

Var” rettede jeg ham, ”men det er lang tid siden nu.”

”Fantastisk” mumlede han, ”bare fantastisk.”

”Hvad?” spurgte jeg ham nysgerrigt.

”Vi snakkede faktisk om, at det var ærgerligt, at det ikke var en fan, der fik sin drøm opfyldt ved at interviewe os, men alligevel var vi glade for det, fordi det sikkert ville have været nogen være lorte spørgsmål, og vi syntes at dine var så gode, og nu viser det sig, at rent faktisk var en fan, så går det hele jo op” sagde han, og slog ud med armene, ”opfyldte vi din drøm?” spurgte han mig drillende, stadig grinende.

”Ih ja, jeg var bare ved at dø inden i af fangirling, da jeg så jer” sagde jeg ironisk, selvom det jo ikke engang var helt løgn, jeg havde jo rent faktisk været ekstremt nervøs, meget uventet, men sandt.

”Men hey, hvorfor stoppede du med at være fan?” spurgte Niall mig pludselig.

”Skolen” svarede jeg kort, ”jeg brugte for meget tid på at stalke jer.”

”Ha ha, mener du det?” grinede han.

Jeg nikkede.

”Fuck det her har redet min dag” sagde han, og smilede til mig.

”Jeg kunne godt have levet uden, at du vidste det” sagde jeg med falsk bitterhed i stemmen.

”Du var simpelthen med i One Thing? Hvilken del af den?” spurgte han mig nysgerrigt.

”Jeg er en del af rundkredsen, der hvor i står og synger på gaden, og ja, siden da fulgte mig og min veninde bare efter jer hele dagen” forklarede jeg.

”Ej hvor sjovt, kan man se jer i videoen?” spurgte han interesseret ind.

”Ja” sagde jeg forlegent, og  grinede, ”men nu skal vi ikke snakke mere om det, det er altså pinligt.”

”Hvorfor?” spurgte han undrende.

”Fordi… nu sidder jeg her og snakker med dig, det er bare akavet, jeg havde sådan lidt håbet på, at I aldrig ville finde ud af det” mumlede jeg.

”Ej det er sgu da sjovt” sagde Niall og grinede igen.

”Men jeg forstår stadig ikke, at Harry genkendte mig, I ser jo mange piger hele tiden” sagde jeg, og så spørgende på ham.

”Ja, men vi er jo også mennesker, vi husker ansigter” sagde han med et smil.

”Er det ikke trættende hele tiden at snakke om sig selv i flertal?” spurgte jeg ham forstående, og fjernede et hår fra ansigtet. Jeg rykkede lidt på stolen, og tog endnu en bid af min pizza.

”Jo” sagde Niall kort, og kiggede pludselig træt på mig. 

"Jamen, hvorfor gør I det så?" spurgte jeg ham. 

"Du har svaret i dit spørgsmål" svarede han mig kækt, selvom hans øjne lyste af udmattelse. 

"Hvad mener du?" spurgte jeg uforstående. 

"Du spurgte hvorfor vi gør det, ikke hvorfor jeg gør det" sagde han med et mat smil. 

"Oh, undskyld mumlede jeg, og kiggede op på ham, direkte i øjnene. 

"Men jeg er vant til det" sagde han, "jeg er jo ikke længere kun mig, jeg har fire andre fyre, at tage hensyn til, alt hvad jeg gør påvirker jo dem på den ene måde eller den anden" sagde han og trak på skuldrene. Vi havde stadig øjenkontakt. 

"Men har du ikke også lyst til bare at være dig selv, bare at snakke om dig?" spurgte jeg ham stakåndet, over vores forståelse af hinanden. 

"Du aner ikke hvor tiltrængt det er" sagde han alvorligt, hvorefter hans ansigt lyste op i et smil, og han tog en kæmpe bid pizza. 

Vi spiste lidt mens vi snakkede om alle mulige ligegyldige ting så som Simon, Jen, Irland og hans guitar. 

"Hey!" sagde jeg pludselig, og kiggede triumferende på ham. 

"Hvad så Claire?" spurgte han grinende over mit udbrud. 

"Jeg kom i tanke om noget" sagde jeg. Jeg kunne lige pludselig huske hele interviewet klart, men jeg fortrød med det samme at jeg havde sagt noget, da jeg huskede de alvorlige emner vi havde diskuteret. Jeg havde ikke lyst til, at ødelægge den muntre stemning. Niall var som den ven jeg altid havde manglet, ja sådan havde det også været, at snakke med Louis. Jeg var altid kommet godt ud af det med drengene, men jeg havde aldrig rigtigt haft nogen tætte venner, kun veninder. Jeg havde det som om vi kunne joke i en evighed, bare snakke om alle de løse emner, grine. Jeg havde virkelig ikke lyst til, at bryde stemningen med spørgsmål om de andre drenge, det var jo lige præcis, hvad han var træt af, at snakke om dem. Jeg betragtede ham et par sekunder, og besluttede mig med det samme, han havde brug for dette.

"Hvad tænker du på?" spurgte han mig alvorligt, idet han opdagede mit grublende ansigtsudtryk. 

"Jeg har det bare virkelig sjovt" sagde jeg med et smil, og mærkede mine kinder blive røde. Det blik han sendte mig var fyldt med gengældelse. 

"Det har jeg også" sagde han, og smilede et helt oprigtig lykkeligt smil. 

Jeg grinede fjoget, og havde lyst til,  at give ham et kram. 

 

*

 

Vi snakkede resten af eftermiddagen, og aftenen med, indtil Niall til sidst modtog en sms fra en ven, der spurgte om han ikke ville med i byen. Efter at have læst den kiggede han op på mig, og sendte mig et spørgende blik. 

"Hvad? Mig?" spurgte jeg ironisk, men han nikkede bare. 

"Vil du med?" spurgte han. 

Jeg tænkte mindre end et sekund over det, før jeg åbnede munden og takkede ja tak. 

"Vil du hjem først, eller...?" spurgte Niall sødt. 

"hentyder du til min påklædning?" spurgte jeg i sjov, og prøvede på at lyde fornærmet. 

"Nej, Claire, du ved da godt at jeg..." begyndte Niall men jeg tyssede på ham. 

"Niall, du ved at jeg bare laver sjov, men tak fordi du spurgte" sagde jeg grinende til ham. Han slog ud efter mig, men jeg undveg. 

"Let's get out of here, de er sikkert også træt af, at vi har siddet her så længe" sagde jeg kækt, og rejste mig. Niall gjorde det samme, og lavede en svingende gestus med armen. 

"Damerne først."

Jeg grinede, og gik med lette skridt forbi ham. 

Det var for længst blevet mørk, da vi begav os udenfor. Februars kolde vind pustede mig i nakken, og gav mig kuldegysninger. Jeg puttede mig ned i mit store halstørklæde, og ønskede at vi snart kom til klubben, hvor festen foregik. 

Da vi ankom blev vi modtaget af et bundt af Nialls venner. De ledte os med ind i nogle mørke lokaler, hvor musikken dundrede ud af højtalerne. Jeg havde ikke været på klub ret mange gange i mit liv, og de få gange jeg havde været det, var for noget tid siden, her på det sidste havde jeg ikke været meget ude. Men selvom jeg ikke rigtig var en festperson, så var jeg glad for, at jeg var taget med, for jeg trængte til at feste, det ville være rart at slippe hæmningerne løs, og bare danse natten væk. Desuden, så havde jeg fortjent det, jeg havde arbejdet hårdt på det sidste. 

"Hvor er her varmt" skreg jeg til Niall for at overdøve musikken. 

Han grinede som svar, og ledte os hen til baren, hvor han bestilte noget at drikke. Han fik en sms, og kiggede op på mig, "Harry er her" sagde han let, og nikkede mod indgangen. 

Jeg så Harrys mørke hoved komme til syne blandt de dansende gæster og vinkede til ham. Han fik øje på os, og banede sig vej herhen. 

"Hej med jer" sagde han muntert, "hyggeligt at møde dig udenfor arbejdstiden" jokede han. 

Jeg grinte af hans lamme joke, "jo tak i lige måde." 

Han slog sig ned ved os, og der gik ikke længe før en pige kom op til ham, og trak ham med ud på dansegulvet. Jeg kiggede længselsfuldt efter dem. 

"Vil du gerne ud at danse?" spurgte Niall mig, han må have lagt mærke til mit blik. 

Jeg kiggede uskyldigt på ham, "måske" sagde jeg og rejste mig. Jeg snuppede min drink, som Niall havde bestilt før, og bundede den.Jeg bakkede væk fra ham, "jeg kommer snart tilbage" råbte jeg til ham, og vinkede drillende. 

I mængden af dansende mennesker fandt jeg et frit sted, og begyndte at danse for mig selv. Jeg kunne mærke alkoholen suse i blodet, og snart bevægede jeg mig ind i mellem de andre, og begyndte at give den gas. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...