The Questions - One Direction PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
En konkurrence bliver udlovet om at få lov til at interviewe drengene fra One Direction.
18-årige Claire, der med sine store journalist drømme, og tidligere besættelse af bandet, ser chancen for at udleve en gammel drøm, og udrette noget, der kan ændre hendes fremtid. Hun deltager selvfølgelig i konkurrencen, og vinder interviewet.
Hun er opsat på, at få noget ud af det, vise hendes værd indenfor brancen, og samtidig få svar på alle de endeløse spørgsmål, der stadig fra tid til anden tager form i hendes hoved.
Interviewet er alt for kort, og Claire ender op med en ny aftale med drengene, hvor hun kan få lov til at fortsætte.
Spørgsmål og svar bliver udvekslet over latter og tårer, og det professionelle forhold ender ud i et kompliceret venskab.
Vil Claire stadig være i stand til at opnå hvad hun vil have, vil hun kunne få sig selv til at skrive det hele ned? Hele den bitre sandhed? Eller vil hendes loyalitet over for drengene sætte en stopper for hendes drømme?

20Likes
31Kommentarer
1536Visninger
AA

6. Kapitel 5

Answers on the road

 

”Hej det er Louis, jeg kan desværre ikke tage telefonen lige nu, men læg en besked” lød hans velkendte stemme i mit øre. Jeg sukkede, og slukkede mobilen. Hvorfor tog han den ikke? Min ansøgning til skolen skulle senest sendes den 1. april, og med den 31. januar i dag, så var der kun to måneder til at skrive en den, hvilket stressede mig lidt.

Jeg havde kigget mine noter igennem mange gange siden interviewet, som nu var et par dage siden, og jeg havde i går ringet til Louis for første gang, men han havde ikke taget den.

Jeg havde ikke ringet til ham den første dag, da det ville virke anmassende, men jeg syntes da, at det var helt fair at ringe dagen efter, det var trods alt ham, der havde sagt at jeg bare kunne ringe, så vi kunne lave en aftale. Hvorfor tog han så ikke sin fucking telefon?

Jeg rejste mig fra min seng, og gik håbløs over mod min kommode, hvor jeg smed min mobil. Jeg kunne ikke klare følelsen af ikke at kunne gøre noget, rastløsheden var spredt i min krop, og jeg begyndte at gå irriteret frem og tilbage.

Efter ti minutter stadig uden svar tog jeg mobilen op igen, og tastede hans nummer ind. Tanken havde strejfet mig, at han havde givet mig et falsk nummer, men jeg havde smidt den væk igen, efter jeg havde tænkt nærmere over hans telefonsvarer, der i dette sekundt ramte min øregang igen. Jeg skulle lige til at lægge på, da tanken strejfede mig, at jeg jo rent faktisk bare kunne lægge en besked. Jeg tog mod til mig, og da hans stemme var holdt op, og bippet lød begyndte jeg: ”Hej Louis, det er mig, Clair, jeg ville bare høre, om vi skulle aftale en ny dag at fortsætte interviewet på? Ring tilbage.”

Jeg lagde igen mobilen på min kommode, og to sekunder efter ringede den. Navnet ”Louis” lyste op på displayet. Hurtigt rakte jeg ud efter den, og samlede den op.

”Hallo?” sagde jeg prøvende ind i røret.

”Hey Claire, undskyld at jeg ikke har taget den, men jeg var i tvivl om, om det var dig” lød hans velkendte stemme.

”Åh det er okay” sagde jeg hurtigt, bare lettet over, at han ringede tilbage.

”Hvornår har du tid til at mødes?” spurgte han meget ligetil.

Overrasket over hans direkte spørgsmål udstødte jeg bare et kikset: ”når du har” efterfulgt af en rødmen, godt at dette var en telefon samtale.

”Jeg er fri i morgen” sagde han med et grin.

”Også mig” sagde jeg kort for hovedet, uden rigtigt at vide, om jeg nu også var fri i morgen. Ellers måtte jeg aflyse det jeg skulle.

”Skal du ikke i skole?” spurgte han mig undrende, tydeligvis hentydende til, at det var fredag i morgen.

”Jo, men jeg har fri klokken tre, så vi kan jo mødes der?” sagde jeg denne gang lidt mere gennemtænkt.

”Jo, det kan vi godt, hvad har du tænk dig at gøre, skal jeg få fat i de andre drenge?” spurgte han mig til mit held, det havde jeg nemlig tænkt lidt over.

”Faktisk, hvis det er okay, så vil jeg gerne interviewe jer en og en, og måske,” jeg holdte en pause, jeg blev nødt til at spørge så det kunne blive bedst muligt, ”så til sidst et med jer alle sammen igen?”

Jeg vidste at jeg krævede meget, men jeg håbede at han ville forstå.

Jeg hørte et svagt grin i røret, hvorefter Louis’ stemme trængte igennem til mig: ”det kan vi godt sige, skal vi så bare tage vores interview i morgen, så kan jeg give dig en af drengenes numre, så I kan aftale det næste?”

Jeg nikkede ind i røret, ”åh det ville være super!”

”Jamen så ses vi i morgen” sagde han, og skulle lige til at lægge på.

”Vent!” råbte jeg hurtigt, ”hvor mødes vi?”

”Jeg kan hente dig på skolen?” sagde han spørgende.

”Det lyder super, jeg kan skrive adressen til dig” sagde jeg og smilede for mig selv, det hele gik som smurt, nu skulle jeg bare bruge resten af min eftermiddag på at forberede spørgsmål til i morgen.

”Godt, vi ses i morgen Claire” sagde han, og jeg fik lyst til at kysse ham, han ville virkelig redde hele min ansøgning.

”Ses” mumlede jeg, og lade på, hvorefter jeg smed mobilen hen på min seng, og begyndte min sejrsdans, det hele skulle nok gå.

 

*

 

Næste dag klokken tre stod jeg ude foran skolen sammen med Jen, og ventede på Louis. Hun var den eneste jeg havde sagt det til, eftersom jeg ikke ville skabe postyr blandt alle pigerne, og dermed forsinke mit interview.

En sort bil svingede ind på parkeringspladsen, og rullede vinduet ned. Jeg stillede mig på tå, for at se om det var ham, og idet han vinkede begyndte jeg at gå derned.

”Hey vent!” lød det fra Jen.

”Hvad?” spurgte jeg uforstående.

”Nu har jeg stået og ventet, får jeg ikke engang et glimt af my old love?” spurgte hun i sjov, stadig småløbende efter mig.

Jeg stoppede op, og kiggede skeptisk på hende, ”mener du det?”

”Jada, jeg vil da gerne hilse på, I’ll behave” lovede hun.

Jeg trak på skuldrene, og fortsatte ned til Louis’ bil.

”Han stak hovedet ud.

”Hey” sagde han henkastet til mig og smilede.

”Hej” svarede jeg, og fornemmede Jen smile bag mig, jeg vendte hovedet og så hende vinke kort, ”hej.”

Jeg fniste kort, og vendte mig så helt om, ”vi ses i morgen Jen.”

”Jaja, what ever” sagde hun kærligt, og gav mig et kram.

Jeg daskede ud efter hende, og hoppede ind i Louis’ bil.

”Det var bare min veninde Jen, der lige ville se superstjernen” sagde jeg i sjov, selvom det jo var den fulde sandhed.

”Haha, hun så da meget sød ud” sagde han med et smil, og gassede op. Han nåede lige at vinke til hende, før vi for fuld fart forlod skolens grund.

”Så, hvad har du tænkt dig at spørge om?” spurgte Louis mig mens vi drønede hen ad motorvejen.

”Kan du ikke fortælle mig lidt om dig selv?” svarede jeg ham, og kiggede sødt på ham, jeg tog min mobil op, og startede en optagelse.

”Bare sådan..?” han vidste ikke helt hvad jeg mente.

”Du ved, bare fortæl om dig selv” sagde jeg med et smil.

”Hvor skal jeg starte?” ville han vide.

”Bare med de basic ting, navn, alder, den slags, så skal det nok komme” hjalp jeg ham på vej.

”Okay, jeg hedder Louis, jeg er 21 år, og er medlem af One Direction, det har jeg været siden 2010, hvor vi blev dannet i x-factor” startede han ud, og kiggede spørgende på mig.

Jeg nikkede, og gjorde tegn til, at han skulle fortsætte.

”Min mor hedder Jay, og min far hedder Troy, jeg har fire yngre søstre, der hedder Lottie, Fizzy, Daisy og Phoebe. Jeg har en kæreste der hedder Eleanor, og jeg er vokset op i Doncaster, Yorshire. Jeg har altid været en kæmpe Robie Williams fan, og da vi optrådte med ham under x factor var det som en drøm, der gik i opfyldelse. Jeg savner nogen gange x factor-tiden, alt var så let dengang, det hele var sjov, altså selvfølgelig var det en konkurrence, men vi havde det bare så sjovt, vi lærte virkelig hinanden at kende. Jeg er glad for, at vi var med, det har virkelig givet os noget vigtigt, jeg kan ikke helt sætte ord på hvad, men det har virkelig været godt” han stoppede op.

”Det leder faktisk hen til mit næste spørgsmål, hvad har din yndlingsdel af denne ”rejse” været? X-factor, albummet, Up All Night?” sagde jeg professionelt.

”Åh det må du ikke spørge mig om, det hele har jo være fantastisk, som jeg lige sagde før, så var x factor det bedste, der kunne have hændt os,  og at optage albummet var bare en utrolig oplevelse, ja begge albums, og responsen har være fantastisk. Albummene har jo hængt lidt sammen med musikvideoerne, som også har været virkelig sjove at optage. Og selvfølgelig touren, jeg tror næsten at det må være det bedste. At være sammen med drengene og crewet hele tiden, at optræde hver aften i en ny arena, se nye steder, det er bare helt fantastisk, at vi får lov til at opleve det, og at det endda er vores job, er helt sindssygt” sagde han drømmende.

”Så du glæder dig til Take Me Home?” spurgte jeg interesseret, selvom jeg selvfølgelig kendte svaret.

”Ja, er du helt sindssygt, en verdens turné, det er vanvittigt” sagde han og rystede på hovedet, ”jeg fatter det ikke.”

”Hvor kører du os egentlig hen?” spurgte jeg nysgerrigt, jeg havde ikke skænket det en tanke før nu.

”Det ved jeg ikke, jeg tog bare motorvejen, vi kan vel finde en rasteplads, og købe et eller andet at spise, og så vende næsen hjem ad efter det” sagde han og trak på skuldrene, ”jeg syntes at man taler bedst når man kører bil.”

”Fedt” sagde jeg anerkendende, det var faktisk ret hyggeligt, ”nåh, hvor kom jeg fra?”

”Jeg sad og plaprede om hvor meget jeg glædede mig til Take Me Home” svarede han med et fnis.

”Nåh ja, øhm, er det ikke også lidt hårdt at være så meget væk hjemme fra? Altså at holde fast i for eksempel Eleanor, og dine venner?” spurgte jeg ham.

”Jo, helt klart, men jeg føler bare at det jo er mit arbejde, så der er ikke så meget at gøre, jeg sørger bare for at omgive mig mennesker, som jeg holder af, og ved ikke vil droppe mig bare fordi jeg gør hvad jeg elsker, og det tager lidt mere tid end så meget andet” svarede han, igen langt. Men det gjorde mig ikke spor.

”Bliver du aldrig træt af de andre drenge?” røg det ud af mig, måske lidt taktløst, for Louis kiggede overrasket på mig.

”Nej, vi skændes slet ikke eller noget, vi er bare rigtig gode venner” sagde han så, jeg kunne mærke hvordan jeg fik et skuffet ansigtsudtryk på.

”Louis, jeg syntes, at jeg har hørt det svar et par gange før, mener du virkelig at du aldrig er trætte af nogen af dem?” røg det igen ud af mig.

”Selvfølgelig gør jeg da det!” svarede han igen, og kiggede derefter på mig, mens han bed sig nervøst i læben.

”Jamen okay så” sagde jeg overrasket, og måske en smule snerpet.

”Jeg mener bare,” begyndte han, denne gang i et mere roligt toneleje, ”at vi jo selvfølgelig bliver trætte af hinanden, ligesom alle andre mennesker bliver trætte af hinanden en gang imellem, vi er jo ikke sådan nogle super-venner, der altid er sammen, og altid vil være sammen, og altid kan være sammen. Vi skændes godt nok utrolig sjældent i forhold til hvor meget vi er sammen, men selvfølgelig bliver vi trætte af hinanden fra tid til anden, så er det jo bare godt at vi er fem.”

”Okay” sagde jeg, stadig lidt overvældet over hans reaktion før.

”Okay” gentog han mig, hvorefter stilheden lagde sig kort over bilen.

”Okay her er en lidt kikset en” sagde jeg lige pludselig lidt pinligt berørt over at skulle stille ham spørgsmål, ”hvorfor stoppede du med at gå i striber?”

Han undslap et højlydt grin, ”mener du det? Seriøst?” grinede han.

”Jep” jeg nikkede, og trak lidt på smilebåndet over den nu lettede stemning.

”Jeg ved ikke, jeg tror bare, at jeg blev lidt træt af dem” sagde han, og skævede til mig fra førersædet.

”Sådan at det blev lidt for meget et selvfølge, at du havde striber på?” spurgte jeg ind til hans svar.

”Ja, på en måde. Det var sjovt nok, at fansene lige som kunne gå efter selerne og striberne og voila, så havde de mig. Jeg tror også gerne, at jeg ville understrege, at jeg også havde andet tøj. Jeg ved det ikke, det er et underligt spørgsmål” sagde han pludselig lidt ubehageligt til mode.

Jeg tænkte nok, at der lå noget bag.

”Jeg vil bare ikke miste mig selv i alt dette her, og det betyder, at jeg bliver nødt til at ændre nogle ting en gang imellem, det er den eneste måde jeg føler, at jeg stadig har kontrol over mig selv” sagde han så, overraskende dybt. Et suk undslap mine læber, og jeg fik lyst til at kramme ham.

”Louis jeg,” begyndte jeg, men han afbrød mig.

”Jeg ved, jeg har heller aldrig sagt det til en journalist før” sukkede han, og kiggede opgivende på mig, men der er et eller andet over dig, et eller andet, der giver mig lyst til at hjælpe dig, og så selvom dette er prisen.”

Jeg smilede genert til ham.

Han drejede hovedet, og puffede til mig, ”stop det der, fortsæt spørgsmålene.”

Jeg nikkede, ”jaja, jeg skal nok.”

Der gik ikke længe før vi holdt ind på en tank og købte kaffe og croissanter. Derefter kørte Louis mig hjem, på hjemturen droppede jeg de tunge spørgsmål, og endte op med selv at være den der fortalte. 

 

-----------------------------------------------------------------

 

Så kom der endelig et kapitel mere, undskyld for den lange ventetid! 

Hvad syntes I om det? Hvorfor tror I at Louis så gerne vil hjælpe Claire? 

Det betyder så meget hver gang i liker, kommenterer og føjer til favoriter, bliv endelig ved med det! 

xoxo Maria

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...