En Valentines dag der skiller sig ud

Pigen Roxanne på 16 år her ingen date på valentine's dag. Hun har ikke haft det nogensinde, men først i år betyder det noget, for hendes eks-kæreste, Joe, havde været hende utro en måned før, så hun ville gerne finde en på valentine's dag. Hun møder så denne mystiske fyr som hun bliver ved med at møde. Hun synes at hun har set ham før, men kan ikke finde ud af at det er kærligheden der gør det eller om hun faktisk har et ham før. Da hun finder ud af hans families hemmelighed braser hendes verden sammen.

Smid gerne en kommentar. Gerne ros og kristik. Like hvis du kan lide den.

4Likes
5Kommentarer
498Visninger
AA

4. Hemmeligheden

Jeg samlede mine bøger sammen og gik sammen med Sandra ud af døren. Jeg rystede stadig lidt, men havde kontrol over mig selv lige nu. "Er du sikker på at du vil det?" Sandra gik over mod hendes skab. "Jeg er ikke sikker, men jeg bliver nød til det, for at få svar på hvad det var for nogle billeder." Jeg åbnede mit skab og satte mine bøger ind. "Okay. Du må nok til at gå nu, hvis du skal nå det." Hun lukkede sit skab og vendte sig om mod mig. "Du har nok ret." Jeg lukkede mit skab og sukkede. "Vi ses." Jeg gik hen af gangen og ud af døren til lærenes parkeringsplads. Jeg gik stille over mod maleriet. Det lignede faktisk Andrew pænt meget, men tøjet var meget gammelt. "Hej Roxy." Andrew kom gående frem fra billedet. Han havde stået bag billedet. "Du har ret i at jeg ligner ham meget, men der er en grund." Han stillede sig ved siden af billedet.

Hvordan vidste han at jeg synes han lignede ham på billedet. "Jeg ligner ham, fordi det er mig." Han tog et skridt over mod mig. Jeg stod stille og kunne ikke bevæge mig, for jeg var i chok. "Jeg er flere hundrede år gammel." Han rakte den ene hånd frem for at ligge den på min kind, men jeg trak mig væk. "Hvordan kan du have levet i over hundrede år?" Jeg skubbede hans hånd væk. Jeg vidste godt det lød dumt, men jeg ville have svar. "Jeg er en udødelig. Jeg kan læse folk tanker og placere tanker i folks hoveder." Han tog et skridt tættere på mig og tog fat i mine skuldre. Jeg prøvede at komme fri, men han var for stærk. Til sidst gav jeg op. "Så de billeder jeg så da vi væltede på gangen var noget du placerede i hovedet på mig?" Jeg så op på ham. Hans øjn farve var blevet gylden. "Ja, men det var ikke helt meningen og jeg ved du har tænkt over hvem de piger var. Jeg tror du skal sidde ned." Jeg satte mig på bænken ved muren. "Hvad er det der kræver at jeg skal sidde ned?" Jeg lænede tilbage og lagde det ene ben over det andet. "Kan du huske de billeder?" Han satte sig ved siden af mig. "Ja." Jeg rettede mig op og lyttede interesseret efter. "De piger var ikke så forskellige som du tror. De er alle sammen dine tidligere liv." Han kiggede usikkert på mig. "Hvordan kan de være mine tidligere liv og hvordan ved du at de var mig?" Jeg var mega chokeret og forvirret. "De hed alle sammen Roxanne og de har boet på et børnehjem, fordi dine forældre aldrig har eksisteret, men sygeplejerskerne påstår at dine forældre forlod hospitalet imens du blev vasket." Han tog mine hænder. "Så jeg har ingen forældre og det har jeg aldrig haft?" Jeg kunne mærke tårene samle sig i mine øjne. "Ja. Det er jeg bange for." Han tog mig i hånden. Jeg kunne ikke holde tårene tilbage mere, så jeg lod dem falde ned over mine kinder. Andrew Slog armene om mig og jeg lod mit hoved ligge på hans skulder. Jeg havde ikke lyst til at sidde med ham sådan her, men jeg havde virkelig brug for en skulder. Han var kold og hans hud var hårdere end normal hud ville være, men man kunne se hans blodåre på hans hals, så han var ikke uskadelig. Vi sad sådan i cirka et minut tror jeg. Jeg trak mig lidt væk, så jeg kunne se ham i øjnene. "Hvordan har mine tidligere liv været?" Jeg tørrede min ene kind med mit ærme. Man kunne se tårene trække sig ind i stoffet. "Altså dine liv har været mere eller mindre ens. Du har gået til Gymnastik indtil du blev 14 år og så har du altid tænkt over hvor dine forældre var og din bedste veninde, hende du altid var sammen med, havde en vane med at vrøvle nogle gange." Det passede meget fint til beskrivelsen af Sandra. "Det jeg havde ønsket ikke var ens det har altid været i ugen inden din 17 års fødselsdag." Andrews ansigt udtryk skiftede hurtigt. Det blev mere trist og han kiggede ned i jorden. "Det er om mindre end en måned. Hvad er der sket de andre gange?" Jeg tog hans hånd og kiggede bedende ind i hans øjne. "Inden jeg faldt for dig første gang havde jeg en kæreste ved navn, Katarina. Man kan godt sige hun er jaloux. Hun har dræbt dig inden dine 17 års fødselsdage." Han sukkede. Jeg fik store øjne og stirrede på Andrew. "Hvorfor inden min 17 års fødselsdag?" Jeg fugtede mine læber nervøst med min tunge. "Fordi at når du bliver 17 år får du en unik kræft. Du har kræften til at styre vandet. Der er en til i verden der kan det. Hun hedder Jennifer. Man kender ikke andet end hendes evne og hendes navn." Jeg sad og tænkte lidt. Ville Katarina dræbe mig? Hvem var Jennifer? Kunne styre vandet? "Er Katarina også udødelig?" Jeg håbede på at han ville sige nej. "Desværre, ja" Han klemte mine hænder lidt mere. Jeg lagde mit hoved på hans skulder. Det var som om jeg kendte ham og var tryg ved ham. "Hvorfor kan hun ikke bare finde en anden end dig?" Jeg var alt for forvirret til at flytte mig. "Hun vil gerne have mig tilbage, men du er den jeg vil have resten af mit liv." Han lagde den ene hånd under min hage og løftede mit hoved, så han så mig ind i øjnene. "Hvor er du sød." Jeg lagde min hånd på hans. "Hvordan blev du enlig udødelig?" Jeg rettede mig op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...