En Valentines dag der skiller sig ud

Pigen Roxanne på 16 år her ingen date på valentine's dag. Hun har ikke haft det nogensinde, men først i år betyder det noget, for hendes eks-kæreste, Joe, havde været hende utro en måned før, så hun ville gerne finde en på valentine's dag. Hun møder så denne mystiske fyr som hun bliver ved med at møde. Hun synes at hun har set ham før, men kan ikke finde ud af at det er kærligheden der gør det eller om hun faktisk har et ham før. Da hun finder ud af hans families hemmelighed braser hendes verden sammen.

Smid gerne en kommentar. Gerne ros og kristik. Like hvis du kan lide den.

4Likes
5Kommentarer
599Visninger
AA

6. den pure sandhed

"Hej Sandra." Sagde han roligt og tog et lille skridt frem af. "Du ligner dig selv." Hun smilede stille. "I lige måde." Han smilede drillende til hende. Jeg stod bare lidt forvirrende. Hvordan kendte de hinanden? "Hvorfor er du kommet tilbage til byen?" Hun tog en stol og satte sig på den med maven mod ryglænet. "Det er jo også min hjemby, du ved." Han smilede og lænede sig op af væggen. Sandra sukkede. "Hvordan er byen gået imens jeg har været væk?" Han smilede og lagde armene over kors. "Har du været i byen før?" Jeg stod stadig helt forvirret. "Det er gået stille og roligt." Hun svarede overhovedet ikke mig, men kun Andrew. "Det var godt." Andres kørte en hånd igennem håret. Han så virkelig godt ud. Lidt muskuløs, men ikke for meget og hans ansigt. Det var til at besvime over. "Har du fundet Katarina?" Det gav et sæt i mig da Sandra nævnte navnet. "Nej, desværre, men jeg har på fornemmelsen at hun leder efter Roxanne igen." Han sukkede. "Så må vi passe på hende, for jeg vil ikke se dig så ked af det igen. Det var virkelig smertefuldt at se dig ligge og græde og sørge over Roxanne. Du lå ved hendes krop i 2 år og du besøgte hendes grav i et år." hun så lidt trist ud, men stadig drillende. Hvordan kunne hun snakke med ham om Katarina uden at kende hende eller ham? Hvorfor snakker de om min død? "Hvis bare vi står sammen, søs." Han smilede drillende til hende. Søs? Hvorfor kaldte han hende søs? Hed hun rigtig Søs? Nej, hun hedder Sandra. "Hvorfor kaldte du hende søs?" Sagde jeg lidt strengt. Først nu så de over på mig. Det var som om de havde glemt alt om at jeg var der. Andrew så ned på Sandra. "Har du ikke fortalt hende det?" Sagde han lidt strengt til hende. Hun så bare uskyldigt tilbage på ham. "Og hvorfra kender i hinanden?" Jeg gik hen og stillede mig mellem dem. Jeg så ned på Sandra. Hun rejste sig med et ryk og vendte stolen. Hun tog fat i mine skuldre og pressede mig ned i stolen. Hun stillede sig ved siden af Andrew og tog hendes røde briller af. Hun så helt anderledes ud uden briller. Det klædte hende uden. Jeg lagde mærke til at der var noget i ansigtet der mindede om Andrew. Jeg kiggede frem og tilbage mellem dem. Bleg hud. Havblå øjne med gyldent yderst, det samme gyldne hår og de samme elegante bevægelser. De lignede hinanden. De var begge meget smukke. "Kan du se ligehed?" Sagde Sandra pludselig og afbrød mine tanker. Jeg nikkede og kiggede videre på dem. "Der er en grund." Hun smilede. "I kunne være søskende." Sagde jeg med lidt sarkasme i stemmen. De kiggede på hinanden og tilbage på mig. De nikkede og smilede. Det var rigtigt. De var søskende. "Det kan ikke passe, for Andrew er..." Han afbrød min sætning. "Udødelig? Ja. Det er Sandra jo også." Han smilede skævt. Jeg følte mig som ét stor spørgsmålstegn. "Er du også udødelig?" Jeg kiggede forvirret på Sandra. Hun nikkede usikkert. Jeg vendte mig om og gik frem og r´tilbage med hænderne i mit hår. Jeg gik over mod dem igen. "Du er udødelig og har ikke fortalt mig det." Jeg pegede på Sandra. Hun nikkede trist igen. "Hvorfor har du ikke fortalt det?" Jeg var ved at blive ret vred lige nu. "Du har vidst det et par gange, men jeg har fjernet det fra dit sind, så du kunne få et normalt liv." Hun kiggede usikkert på mig. Det var som at blive ramt i mellemgulvet. "Så du har rodet i mit hoved for at jeg kunne få et normalt liv?" Jeg havde hævet stemmen. Hun nikkede trist. Jeg blev sur og kunne mærke tårene presse på. Jeg så på Sandra og rystede på hovedet. Jeg løb ud af døren og ned af gangen. Tårene pressede mere på og der var få tåre der løb ned af kinden. Jeg løb ned af gangen og alle på gangen kiggede efter mig. Jeg løb ud på lærenes parkeringsplads. Jeg løb forbi billerne. Tårene i øjnene gjorde at farverne flød sammen. Jeg var flere gange ved at vælte over mine egne ben. Hvordan kunne hun holde det hemmeligt for mig? Mine ben blev svage, men jeg løb videre. Min verden brød sammen. Resterne brændte og asken fløj væk med vinden. Jeg løb op til fodboldbanen. Jeg nåede ikke særlig langt over banen da mine ben gav efter og jeg væltede. Jeg havde håbet at græsset ikke ville være så hårdt, men jeg tog fejl. Min krop gjorde ondt. Jeg lod tårene få frit løb. Det løb ned over mine kinder. Jeg lagde mit hoved mod græsset. Vinden fik fat i mit hår. Elastikken var faldet ud da jeg løb. Mit hår blæste rundt. Skyerne samlede sig og det begyndte at regne. Det mærkedes som små isklumper der ramte min hud. De andre elever på skolen stod sikkert i vinduerne og grinede af mig. Jeg vil blive den mindst populære person på skolen. Min krop blev mere og mere følsesløs og til sidst kunne jeg ikke mærke min krop mere. Mine øjenlåg blev tungere og de faldt i. Jeg lå bevidstløs på fodboldbanen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...