The Questions - One Direction PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
En konkurrence bliver udlovet om at få lov til at interviewe drengene fra One Direction.
18-årige Claire, der med sine store journalist drømme, og tidligere besættelse af bandet, ser chancen for at udleve en gammel drøm, og udrette noget, der kan ændre hendes fremtid. Hun deltager selvfølgelig i konkurrencen, og vinder interviewet.
Hun er opsat på, at få noget ud af det, vise hendes værd indenfor brancen, og samtidig få svar på alle de endeløse spørgsmål, der stadig fra tid til anden tager form i hendes hoved.
Interviewet er alt for kort, og Claire ender op med en ny aftale med drengene, hvor hun kan få lov til at fortsætte.
Spørgsmål og svar bliver udvekslet over latter og tårer, og det professionelle forhold ender ud i et kompliceret venskab.
Vil Claire stadig være i stand til at opnå hvad hun vil have, vil hun kunne få sig selv til at skrive det hele ned? Hele den bitre sandhed? Eller vil hendes loyalitet over for drengene sætte en stopper for hendes drømme?

20Likes
31Kommentarer
1469Visninger
AA

5. Kapitel 4

The Interview

 

Da kamera manden igen skreg, at filmen var startet, var jeg klar. Jeg havde fået at vide, at jeg bare skulle begynde med mit første spørgsmål, rækkefølgen var ligegyldig, de klippede det alligevel sammen bagefter. De havde også undskyldt for at have startet så hurtigt før, de havde ikke tænkt over det. 

Jeg rømmede mig, og smilede til Louis, der sad over for mig i sofaen. 

"Jeg vil ligge blødt ud" begyndte jeg, med en nervøs rysten i stemmen, "hvad er i mest bange for?"

Der blev stilhed i lokalet, og drengenes kækkesmil blev ligepludseligt erstattet af overraskede ansigtsudtryk. 

"Altså mener du ligesom en edderkop?" spurgte Harry mig prøvende. 

"Hvis en edderkop er hvad du er mest bange for, så ja, men helt seriøst, er en edderkop virkelig hvad du er mest bange for?" svarede jeg udfordrende Harry. 

Der blev stille i et par sekunder, hvorefter Liam rømmede sig, "jeg tror vel at alle er bange for at miste dem man holder af." 

Jeg nikkede, kom nu drenge, hvad har i at byde på tænkte jeg bedende. 

"Også i denne her branche, jeg mener, jeg er da også ret bange for at miste jordforbindelsen" sagde Louis modigt, og kiggede usikkert på mig. Jeg smilede til ham. 

"Ja, går I ikke nogen gange og tænker over, hvad det egentlig er der sker rundt om jer, hvordan tusinder, hvis ikke millioner af piger smider sig selv efter jer, bliver man ikke lidt skør af det?" spurgte jeg ind til Louis' svar. 

"Selvfølgelig gør man det, alt andet ville være forkert at svare" siger han, og kigger hen mod Niall. 

"Ja, altså jeg er da også bange for at ende op som så mange andre kendte, der ikke kunne klare presset" sagde han, og kiggede op på mig med sine gennemborende blå øjne. 

"Tror I at det sker for jer?" spurgte jeg dem køligt, med spørgsmålet rettet mod Zayn. 

"Det har jeg ikke lyst til at tro, men altså hvem ved? Der er jo ingen der aner hvad fremtiden bringer, men jeg håber bare at vi holder sammen, for jeg tror, at så længe vi er sammen, så skal vi nok forholde os nogenlunde almindelige" svarede ham roligt. 

Jeg nikkede, og kiggede ned på mine noter. 

"Hvad føler I, når I står på scenen og kigger ud over titusinde skrigende fans, hvilke tanker ryger gennem hovedet?" kastede jeg endnu et spørgsmål efter dem. 

"Overvældet, helt klart" var Niall hurtig til at svare, og modtog samtykkende mumlen fra de andre. 

"Jeg føler mig lykkelig" røg det ud af Harry. Jeg smilede til ham. 

"Jeg føler at jeg er god til noget, jeg gør det jeg elsker og modtager den respons, det er jo helt sindssygt" sagde han, og lænede sig tilbage i sofaen. 

"Ja, jeg har altid drømt om at synge," fortsatte Liam, "og det føles bare så rigtigt når vi står der på scenen, ja især når vi står sammen med hinanden." 

"Skræmmer det jer ikke også lidt, at have flere tusinde mennesker til at stå og råbe af en?" spurgte jeg undrende. 

"Jo, helt klart. Det er så underligt, at du slet ikke kan begribe det, at de råber på os" sagde Zayn ærligt. "Prøv at tænk dig at have den effekt på folk, jeg aner ikke hvad det er vi gør" sagde han og virkede i sit tonefald helt overvældet ved bare at snakke om det. 

"Har I ikke en idé om, hvad det er I gør?" spurgte jeg dem udfordrende, "jeg ved godt, at det ikke er så fedt at rose sig selv, men hvad er det, som I har ramt rigtigt med?" 

"Vi har sagt det her mange gange før" sagde Louis, og smilede, "men som sagt gav Simon os jo besked på, at være det bandt vi gerne ville være, og eftersom ingen af os er boybandt-typen, ja det lyder nok underligt når det kommer ud af min mund, men jeg mener det klassiske boybandt, med dansen og det matchende tøj, ja så besluttede vi os for at bryde op med det, og være lidt mere som fem soloartister, der synger duet, hvis du forstår hvad jeg mener" forklarede Louis, "altså vi har det jo ekstremt sjovt på scenen og sammen, så det har ikke noget at gøre med, at vi ikke vil være sammen, overhovedet ikke, vi droppede bare sammenhængende dansetrin, og gjorde os mere frie på scenen, hvilket skaber en fed atmosfære, og et fedt show, ret på mig, hvis jeg siger noget forkert" sagde han til de andre drenge, men de nikkede bare. 

"Jeg tror også at det med, at vi er hundrede procent os selv giver os en troværdighed, der for folk til at kunne lide ikke blot vores musik, men hele arbejdet omkring den" sagde Harry kort. 

"Det tror jeg, at I har helt ret I" sagde jeg, "men hvad så med det fact at I er fem ikke værst udseende fyre sammen, tror I ikke også at det vækker pigernes opmærksomhed? Eller vil I helst ikke tænke på jeres berømmelse på den måde?" spurgte jeg dem med et selvtilfreds smil, det her gik godt. 

"Jeg håber bare at folk køber vores album fordi de kan lide vores musik, og ikke fordi de syntes at vi er lækre" Harry vrængede i sjov det sidste ord. 

"Hvordan er det egentlig at få at vide, at man er gudesmuk og sexet hver dag? Er det ikke underligt?" 

"Underligt" var Liam hurtig til at sige, "i starten var det sjovt nok, hvilket det stadig er, det er jo utroligt smigrende, men jeg aner ikke hvad jeg skal gøre med alle de tweets, det er direkte skræmmende." 

”Det er underligt, for når du får et kompliment, så får du jo lyst til at give et igen, eller takke, ja bare være ydmyg. Det er utrolig svært især på Twitter, jeg mener, hvad skal man svare?” sagde Niall med et mut ansigtsudtryk.

”Hvor mange gange svarer i egentlig fans når de skriver?” spurgte jeg nysgerrigt.

Der blev stille i et par sekunder før Harry rømmede sig: ”alt for sjældent” sagde han og sank en klump. At dømme efter stilheden var det som om de skammede sig.

”Det kan jo ikke forventes at vi svarer alle, vi skal jo også have et liv” sagde Zayn langsomt, men kun som starten på en længere sætning.

Niall afbrød ham: ”de har gjort alt for os, vi burde, jeg ved ikke, de har gjort det her for os. Vi skylder dem alt.”

”jeg var heller ikke færdig” sagde Zayn irettesættende, ”vi burde svare alle, men det er umuligt, jeg mener, jeg har lyst til at give fansene alt i hele verden, men det er umuligt!” sagde han med hævet stemme, man kunne høre at det plagede ham at sige sådan.

Niall skulle lige til at indvende noget, idet Liam lagde en hånd på hans skulder, det var tydeligt at der var delte meninger om dette.

”Niall, du tweeter ret meget, gør du ikke?” fiskede jeg udspekuleret.

”Jo” sagde han stille, ”men ikke nok.”

”Hvad mener du?” spurgte jeg prøvende, og lokkede efter øjenkontakt. Jeg kunne mærke min indre journalist havde taget over.

”Jeg vil helst tweete mindst en gang om dagen så de ved hvor jeg er, og hvad jeg går og laver, og det gør jeg for det meste også, responsen på det er sindssyg, jeg ville ønske at jeg kunne gøre mere, men samtidig har man bare også lyst til lidt privatliv, jeg ved ikke hvordan jeg skal” han endte ud i en mumlen, og Louis tog over.

”Man har bare brug for at have visse ting for sig selv, også selv om det er et spørgsmål om hvad ,an spiser til aftensmad, eller hvad man ser i tv, jeg tror bare at vi føler, at vi giver så meget af vores liv væk til medierne, at små ting, som kun er vores pludselig bliver vigtige, så som aftensmaden” forklarede han, jeg fik kuldegysninger.

”Jeg ville ønske, at jeg ikke havde det sådan” sagde Niall skamfuldt, og undgik øjenkontakt.

Jeg fik helt ondt af ham, jeg anede ikke at han havde det sådan.

”Hvor tit tweeter i andre?” spurgte jeg dem, for at holde spørgsmålene kørende, professionelt.

”Jeg prøver også at gøre det hver dag” sagde Liam, og Harry nikkede, ”men nogen gange smutter det, hvorfor ved jeg ikke, der skal jo ikke gøres andet end at gå ind på Twitter på mobilen, skrive en kort sætning, måske informere om at alt går godt  eller spørge til dem, det tager under et minut” sagde Harry.

”Det er sært, for jeg tweeter ikke så meget” begyndte Zayn, ”men jeg tror bare ikke at jeg føler mig så hjemme på Twitter” sagde Zayn, jeg nikkede.

”Nej, for var det ikke noget med, at du rent faktisk slettede din twitterprofil på et tidspunkt?” spurgte jeg.

”Jo, det er rigtigt” sagde han kort.

”Men du oprettede den igen?”

”Ja, det gjorde jeg” sagde han igen kort.

”Hvorfor?” ville jeg vide.

”Fordi jeg ikke syntes at det var fair for alle vores ægte fans, at jeg slettede den, du skulle have set trendsene den dag, jeg fik det faktisk ret dårligt” sagde han og sukkede.

”Nu siger du ægte fans, hvad mener du med det?” spurgte jeg, og greb chancen til at skifte emne, der var så meget vi skulle ind på.

”Åh, det må du ikke spørge om” sagde han klagende, og sukkede endnu en gang, ”jeg menr bare, at alle dem, der skrev onde ting til mig ikke kunne have været rigtige fans, i så fald ikke fans, som jeg respekterer specielt meget” sagde han usikkert.

”Hvad så med Larry Stylinson?” spurgte jeg henvendt til Louis, ”der er jo en del fans, der støtter den bromance” sagde jeg og vrængede ordene.

”Hvad med dem?” spurgte han med en lille sammentrækning i panden, jeg havde ramt et ømt punkt.

”Det irriterer dig jo at de går så meget op i det ikke? Betragter du dem, der støtter Larry, som dine ægte fans, eller vil du heller kendes ved dem?” spurgte jeg usikkert på om han overhovedet ville svare.

Han sad et par sekunder, og vendte svaret i hovedet.

”Hvis jeg nu siger, at der er så mange forskellige måder at støtte Larry på” han vrængede ordet med afsky, jeg mærkede et uventet stik inden i, ”så er det svært at tale om en hel gruppe, men dem der hater på Eleanor, og sætter spørgsmålstegn ved vores forhold har jeg det svært med, det kan godt være, at de er kæmpe store fans, men hvis de ikke kan respektere mit forhold, og forstår, at det er ægte, så ved jeg ikke hvad jeg skal sige om dem” sagde han kort for hovedet.

”Men syntes du ikke at det var sjovt med Larry i starten? I var jo selv med til at gejle det hele op” sagde jeg henvendt til dem begge.

”Selvfølgelig var det sjovt” sagde Harry, der også så plaget ud i ansigtet, hvad mon han tænkte om Larry?

”Jeg tror ikke at nogen af os, havde regnet med, at det ville gå så vidt” sagde Louis bittert, og fortsatte, ”ved at vise at mig og Harry havde det godt sammen ændrede vi bare så meget, jeg kan slet ikke forstå hvordan det er kommet til dette punkt.”

”Syntes du virkeligt, at det er så slemt?” spurgte jeg kritisk, faktisk lidt vred på Louis. Harry så trist ud.

”Ja for fanden, jeg føler ikke at jeg kan være mig selv længere” røg det ud af ham, men så var det som om han kom i tanke om et eller andet, og stoppede sig selv. Jeg skulle lige til at åbne munden igen, da jeg fik øjenkontakt med ham, og mødte hans bedende øjne: vil du ikke nok lade det ligge? Jeg blinkede og rømmede mig, rettede i stedet min opmærksomhed mod de andre.

”Føler I jer nogensinde udenfor når interviewere bliver ved med at spørge til Harry og Louis’ specielle forhold?” et spørgsmål jeg tit havde tænkt på.

”Hvorfor skulle vi det?” spurgte Niall. Typisk drengesvar, jeg ville have noget ærlighed. Lige pludselig kiggede jeg op på klokken, og så at tiden var ved at blive snæver, den måtte ikke stoppe nu, jeg var lige så godt i gang.

”Fordi de hele tiden hentyder til, at de er bedre venner end resten af jer? Irriterer det jer ikke, eller er det kun en pige-ting, at føle sådan?” skyndte jeg mig at sige. Jeg begyndte at svede i håndfladerne.

”Man kan ikke være lige gode venner med alle, man har nærmest altid en bedsteven” svarede Liam, og lød som om det ikke var noget problem, hvilket det måske heller ikke var?

”Men I er jo fem i gruppen, føler I jer aldrig nogensinde udenfor?” jeg ville gerne kigge på dem alle på en gang, for jeg mente dem alle, Harry, Niall, Liam, Zayn, mindst af dem Louis, da han næste altid havde gang i et elle andet.

Jeg kunne mærke et par øjne i ryggen, og så damen gøre klar til at vi skulle stoppe nu. Det kunne hun ikke mene!

”Vi er alle så gode venner, så det er ikke et problem, nogen gange har man også brug for alene tid, og vi kender hinanden godt nok til at vide, hvornår det er. Vi er som brødre nu” sluttede Liam af, og smilede til mig, og de andre. Perfekt afslutning, lige noget for deres management, men det var jo ikke det jeg var ude efter, jeg havde brug for en ny vinkel på historien om de fem drenge, jeg havde brug for noget ekstraordinært. Jeg vidste at de bar på hemmeligheder, og det var gået så godt, hvis jeg bare havde haft lidt mere tid. Jeg kunne mærke tårerne begynde at presse sig på, og jeg rejste mig fast besluttet på ikke at græde foran dem igen. Jeg vendte mig, og småløb ud af lokalet.

Inde ved siden af satte jeg mig i sofaen, og begyndte uheldigvis at hulke, jeg forbandede mig selv for mine barnagtigheder, og mine alt for høje forventninger, man kan jo umuligt finde frem til fem menneskers hemmeligheder på 15 minutter.

”Er du okay?” lød en stemme tæt på, jeg kiggede op, og mødte alle drengenes bekymrede ansigter. Jeg rystede på hovedet, hvem prøvede jeg at nare?

Louis satte sig ved siden af mig, og begyndte at ae mig på ryggen, trøstende. Det hjalp faktisk.

”Hvad er der så galt?” spurgte han blidt, Harry satte sig på den anden side af mig.

”Jeg havde bare forventet at nå meget mere” hulkede jeg sagte.

”Åh, til din artikel?” spurgte Louis forbløffet, som om han havde glemt, at det var problemet, jeg var ikke bare endnu en fan, jeg havde et mål der skulle nås.

”Undskyld” hulkede jeg videre.

”Var det her da ikke nok?” spurgte Louis forsigtigt.

”Det er lige meget” mumlede jeg, jeg ville ikke besvære dem yderligere.

”Nej det er da ej, ikke hvis du tager sådan på vej” det var Harrys stemme denne gang.

”Hvad var det du ikke nåede?” spurgte Liam mig lidt nysgerrigt.

”Ikke noget” det var jo faktisk ikke pænt, at jeg ville finde deres hemmeligheder.

”Jo, sig det nu” sagde Niall med et smil, det blødte mit hjerte op.

”Jeg vil gerne ind på en skole” sagde jeg kort, og kiggede væk, ned.

”Og hun skulle bruge os til at skrive en artikel, da det er en journalistskole hun gerne vil ind på” forklarede Louis, og klappede mig på ryggen.

”Ville det hjælpe, hvis vi lavede en ny aftale?” spurgte han forsigtigt. Jeg stivnede, mente han det?

”Hvad siger du?” udbrød jeg forskrækket.

”Jeg syntes at det er et interessant projekt du har gang i, og jeg vil gerne hjælpe” sagde Louis beslutsomt, og kiggede strengt på de andre drenge.

”-det vil vi selvfølgelig også” sagde Zayn på Louis’ kommando, og fik mig til at smile.

”Mener I det?” spurgte jeg målløst.

”Ellers ville vi ikke sige det” sagde Niall, og gav mit knæ et klem.

”Vi aftaler bare en anden gang” sagde Louis, og rejste sig. Han rakte mig en hånd, og trak mig op.

”I aner ikke hvor fedt det her er” sagde jeg stadig helt overvældet, jeg kunne ikke dy mig for at kaste mig ind i Louis’ favn.

Da jeg forlod rummet, for at tage hjem, med Louis’ telefon nummer på en seddel hørte jeg helvede gå løs over ham, hvad fanden havde han gang i, ville de vide. Det ville jeg også gerne.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...