One Shots

En samling af blandede one shots.

2Likes
1Kommentarer
521Visninger
AA

3. Min rejse over Atlanten

Dette er fra et stileoplæg vi fik som eksamens øvelse. Så ja..... 

 

 

Min rejse over Atlanten

 

D. 1. Marts 2007

Jeg er lige sejlet væk fra Gibraltars kyst. Det er en ret befriende følelse. Det er rart endelig at komme af sted. At komme lidt væk fra England. Men at tage afsked er hårdere end jeg forventede. Omkring mig er intet andet end bølgerne og det blå hav. Jeg tænker tilbage på de andre hjemme i England. På alle dem der lige nu sidder i klasselokalerne og sveder over bøgerne. Oppe i himlen flyver fuglene, og lige nu er alt mere fredfyldt end nogensinde. Aldrig har jeg følt mig så fri som jeg gør nu.

Vi har haft planlagt rejsen længe. Mine forældre og jeg. Bare planlægningen har taget flere måneder. Min mor havde det hårdt i de måneder. Jeg tror bare tanken om at jeg skulle sejle over Atlanten alene skræmte hende. Men hun viste det ikke. Hun forsøgte i hvert fald ikke at vise det. Min far virkede mere oprigtigt glad. Han var stolt. En følelse jeg aldrig kan glemme.

Jeg lader mine tanker vandre som jeg kigger på mod himlen. Med ryggen lænet op af masten og øjnene fastlåst mod himlen. Det er det øjeblik man altid ønsker midt i hverdagen. Et øjeblik hvor verden fryser omkring en og der bliver stille. Det øjeblik hvor tiden står stille.

Michael.

 

D 8. marts 2007

Jeg er halvvejs ved Ganarby Islands. Jeg tænker ikke så meget over hvordan sejlet skal stilles. Eller hvornår vindstyrken skal måles. Det bliver hurtigt en rutine. Det er ligesom at børste tænder og stå op om morgnen. Det er bare noget man gør.

Jeg nyder stadig stilheden. Vejret er stilnet af efter det vindere vejr, der var for nogle dag siden. Det var nervepirrende, at ligge midt ude på vandet i et vejr som det. Jeg er begyndt at tænke mere og mere over rekorden. Det ville være særligt at sætte verdens rekord som 14 årig. Men chancen for at rejsen ikke lykkes er der stadig. Hvis det sker må Seb Clover beholde den lidt endnu.

Jeg er begyndt at mærke hvor vanedannende livet på Atlanten er. Man vender sig til den lille mænge plads ekstremt hurtigt. I øjeblikket er hele mit liv afhængigt af båden, der ikke er større end klasselokalet der hjemme.

Uanset hvad jeg tænker over for tiden, vender mine tanker direkte tilbage til England. Selv da jeg havde småproblemer med sejlet i mandags Selv der tænkte jeg på hvad jeg ville have gjort, hvis jeg bare havde ligget få hundrede meter ud for Englands kyst. Jeg må indrømme at jeg savner det at gå i skole bare en lille smugle. Ikke lærerne eller bøgerne men vennerne. For herude er der bare stille. Man kan ikke slippe for at hører sine tanker. Normalt kunne larmen lukke mine tanker ude. Det er praktisk talt umuligt herude i stilheden. Men det er måske meget godt.

Michael.

 

D. 15. marts 2007

Jeg nåede frem til Ganarby Islands. Der er smukt. Virkelig smukt. Det er endnu en af verdens uopdagede perler. Atlanterhavet derimod viser sig ikke fra sin smukkeste side i øjeblikket. Det ser ud til at trække op til storm. Som jeg sidder her på stavnen af båden og kigger ned i bølgerne bliver jeg en smugle skræmt. Det at jeg er i det alene skræmmer mig. Atlanterhavet er ikke kendt for at være mildt og roligt. Det ved vi alle. Men jeg vi nå mit mål. Jeg vil nå til Antigua.

Her på stavnen sidder jeg. Helt alene. Jeg er begyndt at mærke ensomheden. Det er som en bølge der kommer med jævne mellemrum. Jeg prøver at forblive forberedt. En bølge er mange gange værre når man ikke er forberedt.

Jeg så hvaler forleden. Jeg blev ekstremt forskrækket, da de dukkede op få meter fra båden. Det var en fantastisk oplevelse. De er så flotte. Specielt tæt på. De var også større end jeg troede. Man hører et tal, men man har ingen anelse om hvor langt det er. Det ved jeg nu. De var nok dobbelt så store som jeg troede de ville være. Jeg havde egentlig ikke regnet med, at se hvaler overhovedet. Det gav mig lidt mod tilbage at se hvalerne. De mindede mig så meget om mig selv.

Michael.

 

D. 22. marts 2007

Jeg gir op!, Jeg mener det virkelig. Jeg gider ikke det her pis mere! Jeg vil bare hjem til England!

Vi nåede til Cape Vende og bare synet af land får mig til at ville hjem. Jeg hader den her båd!

Jeg tænkte at hvalerne gav mig mere lyst til at sejle. Jeg tog fejl! Jeg vil bare hjem igen. Jeg er træt af det her. Jeg savner larm. Jeg havde aldrig troet jeg skulle sige det, men det gør jeg. Jeg savner larmen der blokere ens tanker. Jeg savner mennesker. Jeg gider ikke være alene mere!

Jeg tænker konstant på det jeg forlod derhjemme. Jeg kan bare ikke holde op! I starten gik det mest ud på at holde hovedet højt i mod vejret, men nu er det fandeme pest i sig selv at være her. Jeg vil bare hjem!

Michael.

 

D. 29. marts 2007

Jeg var så tæt på at give op i sidste uge. Jeg er glad for at jeg ikke gjorde det. Vi er et godt stykke over Atlanterhavet. Allerede om bare 2 uger er jeg planlagt til at gå i land på Antiguas kyst. Jeg kan ikke vente. Efter de sidste dage prøver jeg at holde op med at tænke. Jeg vil helst bare leve i nuet. Ellers kommer der bare endnu et flip, og det er jeg ikke sikker på at jeg kan klare.

I starten fik man det malende billed af alting. Men nu er det knap så flot når bølgerne når rælingen, og vandet vælter rundt. Men vandet minder mig om hvalerne, jeg så for nogle uger siden. Måden de væltede rundt i vandet, som om det var det mest fantastiske overhovedet. Jeg glemmer aldrig den oplevelse.

Michael.

 

D. 4. april 2007

En uge tilbage! Sommerfuglene flyver rundt i min mave, og jeg kan slet ikke vente. Jeg glæder mig mere end nogensinde til at gå i land på Antigua. Jeg elsker at sejle, det gør jeg virkelig, men man kommer virkelig til at savne landjorden. At sidde her på stævnen, og se solnedgangen er rart efter en dag som i dag. Tidligere på dagen gik båden i stå. Den stoppede bare helt uden varsel. Det viste sig at være skruen der havde sat sig fast. Det betød en ting. Jeg var nød til at hoppe i.

Jeg tog redningsvest på og hoppede i vandet. Jeg dykkede ned til skruen kun for at opdage, at den var fyldt med diverse planter. Jeg svømmede op efter luft og dykkede ned igen for, at forsøge at fjerne det. Det tog lang tid. Jeg dykkede ned, og svømmede op flere gange, før det endelig lykkedes for mig at fjerne planterne. Jeg hoppede op i båden igen, startede motoren og endelig kunne sejle videre.

Jeg har siddet her lige siden. Jeg sidder her stadig. Bare og kigger ud over Atlanterhavet. Vejret har været stille i dag. Heldigvis. Jeg ved ikke hvordan jeg skulle have fjernet planterne fra skruen, hvis det havde været stormvejr. Jeg har ikke engang lyst til at tænke på det.

Michael.

 

D. 11. april 2007

Endelig! I dag træder jeg i land på Antiguas kyst. Jeg har glædet mig længe. Jeg gjorde det! Michael Perham den yngste person nogensinde til at sejle over Atlanterhavet alene. Jeg glæder mig som aldrig før til at hoppe i land igen. Jeg kan se overskrifterne for mig.

Mine forældres stolte ansigtsudtryk er ikke til at tage fejl af. Det er fantastisk. Jeg glæder mig endnu mere til at vende hjem til England. Jeg glæder mig til at se dem alle sammen igen. Men lige nu er jeg her på Antigua. Og lige nu er intet mere vidunderligt end det.

Michael.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...