The Questions - One Direction PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
En konkurrence bliver udlovet om at få lov til at interviewe drengene fra One Direction.
18-årige Claire, der med sine store journalist drømme, og tidligere besættelse af bandet, ser chancen for at udleve en gammel drøm, og udrette noget, der kan ændre hendes fremtid. Hun deltager selvfølgelig i konkurrencen, og vinder interviewet.
Hun er opsat på, at få noget ud af det, vise hendes værd indenfor brancen, og samtidig få svar på alle de endeløse spørgsmål, der stadig fra tid til anden tager form i hendes hoved.
Interviewet er alt for kort, og Claire ender op med en ny aftale med drengene, hvor hun kan få lov til at fortsætte.
Spørgsmål og svar bliver udvekslet over latter og tårer, og det professionelle forhold ender ud i et kompliceret venskab.
Vil Claire stadig være i stand til at opnå hvad hun vil have, vil hun kunne få sig selv til at skrive det hele ned? Hele den bitre sandhed? Eller vil hendes loyalitet over for drengene sætte en stopper for hendes drømme?

20Likes
31Kommentarer
1434Visninger
AA

2. Kapitel 1

A Brand New Opportunity

Da jeg den dag i Januar tjekkede min mail igennem, havde jeg glemt alt om One Directions nyhedsbrev, som jeg havde tilmeldt mig for over et år siden. Men i dag, da jeg åbnede min mail poppede det op som nummer et. Jeg blev helt sentimental da jeg så mailen, og åbnede den af ren og skær nysgerrighed, hvad var der sket drengene siden sidst?

Jeg havde fulgt med under x factor, nydt at huje op ude bag hegnet sammen med mine veninder. Jeg havde også elsket at sidde oppe midt om natten og tweete dem indtil de fulgte en tilbage, og svarede, og ja, de fulgte mig alle sammen. Det var en af fordelene ved at have været med fra starten, lille fanbase, større sandsynlighed for at blive opdaget. Da One Thing skulle filmes havde mig og min veninde, Jen, ledt hele London igennem for at finde dem, hvilket vi også gjorde til sidst. Vi havde aldrig følt os heldigere i hele vores liv, da vi så videoen på Youtube, det var fantastisk. Jeg sukkede, men det havde taget overhånd, det var gået ud over mine karakterer, så mine forældre havde mindet mig om, hvad der virkelige gjaldt her i livet, rigtige venner, uddannelse og familie. Så jeg havde skåret ned på min aktivitet på Twitter og alle de andre sociale medier, og var til sidst helt stoppet, det var ikke meget sjov at være halvt fan, og jeg havde desuden fået vigtigere ting i mit liv såsom kæreste, og topkarakterer, der gav mig muligheder, masser af muligheder.

Da mailen åbnede stod der med stort i toppen: Vind interview med drengene!  Jeg stivnede.

En af de muligheder, der havde åbnet sig for mig, var journalismen. Min engelsklærer havde efter en time holdt mig tilbage, og givet mig min stil tilbage, med et stort rødt A plantet i toppen. Hun havde fortalt mig, at jeg skrev godt, hvis ikke fantastisk, så hun ville den næste dag give mig nogle brochure med skoler, der tog hånd om unge, der ville være journalister, med hjem. Jeg takkede overrasket, jeg havde altid nydt at skrive, men det var aldrig noget, som jeg havde dyrket på den måde, jeg havde bare skrevet. Resten af dagen var jeg høj oven på rosen. Jeg besluttede mig for, at melde mig til skolebladet dagen efter, for at prøve kræfter med virkelige opgaver, og jeg modtog igen stor ros fra min lærer, der sagde, at ting som dette ville se godt ud på collegeansøgninger.

Jeg læste lidt videre på mailen:

UK directioners, det her er jeres chance for at vinde et eksklusivt interview med alle drengene! Det eneste i skal gøre for at deltage i konkurrencen er at sende en mail med det rigtige svar på dette spørgsmål:

Hvad hedder One Directions første album?

A: Up All Night

B: Take Me Home

C: What Makes You Beautiful

Der vil blive trukket lod mellem de rigtige svar, og vi vil derefter kontakte vinderen, og videregive yderligere oplysninger. 1DHQ x

Jeg overvejede et sekund om jeg skulle skrive mailen, men til endte jeg alligevel med at gøre det, som jeg hele tiden havde vidst, at jeg ville gøre. Jeg skrev hurtigt ”A: Up All Night”, og sendte den derefter. Der kunne jo ikke ske noget ved at prøve. Der var jo sikkert tusindvis af andre piger, der også deltog i konkurrencen.

Jeg rejste mig hurtigt op, og pakkede min bærbar sammen. Jeg havde siddet nede på biblioteket, men nu skulle jeg hjem, klokken måtte være omkring fem, for jeg kunne se gennem skolens panoramavinduer, at det var ved at blive mørkt udenfor. Jeg bandede sagte, jeg skulle hjem. I mørke. Lort. Jeg vidste, at min mor ikke kunne hente mig, og heller ikke min far, tirsdag arbejdede de sent, så jeg stod selv for aftensmaden. Jeg overvejede at ringe til en af mine veninder, men så alligevel ikke, det virkede ynkeligt, at bede om et lift nu, eftersom de havde tilbudt mig et da vi fik fri klokken 15. Men nej, nej, jeg havde selvfølgelig takket nej, for jeg skulle læse, ja, hvilke aftener skulle jeg ikke læse, ville Jen nok påpege. Jeg sukkede. Hver dag. Jeg havde fået øjnene op for en skole, der specialiserede sig inden for journalisme, og de fleste af deres elever endte med gode jobs på landets største aviser, men for at komme ind på den skulle man være noget særligt. De gik ikke kun op i karaktere, hvilke for øvrigt også skulle være i top, nej, de gik lige så meget op i gaven at kunne skrive. Jeg gøs ved ordet, det skræmte mig fra vid og sans, hvad hvis jeg ikke havde hvad der skulle til? Hvad hvis jeg, trods min engelsklærers store begejstring, ikke var en god journalist? Hvad hvis jeg bare var ordinær, almindelig? Så fik jeg aldrig plads på den skole.

Jeg havde banet mig vej ud af biblioteket, og var nu næsten ved udgangen. Få skridt efter havde jeg åbnet de store døre til udenfor, og skælvede ved vinterkuldens skarpe vind, der blæste mig lige op i ansigtet. Jeg glædede mig ikke til turen hjem.

Hvis jeg havde haft penge på mig, så havde jeg nok taget en bus, men jeg var flad, så jeg begav mig langsomt ned at den store stentrappe, der ebbede ud til en landevej.

Om sommeren foretrak jeg at gå hjem, eller cykle. Så jeg kendte vejen, det var ikke problemet, men nattens lyde og det uigennemtrængelige mørke skræmte mig, for der var ingen lygter på landevejen.

Med min skoletaske dunkende op og ned af mine hofter, og min jakke trukket godt op om ørerne kom jeg længere og længere væk fra skolen og dens lys, og til sidst sås den kun som en hvid prik i baggrunden, og så blev det ellers mørkt.

Når jeg kom hjem ville jeg lave suppe, skoldhed suppe, der kunne varme hele min krop op. Tanken om suppen holdt mig kørende, og før jeg vidste af det begyndte lygtepælene at lyse op omkring mig, og snart drejede jeg ned af min vej.

Indenfor tændte jeg straks alt lyset i underetagen, og lavede mad. 20 minutter senere sad jeg plantet foran fjernsynet, og så tv-avisen.

Jeg havde ikke en kæreste længere, Simon, som han hed, havde slået op med mig for omkring en måned siden, men jeg var kommet over det, sådan nogenlunde. Men det var vidst kun mig, der mente det, eller sagde det, for de havde jo ret, alle dem, der påpegede, at han var grunden til, at jeg var blevet så opsat på at komme ind på den skole. Jeg blev nødt til at være god til noget. Om det så var at være en dediceret fan, en god kæreste eller en dygtig journalist var lidt lige meget, jeg havde bare brug for noget at holde fast i.

Efter maden gik jeg op på mit værelse, der lå på første etage, det var ryddeligt og rent. Alle væggene var hvide, og møblerne med. Kun mit sengetæppe lyste op i grønlige kulører henne fra min seng ovre i hjørnet, og så var der min bogreol, der med de mange forskelligt farvede bogrygge gav værelset et hyggeligt præg.

Jeg gik hen til min seng, og tændte tre små fyrfadslys. Flammerne blussede op, og kastede skygger på væggen.

Jeg havde allerede glemt alt om mailen.

Da mine forældres biler kørte ind i indkørslen sov jeg.

 

*

 

”Claire, er du godt klar over hvad det betyder?” hvinede Jen op nede i kantinen, efter jeg så forsigtigt som muligt havde fortalt hende om min morgen. Det var to uger efter jeg havde deltaget i konkurrencen om interviewet, og da jeg i morges som sædvanligt havde tjekket min mail, havde jeg set endnu en fra One Direction. Denne mail var bare anderledes end sidst, for denne fortalte mig, at jeg havde vundet konkurrencen, at jeg fik lov til at interviewet One Direction. Jeg havde nær tabt kaffe ud over mig selv, da jeg læste det, for ikke nok med, at jeg havde glemt alt om det, så havde jeg aldrig i mit liv overvejet tanken om at vinde, sandsynligheden var jo minimal, men jeg fucking vandt! Jeg skulle interviewe dem!

”Jeg skal møde dem, ja, men dette er også en fantastisk chance for mig” sagde jeg, og tog en slurk af min vand.

”Hvad mener du? Du skal snakke med dem” hun grinede mig lige op i ansigtet, hvor efter hun rejste sig, og dansede væk fra mig, for at hente et æble. Da hun kom tilbage nynnede hun ligefrem What Makes You Beautiful. Jeg sukkede, hun var skør.

”Nu må du altså ikke spørge dem om alt muligt kedeligt, vi ved jo godt hvem deres kærester er, og hvornår de fik deres første kys” sagde hun muntert, og satte sig ned ved siden af mig igen.

”Kan du ikke se det Jen” sagde jeg drømmende, ”det her er min chance.”

”Din chance for hvad, at møde dem?” spurgte hun mistroisk, hun mente også at det var lidt for last year at drømme sig væk i de fem drenge.

”Hvis jeg klarer det her, så kan jeg få en fantastisk artikel ud af det, hvis jeg finder de rigtige spørgsmål, ” jeg tav, og kiggede så opslugt på hende, ”så kan dette interview skaffe mig en fribillet til journalistskolen.”

Hun smilede til mig, ”ih Claire, jeg håber at det bliver godt, please lad mig hjælpe dig med at forberede det, jeg kan være til stor nytte. Mange spildte timer, remember? Vi skal nok få afsløret deres dybeste hemmeligheder!” grinede hun, og lagde armen om mig.

Jeg grinede med hende, overvældet over det hele, hele den uventede sitiation.

Det her skulle nok blive godt. 

 

-----------------------------------------------------------

Det var så første kapitel, hvad syntes I? 

Tusind tak fordi i har favorittet, I må endelig "like", hvis I kan lide den, det ville betyde meget :) 

Knus herfra! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...