Maybe later . . .

Hun er 15 år gammel, og er næsten som alle andre teenagepiger, men der er noget helt galt. Hun er forelsket i en fyr - en fyr der betyder alt for hende, en som virkelig tager hånd om hende og elsker hende, men deres kærlighed er ikke fysisk - og noget siger hende at de aldrig kommer til at have det fysisk.

1Likes
0Kommentarer
331Visninger

3. 3#.

Nathalia sad inde på sit værelse og rodede sit skab igennem - hun måtte sgu da have en eller anden lårkort kjole liggende og flyde et eller andet sted! Hun havde indtil videre kun fundet 2 gamle BH'er som forresten var for små, og 1 par røde bukser, som var hulede, bukserne var blevet lagt ind i bunken med de andre bukser, og BH'erne blev igen smidt ind i rodet. 
Nathalia gav op og kiggede rundt på sit værelse, der var ingen lår kort kjole, ja faktisk overhovedet ikke nogen kjole. 
Hendes mobil vibrerede, og hun fik hænderne i lommen hvor hun greb sin IPhone. 
Det var hendes kæreste Tom, som havde skrevet - "Hey honey, what's up?" 
Hun skrev hurtigt tilbage til ham "Not that much honey, I'm just trying to find a dress!" Hun sendte beskeden, og i det samme gik hendes dør op, det var hendes mor som var stadset op i en kjole og røde læber. 
Hun lignede lidt en af de der ny rige kvinder, som skildrede til højre og venstre med alle de penge de havde imellem røvballerne. 
"Skat, jeg skal på date her lige om lidt. Der ligger en fryse pizza i fryseren, ikk'?" sagde hun, og kiggede sig i Nathalia's spejl, hvor hun prøvede at skubbe hendes bryster op, så de så større ud. 
"Tjo, det er i orden. Hav det godt." svarede Nathalia, og satte sig over på sin mor, som stadig stod og dullede sig op i spejlet. 
Nathalia kiggede ned på sin IPhone, hun havde fået 2 beskeder fra Tom. 
Hendes mor gik ud af hendes værelse, og efter nogle få sekunder hørte Nathalia hoveddøren smække, og nøglen blev drejet. 
Nathalia kiggede på beskederne fra Tom, han skrev at han havde modtaget en besked fra en af hendes veninder om at hun ikke stolede på ham, og bare legede med hans følelser. 
Det bed og hev i hendes hjerte at på grund af en veninde, han nu følte sig misbrugt og værdi løs. 
Nathalia kiggede ud af vinduet, hun kunne mærke nogle prik i hjertet, og vidste at hun snart ville bryde sammen. 
Hvorfor kunne folk ikke bare lade hende og hendes kæreste være i fred? Hvorfor kunne hun ikke bare have et ganske normalt forhold, som alle andre også har? 
Tårene begyndte at trille ned af hendes kinder, hun måtte tage brillerne af for at de ikke blev våde. 
Nu begyndte tårene at komme endnu hurtigere og hun følte sig magtesløs. 
Hun skrev til Tom "I do believe you honey, don't you believe her she is just jaloux on us!", hun håbede at han ville stole på hende, men dette var langt fra første gang at hun var blevet konfronteret med at hendes veninder havde taget kontakt med ham, for at få deres forhold til at ophøre. 
Hun havde endda sagt til hendes veninder at de skulle holde op, men hver gang hun kom ind på emnet var hun blevet stemt ned af sine veninder. Nej de synes da det var underligt at være kærester med en fra et andet land - det kan da ikke lade sig at gøre.
De havde sågar sagt til hende "Det er jo for dit eget bedste Nathalia." 
Men hun vidste sgu godt bedst selv! Der havde ikke været et eneste øjeblik i Nathalias lange forhold med Tom, hvor hun ikke havde vidst at dette var ægte kærlighed. 
Hun elskede ham højere end noget andet - han var den mest perfekte dreng nogensinde. 
Han tog hånd om hende, spurgte ind til hendes dag, trøstede hende når hun var ked af det og fik hende til at grine. 
Det var der ingen andre der gjorde - ikke hendes mor og ikke hendes veninder. 
Det var lige netop det der gjorde ham så speciel, han var som hendes bedsteven, hun kunne skrive når som helst og hvor som helst og få hjælp. 
Hendes tårer trillede stadig ned af hendes kinder da hun stadig ikke havde fået svar fra Tom.
Gad vide hvad han lavede lige nu? Græd han ligesom hende, og var ked over at folk ikke kunne lade dem være eller var han pisse ligeglad og sad bare og dampede løs på en smøg? 
Hun skrev igen til ham "Honey, I really love you!", hun var begyndt at blive panisk. 
Hvad nu hvis han aldrig svarede hende igen? Hun hulkede, det er fandeme tarveligt alt sammen, tænkte hun. 
Hun gik ud i køkkent, og kiggede rundt, mens tårerne trillede ned af hendes kinder. Hun fik øje på kniv holderen, og trådte langsomt nærmere, som skulle den hoppe op og bide hende. 
Hun tog fat i den største kniv, og studerede den. Hun gik ind på sit værelse med den, og satte sig på sengen, hvor hun langsomt førte kniven ned til sit håndled. 
Hun græd endnu mere end nogensinde nu. Det var ikke første gang at hun skar sig, hun gjorde det i de situationer hvor hun var blevet så ked af at det, at ordet "løsning" ikke fandtes. Hun var bange for at miste ham, at miste ham som gjorde hende glad for livet. 
Hun tog kniven ned på sit håndled, hendes hjerte begyndte at bange hurtigere, i takt med at frygten steg. 
Hun var bange for at skære for dybt, hun ville for alt i verden ikke have at hendes mor skulle finde ud af det, eller hendes veninder skulle. 
Kniven kørte hen af hendes håndled, og det røde blod, løb ud og ned af hendes håndled, hvor mange andre ar var placeret igennem tiden. 
Det røde blod dryppede ned på hendes parketgulv, hvor det til sidst dannede en lille sø. 
Smerten fra hendes blødende håndled, overtog den anden smerte, og tilsidst græd hun ikke mere. 
Hun blev stille, og kiggede bare på hendes håndled, og da hun ikke længere følte nogen smerte overhovedet gik hun hen over sit parketgulv og tørrede blodet væk, og dryppede klorhexidin på og lagde en lille bandage på. Hun gik nu videre ud i køkkent og hentede køkkenrulle, som hun tørrede blodet op med, hun smed det blodige papir i lokummet, så hendes mor ikke ville finde ud af det, hun skyllede ud, og gik ind på sit værelse. Hendes IPhone lyste - det var Tom, som der havde skrevet. 
"Sorry I didn't answered honey, I was just sitting and being sad about this, why can't people just accept that we want to be together? It's like a relationship doesn't depend on love anymore, but rather where you live." 
Nathalia kunne ikke være mere enig i Toms ord - hun svarede ham tilbage og tastede hurtigt sin veninde Julianne's nummer ind. Nu skulle det fandeme have en ende alt sammen. Nu var hun træt af at alt skulle gå igennem hendes veninder, når det gjaldt Nathalia og hendes kæreste. 
Hun tog telefonen op til øret, og pludselig hørtes Julianne's stemme "Hey hvad så?" 
Nathalia svarede "Jeg ville bare gerne sige noget. I skal holde op med at kontakte Tom!" 
Julianne var stille i et øjeblik, men greb så ind igen "For fanden Nathalia, det sgu utroligt at du ikke selv ser det! Han er jo faker! F-A-K-E-R! Han er en gammel mand, der sidder og beder dig om billeder af din fisse og patter, øv! Tænk at du gider det. Og så ringer du for at fortælle at vi skal holde op - Nathalia det her er fandeme for dit eget bedste, vi er her jo for dig og hjælper dig!" 
Nathalia blev nærmest kvalt i hendes ord. "Tjo, ja. Jeg ved godt i hjælper mig. Undskyld." hun lagde på. 
Djævlene havde atter vundet, og Nathalia havde atter tabt. Julianne's ord lagde altid en mundkurv på hende, for hvad kunne hun sige? Hendes veninder gjorde det af omsorg, som de nu mente. 
Men Nathalia, mente at de gjorde det som en straf, en hån. 
Hun lagde sig ned i sin seng, og prøvede at slappe af, det varede ikke lang tid før hun var i sin egen drømme verden, hvor hun drømte om at hun gik på stranden med Tom, de holdte i hånden og grinte. 
Noglegange skubbede Tom hende endda ud i vandet, og grinte af hende, hun synes det var strengt i starten men når han så begyndte at grine, kunne hun ikke selv lade vær med at trække på smilebåndet.
Alt var skønt - han havde smurt en madkur, og så sad de på stranden og havde en hyggelig picnic. Langt væk fra Nathalia's skøre veninder, hendes patetiske mor og alt det som hun hadede. 
Hun elskede drømmeverdenen, der var altid frit slag i bolledejen og hun var altid lykkelig. 
Lige indtil hendes mor kom hjem med en mand, og hoveddøren blev smækket hårdt, og hun kunne høre våde smaskkys blev udleveret. Hun væmmes ved tanken om at hendes mor nu ville ligge og have sex med ham, og imorgen tidlig var han skredet inden hendes mor havde nået at lave æg til morgenmad. 
Og så ville hendes mor endnu en gang sidde og stirre ud i luften, og ikke vide hvad der gik galt, hun ville bande og svovle og sige at det ikke er hendes skyld, og det kun er mandens, for hun var da satan eddeme noget alle ville have snitterne i (citeret direkte). 
Nathalia væmmes, hvornår mon hun nogensinde lærte at hun også selv står for noget, at hendes mor ikke er en engel - hun kunne fandeme bare holde op med at knalde de fyrer - hvad var der i vejen med bare lidt normal snak? Og så måske senere kunne hun tage på en date med ham. Men nej, det tog jo for lang tid at opbygge et ordentligt forhold, og med en mor i alderen 46, så var det helt udelukket at gøre det på den facon. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...