The Questions - One Direction PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
En konkurrence bliver udlovet om at få lov til at interviewe drengene fra One Direction.
18-årige Claire, der med sine store journalist drømme, og tidligere besættelse af bandet, ser chancen for at udleve en gammel drøm, og udrette noget, der kan ændre hendes fremtid. Hun deltager selvfølgelig i konkurrencen, og vinder interviewet.
Hun er opsat på, at få noget ud af det, vise hendes værd indenfor brancen, og samtidig få svar på alle de endeløse spørgsmål, der stadig fra tid til anden tager form i hendes hoved.
Interviewet er alt for kort, og Claire ender op med en ny aftale med drengene, hvor hun kan få lov til at fortsætte.
Spørgsmål og svar bliver udvekslet over latter og tårer, og det professionelle forhold ender ud i et kompliceret venskab.
Vil Claire stadig være i stand til at opnå hvad hun vil have, vil hun kunne få sig selv til at skrive det hele ned? Hele den bitre sandhed? Eller vil hendes loyalitet over for drengene sætte en stopper for hendes drømme?

20Likes
31Kommentarer
1501Visninger
AA

7. Kapitel 6

Rehersals

 

Det var dagen efter jeg havde snakket med Louis, og Niall havde, sød som han var, tilbudt at snakke med mig i dag. Med datoen d. 2. februar, så var drengene gået i gang med at øve til deres tour. Niall havde spurgt om jeg ikke kunne møde ham efter øvning, det passede mig fint. Da jeg om lørdagen steg ind i metroen for at køre til London, ville jeg lige kigge mine notater igennem, men jeg fandt ingen, jeg havde selvfølgelig glemt dem der hjemme. Hele turen derhen prøvede jeg at huske de spørgsmål, som jeg havde tænkt så længe over dagen forinden, men det var som om de alle var væk. Jeg ærgrede mig gevaldigt, og da jeg trådte ind i den samme bygning, som jeg havde været for at interviewe dem, blev jeg lige pludselig klar over, at jeg var på vej ind til et interview, helt uforberedt. Jeg blev ramt af en velkendt nervøsitet og angst for fiasko, og blev helt lammet af skræk. Dette var altså ikke lige tidspunktet til et nervøst sammenbrud, jeg havde virkelig brug for Nialls interview, nok som et af de vigtigste. Hans historie var rørende, men ved nærmere eftertanke, hvilken af drengenes historier var ikke det? Zayn og hans tro, Louis og hans kæreste, Harry og berømmelsen, Liam og hans fornuft, ja dette var bare små udklip fra alt, hvad der var hændt dem. Jeg tvang mig selv til at kigge op, lige ud, og først flytte det ene ben et skridt frem ad, og derefter det andet. Langsomt fik jeg bevæget mig hen til skranken, hvor damen, jeg også havde snakke med sidste gang, stod og tog imod mig.

”Claire ikke?” spurgte hun hurtigt, og skimmede en liste af navne.

”Jo” sagde jeg kort, og kiggede hurtigt op på hende.

”Du skal helt ned for enden, så skal du nok finde det rigtige lokale, hvis du lytter efter larmen” sagde hun, og overraskede mig med sin humoristiske bemærkning. Jeg troede ikke at hun var i stand til at joke.

”Jo tak” sagde jeg og smilede til hende. Jeg fortsatte forbi hende, og gik ned af gangen, forbi toiletterne, døren ind til studiet, hvor vi optog interviewet, hvornår mon det blev vist? Jeg glædede mig faktisk til at se det.

Da jeg kom helt ned for enden, gik der en gang til hver side, men jeg var ikke i tvivl om, hvor jeg skulle gå hen, for man kunne nemt høre hvilken gang, der tilhørte drengene. Jeg drejede til venstre, forbi bordfodboldbordet, en sofa, og en minibar, der solgte slik. Der var tre døre nede af denne gang, og jeg fortsatte ned til den bagerste, hvor et højt hyl lød fra. En fnise forlod mine læber før jeg tog i dørhåndtaget, og trak til.

Inde på den anden side af døren var Zayn, Louis, Harry og Liam. En dame med blondt hår stod i den anden ende af lokalet, jeg gættede på, at det var deres vokalcoach Helene. Der var også en mand med kort hår, som jeg ikke lige kunne placere.

Det var et stort lokale. Den ene væg var dækket af siddepladser i form af sofaer, stole, og et langt bord, hvor der stod drikkevarer på. På den anden væg var der ikke rigtigt noget, der var masser af plads til opstilling, og hvad de ellers øvede her inde. På væggen modsat døren var et stort vindue, der gav udsigt ud over den sø, Louis og jeg havde gået ned til.

”Hej Claire!” lød det fra Louis, der hurtigt kom hen til mig, og gav mig et kram. Normalt var jeg ikke på ”krammefod” med drenge, som jeg stort set ikke kendte, men denne regel var vidst en undtagelse, når man havde med One Direction at gøre, de krammede jo alle. De andre drenge kom også hen og gav mig et kram, hvilket jeg havde troet ville være mere akavet end det var, igen, de var så vant til det. Jeg kunne ikke lade være med at sukke indvendigt i det de alle rørte mig, de var virkelig pæne, tiltrækkende, deres held.

”Du kan bare slå dig ned” sagde Liam, vi er færdige om en halv times tid.”

”Oh, okay” sagde jeg overrasket, og slog mig ned i en sort lædersofa, der stod langs væggen. Jeg havde ikke regnet med at skulle kigge på, ikke at jeg havde noget imod, det, jeg havde bare ikke troet, at de ville være okay med, at jeg bare sad her.

”Ja, vi venter bare lige på Niall, han er på wc” sagde Harry henkastet og smilede til mig. Jeg smilede igen. Hans smilehuller var simpelthen bedårende.

”Kom du godt herud?” spurgte Zayn, og satte sig hen ved siden af mig.

”Ja, metroen var godt nok lidt fyldt her lørdag eftermiddag, men jeg fik heldigvis en plads” sagde jeg frisk.

”Åh ja, det kan jeg godt huske, den er altid så fyldt, alle skal bare ind til London om lørdagen” svarede han. Det var rart med lidt smalltalk, det beroligede mig.

”Eow!” lød der fra Niall, der smækkede døren op, ”oh, hej Claire” sagde han, og gik hen til mig, for at give mig et kram. Jeg rejste mig hurtigt op og modtog et dejlig varmt knus. Han var iført grå joggingbukser, en rød T-shirt og ingen voks i håret.

”Okay drenge, skal vi gå i gang igen?” lød det fra manden, jeg ikke vidste hvem var.

Han gik hen til mig, og rakte mig hånden, ”Jason” sagde han kort, og smilede venligt.

”Claire” sagde jeg kort, og trykkede hans hånd.

”Jeg hedder Helene” sagde damen med det lyse hår, med en udenlandsk accent.

”Claire” gentog jeg smilende. Jeg følte mig beæret over at overvære dette, selvom det sikkert ikke var noget specielt.

”Okay boys, blev vi ikke enige om, at tage ”Loved You First” nu?” spurgte Helene dem.

”Jo, det tror jeg” sagde Louis, og Jason nikkede.

”Okay, Zayn og Liam, i stiller jer klar, det er jer der starter” sagde Jason. Helene satte sig ned ved siden af mig, og lagde benene over kors.

Zayn åbnede munden, og begyndte at synge. Kort efter kom Liam på, og derefter gik det bare der ud af. Der var ikke speciel meget koreografi i det, men man kunne alligevel fornemme lidt bytten om på pladser, og den slags.

Efter ”Loved You First” kom ”One Thing”, hvor der var lidt stritten med pegefingeren i hvert omkvæd.  De begyndte at fjolle lidt i den sang, og under ”C’mon C’mon” gik de amok med dans. Men der var ikke nogen, der sagde at de skulle tage sig sammen, de fik blot lov til at give den gas, det var vel det, der var meningen med det hele. Dog sagde Helene, at de skulle tage One Thing endnu en gang, da de var færdige, hvor de fokuserede på vokalerne. Den var drengene helt med på, og jeg var ovenud lykkelig da de var færdige. Det havde lydt som engle.

”Hvor har du så lyst til at tage hen?” spurgte Niall mig, da vi forlod bygningen. Udenfor var der nogle meters sti, før vi kom ud til en masse høje træer, hvor den drejede, jeg vidste at der på den anden side var et stort hegn, hvor fans og paparazzier stod, og kunne kigge ind. Det var her jeg var kommet ind.

”Hvor kan vi tage hen?” smed jeg spørgsmålet tilbage.

”Det skal du ikke tænke på, er du sulten? Vi kan tage ud at spise et eller andet hvis du vil” foreslog han.

”Det lyder godt” sagde jeg oprigtigt, jeg var faktisk ret sulten.

”Okay, så gør vi det, Harry giver os et lift” sagde han, og vendte sig om, for at se, om Harry ikke også var på vej. Det var han, idet vi kiggede, kom han gående ud af døren.

”Min bil holder derude, Claire, du kan gå i forvejen, og hoppe ind i den, Brian kører den ud, så siger vi lige hurtigt hej først” sagde Harry, der var kommet op på siden af os.

”Okay” svarede jeg bare, og løb i forvejen. Da jeg kom forbi den lille klynge træer, ramte lydene af pige skrig mig, som der hurtigt dæmpedes, da de så, at jeg ikke var en af drengene. Dog kunne jeg se blitz, den skar i mig som knive. Jeg panikkede lidt ved råbene, der nu kom fra paparazzierne. Jeg dækkede af for mit ansigt med armene, og småløb hen til bilen, som jeg gættede på var Harrys. En stor man i sort jakke, og halvlangt brunt hår, åbnede døren for mig.

”Tak” sagde jeg forpustet.

”Det var så lidt frøken” sagde han varmt, og stak mig et smil, før han satte sig ind på førersædet og startede bilen.

”Er det første gang du er her?” spurgte han mig, og fangede mine øjne i bakspejlet.

”Nej, men sidste gang var der bare ikke nogen, der vidste at de var her” sagde jeg og rødmede over mit reaktion før.

”Det er ret overvældende” sagde han venligt, ”men man vender sig til det, nu kører vi ud, og venter på Harry og Niall, de tager lige et par billeder. Jeg bliver nødt til, at gå ud og hente dem, så tag det bare helt roligt, det er normal procedure, paparazzierne kan være lidt vilde nogen gange.”

Jeg var utrolig glad for, at han fortalte mig de ting, for hvis jeg kendte mig selv, så ville jeg sikkert blive lidt bange og hysterisk.

”Tak fordi du siger det” sagde jeg, ”er du en af deres vagter?”

”Jep, jeg hedder Brian” sagde han, selvom jeg godt vidste det, var det meget rart bare at snakke med ham.

”Claire” sagde jeg med et smil. Han nikkede anerkendende, og trådte så på speederen, bilen rykkede sig, og porten åbnede sig, så vi kunne komme ud. Vi kørte omkring tre meter væk fra hegnet, hvor vi holdte bilen i tomgang. Han vendte sig om i sædet.

”Vi kommer om fem minutter” sagde han, og åbnede døren. At dømme efter et par pigeskrig gættede jeg på, at Harry og Niall var kommet til syne. De kunne lige så godt bare have kørt med her uden at sige hej, jeg noterede det bag øret, det ville have været ti gange lettere, men trods det tog de ud for at sige hej til fansene.

Jeg kiggede ud af vinduet, og så Harry stå med en flok piger og skrive autografer, han snakkede med dem, både ham og pigerne grinte. Derefter fik de alle et kram, og et billede, så vinkede han til dem, og de vinkede igen. Da han havde vendt ryggen til dem begyndte de at kramme hinanden, og hoppe op og ned på stedet, der var også en af dem, der ikke kunne holde et hvin inde, Harry kiggede sig over skulderen, og jeg skimtede det største smil plantet på hans læber. Jeg blev varm inden i. Men lige som han skulle til, at gå hen til bilen kom en paparazzi ind foran ham, og begyndte at blitze ham i hovedet. Jeg havde lyst til at løbe ud af bilen, og skubbe ham væk. Hvorfor fuck skulle han ødelægge dette øjeblik. Harry dækkede sit ansigt til, og begyndte at gå væk, men paparazzien blev ved med, at hoppe ind foran ham. Brian kom op bag Harry, og tog fat om hans skuldre. Han sagde et eller andet til fyren med kameraet, og skubbede ham væk, for at genne Harry, der så helt opgivende ud, ind i bilen.

Da døren blev åbnet blev lydene ude fra forstærket mindst ti gange, og jeg forstod lige pludselig Harrys ansigtsudtryk endnu bedre, de paparazzier gjorde jo livet surt for dem. De villa bare sige hej til deres fans.

”De fyre med kameraerne er skyld i, at vi ikke kan snakke mere med fansene” sagde han nedtrykt, uden at kigge på mig.

Jeg sukkede, ”så du hvor glade de piger var, da du var gået?” spurgte jeg ham, i håb om, at det ville opmuntre ham.

Det var som om et lille lys blev tændt i hans øjne, ”det er jo derfor vi gør det.”

Jeg smilede, jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige, pludselig blev endnu en dør åbnet, og Niall satte sig ind på passager sædet foran.

”Vi ses drenge” sagde Brian til dem, hvorefter han lukkede døren, og skyndte sig væk.

”Let’s go” sagde Niall, hvorefter Harry trådte på speederen.

--------------------------------------------------------

Hej, jeg er igen virkelig ked af den lange tid mellem kapitlerne, men jeg håber, at I kan bære over med mig, og at I vil blive ved med at læse med. 

Kommenter endelig, sæt på favoritlisten, og like, det er alt sammen med til at motivere mog, der findes intet så motoviverende som en sød kommentar. 

Og undskyld for lidt kedeligt kapitel, men i næste skal der nok komme lidt mere action, med svar fra Niall. 

 

xoxo Maria

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...