Skilsmisse - I know what i'm talking about

Skilsmisse er hårdt.
Ja, det ved jeg. Mine egne forældre er skilt - og det er ikke sjovt. I 2½ år har jeg gået med det for mig selv.
Jeg tænkte "Jeg orker ikke at græde foran mine veninder, jeg orker ikke at tale om det - jeg tør ikke..."

Jeg kunne ikke gøre det. Selvom jeg har nemmere ved det nu gør jeg det stadig ikke. Jeg kan nemmere tale ud om det - men jeg vil helst slippe.

Det sidste halve år brød jeg sammen - og det var et program der handlede om skilsmisse der udløste det. Jeg græd nærmest uafbrudt i 2 døgn. Jeg var ikke i skole i 2 dage. Jeg orkede det ikke. Jeg orkede ikke at snakke med min mor, og jeg sad på mit værelse 24 uden nogen kontakt med andre. Gardinerne var altid rullet ned og jeg havde slukket lyset.
Det her er min fortælling, om de sidste 3 år. Og hvordan jeg har det nu.
Enjoy

5Likes
13Kommentarer
1789Visninger

2. 2.

Det hele startede en dag i weekenden. Vi havde alle haft en okay god dag. Jeg kan tydeligt huske at jeg som sædvandlig havde siddet på mit værelse helt alene. Jeg havde af en eller anden grund bemærket at der var en anden stemning i huset end der plejede. Ikke noget jeg tænkte utroligt meget over.

 

Senere kommer min mor pludselig ind på mit værelse og beder mig om at komme med ind i stuen. Allerede dér bliver jeg nervøs af én eller anden mærkelig grund. Eller.. Det var jo ikke mærkeligt? Hele mit liv blev jo forandret for evigt små minutter senere? Hvordan kan det så være mærkeligt?

Vi sætter os ved bordet, alle os fem. Min mor, far, søster, bror og til sidst mig.

 

Jeg kan huske at min mor som det første sagde – ”Far og jeg har besluttet….”

Jeg brød sammen. Jeg løb. Jeg løb væk fra bordet. Jeg løb ind på mit værelse. Grædende. Brudt sammen.. Det værste minut i mit liv var lige sket. Jeg kunne ikke holde tanken ud. Jeg vidste godt hvad det var de ville fortælle – og jeg behøvede ikke at vide eller hører mere. Jeg kunne ikke holde tanken ud. Mine forældre var skilt… Måske tænker i fleste af jer, at det ikke er noget. Medmindre i selv har prøvet det.

Mine forældre havde skændes i lang tid før de valgte beslutningen, men jeg husker intet af det. Overhovedet. Det var som om at da min mor sagde sætningen, blev ALT dårligt fjernet fra min hukommelse. Ryddet af vejen. Ligesom med sne og en sneplov. De dårlige minder var så bare sneen.

 

Min mor var hurtigt inde på mit værelse. Hun var medfølende og jeg tror faktisk hun havde regnet ud før det her blev sagt, at jeg ville være den der tog det hårdest. Eller jeg reagerede hvertfald mest på det. De 2 små sad stadig stumme i stuen. Ventende. De ventede bare på den sidste del af sætningen.

 

Min mor fik mig lokket ind i stuen igen. Men jeg græd. Selvom hun prøvede at trøste mig var jeg utrøstelig den dag. Jeg satte mig på skamlen ved spisebordet og jeg hørte hende så sige, efter hun havde sat sig: ”Far og jeg har valgt at blive separeret..”

Mere husker jeg ikke fra den dag. Men nogle hårde dage ventede mig. Før den dag var vi ulykkeligvis blevet forfærdelig meget uvenner med en ellers god veninde fra klassen. Det hele startede med en fødselsdag der skulle planlægges, og mig og en anden veninde var ellers så godt i gang , da hun spørger om hun ikke også må være med. Vi ville tænke over det og bliver enige om at det her var vores fødselsdagsfest og at vi ville, som i alle de andre år, holde den sammen. Kun os to.

 

Det blev et værre roderi, og lad os bare sige at den første dag jeg kom i skole efter ”nyheden” var frygtelig. Mere end frygtelig. Jeg var allerede traumatiseret nok. Jeg var grædefærdig når som helst…..

Det første hun gør, er at gå hen til mig og sige: ”Du har kopieret den samme animation som jeg har på min side!!!” Hun var blevet vred over det og jeg sad der og prøvede at forklare at jeg havde fundet den et andet sted. Hun var meget vred på mig, og jeg kunne ikke se andet end at flygte. Jeg havde ikke lyst til at græde foran hende. Overhovedet. Måske var det, dét der har gjort at jeg ikke tør græde foran andre? Måske den der episode. Men jeg ved det ikke… Det er kun noget jeg tror. Jeg fandt det jo negativt at græde foran hende.. Måske ligger det i min underbevidsthed. At det er negativt at græde foran andre?

 

Men ja.. Jeg, bogstavligtalt, flygtede ud af klassen – grædende. Jeg vendte mig ikke én eneste gang om, jeg løb bare. Jeg var færdig. Knækket. Hun havde vundet.. Hvorfor mon? Jah… Fordi jeg allerede var et nemt offer i forvejen. Uden hun overhovedet vidste hvorfor jeg var så nem og ulykkelig. Jeg løb ud på en såkaldt baggang og ringede min mor op. Jeg stod krympet sammen i en krog. Jeg rystede over hele kroppen og kunne knap nok tale. Tårerne havde dækket mine kinder med vand, og snottet løb ud af min næse. Ustandseligt.

Min mor prøvede i telefonen, som utroligt nok også var nærmest gennemblødt, at få mig til at slappe af, men jeg var færdig. Jeg græd og græd, og rystede og kunne knap nok trække vejret. Det blev værre og værre. Jeg var knækket.. Jeg var knækket…

 

Min mor fik mig ned på et lavere niveau. Jeg kunne nu snakke. Handle. Hun bad mig om at snakke med min klasselærer så vi kunne få snakket om det med min veninde. Jeg prøvede at se så normal ud som jeg kunne. Jeg havde tørret mine våde kinder og pudset min næse. Jeg vandrede forsigtigt og rystende efter den negative oplevelse, ned til lærerværelset. Jeg stod i døren til lærerværelset og kaldte forsigtigt med min grødede stemme : ”Lise?..” Hun rejste sig øjeblikkeligt og kom hen til mig. Spurgte hvad der var galt og dér kunne jeg ikke mere. Jeg græd og græd. Tudefærdig. Heldigvis vidste hun da godt at mine forældre var separeret, og hun vidste godt det med min veninde, men ikke det der lige var sket. Jeg kunne knap nok fortælle hende det, og jeg husker ikke engang hvor meget jeg sagde til hende, men hun tog mig med op til klassen, og kaldte min veninde ud.

 

Vi stod ude på gangen. Jeg var tudefærdig.. Kunne ikke se min veninde ELLER min lærer i øjnene. Jeg havde bare lyst til at sætte mig ned på jorden – krympet sammen. Min lærer fortalte om mine forældre og bad hende sige undskyld. Det hun sagde, har virkelig sat sig fast i mit hoved: ”Nej.. ” Jeg kunne ikke klare det. Dér stod jeg. Hun havde lige sagt det der foran mig. Jeg græd endnu mere. Jeg var virkelig ked af det, og jeg husker faktisk ikke om hun overhovedet fik sagt undskyld. Mere af den dag husker jeg faktisk ikke rigtig.

Men egentlig forstår jeg måske godt at hun var blevet ked af at hun ikke måtte være med. Temaet var jo noget som vi begge gik meget op i. Noget jeg så aldrig forstod var, at vi skulle blive så meget "uvenner" pga. det. Det har jeg aldrig forstået. Det var i 5. klasse.. Vi var halvvejs med skolen og sådan. Vi havde været venner i nogle år før, og ingen af os havde regnet med at det hele kunne blive ødelagt så let. Ingen..

Kun at en af mine veninder prøvede at få mig til at glemme det.. Hvilket jeg har gjort i alt for lang tid. Jeg har ikke forstået det endnu – fordi jeg prøvede at glemme det. I dag vil jeg ikke glemme det. I dag vil jeg faktisk kunne tale om det uden at græde. Men der er lang vej endnu, og den vej er jeg parat til at gå. 

Det her kapitel har været svært. Det har været svært at skrive og svært at forstå. Mange ting er pludselig dukket op igen efter jeg sidder og skriver det her. Både dårlige og gode. Men jeg har grædt til det her kapitel. Det har jeg... Og jeg er ikke glad for at dele det, men eftersom jeg vil have det hele med så gør jeg...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...