En Valentines dag der skiller sig ud

Pigen Roxanne på 16 år her ingen date på valentine's dag. Hun har ikke haft det nogensinde, men først i år betyder det noget, for hendes eks-kæreste, Joe, havde været hende utro en måned før, så hun ville gerne finde en på valentine's dag. Hun møder så denne mystiske fyr som hun bliver ved med at møde. Hun synes at hun har set ham før, men kan ikke finde ud af at det er kærligheden der gør det eller om hun faktisk har et ham før. Da hun finder ud af hans families hemmelighed braser hendes verden sammen.

Smid gerne en kommentar. Gerne ros og kristik. Like hvis du kan lide den.

4Likes
5Kommentarer
501Visninger
AA

3. Brevene

Han så kort på mig. Hans øjne var mørke. Han satte sig nede bagved bare i den anden side end os. Vi kunne begge ikke lade være med at stirre på ham. Det så ikke ud til at han lagde mærke til at vi kiggede på ham, men pludselig smilede han skævt. Vi kiggede begge ned i bordet på samme tid. Jeg fandt min blog frem så jeg kunne skrive med Sandra og så kunne Andrew ikke se høre hvad vi 'snakkede' om. "Han så ikke engang på os, men han vidste at vi kiggede på ham." Jeg skubbede stille bloggen over til Sandra imens jeg kiggede op på tavlen. "Prøv at se hans tøj. Det ligner nået af det mærkevare tøj min storebror har på. Det koster mega meget." Hun skubbede bloggen tilbage og så også op på tavlen. "Men du må give mig ret i at han er pænt lækker." Jeg skubbede bloggen over bordet og kiggede på Andrew. Hans hår sad fantastisk og hans skjorte sad lidt stramt over armene og over brystkassen, men det betød bare at han var veltrænet. "Enig. Det er umuligt at se så pokkers godt ud." Hun så også over på ham og fugtede sine læber, som hvis hun skulle til at kysse ham. Jeg tog bloggen. "Han ligner en af de der mennesker på maleriet nede på biblioteket." Jeg skubbede bloggen over til Sandra, så den ramte hendes albue. Jeg så op på tavlen og ned igen. Der lå foldet hvid seddel. Jeg foldede den ud og læste lavt, så Sandra også kunne høre det. "Mød mig efter timen på biblioteket. Lige under det store maleri." Jeg gispede lavt. Jeg kiggede over på Andrew. Han fjernede hovedet væk fra mig, så det betød at han kiggede på mig da jeg læste sedlen. "Jeg tror det er Andrew der har skrevet sedlen." Sagde jeg lavt til Sandra, så jeg var sikker på at det kun var os der hørte det. Sandra bukkede sig lidt frem, så hun også kunne se ham. Han smilede igen og kørte en hånd igennem håret. "Tør du?" Hun kiggede op på mig. Jeg var forvirret. Nej. Mere end forvirret. Jeg var bange. Han var ny på skolen og alligevel vidste han at der var et stort maleri på biblioteket. Hvorfor mon lige der? Jeg nikkede og lukkede øjnene. Jeg holdte rundt om min sølv halskæde jeg havde fået at min storesøster, Isabella, inden hun døde. Hun havde været i byen og på vej hjem var der en bil der ramte hende. Jeg tænkte på de billeder jeg havde set da jeg så ind i Andrews øjne. Hvad var det jeg havde set? 

Den lærestuderende kom halv løbende ind af døren. "Undskyld forsinkelsen." Han satte sin taske på bordet. Der var en af drenge oppe foran der rakte hånden i vejret. "Ja, Mathias?" Læren sukkede, for Mathias havde altid de underligste spørgsmål og det fandt man hurtigt ud af. "Hvorfor kun du forsent, Hr. Klint?" Mathias mærkelig. Han var særlingen i vores fysiktimer. "Fordi at det store maleri fra biblioteket skulle væk, så vi skulle have det ud på lærenes parkeringsplads, så jeg kunne tage det med når jeg får fri." Han rodede sin taske igennem efter bøgerne vi skulle bruge. Jeg fandt min blyant frem og skrev ned på bloggen. "Hvornår mon han har fri, for Andrew vil jo gerne mødes ved maleriet." Jeg skubbede bloggen over til Sandra og lagde blyanten fra mig. Der lå et nyt stykke papir. Jeg foldede det ud og læste det inde i mit hoved. "Vi mødes stadig ved maleriet. Har noget at fortæller dig." Jeg begyndte at ryste. "Roxanne, hvad er det galt?" Sandra tog fat i min hånd. Jeg gav hende papiret og tog mine hænder op til hovedet. Mit hjerte bankede ligeså hurtigt, som da jeg sad ude på toiletterne. "Roxy. Du skal ikke være bange for ham. Han bider dig vel ikke." Hun lagde sedlen på bordet. Jeg kiggede nevøst på Sandra. "Rolig." Hun smilede sødt. Det smil får mig altid til at slappe af. Jeg lagde hænderne ned på bordet.

Hvad mon han ville fortælle mig? Eller er det overhovedet ham der gav mig sedlerne? Jeg var usikker, men jeg besluttede mig for at være ved maleriet efter timen. Resten af timen sad jeg og så de billeder fra Andrew om og om igen. Jeg kunne stadig ikke hvad der var så bekendt ved de piger. Det var som om det var lige foran mig , men at jeg bare ikke kunne se det. Det er så irriterende at vide at man sikkert kender svaret, men man kan ikke huske det eller sætte fingeren på hvad det er. Jeg kiggede over på Sandra. Hun lignede en der fulgte med i timen, men hun fulgte sikkert bare hver eneste bevægelse som Hr. Klint lavede. Hun rettede hele tiden på hendes røde hår og hendes lyserøde trøje. Hun kunne ikke helt bestemme sig for om den skulle være nede over den ene skulder eller om den ikke skulle, så hun sad hele tiden og tog den op og ned. Til sidst lod hun den være nede. Selv om jeg fulgte med i timen kunne jeg ikke glemme det billeder. Pigerne havde samme kropsbygning, men de lignede ikke hinanden. Jeg tænkte resten af timen. Lige indtil klokken lød.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...