Halvvejs Ude

Dette er en lille novelle, jeg skrev i skolen. Den handler om Esther og hendes brødre, og hvordan de håndterer udfordringerne, der kommer på deres vej.

2Likes
0Kommentarer
322Visninger

1. Halvvejs Ude

Når jeg tænker tilbage, ved jeg, at alt hvad der skete, var med til at bygge, den jeg var i dag. Mit forhold til mine søskende.  Mine dumme søskende, lillesøster Asta og storebrødre Kai og Henrik, har ændret mit liv. Hvad ville jeg ikke være uden dem? Og Paul. Jeg husker ham kun svagt, men vores første møde står kraftigt frem i mit indre.

 

Den vage morgensol gav lys i haven.

”Er du sikker? Er du helt, helt sikker?” sagde jeg, og kildede Asta. Hun prøvede at rulle om på siden, og holde luften inde i munden, mens hun svarede halvkvalt: ”Jeg overgiver mig aldrig!”

Kai og Henrik skubbede til hinanden, og smilte, mens de så deres to søstre sloges. Kai gnaskede en saltede lakrids, da han så sig over skulderen.

”Hey, gutter?” sagde han, og slugte lakridsen. ”Vi har en belurer.”

Jeg så vores mor trække sine solbriller lidt nedover næsen. Hun fnøs. ”Det er bare den nye nabos knægt, Paul.” Paul løftede sin lille arm, og vinkede til os.

Jeg kneb øjnene sammen. Det eneste han havde på, var en sort badebuks, der løb ned ad noget af hans leg. Han var spinkel, og havde vådt, pjusket hår. ”Hey. Jeg har lige været i havet, du ve’. Det ligger lige om hjørnet. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det var tomt.”

”Det er bare fordi, at altså, det er så dejligt i folks haver, og..” råbte Asta, og jeg gav hende hurtigt én, i siden. ”Mor!” Hun krøb sig sammen, og hendes små lokker blev våde i duggen fra den tidligere sommerregn. Hendes lille, røde læbe, voksede sig forfærdelig stor, og hendes blå øjne blev røde.

Jeg tyssede på hende, og så så skeptisk tilbage på Paul. Han så ikke til at være en farlig skikkelse, og det havde vores største bror vidst også tænkt, for Henrik vinkede ham bare hen til os med et muggent smil.

”Der er ikke så mange nabobørn, så jeg tænkte, jeg ville kigge forbi. Forstyrrer jeg?” Han trak i mundvigen med et slesk glimt i øjet. Selvfølgelig forstyrrede han.

”Nej, kom bare. Det er godt endelig at have nogle drenge heromkring.” sagde Kai drillede, men Henrik slog ham hurtigt i gulvet. ”Kunne ikke være mere enig.”

Paul nikkede, og satte sig ved siden af Henrik. Asta var løbet hen til mor, hvor hun sad, og strøg hende over håret. Far var sammen med nogle af de andre mænd, og der var vidst én, der havde sørget for nok bajer. Lige nu ville jeg bare løbe hen til far, hvis jeg måtte og kunne, for Paul virkede bare som en lyseslukker. ”Må jeg gerne tage et stykke?”

”Ja ja, men kun ét.” siger Kai, og rækker ham skålen. Paul nikker taknemligt, og snupper en vingummi. ”Nå, men jeg må hellere af sted.”

Jeg stønnede. ”Smut du bare, nye dreng.”

”Mit navn er altså Paul.” Men det vidste du jo godt.

”Så ses vi vel, Paul.

”Vi ses, dukkebarn.”

 

Hvis jeg tænker over det, tror jeg ikke, Paul prøvede at virke fjendtlig. Det var måske bare mig. Jeg ville nok bare ikke have, at han skulle ødelægge alt ’freden’. Men han var vel også bare et lille barn, præcis som os andre. Ikke mere end de 6-7 år.

 

”Smil!” sagde fotografen. Jeg forstod ikke, hvad han sagde det for. Hvorfor skulle jeg smile?

Der var et skarpt lys, og jeg begyndte at få ondt i øjnene, men jeg holdt dem åbne. Det havde far sagt, jeg skulle. ”Ellers får du bank.”

Når far sagde, han ville give én bank, ville han give én bank. Det havde jeg lært gennem tiden. Min far stod ved siden af kameramanden, og han havde en pilsner i hånden. Væsken svømmede og gabte, og sagde underlige lyde. Far gik over på knæ foran os, og prøvede at smile venligt til os, men han udluftede bare sin forfærdelige alkohol ånde. Jeg krøb mig sammen, og jeg så, at Asta fik gåsehud, men Kai og Henrik prøvede at stå så ret som muligt.

”Hør her, unger, nu skal vi have et rigtigt, rigtigt godt billede, for far betalte en formue, for at få taget det her billede til mor, og hun skal da se, hvor glade vi er sammen, ikke?” Han smilte endnu større nu, og slog mig på skulderen. ”Ja, far.” svarede Henrik. Meget modigt.

Far smilte tilbage. Stort, falskt smil.

”Og unger.. husk det nu!” sagde han, og blinkede. ”Smil!”

 

Mor blev rigtig glad for billedet. Hun troede vel, vi var glade. Sagen var bare, at jeg elskede far, men hans gule tænder og hans røde øjne skræmte livet af mig. Mit lille hoved passede perfekt ind i hans store bjørne hånd. Jeg ville ikke være sammen med ham, før han blev ligesom mor. Det var bare ikke et valg, jeg havde.

 

”Du snyder!” gispede jeg, men Paul rakte bare tunge af mig. ”Og hvad så? Jeg ville have vundet uanset hvad.”

”Du er meget høj i hatten, hvis man tænker på, at du skal snyde, for at sikre dig sejren.”

”Det kan du da ikke sige. For du ved ikke, om jeg ville have vundet, hvis jeg ikke snød.” sagde han, og rykkede ludobrikken en hel runde rundt. ”Det er ikke sjovt, Paul! Jeg gider ikke spille med dig, hvis du snyder.”

”Årh, er du bange for at tabe, dukkebarn?” hånede han mig, men jeg skulede bare til ham. ”Jeg bekymrer mig bare for, hvad der skal blive af dig.”

Han viftede afværgende med hånden. ”Du skal ikke bekymre dig om mig, dukkebarn. Jeg klarer mig.”

”Som om.” Jeg tog fat i hovedet om min brik, og kørte den to runder rundt.

”Skal du snyde for at vinde, dukkebarn? Det er da lidt usselt.”

”Du gjorde det da lige selv!” hvæsede jeg, og stirrede på ham.

Han smilte bare til mig. ”Jeg er ussel. Er jeg ikke, dukkebarn? Er det ikke, hvad du synes?”

”Stodder.” sagde jeg, og slog ham hårdt på armen. ”Det var for at snyde.”

Han så ned mod det røde på hans arm, og lod sine fingre danse henover det. ”Det gjorde altså ondt.”

”Selvfølgelig gjorde det dét, stodder, hvad tror du selv? Jeg er vel ikke nogen lille pige længere.”

Han rejste sig fra stolen, og vendte hovedet væk. Halvvejs ude af døren, sagde han: ”Jeg vil ikke spille med dig mere.”

”Tøsedreng! Tøsedreng! Tøsedreng!” råbte jeg efter ham med en skinger stemme, selvom han var forsvundet ud af døren. Hurtigt var han dog inde igen, og sparkede mig tværs over skinnebenet.

”For fanden i helvede, spade, hvad fanden er det, du laver?! Det gjorde sgu da ondt, det der!”

Han så bare på mig med et bittert ansigts udtryk. ”Undskyld, men jeg er jo ikke nogen lille dreng mere, ved du nok.”

Smerten fortog sig, og jeg sparkede stolen tilbage under mig. Jeg skubbede ham, og han væltede bagover, og faldt på halebenet. ”Idiot! Man må sgu da ikke slå på piger!”

Han rejste langsomt op, med et fortrukket ansigt udtryk. ”Hvis jeg er en tøsedreng, må du vel heller ikke slå på mig.”

”Hver lov har sine undtagelser.” sagde jeg, og gik ud af døren. Paul hoppede op på min ryg, og vi faldt begge ned på gulvet. Paul landede ovenpå mig, men vendte sig hurtigt om, og låste mine hænder fast på min ryg. ”Selvfølgelig ikke. Har du ikke nogen moral?”

”Slip mig fri!” vrissede jeg, og prøvede at vride mig fri.

”Sig undskyld!” råbte han, og trykkede mine hænder hårdere fast.

”Aldrig!” råbte jeg, og sparkede ham. Jeg missede.

”Godt forsøgt, dukkebarn, men indrøm at jeg ikke er nogen tøsedreng.”

”Du kan rende mig!” sagde jeg, hvorefter han tog fast i mit nakkeskind, og hviskede blidt i mit øre. ”Sig det.”

”Nej!”

Han lavede en utilfreds grimasse, og tog fat i mine hårrødder. Jeg skreg febrilsk. ”Jeg slipper dig ikke før du siger det.”

”Så stopper vi, unger!” råbte en dyb mandestemme, og jeg mærkede vægten forsvinde fra min ryg. ”Esther, Paul, mit kontor, nu!”

”Ja, Herre.” sagde vi i kor, hvorefter vi kiggede muggent på hinanden. Jeg så bare ligefrem, og nægtede at kigge på hans grimme fjæs.

 

Jeg savner lidt, den måde vi behandlede hinanden på. Vi afskyede hinanden, men alligevel skulle vi være sammen. Længe, meget længe, forstod jeg ikke, hvordan det kunne være på den måde. Jeg elskede alle min veninder overalt på jorden, men resten holdt jeg mig fra. Hvorfor var det anderledes med Paul?

 

Jeg så Henrik stå og pakke kufferter en dag. ”Hvorfor pakker du? Hvor skal vi hen?”

”Hvor skal jeg hen.” rettede han mig, men holdte blikket ned mod hans hvide strømper.

”Går du?” spurgte jeg, og så på ham med store øjne. ”Hvorfor? Hvorhen?”

”Hen til en af mine venner i byen.” sagde han, og nægtede stadig at kigge på mig. ”Han siger, at jeg kan bo hos ham, mens jeg uddanner mig.”

”Uddanne dig? Hvorfor? Hvorfor bliver du ikke her?”

Han kiggede endelig på mig. ”Hør, Esther.. jeg.. jeg er ked af det. Jeg har snakket med Kai. Han skal nok passe på dig og søs. Men du må også lære at klare dig selv, Esther, du er fjorten. Kai er seksten. Asta er tolv. I kan godt klare jer selv fra nu af. Det bliver I nød til.” Han så ned igen. Han var helt stille et stykke tid.

”Musiker.”

”Hvad?” spurgte jeg forvirret. ”Hvad sagde du lige?”

”Musiker, jeg vil være en musiker. Al den moderne musik, den har bare så meget mening i forhold til det klassiske, far altid spiller. Min ven har en ven, der har et band, og de har brug for en trommeslager. Det er min chance, Esther. Det er min drøm.” Hans øjne blev røde, og det næste kom ud men en lille og hæs stemme. ”Hør, Esther, jeg ønsker ikke at forlade jer, men..”

”Musiker?” afbrød jeg ham. ”Du vil forlade din familie for musik.”

Han vendte sig om, og skulle lige til at røre min arm, men jeg slog hans hånd væk. Han sukkede. ”Har du ikke en drøm?”

”Hvad? Hvad mener du?”

”Har du ikke noget, du føler, at uanset, hvordan du prøver at undgå det, vil du alligevel altid ende med at gøre det? Er der intet, du elsker så højt, at du altid vil være i kontakt med det, lige meget hvad andre mener?” Jeg tænkte over det et øjeblik. Det behøvede jeg godt nok ikke, for straks han havde beskrevet følelsen for mig, dukkede der kun ét navn op i mit hoved. Paul.

Der var stille et øjeblik. Så gik jeg hen til kommoden, og fandt tre af hans blå skjorter frem, foldede dem sammen, og lagde dem i hans kuffert. Derefter kiggede jeg op på ham, mens jeg sagde, med den mest stærke stemme jeg kunne fremskaffe. ”Lad mig hjælpe dig med at pakke.”

Først stirrede han på mig. Jeg tror ikke, han forstod, hvad der skete. Så nikkede han bare, og pegede på skrivebordet. ”Kan du hente den der kasse?”

Jeg nikkede, og tog den op i mine arme. Den virkede tung, men let. ”Hvad er der i den?”

”Familie billeder.” svarede han, og smilede skævt. ”Så jeg ikke kommer til at savne jer alt for meget.”

Jeg nikkede, og tog låget af kassen. Jeg fiskede et op fra den rodede bunke, og jeg kiggede lidt på det. Så huskede jeg.

”Hør her, unger, nu skal vi have taget det her billede til mor, så hun kan se hvor glade vi er sammen, ikke?”

”Ja, far.” svarede Henrik.

”Og unger.. husk det nu!” sagde han, og blinkede. ”Smil!”

 

”Henrik?” sagde jeg, og kiggede mod ham.

”Mm?”

Jeg måtte blinke et par tårer væk. ”Flytter du.. flytter du på grund af ham?”

Hans øjne blev sorgfulde. ”Hør, Esther, du må forstå, jeg ville væk, så snart jeg fik chancen. Hans drikkeri, det bliver bare værre og værre, og mor.. hun er væk. Vi har kun set hende én gang siden.. siden Paul kom. Vi har ikke set hende i fire år, Esther. Det har far heller ikke.”

Jeg rystede på hovedet. ”Og så vil du bare efterlade det hele på vores skuldre?” Jeg lagde kassen på jorden.

”Jeg vil ikke hjælpe dig mere, Henrik.”

 

Jeg forstår Henriks valg nu. Han ville væk, og jeg ville væk, vi ville alle væk, men ingen af os kunne slip. Henrik fik et opkald fra far hver dag, og det værste var, han var næsten aldrig ædru, mens han gjorde det. Han skældte Henrik ud for at spille musik, men jeg fangede aldrig, hvad Henrik sagde til sit forsvar.

 

Det var sommer igen. Jeg sad på mors gamle havestol, og så op i solen. Asta sad, og læste, men hun fik hele tiden sol i øjnene, så nogle gange satte hun sig ind under halvtaget. Kai havde sin ven Flemming på besøg, men der blev ikke sagt et ord om moderne musik. Han var vel ikke ligesom sin bror.

”Hej dukkebarn.” hørte jeg Paul sige. ”Hvad så?”

Kai skævede mod Paul, og så mod mig, og så mod Paul, og så mod mig. Han løftede sine øjenbryn, og kastede hovedet i retningen af Paul, men jeg rystede bare på hovedet for at understrege: Nej, vi er ikke kærester.

Han trak på skuldrene, og vendte tilbage til sin egen besøgende.

”Hej stodder.” sagde jeg, og rejste mig op.

”Nej, bliv siddende, Esther, bliv siddende.” sagde han, og smilte. ”Ikke?”

”Jo jo.” sagde jeg, og lod mig dumpe ned i stolen.

”Luk så øjnene.” sagde han, og hans bløde stemme fald i harmoni med fuglenes eftermiddags sang. ”Jeg har lukkede øjne.”

”Godt. Åben så munden.” sagde han roligt. Jeg rynkede brynene.

”Hvorfor skal jeg åbne munden?” spurgte jeg forvirret.

Han grinte bare, og svarede: ”Hvorfor tror du?”

Jeg trak på mundvigen, og åbnede munden en smule. ”Tak for det.”

Jeg nikkede bare, og jeg forventede – håbede – at det var chokolade eller karamel, han ville lade mig spise.

Jeg kunne høre, han listede noget op af lommen, og så kunne jeg mærke det bløde skind hvile sig på mine læber. Men den forfærdelige smag af tomat mødte mig.

Jeg spyttede det hurtigt ud, og begyndte at pille tomatkerner ud med fingrene. ”Hvorfor gjorde du det?! Du ved godt, jeg hader tomater!”

”Præcis.” sagde han, og smilte.

 

Selvom at en tomat ikke er verdens mest romantiske og søde ting nogensinde, var jeg glad for han kom. Jeg var glad hver gang, han kom. Han var min tromme. Jeg er glad for, jeg forstod, hvad Henrik havde fortalt mig. Ikke så glad, at han aldrig kom og besøgte mig.

 

”Så..” sagde Paul, og lænede sig over mit bord. ”Skal du noget i weekenden?”

Jeg bredte mine ting lidt ud på mit bord, og kiggede op på skoleklokken. Ti minutter tilbage.

”Nej, ikke noget specielt. Hvorfor?” sagde jeg, og kiggede op på ham.

”Du ved, bare for at høre. Skal vi lave noget?” Han smilte skævt.

”Det kan vi godt. Hjemme hos dig eller mig?” sagde jeg, og skrev lidt videre på matematik opgaven. Hvor var jeg bare dum – x havde jo været 14 hele tiden.

”Jeg synes aldrig, vi er hjemme ved mig.” sagde han, og rettede sig op. ”Nå, men jeg må hellere tilbage til mig bord.”

Jeg nikkede, og så ned mod mit bord. Jeg løftede mit hæfte, og så på det billede, vi fik taget, da vi stadig var fire. Henrik.

”Hey.” sagde en dyb stemme. Jeg rynkede lidt på brynet.. Christian?

”Hej.” sagde jeg, og så op på et stort smilende ansigt. Jeg smilte igen. Christian var den mest populære af alle drenge. Han skulle sikkert bare have hjælp til matematik eller noget.

”Jeg hørte, hvad dig og Paul talte om, så jeg tænkte, at jeg nok havde ventet lidt for længe med det her, men.. måske kunne du lave noget med mig i stedet?” Han smilte stadig.

”Jamen, jeg skulle jo være sammen med Paul.” svarede jeg sagte.

”Paul? Du siger da ikke, du vælger Paul over mig, gør du? Du får kun den her chance, Esther. Vil du gerne på date med mig i stedet for Paul?” Hans smil falmede lidt, men han prøvede at holde det oppe. Truede han mig?

”Jamen, jeg.. ”Jeg tænkte mig om et øjeblik. Jeg kunne vel altid være sammen med Paul, kunne jeg ikke? ”Ja. Okay.”

”Fedt. Jeg henter dig klokken syv på lørdag.” Han gik smilende væk, mens jeg bare nåede at bande for mig selv. For helvede, hvor var jeg dum. Men nu var det for sent.. nu kunne jeg ikke gøre det om.

Jeg begyndte at pakke tingene sammen, mens klokken ringede. Paul kom over til mig, og jeg begyndte allerede at rømme mig. Hvor var jeg en idiot.

”Hvasså’ dukkebarn, glæder du dig allerede til lørdag?” spurgte han, også selvom jeg havde en trist udstråling, smilte han stadig. Han burde virkelig fatte et vink med en vognstang.

Jeg tog tasken på ryggen, mens jeg gik ud. Kai ville hente mig i dag, og jeg vidste, han ikke kunne lide at vente. ”Hør her, Paul..”

”Ah-ah.” afbrød han mig. ”Jeg har tænkt mig at være sød, den her gang. Ingen tomater. Ingen ludobrikker.”

”Paul, jeg har en aftale med en anden.” sagde jeg, med blikket i jorden. Jeg hørte ikke Paul sige noget. Jeg mærkede ham ikke trække mig tilbage. Jeg gik bare fra ham. Var det forbi?

Næsten ude af døren, hørte jeg en hæs, men kraftig stemme råbe: ”Med hvem?”

Jeg vendte mig om, og så på ham et øjeblik. Vores blikke mødtes. Der var kun had i dem nu. Had, og jalousi.

”Christian.” Jeg vendte mig om, og forsvandt.

 

Jeg ved nu, det var det forkerte valg. Jeg følte intet for Christian. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på Paul. Hvad lavede Paul mon nu? Hvad tænkte han på? Christian bemærkede det ikke. Han var alt for optaget af sig selv.

 

Jeg så en bil holde i indkørslen. Det var ikke fars bil, da han slet ikke måtte have en bil. Det var ikke mors, for hun tog altid bussen. Jeg genkendte den ikke. Der sad ikke nogen i den. Det kunne sikkert være lige meget. Vedkommende ville sikkert ikke engang have noget med mig at gøre.

Jeg gik ind i stuen, og lagde tasken på sofaen. Paul havde ikke talt med mig. Havde han droppet mig bare for det? Så var han det vel ikke værd. Det var i hvert fald dét, jeg blev ved med at fortælle mig selv.

En kvindestemme fik mig til at glemme det hele. Så en dyb mandestemme. Papirer. Metal. Jeg rejste mig, og løb ud i køkkenet. ”Mor?”

Hun så på mig, med store røde øjne. ”Undskyld skat. Undskyld jeg har været væk. Undskyld for alt det, jeg ikke har set.” Hun gik hen for at kramme mig, men jeg trak mig tilbage. Jeg havde ikke brug for hendes nærhed. Ikke mere.

”Hvad.. hvad er der sket?” stammede jeg, og så skifte vis på min far og mor.

”Vi skal skilles.” sagde min far, men han kiggede ikke engang på mig mere.

”Jeg har kopieret arkene, mor. Her.” sagde en anden mandestemme, dog lidt yngre, og jeg genkendte hurtigt min brors forsømte ansigt. Henrik.

Henrik.. var dét her den mand, jeg havde gået og savnet i al den tid? Han lignede ikke sig selv. Han havde poser under øjnene, hans blå øjne var grå. Hvor var al glæden?

”Esther..” Jeg vendte mig om. De skulle ikke nå mig, ikke mere. ”Esther, jeg tager dig med tilbage!”

Var det Henrik? Var det Henrik, der tog mig med? ”Men.. Hvorfor?”

”Du havde ret, Esther, jeg mistede min familie, og min familie er alting. Jeg vil have dig med, Esther, jer alle sammen.” Jeg nikkede, men fortsatte ud af døren.

Jeg var opsat på at komme væk.. men de skulle ikke nå mig, ikke mere.

 

Nu skulle jeg pludselig pakke. Jeg skulle forlade mit barndomshjem, mit liv, alle, mine venner. Ville jeg få venner i byen? kunne jeg ikke lade vær med at tænke. Vil de overhovedet kunne lide mig?

 

Jeg bankede på hans hus. Jeg havde aldrig været her, men jeg vidste, hvor det lå. Tænk, at jeg aldrig havde været her.

Døren åbnede, og Paul kiggede ud. ”Esther?”

Jeg smilte, og nikkede. Da jeg tænkte, hvad jeg var her for, falmede mit smil. ”Vi skal tale sammen.”

Han skar ansigt. ”Skal du ikke tale med Christian?”

Jeg rystede på hovedet. ”Nej, jeg skal tale med dig.”

”Nå, men jeg er sådan set ligeglad, for jeg skal ikke tale med dig, lad mig lige sige det.” Døren smækkede i. Jeg bankede på døren, og råbte efter ham. Han kom ikke tilbage.

”Paul! Paul! Paul, jeg flytter til byen!”Så hørte jeg fodtrin, og så ham komme ned af trappen. Han kiggede ud af vinduet i døren. Han sagde ikke noget. Han så bare på mig med røde øjne, og rystede på hovedet. Det var forbi. Det hele var forbi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...