The Questions - One Direction PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
En konkurrence bliver udlovet om at få lov til at interviewe drengene fra One Direction.
18-årige Claire, der med sine store journalist drømme, og tidligere besættelse af bandet, ser chancen for at udleve en gammel drøm, og udrette noget, der kan ændre hendes fremtid. Hun deltager selvfølgelig i konkurrencen, og vinder interviewet.
Hun er opsat på, at få noget ud af det, vise hendes værd indenfor brancen, og samtidig få svar på alle de endeløse spørgsmål, der stadig fra tid til anden tager form i hendes hoved.
Interviewet er alt for kort, og Claire ender op med en ny aftale med drengene, hvor hun kan få lov til at fortsætte.
Spørgsmål og svar bliver udvekslet over latter og tårer, og det professionelle forhold ender ud i et kompliceret venskab.
Vil Claire stadig være i stand til at opnå hvad hun vil have, vil hun kunne få sig selv til at skrive det hele ned? Hele den bitre sandhed? Eller vil hendes loyalitet over for drengene sætte en stopper for hendes drømme?

20Likes
31Kommentarer
1456Visninger
AA

3. Kapitel 2

Third door to the right

Der var to uger til jeg skulle interviewe drengene, og der gik ikke en dag, hvor jeg ikke tænkte på det. Mig og Jen brugte hver pause vi fik i skolen, og en del eftermiddage på at finde på spørgsmål, og andre måder at gøre dette interview til noget specielt. Jeg havde modtaget mailen med informationer, der fortalte at hele proceduren ville blive filmet, og at det måtte tage femten minutter. Jeg var blevet frygteligt skuffet, da jeg læste det med tiden, det var slet ikke nok, til at skrive en storartet artikel, det var kun nok tid til, at en fan kunne nå toppen af lykke skalaen, og så slut. 

Mig og Jen havde været nødt til, at cutte ned på spørgsmålene, hvilket ingen af os syntes om, da vi havde brugt lang tid på at forberede dem. Men hvad kunne vi gøre? Jeg måtte bare takke skæbnen for denne chance, og få det bedste ud af den. 

Ugerne gik, og dagen kom, hvor jeg skulle interviewe dem, og jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg glædede mig, ikke bare til at få grundstof til en god artikel, men til at møde dem. Jeg sukkede ved tanken om de mange søvnløse nætter, hvor jeg havde drømt om dette. Jeg havde betragtet mig selv som heldig, fordi jeg jo havde set dem, jeg havde billeder som beviser, men at snakke med dem, det var jo enhver fans drøm. Jeg kunne ikke undgå at føle et stik af dårlig samvittighed, ved at jeg brugte en eller anden desperat piges chance på at møde hendes bedste venner for første gang, på en artikel, men jeg blev ved med at komme med den samme undskyldning - dette gjaldt min fremtid. Og så det fact, at jeg jo ikke hadede dem eller noget, jeg havde jo elsket dem, indtil jeg fandt ud af, at det var åndssvagt at elske nogen man aldrig havde mødt, men jeg havde elsket dem, inderligt. Så derfor kunne jeg ikke lade være med, at ryste en lille smule på hænderne, da jeg pakkede min taske den lørdag morgen, eller kigge mig selv en ekstra gang i spejlet, for at tjekke om jeg så ok ud. Jeg var nervøs, men jeg tog det som en god ting. De bedste værker kommer fra personlige oplevelser. Dem hvor man har hjertet med sig, og virkelig kan give sig hen. Det var sådan en jeg havde i sinde at skrive. 

Jeg tjekkede med urolige hænder for sidste gang min taske, før jeg begav mig af sted mod London. Jeg havde fået adressen på, hvad jeg gættede på var deres studie. Det lå i hvert fald rimelig centralt i London, så det var ikke noget, man ikke kunne komme frem til med undergrunden. 

*

"Claire Lexton?" spurgte damen bag skranken mig, med blikket fæstnet ved computeren. Jeg nikkede hurtigt, og smilede til hende. Jeg befandt mig i, hvad der lignede en blanding af et fælleshus fra et bofællesskab og et hotel. Det hele befandt sig på en etage, stort og fladt. Der var bag skranken en lang gang med adskillige døre på begge sider, og for enden ebbede gangen ud i en stor stue, der spredte sig til begge sider. Fra hvad jeg kunne se, var der både sofaer, bordfodbold og et spisebord. Og så var det hele hvidt, med et blåt skær, der også gav det et præg af at være ved lægen. Lydene spredte sig hvidt på gangene, og jeg fornemmede straks en lettere hyggestemning over stedet, hvilket gav mig en god mavefornemmelse. 

"Tredje dør på højrehånd, de venter dig" sagde hun venligt, og kiggede hurtigt op fra skærmen, og sendte mig et glinsende smil.  

Jeg nikkede igen til hende, som tak for hjælpen, og gik usikkert ned af gangen, det var simpelthen nu. På den anden side af tredje dør på højrehånd ventede de. Jeg mærkede hvordan sveden begyndte at fugtiggøre mine håndflader og nakke. Jeg tog min IPhone op af bukselommen, og så at klokken kun var 09:40, jeg skulle først være der om fem minutter, så jeg kunne godt lige smutte på toilettet først. Jeg drejede hurtigt af, og småløb ud på toilettet, hvor jeg smed min taske og jakke på gulvet, og derefter kiggede mig angst i spejlet, mens jeg febrilsk rettede på min hårnål, der holdt en tot af mit brune slangekrøllede hår tilbage. I spejlet mødte jeg mine egne mørkeblå øjne, der skinnede af iver, men samtidig var udspilede af skræk. 

"Ro på Claire, det skal nok gå alt sammen, ro på" sagde jeg sagte til mig selv, mens jeg tændte vandhanen, og vaskede mine hænder i koldt vand. Derefter tørrede jeg mine hænder i lidt toiletpapir, og skyndte mig så ud derfra med taske og jakke over armen. Klokken var lige præcis 09:44, da jeg stod foran tredje dør på højrehånd, og skulle til at tage fat i håndtaget, da jeg lige pludselig stoppede op. Så var det nu det gjaldt, min fremtid, mit møde med drengene. Jeg tog en dyb indånding, og trak så ned i håndtaget velvidende, at de var på den anden side af døren. 

Da jeg trådte ind i rummet var det første jeg sansede duften af friskbagt brød, derefter var det stemmer. Glade stemmer. Jeg tog mig sammen, og fjernede mine øjne fra gulvet, som jeg havde nedstirret de første par sekunder. Jeg kiggede op, og mødte en middel aldrende mand. Jeg kiggede forskrækket på ham, han var ikke hvad jeg havde forberedt mig på at møde. 

"Claire Lexton?" spurgte han mig lige som damen i receptionen havde gjort. 

"Ja, det er mig" sagde jeg, og smilede prøvende til ham, nervøst. Han kiggede op og ned af mig, og på en eller anden måde fornemmede jeg at han blev lettet ved synet af mig. Jeg var ikke på grådens rand, fem år gammel eller beklædt i merchandise fra top til tå. 

"Godt" sagde han, "du er godt med på hvordan vi gør ikke?" spurgte han mig håbefuldt, mens han skævede hen til en dør, der var i den anden ende af rummet. Jeg havde på fornemmelsen at drengene var blevet proppet derind, i tilfælde af, at jeg gå amok ved synet af dem. 

"Jo, sådan nogenlunde" sagde jeg overraskende roligt. Det var som om samtalen med manden mindede mig om, at dette var professionelt, jeg havde noget at leve op til. 

"Okay, først får du lige sagt hej til drengene, og derefter tager vi ind i et andet rum, hvor selve interviewet skal foregå, kameraer og den slags" sagde han langsomt, for at være sikker på, at jeg var med. Jeg havde slet ikke tænkt over, at det ikke var her interviewet skulle foregå, faktisk havde jeg slet ikke kigget mig omkring, men nu da jeg gjorde, var det tydeligt, at det ikke var stedet for kamera. Det var mere en slags forberedelse stue. Der var en sofa, et tv, et spisebord med stole omkring, og et køkken, hvor duften af brød kom fra, der lå en pose fra bageren på køkkenbordet, hvor kaffemaskinen også brummede sagte. 

"Det lyde helt fint" sagde jeg. Jeg var nu begyndt at blive lidt utålmodig efter at møde drengene, jo før jo bedre, så der var mere tid til at forberede mig mentalt på interviewet, for jeg havde det som om, at jeg først kunne finde ud af hvordan jeg ville reagere på dem, når jeg rent faktisk var i samme rum med dem. Lige nu havde jeg det som om det nok skulle gå, men at dømme på min stigende nervøsitet hele morgenen, så havde jeg faktisk ingen idé om hvad der ville ske, når de først trådte ud af den dør. 

"Super, jamen så lad os da gå i gang" sagde han, og vendte sig om, for at gå hen mod døren. Han drejede hurtigt hovedet og sagde: "bare hæng overtøjet på en af knagerne." 

Jeg gjorde som han sagde, og vendte mig instinktivt om, for at finde syv-otte jakker hængende. One Directions jakker. Jeg kunne ikke dy mig for, at røre ved dem, en for en strøg jeg fingerspidserne hen over stoffet, og fik kuldegysninger. 

"Hej" lød det fra den anden side af rummet, og jeg vendte mig hurtigt om, for at møde deres fem ansigter. Louis, Harry, Liam, Zayn og Niall. 

"Hej" sagde jeg perplekst, og stak dem et undskyldende smil. "Der var ikke for at pille, jeg ville bare..." begyndte jeg nervøst at undskylde, men Louis afbrød mig med et grin, "det gør ikke noget, så længe du ikke har taget vores nøgler."

"Nej, nej, jeg er ingen lommetyv" forsikrede jeg dem, og mærkede hvordan mit ansigt blev opløst i et oprigtigt smil. Jeg snakkede med dem, snakkede. Åh gud. Jeg gik hen imod dem, og kunne se hvordan gjorde sig klar til at give mig et knus, fan to idol.

Jeg modtog først Louis' knus, da han stod forrest. Det var behageligt, faktisk skønt. Hans stærke arme, der omsluttede mig gav mig en fornemmelse af tryghed, som jeg aldrig havde lyst til at give slip på igen. 

Derefter stod Liam der, hans knus havde helt samme effekt som Louis, de var simpelthen bare gode krammere. Og ja, de fik jo nok øvet sig hver dag. 

Så Zayn, hvis spinkle arme omfavnede mig, og aede mig hurtigt på ryggen. Han var ligeså tynd som på billeder, men det var ikke ubehageligt, som det kan være, når man krammer tynde mennesker. Nej, dette var rart, han duftede også ekstremt godt. 

Så kom Harry, som jeg havde lagt mærke til havde hvisket noget til Niall, der nu stod og betragtede mig. Harrys høje skikkelse bukkede sig ned over mine 1.65 centimeter, og beskyttede mig fra omverdenen. 

Niall, hvis højde passede lidt bedre til min begravede hans hovede i min nakke, og omfavnede mig varmt. Da han slap mig, gik det op for mig, at Louis, der jo havde krammet mig først, bare havde stået og ventet, og kiggede på alle de andre kram. Jeg følte lige pludselig mine kinder blive varme, akavet. 

"Hov, jeg har helt glemt at introducere mig" sagde jeg forlegent, mens jeg prøvede at se dem alle i øjnene på sammen tid, hvilket var umuligt. 

"Ja, hvad er det nu du hedder?" spurgte Louis igen, mig sødt. 

"Jeg hedder Claire" sagde jeg kort, stadig lidt pinligt berørt. 

"Sikke et smukt navn" sagde Harry, og jeg fornemmede den flirtende charme han havde, der altid blev vist i interviews. 

"Tak" sagde jeg, denne gang endnu rødere i kinderne. Hvorfor reagerede jeg sådan? Var jeg ikke for længst ovre den slags barnligheder? 

"Hvor gammel er du?" spurgte Niall mig uskyldigt, jeg fornemmede, at de alle tænkte på lige præcis det. 

"18" sagde jeg kort, og kiggede genert op på ham. Han nikkede, og begyndte at gå ind ad den dør, de var kommet ud af. 

"Har du forberedt nogle spørgsmål?" spurgte Liam mig venligt, og lagde beroligende hånden på ryggen af mig. 

"Mh-hm" nikkede jeg, og kiggede taknemmeligt op på ham for at holde samtalen i gang, "men I må vente med at høre dem til senere" sagde jeg med et fjoget grin, kikset sagt. 

"Det glæder jeg mig til" sagde han med et smil, hvorefter vi trådte ind i hvad der lignede et tv-studie. Forhåbentligt ikke sidste gang jeg ville træde ind i sådan et. Der gik tre mennesker rundt derinde, en mand med kamera, en dame, der gik rundt og snakkede i telefon, og manden, der havde modtaget mig. 

"Okay, skal vi starte?" spurgte han os. 

"Let's" sagde Harry, og tog plads i en sofa, der stod midt i rummet. Overfor var en lænestol, den så ud som om, den var til mig. De andre drenge satte sig også, og det samme gjorde jeg. 

"Wow, professionelt" mumlede jeg overrasket for mig selv, men åbenbart højere end jeg havde regnet med, for jeg bemærkede at de alle sammen trak på smilebåndet. 

"Er du klar?" spurgte damen mig, og rakte mig. 

"Øhm, ja" sagde jeg kort for hovedet, og trak nogle papirer op af min taske. Jeg kiggede nervøst over på drengene, Harry gav mig thumbs op. Jeg smilede. 

"Du skal nok klare den" sagde Louis, "husk på, at det bare er os, spørg om hvad du vil, bare lad som om kameraerne ikke er der" sagde han, helt klart ud fra erfaring. 

"Tak" hviskede jeg, og så blev spotlightet tændt. 

"Rolling!" råbte kameramanden. 

Jeg tog en dyb indånding, og åbnede munden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...