Du kommer for sent *Novelle*

Hvad ville du gøre, hvis dit liv afhang af en anden mands valg? Ville du kunne tage hans, hvis det blev nødvendigt?
John har længe vidst, at han var ude, hvor han ikke kunne bunde, men det var aldrig gået op for ham, at der var blevet så langt til bunden. Den sikre bund hvorpå han kunne stå fast, hvor han selv kunne bestemme, hvilken vej han ville gå, og hvor det ikke var bølgerne, der skubbede ham i den retning, de ønskede.

*Dette er min terminsstil, som jeg skrev engang midt i december. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg deler den med jer, men det gør jeg altså. Opgaven gik ud på at skrive en novelle, hvor slutningen var givet på forhånd. Novellen er inspireret af min movella 'Glemte Følelser', hvis nogen skulle have læst den (navnet Adam kan byttes ud med Johan, så giver det måske lidt mere mening)*

6Likes
1Kommentarer
4518Visninger
AA

1. Du kommer for sent

 

Du kommer for sent

”Hvorfor skulle jeg være bange for dig, dreng,” lo Grise-Olsen.
”Det kan jeg heller ikke sige, at du skal, men jeg kunne råde dig til det,” hvislede John i et forsøg på at skjule nervøsiteten og den rystende hånd, der holdt pistolen, som nu pegede på politimanden over for ham.
”Hvad har jeg dog gjort, siden jeg fortjener at dø,” spurgte den tykke mand stadig med et smil i mundvigen. Det var tydeligt, at han ikke stolede på drengens nerver. Han vidste, at denne unge dreng aldrig ville kunne trykke på aftrækkeren, når det kom til stykket.
”Det ved du udmærket godt,” svarede John og flyttede fingeren fra aftrækkeren, inden han lagde den på igen. ”Du skal blande dig uden om vores ting.”

 

”John, jeg har en opgave til dig,” fortalte Adam, da han satte sig på trappetrinnet ved siden af John. Den lidt ældre dreng fandt en cigarret frem, og John tændte den for ham med den lighter, han havde siddet og leget med.
Han kiggede afventende på Adam.

”Ser du, John,” begyndte Adam, inden han tog et sug af cigarretten. ”Vi har et lille problem. En af strisserne er begyndt at blande sig i mine forretninger. Jeg vil have, at du får den gris til at blande sig udenom.”
”Gris?” spurgte John. Der var ingen grund til at spørge ind til opgaven, han vidste, at han blev nødt til at gøre det, lige meget 
hvor lidt han havde lyst.
Det var en del af aftalen. Det var Adam der bestemte, og så måtte man gøre, som han sagde, man skulle.
”Ja, har du aldrig set den fede mand? Ham Olsen? Han ligner fandeme en gammel gris,” grinte Adam, inden han rejste sig og lod John sidde alene tilbage på trappetrinnet.
”Godt så,” mumlede John. ”Så må jeg vel finde Grise-Olsen.”
Adam vendte sig om med sit store falske smil.
”Perfekt navn,” grinte han.

 

Vinden legede med bladene i piletræet, de stod under, og et enkelt blad gav efter og faldt langsomt ned i mellem dem.
”Jeg ved ikke, hvad du snakker om, knægt,” sagde Olsen og rystede på hovedet.
”Jo, du gør. Bland dig uden om vores ting, de vedrører ikke dig.” John strammede grebet om pistolen, og han kiggede direkte på manden. Han måtte gøre det her.
Han blev nødt til at få denne dumme mand til at forstå, at han skulle lade Adam passe sine forretninger, lige meget hvor ulovlige de så end var. Johns liv afhang af, at denne mand gav op.

 

”Hvor skal du hen?” råbte Silas muntert efter John, da han begyndte at gå mod trappen, der førte op fra den mørke kælder.
”Ud og finde Grise-Olsen,” svarede John neutralt.
”Grise-Olen?” spurgte Silas og rettede sig op i den gamle lurvede lænestol, han havde slængt sig i. John rystede bare på hovedet til svar, og han kunne høre Adams latter bag sig, da han gik op ad den faldefærdige trappe.

Nu skulle han bare finde ud af, hvor det svin, der var skyld i det her lort, boede.

 

Politimanden trådte et skridt og frem, og John knugede bare endnu hårdere om pistolen. Hans knoer var efterhånden ved at blive helt hvide.
”Bliv hvor du er,” sagde han koldt. Han havde lært at skjule sine følelser i det år, han nu havde arbejdet for Adam.
”Lige om lidt kommer nogen kørende forbi her,” fortalte Grise-Olsen. ”Så du må hellere skynde dig at pakke den pistol væk, inden nogen kommer til skade.
”Den eneste her, der kommer til skade, er dig.” John knækkede i nakken. En dårlig vane han havde fået. ”Medmindre du bare indrømmer, at du snuser rundt i vores ting.”
”Vores ting?” spurgte den tykke mand. ”Og hvem er I så?”
”Tror du virkelig, jeg falder for den?” fnøs John og kneb øjnene sammen.

 

”Godt så,” sagde Olsen og rystede en enkel gang på hovedet. ”Tag hjem, dreng. Tag hjem og fortæl din åndssvage chef, eller hvad du kalder ham, at jeg gør som det passer mig. Det, i har gang i, er ikke godt, og det skal stoppes, inden det ødelægger fleres liv.”
Ødelægger fleres liv. Den sved.
John havde aldrig ønsket det her liv. Han havde aldrig ønsket at være underlagt en andens magt. Han havde aldrig ønsket alle disse problemer, men det var for sent at bakke ud nu. Han kunne ikke bakke ud nu.
Han havde en aftale med Adam, og den kunne han ikke bryde. Han kunne flygte, men han vidste, at Adam ville finde ham.
Adam fandt sig ikke i, at folk snød ham for det, de skyldte ham, heller ikke selvom det var ham selv, der sørgede for, at de kom til at skylde ham de penge.

 

John gik langs markvejen. Det havde vist sig, at Olsen boede et lille stykke uden for byen, men det var nok kun godt. Han havde overvejet at tage bussen, men han havde ingen penge, og der var jo heller ikke noget stop der midt i det hele.
Rygsækken dunkede ham i ryggen for hvert skridt, han tog, og hver gang blev han mindet om det våben, han havde lagt i den. Den pistol Adam havde givet ham, hvis nu han skulle gå hen og få brug for den.
Han nåede et lille hus, og længere fremme kunne han ane en gård. En meget kort grusvej førte ind til huset. Ved vejen under et stort piletræ stod en postkasse.

B. og T. Olsen, læste han, inden han gik ned ad grusvejen mod det lille hus, samtidig med at han hev den ladte pistol op af tasken.
Der var ingen hjemme, men dørene var ikke låst, så han trådte langsomt ind i huset og begyndte at kigge sig omkring i de forskellige rum. Efter at have gennemsøgt samtlige rum uden at finde noget, han kunne bruge til noget som helst, gik han ud igen.

 

John rystede bare på hovedet.
”Det er ikke dit problem. Hvis du ikke kan blande dig udenom, kan jeg desværre ikke lade dig leve.” Han prøvede at holde styr på sin stemme og de rystende hænder, men det var ikke nemt. Drengen ønskede sig langt væk.
Hjem i sin seng eller hjem i sofaen ved siden af sin mor. Hvorfor havde han også rodet sig ud i det her? Han havde jo vidst fra starten af, at han skulle holde sig fra Adam og hans bande.
”Ved du, hvad det er, han gør. Forstår du, hvad den sindssyge knægt har gang i?” spurgte manden og trådte endnu et skridt tættere på drengen.

 

John vidste udmærket, hvad det var, Adam havde gang i. Han var ved at samle alt den magt, han kunne. Han solgte stoffer og våben. Han havde bosat sig i deres hyggelige by med de fede fester og store fantastiske koncerter og bestemt sig for at lege mafia. Han ville styre byen. Han ville have magt. Han var skingrende sindssyg.
John nikkede bare til Olsens spørgsmål og tørrede næsen i håndryggen.
”Og synes du måske, det er okay?” spurgte den tykke mand undrende.
”Det er ikke dit problem, hvad jeg synes,” svarede John. ”Bland dig udenom, eller det bliver værst for dig selv.”
Grise-Olsen rystede på hovedet af drengen foran ham. Hvordan kunne denne dreng være ligeglad? Ligeglad med sit eget liv og andres? Forstod han ikke, at dette vanvid måtte stoppes?

 

Han gennemsøgte haven, men der var stadig ingen tegn på andre mennesker. Med et suk begyndte han at gå tilbage ad grusvejen. Han havde håbet, at han kunne have fået det her overstået så hurtigt og smertefrit som muligt. Hvorfor kunne den dumme mand ikke bare være hjemme?
John havde kunnet se det hele for sig. Ham selv der kom stormede ind i huset og pegede pistolen på Olsen grimme ansigt. Derefter 
ville Olsen straks overgive sig, love at han aldrig ville blande sig igen, og så kunne John lige så stille og roligt forlade huset igen og gå hjem.
Hjem lød dejligt. Især lige nu. Han burde have vidst, at det aldrig ville blive så nemt. Livet var aldrig nemt for ham. Aldrig.

 

”Kan du ikke se det, dreng?” spurgte Olsen og nærmede sig igen drengen med det sindssyge blik. Denne dreng havde helt klart brug for hjælp. Olsen kunne se, at dette ikke var, hvad drengen virkelig ønskede.
Han kunne se, at dette her var en dreng med problemer, han ikke selv vidste, hvordan han skulle håndtere, og derfor havde han valgt den nemme løsning. Stoffer og vold. Hvis der ikke snart blev gjort noget, ville hans liv være ødelagt for evigt.
”Det eneste jeg kan se, er at du snart må tage en beslutning. Glem alt der her eller fortsæt. Lev eller dø. Jeg har ikke hele dagen, og det ender med, at jeg bliver utålmodig.” Utålmodig var ikke det rigtige ord. Det endte med, at han blev desperat. Det var det rigtige ord.
Han kunne mærke en følelse af panik brede sig i kroppen. Han ville væk. Han ville væk nu. Lige med det samme.

 

Stadig med pistolen i hånden nåede han postkassen og piletræet. Han skulle lige til at begynde den lange gåtur tilbage til byen, da han fik øje på en mand i det fjerne i den modsatte retning. En mand der var på vej hen til det lille hus. Hurtigt trådte John et par skridt tilbage og gemte sig i træernes skygge.
Hjertet bankede voldsomt i brystet på ham, og tiden gik umådeligt langsomt. Ligesom han skulle til at skrige af frustration, dukkede manden op ved piletræet. Som John havde regnet med, var det Olsen. Manden lignede virkelig en gammel gris. Adam havde ikke ramt helt ved siden af.
Langsomt og med en pludselig kølighed trådte John frem og pegede pistolen direkte på manden, der overrasket trådte et skidt tilbage.

 

”Så skyd mig,” sagde Grise-Olsen hånligt og bredte armene ud. Han regnede ikke med, at drengen ville være i stand til det. Han vidste, at det bedste, man kunne gøre, når det kom til sådanne mennesker, var at presse dem. De kunne ikke tage det, og for det meste endte det med, at de brød sammen.
Desværre for Grise-Olsen vidste han ikke, hvilke valg John havde. Han vidste ikke, at så længe han ikke ville opgive den sag, han var begyndt på, ville én af dem dø.
Han vidste ikke, at det var ham eller John, og nogle mennesker er meget enkelt sig selv nærmest.
Manden spærrede øjnene op med et overrasket gisp, da drengen trykkede på aftrækkeren, og kuglen, der kom flyvende med fuld fart, borede sig ind i hans bryst.

 

Chokeret over hvad han lige havde gjort, vaklede John hen til piletræet og støttede sig op ad det. Rystende over hele kroppen kollapsede han og endte med at sidde med ryggen op ad piletræet. Han havde slået ham ihjel. Han havde slået en mand ihjel. Han var en morder. Hvad var det dog, han havde gjort? Hvordan helvede var han kommet så vidt.
I virkeligheden vidste han det jo godt. Han vidste, at det var hans egen dumhed og Adams snedighed, der var skyld i det. Den dreng var som en slange. Snedig og fandens giftig.
En gift der langsomt bredte sig til de mennesker, han havde i sin magt. En gift der bredte sig sammen med de stoffer, han solgte dem, og som forurenede deres sind. Ude af stand til at styre sin krop begyndte tårer at løbe ned ad hans kinder, mens hans krop rystede værre og værre for hvert sekund, der gik. Et enkelt grødet hulk fløj over hans læber, og han holdt stadig krampeagtigt fast om pistolen.

 

”Jeg skal have mine penge, John,” sagde Adam, og hans ansigtsudtryk sagde mere end tusind ord. John ville ikke kunne slippe udenom denne gang.
”Jeg har dem ikke,” svarede han stille bange for den anden drengs reaktion.
”Derfor skal jeg stadig have dem,” sagde Adam afvisende og koldt.
”Kan jeg ikke betale dig tilbage på en anden måde?” hviskede John spørgende. Han vidste udmærket, at det lige præcis var, hvad Adam ønskede, men han havde ikke andre valgmuligheder. Det ville aldrig lykkes ham at skaffe alle de penge i den nærmeste fremtid.

 

Det var der, det hele først gik rigtig galt. Da han lavede den aftale med slangen. Hvorfor havde han ikke bare holdt sig langt væk fra Adam? Hvorfor var han ikke gået til sin mor, da han havde problemer?
 Hvorfor havde han ikke fået hjælp i stedet? Hans blik faldt på den døde mand, og en forfærdelig følelse bredte sig i hans krop.

 

”Selvfølgelig,” smilede Adam, og det var ikke noget rart eller venligt smil. Det var heller ikke et af de falske smil, han ellers rendte rundt med. Dette var et smil, der fik John til at forstå, at han var fanget i et helvede. Det, der først havde lignet et paradis, havde nu vist sit sande jeg. Det slør, der havde dækket Johns øjne og holdt ham hen i uvidenhed, forsvandt, og han stod tilbage med den nøgne sandhed.

 

John sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise-Olsens gamle piletræ. Han holdt om pistolen, men lagde den så fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op.
”Du kommer for sent,” sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke, at hun hørte ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...