I'm looking at you.... (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2013
  • Opdateret: 17 jan. 2013
  • Status: Igang
Hope Tomlinson er en glad, humoristisk, smuk, talentfuld pige på 18 år, som har et stort talent for at male. Derfor tager hun med et krydstogt skip til Norge, hvor hun vil nyde det smukke landskab, og slå sine maler-evner løs. Det hun ikke ved er at på skibet møder hun de fem kendte drenge Niall, Louis, Harry, Liam og Zayn. De er intresseret i at lære hende at kende, fra første gang de så hende. Specialt Harry vil komme meget tæt på hende. Han beundre hendes malerier, og hendes skønhed, Hope synes Harry er den mest irriterende af drengene, og er heller ikke spor intresseret i de andre. Lige indtil hun finder ud af at hendes ellers så savnede bror er på det sammen skib som hende. Hun hader ham fordi at han stak af for at melde sig til x-factor, og der var han aldrig kommet tilbage. Men hun lære at tilgive og lære at elske, men måske ved Hope bare ikke hvor stort et ord KÆRLIGHED er, og om hun overhovedet kan klare at ELSKE en så højt som denne dreng læses på eget ansvar så er i advaret!

1Likes
0Kommentarer
352Visninger
AA

1. My lovely brother, or not?!!!!!!!!!<3

Jeg stod med min kuffert, og ventede på færgen. Jeg glædede mig utrolig meget til at komme ud og sejle, opleve verden med mine ejne øjne, male det smukke landskab der var i Norge.

Folk begyndte at gå ombord på færen. Jeg tog min kuffert, og hørte lyden af dens hjul der kørte hen af asfalten. Jeg gik med hurtige skridt hen af den der mærkelige plastikgang, lidt ligesom når man skal ombord på et fly, bare lidt mere plastik agtigt haha. (-;

Jeg åndede lettet op da jeg stod på selve færgen, altså jeg stod på den ikke på-på den ligesom i titanic men jeg stod inde i færgen. Der var meget fyldt i den gang jeg stod i. Men folk begyndte at gå, hen mod deres kahytter, kahyt det er faktisk et mærkeligt ord, altså ka og hyt hvem pokker finder på sådan noget? Sikkert de der videnskabsmænd, eller hvad man kalder dem, nej opfindere det var det- lysende pære til mig. Ligesom i tegnefilm haha:-)

Jeg opdagede en af de vagter man skulle gå hen til hvis man ville vide hvor ens værelse lå, ja i får det forklaret meget godt af Hope her, det er jeg fantastiks til. "Øhhh undskyld mand?" manden vendte hovedet nedaf mod mig, han var dobbelt så høj som mig og meget kraftigt bygget. "Ja hvad vil du spørge om unge dame?" jeg smilede og svarede "jeg vil skam bare vide hvor min kahyt er?" "nårhh ja det kunne jeg jo regne ud" han tog min billet og fortalte mig vejen. "Du skal gå ned af gangen her, så til venstre, hen af den gang der, også til højre, så går du op af en trabbe, og går to kahytter væk fra trappen, så er din kahyt den tredje på venstre hånd" han pegede ned mod gangen med hans store hånd, har mænd endelig ikke støre hænder end kvinder? Det må jeg finde ud af på et tidspunkt.

Nå lige meget, fuck en lang vej. Jeg ville aldrig kunne finde min kahyt, når jeg i forvejen er så fucking glemsom pis, jeg er så dårlig til at huske "øhhmm ja det skal jeg da nok finde ud af" smilede jeg, og gik med usikre skridt ned af gangen.

Jeg fandt faktisk min kahyt overraskende hurtigt, men jeg fik også hjælp af en til af de der vagter? (måske fandt jeg den ikke sååå hurtigt men der gik ihvertifald ikk 3 timer måske 1)  Jeg havde fået pakket ud, og ville ned at have mig noget at spise. Jeg kunne spise alt lige nu, selv justin bieber, ej ikke ham han er så uhhh, jeg får det dårligt ved tanken om ham, 'baby baby baby' hvor klamt.

Men jeg var sulten, og jeg skulle have noget at spise. Det skullle være nu. Jeg begav mig hen mod en af de resuranter der var på færgen, der sad ret mange mennesker og snakkede. En dame i 30'erne pegede ud af ruden og hendes mand smilede, og jeg kunne mundaflæse at han sagde 'Ja det er et dejligt sted'. Han havde peget på et klamt sted synes jeg, der var ingen historie i det, ingen kunst. Ja men, Jeg er altså virkelig god til at mundaflæse;-), og fordi jeg er så nysgerrig drejede jeg om på hælen og gik hen imod damen og hendes mand

"Hej" min stemme var glad, de kiggede underligt på mig, manden nikkede som et goddag og damen svarede "Goddag" "jeg er Hope" smilede jeg. Damen smilede venligt "hej Hope". "Ja jeg kunne altså ikke undgå at mundaflæse at din mand sagde, 'ja det er et dejligt sted', han sagde det vidst til det der grimme sted du pegede på" min finger fandt vejen hen mod ruden og pegede i retning af stedet. "hvordan kan det være et dejligt sted??????" Damen kiggede fornærmet på mig og udstødte en endnu mere fornærmet lyd "Min mand er faktisk vokset op der, hvor er du dog fræk pil af med dig" Jeg blev stående indtil det gik op for mig hvad hun lige havde sagt. "nå jamen vær har jo si......." jeg nåede ikke at afslutte sætningen da manden var på vej hen mod mig, han havde løftet en truende hånd "fuck" mumlede jeg, og spurtede afsted langt væk fra manden, damen og det grimmested. Nu skulle jeg spise, uden sindsyge mennesker, og grimme steder.

Jeg var mæt, mæt søm i mæt med stort M. Jeg skulle ind i indkøbscentret på færgen, og have noget CHOKOLADE, jeg elsker chokolade mums.

Jeg stod og tækte mig om, skulle jeg tage den gule kurv, eller den blå??? Jeg lavede ærle, perle, pik, pak puk. Ha lagde i mærke til at jeg sagde det med k hahahahahahah pik:-) Ej jeg stopper nu, men sådan er jeg altså bare.

Godt det blev den gule, ligesom solen<3

Jeg gik hen mod chokolade afdelingen. Der var en masse at vælge imellem (en masse gode ting). Jeg tog lidt af hvert, og vendte mig om. Men idet jeg vendte mig, røg jeg ind i en med fuld fart, han havde stået bagfra og jeg havde ret meget fart på da jeg vendte rundt.

Jeg lå oven på personen jeg var stødt ind i, det var en dreng, og han så ret bekendt ud. Jeg kom til mig selv, og rejste mig op. Børstede med mine hænder på mit tøj, som man altid plejer i film når man er faldet ind i en, og ligger og spræller som en gal fisk, på gulvet.

Jeg suste rundt, og samlede alt min chokolade op. Så vendte jeg mig om, rød i hovedet som en tomat, og et par Helt græs grønne øjne mødte mine.

Jeg smilede, og mumlede et undskyld, fyren grinede, og sagde "kender du ikk mig?". Jeg kiggede undrende på ham men så fik jeg den feset ind "ah ha, du er ham der Harry fra det der band igås?" pause, jeg ville have stoppet mig selv i at sige noget men det røg bare ud, og det var ikk spor godt!"Du er da også ham der ligner en puddelhund". Min hånd røg op forand min mund. Jeg prøvede at sige noget men det blev bare til nogle skrattelyde, ligesom på tv, når det ikk virker.

"Jeg kan regne ud at du ikke er fan, men...." hans sætning blev ikk afsluttet, da en lyshåret blondine klappede ham på skuldren og sagde "Hva så Haz har du fundet noget chokolade?" Hans øjne fandt vejen til mig, og han gav mig elevator blikket, trådte et skridt frem, han mådte vel være Niall "Hej jeg er Niall, fra One direction!" Hvad sagde jeg? "hej Niall jeg er Hope, hyggeligt at møde dig"

"hvorfor var du ikk så imødekommende ved mig" brød Puddelhunden ind "jeg stirrede irreteret på ham "allerede nu er du irriterende, og undskyld mig drenge jeg vil gerne slappe AF"

"wow easy blondie" det var en mørkhåret dreng der var kommet frem, mine øjne fandt vejen hen på ham. Han var heller ikke så værst, men virkede også, som en irreterende forkælet kendt dreng. Men han virkede også bekendt, ikke kun fordi jeg havde set ham fra det der band, men der var noget ved ham jeg kendte. Hans blå øjne, og hans mørke hår. Han lignede min bror, min bror som forsvandt fra mig. Jeg vidste endnu ikke om han var død, eller levende. Men mine forældre Havde opgivet håbet, og var helt nede. Der var sket det at han endag, ikke kom hjem. Han havde været over ved sin nye kæreste Elanor, og var ikke kommet hjem, han havde ikke sagt noget eller skrevet noget. Der var gået rygter om at han var fundet død. Mine forældre troede på rygtet, men ikke mig, hvorfor skulle jeg tro på sådan nogle idioter, der bare sagde noget der var løgn. Fra den dag hvor han havde været væk, havde jeg prøvet at finde ham. Men aldrig fandt jeg min bror. Han var den eneste jeg kunne fortælle alt til, vi delte alt. Hemmeligheder, forelskelser, skænderier. Jeg elskede ham, men ikke mere, måske sagde mit hjerte, at jeg skulle elske ham, men nej han skred fra mig. Han lod mig stå tilbage, uden en jeg kunne kramme, når jeg havde brug for at græde, uden en jeg elskede af hele mit hjerte. Han var min eneste søsken, og min eneste bror. Men han havde forrådt mig, skredet uden at sige et ord. Jeg hadede ham, men alligevel når jeg tænkte på det, var jeg tæt på at græde. Louis hed han Louis Tomlinson  ham DEN kendte Louis Tomlinsom hed det også, og det var vidst også ham jeg stod med ryggen til, men jeg synes nu at den kendte Louis Tomlinson lignede ham. Han havde også det samme navn, måske var det ham Nej det kunne det ikk være, Louis (min bror) havde kaldt mig blondie før!??? Nej det var urelistisk, han kunne ikk bare være skredet også blevet verdens kendt NEJ......... men så alligevel  !!!!!!!!!!!!!!!

Med rasende øjne vendte jeg mig mod drengen med det brune hår "Jeg er under ingen omstænd..........." min sætting blev ikke afsluttet. Mine øjne havde fundet drengen med det mørke hårs øjne, og jeg var lammet "LOUIS?"

Ingen sagde noget i lidt tid så grinte harry "jeg troede du ikke........." hans sætning blev heller ikke afsluttet da drengen mine øjne var klistret til åbnede munden "HOPE?"

 

Heiiiiiiiiiiiiiii alle dejlige læsere. (hvis der er nogle)

Det er et stort skridt for mig, det er nemlig min førstev historie jeg skriver

Jeg håber i vil smide en kommentar eller like! Jeg villle blive såååååå glad hvis folk gad at læse min historie

Tak på forhånd

Love you all<3<3<3

knussere fra Horans girl<3

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...