Skilsmisse - I know what i'm talking about

Skilsmisse er hårdt.
Ja, det ved jeg. Mine egne forældre er skilt - og det er ikke sjovt. I 2½ år har jeg gået med det for mig selv.
Jeg tænkte "Jeg orker ikke at græde foran mine veninder, jeg orker ikke at tale om det - jeg tør ikke..."

Jeg kunne ikke gøre det. Selvom jeg har nemmere ved det nu gør jeg det stadig ikke. Jeg kan nemmere tale ud om det - men jeg vil helst slippe.

Det sidste halve år brød jeg sammen - og det var et program der handlede om skilsmisse der udløste det. Jeg græd nærmest uafbrudt i 2 døgn. Jeg var ikke i skole i 2 dage. Jeg orkede det ikke. Jeg orkede ikke at snakke med min mor, og jeg sad på mit værelse 24 uden nogen kontakt med andre. Gardinerne var altid rullet ned og jeg havde slukket lyset.
Det her er min fortælling, om de sidste 3 år. Og hvordan jeg har det nu.
Enjoy

5Likes
13Kommentarer
1724Visninger

1. 1.

Jeg har længe prøvet at skrive det her ned. Jeg har i lang tid tænkt og tænkt. Er det nu også klogt? Så ville alle finde ud af hvordan jeg egentlig har haft det, og helt sikkert ville blive bange for om de gjorde noget forkert. Men hvis nogen af mine venner læser det her, skal i vide at det var min beslutning ikke at fortælle det til nogen. Ikke jeres og i kunne intet gøre. I har spurgt mig tonsvis af gange om jeg var okay og mit svar var hver gang – ”Ja.”

Det er utrolig grænseoverskridende for mig at skulle dele denne movella. Især fordi at den er så personlig og beskriver en masse om mig selv, og min mærkelige opførsel lige siden mine forældre valgte at gå fra hinanden. Men det er et mål for at mig at skrive det her ned. Hvis jeg ikke gjorde det ved jeg ikke hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg er kommet langt nok nu til at kunne fortælle de fleste af jer det. Nu må i bare ikke overreagere.

Det er måske mærkeligt at jeg skriver det ned i stedet for at fortælle det, men jeg kan ikke stå ansigt til ansigt med mine venner og fortælle alt det her. Jeg er bange for at græde. Jeg ved det lyder åndssvagt, men jeg kan ikke. Ikke foran mine venner. Derfor undgår jeg det. Derfor har jeg ikke bedt om at snakke med nogen selvom i altid har været åbne og sagt at jeg til hver en tid kan komme og snakke med jer – men jeg benyttede mig aldrig af tilbuddet, og vil nok heller ikke gøre det hvis det er dét her emne.

 

Jeg har haft det enormt hårdt i utrolig lang tid. Jeg har bare ikke vidst det, og for nogle måneder siden brød jeg sammen og græd i næsten 2 døgn. Jeg kunne ikke stoppe. Bare jeg tænkte på det mindste blev jeg ufatteligt ked af det. Jeg var ikke i skole i 2 dage, hvis ikke mere. 

Jeg var mildest talt havnet i et sort hul som jeg ikke kunne komme op af uden hjælp. Alt omkring mig var mørkt og jeg kunne ikke fokusere ordenligt. Jeg sad konstant inde på mit værelse – bange for kontakt med omverdenen. Jeg blev mere og mere indelukket. Mere og mere modsat mig selv. Jeg var før en person der elskede selvskab mm. men pludselig var jeg i et sort hul uden at have opdaget det.

Jeg havde forsømt mine venner og venskaber, men jeg kunne ikke gøre noget. Jeg kunne ikke bare begynde helt forfra med min tilstand. Jeg var så stresset og følte mig jaget frem og tilbage hele tiden. Jeg kunne ikke snakke med nogen om det, for jeg følte ikke at jeg kunne få den nødvendige støtte. 

Jeg var nået så langt at jeg hadede mig selv og livet og faktisk ikke engang kunne overskue næste dag. Jeg kunne ikke overskue at skulle stå ansigt til ansigt med de personer der ikke havde kendskab til min elendighed.

 

Jeg kan huske at jeg på et tidspunkt græd over dagene der bare gik, uden jeg fik noget ud af det. Jeg mente ikke jeg behøvede hjælp, selvom jeg var noget for langt ud. Jeg kunne ikke se det. Og til sidst var livet ligesom bare noget der skulle overstås. Noget der ikke var nødvendigt for mig længere.

 

Det har virkelig været hårdt. Utrolig hårdt.

Men jeg vil skrive denne her færdig og måske hjælpe andre der har eller har haft det ligesom mig. Måske vil de kunne indse hvad de skal gøre i stedet for bare at tro at det er ingenting. For jeg ved hvad jeg snakker om..

 

Men jeg vil skrive alt det ned som jeg har haft det så hårdt med. Her sidder jeg med hjertebanken og svedige hænder, selvom jeg ikke engang har delt det her kapitel endnu. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...