The Questions - One Direction PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
En konkurrence bliver udlovet om at få lov til at interviewe drengene fra One Direction.
18-årige Claire, der med sine store journalist drømme, og tidligere besættelse af bandet, ser chancen for at udleve en gammel drøm, og udrette noget, der kan ændre hendes fremtid. Hun deltager selvfølgelig i konkurrencen, og vinder interviewet.
Hun er opsat på, at få noget ud af det, vise hendes værd indenfor brancen, og samtidig få svar på alle de endeløse spørgsmål, der stadig fra tid til anden tager form i hendes hoved.
Interviewet er alt for kort, og Claire ender op med en ny aftale med drengene, hvor hun kan få lov til at fortsætte.
Spørgsmål og svar bliver udvekslet over latter og tårer, og det professionelle forhold ender ud i et kompliceret venskab.
Vil Claire stadig være i stand til at opnå hvad hun vil have, vil hun kunne få sig selv til at skrive det hele ned? Hele den bitre sandhed? Eller vil hendes loyalitet over for drengene sætte en stopper for hendes drømme?

20Likes
31Kommentarer
1438Visninger
AA

4. Kapitel 3

Failure

... Og der kom intet ud af den. Hvordan skulle jeg starte? 

Jeg sad og lyttede til alle åndedragene i rummet, alle dem, der ventede tålmodigt på, at jeg skulle tage mig sammen og sige noget ordenligt. Jeg hørte lyden af kuglepen mod papir, og så op på damen, der nu mindre tålmodigt gjorde tegn til, at jeg skulle starte. Jeg kiggede bare fortvivlet op på hende, og hørte sekundet efter kamera manden råbe, at han stoppede filmen nu. Hvor var det pinligt. Jeg følte mig helt varm, og kunne mærke mine armhuler blive fugtige, ligeså gjorde min hårgrænse og mine hænder. Jeg rejste mig op, og undskyldte mig sagte, hvor efter jeg strøg ud af rummet. Jeg skulle have noget luft. 

Da jeg kom ud i det andet rum satte jeg farten op, og fortsatte målrettet mod døren. Ude på gangen gik jeg bare uden et ord mod udgangen. Jeg kunne høre skridt bag mig, men jeg vendte mig ikke om for at møde den sure dame, der ville tvinge mig tilbage, og ødelægge min eneste chance for at komme på journalistskolen, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle starte. Hvad havde jeg regnet med? At de ville sætte det i gang med en intro? Præsentere os for hinanden? Jeg bandede sagte, hvorefter jeg for ud af døren, og blev mødt af et iskoldt vindpust på den anden siden af døren. 

"Hey, hvor skal du hen?" lød en sød drengestemme bagfra. Jeg vendte mig vredt om, og så Louis stå i døren som forventet, jeg havde genkendt stemmen. 

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kunne mærke tårerne stige op i øjnene på mig, da hans forvirrede og bekymrede ansigtsudtryk mødte mig. 

"Hvad er der galt?" spurgte han omsorgsfuldt, og tog et skridt hen mod mig, der blev til flere, og endte tæt på mig, hvor hans arm strøg min ryg. Jeg hulkede sagte ned i mine hænder, sammenbøjet og ynkelig som jeg var. 

"Hey, hey" mumlede han, og løftede mit ansigt op. Han kiggede mig kærligt i øjnene, og trak mig ind til et knus. Han var en god trøster. Øvet fra de mange hysteriske fans, der hver dag havde brug for trøst. Eller fra at vokse op med fire mindre søstre, der ofte havde brug for en krammer. Jeg håbede den sidste, den tanke virkede mest betrykkende. 

Efter noget der føltes som en evighed i hans arme var min hulken stoppet, og jeg trak mig væk fra ham, og kiggede ham undskyldende i øjnene. 

"Er du okay?" spurgte han mig strengt, stadig med hænderne på mine skuldre. 

"Ja" sagde jeg vagt, min stemme var væk fra gråden. 

"Okay nok til at gå med ind igen?" spurgte han mistroisk, og fik mig til at grine. 

"Oh shit, mine øjne" mumlede jeg sammenbidt, jeg fik altid ekstremt hævede og røde øjne efter gråd. 

"Det går snart væk" sagde Louis venligt, og smilede til mig, men jeg sukkede bare. Det gjorde det ikke. 

"Bare rolig, der sker ikke noget, når du skal interviewe os, så bare tænk på os, som din storebror, har du sådan en?" spurgte han sødt i den tro at jeg flippede ud over dem. 

"Believe it or not, men det er altså ikke fordi jeg er totalt startstruck lige nu" sagde jeg undskyldende og smilede genert til ham. 

Han lagde hovedet bagover i et højlydt grin, hvorefter han kiggede alvorligt på mig, "hvad er det så du græder sådan over?" spurgte han mig undrende. 

"Det virker nok åndssvagt" begyndte jeg, "men jeg har virkelig brug for dette interview." 

"Til hvad?" spurgte han nysgerrigt. 

"En artikel" sagde jeg, pludselig blev mine neglebånd helt vildt spændende. 

"Om os?" spurgte han spændt. 

"Jep" sagde jeg kort, og kiggede hurtigt op igen, for at se et overrasket smil på hans læber. 

"Fedt" sagde han, og skulle lige til at spørge mere ind til det, da han opdagede, at jeg havde trukket min mobil frem, for at se hvor slemme mine øjne var. 

"Hey, hvis det er, så kan jeg bare høre, om vi ikke kan gå en tur, det går sikkert væk efter lidt frisk luft" sagde han, jeg nikkede taknemmeligt, "hvis I har tid ville det være perfekt." 

Han bad mig om at vente to sekunder, og smuttede indenfor, for derefter at komme tilbage med begge vores jakker. 

"Her" sagde han venligt, og rakte mig min jakke. 

"Tak" mumlede jeg, denne gang kiggede jeg ham direkte i de blå øjne. 

"Vi holder os inde for det afspærrede område, da der er fyldt med presse på den anden side, men her er en fin rute omme bag ved huset, den går ned til en lille sø" informerede han mig om, imens han knappede sin jakke. 

"Lyder godt" sagde jeg taknemmeligt, og smilede. Slut med det barnlige pjat. 

"Så, hvor kom vi fra? Nåh ja, hvad skal du bruge artiklen til?" spurgte han oprigtigt interreseret, mens vi fortsatte om bag huset. 

 

*

 

Da vi kom tilbage efter en halv times tid havde jeg fortalt ham hele historien om skolen, og hvordan jeg havde fået mailen. Men jeg havde dog undgået det fact, at jeg havde været en vild fan engang, det var der ingen grund til, at de skulle vide. Det ville bare være pinligt, puh. 

"Så, nu skal du egentlig bare ind og sparke totalt røv med det interview, så du kan få så mange af vores dybe hemmeligheder ud af os som muligt?" spurgte han mig kækt, før han åbnede døren for mig. 

"Tak" sagde jeg hurtigt, og fortsatte med at svare på hans spørgsmål, "ja, jeg håber da på at få lidt dybde i interviewet."

"Skal gøre mit bedste for at svare ordenligt så" sagde han med et smil. 

"Åh tak, det ville være dejligt" sagde jeg, hvorefter et lille latter undslap mine læber. 

"Hey, dine øjne er helt normale nu, klar til kameraet" sagde han anerkendende, og lagde hånden på ryggen af mig som han førte mig ind gennem døren. 

"Der er I!" udbrød Harry fra sofaen, jeg havde glemt alt om, at de bare havde ventet al den tid. 

"Ja, jeg skulle lige afgive lidt dirt omkring jer alle til Claire her, hun skal skrive en artikel om os" sagde han og klappede mig på skulderen. Jeg smilede, igen genert, til Harry. 

"Uha, nu håber jeg, at du er søde ved os, du bliver nødt til at lade os læse den, når den er færdig" sagde han, hvorefter han gik hen mod studiet. 

"De andre er allerede derinde" sagde han. 

"Okay" sagde jeg, og tog en dub indåndning som sidst jeg var her, nu skulle det bare blive godt. Det var det nødt til. 

---------------------------------------------------------------------------------

Undskyld den lange tid mellem dette og sidste indlæg, men har haft travlt, ja, dårlig undskyldning, I know. 

Men nu er det næste kapitel her, håber at I kan lide det, lad mig høre hvad I syntes :-) 

Nu må i endelig like og sætte på favorit listen hvis I kan lide, det betyder meget!

Knus Maria

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...