Millicent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jan. 2013
  • Opdateret: 21 feb. 2013
  • Status: Igang
Millicent er 15 år gammel, og skal flytte skole to måneder inden skoleåret slutter. Hun hader at skal flytte skole. Det hele bliver dog nemmere for hende, da hun bliver veninde med pigen Carter. Millicent begynder hurtigt, at gå til fester, og bliver en del af klassen. Hun bliver gode venner med flere i klassen, såsom Katie, Noah, Martin, William og ikke mindst... Janosch.

0Likes
0Kommentarer
640Visninger
AA

15. The end

 

Tiden gik og det blev sidste skoledag inden sommerferien. Jeg var blevet en del af klassen, og jeg havde lært Janosch ordenligt at kende. Jeg sad på mit bord, sammen med Carter og hørte musik fra Williams computer. Katy dansede sammen med Martin, og de hoppede rundt på bordene. William sad foran sin computer, og rykkede sit hoved i takt med musikken. Margaret sad ved sit eget bord og rettede stile. Vi havde fået lov til, at gøre hvad vi ville, hvis vi bare ikke larmede ude på gangen. Jeg valgte at gå ned til vandautomaten, i kantinen, for at fylde min vandflaske op. Da jeg stod dernede var der en, der lagde sine hænder om mine øjne. Jeg fjernede hans hænder, og vendte mig om. ”Er du først kommet nu?” Han trak på skuldrene. ”Jeg kom for sent op.” Jeg op og ned af ham. Han havde et par mørkerøde cowboybukser på, og en sort hættetrøje. ”Og du opdagede ikke at vi er midt i juli.” Jeg var selv iført et par lyseblå shorts, og en løstsiddende hvid skjorte. Vi gik hen til et af bordene, og tog et par stole ned. Jeg satte mig på en af dem, men Janosch satte sig på bordet og lagde sine fødder på den anden stol. Han tog min hånd. ”Hvad skal du lave ferien?” Jeg vippede lidt med hovedet. ”Jeg tror, at jeg skal lave noget sammen med Jamie og Alex. Hvad med dig?”

”Jeg regnede med, at være sammen med en sød pige jeg kender, men hun skal åbenbart være sammen med sin storebror og hans kæreste.” Han sukkede og satte sin hånd op til sin hage. ”Så må jeg jo bare læse en bog.” Jeg begyndte at grine. ”Nej, så langt må du ikke gå. Det ville da være frygteligt.” Jeg satte mig op ved siden af ham. ”Vi kan godt lave noget sammen. Jamie og Alex tager til Prag på mandag, så jeg har masser af tid.” Han tog armen om mig. ”Super. Hvad vil du så lave?” Der lød en kort hosten bag os. ”Skal i ikke til time?” Det var Agnes (Kantinedamen), der stod med en karklud i hånden, og så meget irriteret på os. ”Jo, undskyld.” Jeg prøvede at smile til hende, men hun stirrede bare vredt på os. Jeg hoppede ned fra bordet og satte den ene stol op igen. ”Det vi skulle til er nok heller ikke noget, der skal tilskuere til.” Han blinkede til hende. Jeg trak ham hurtigt ned fra bordet, og vi løb op af trappen.

Klokken tolv stod syvende, ottende og niendeklasse nede på sportspladsen, hvor vores skoleinspektør snakkede ind i en mikrofon. Snakkede om året, der var gået så hurtigt, og prøvede mange gange at være morsom, men uden held. Jeg sad på græsplænen, sammen med Janosch, Carter, Noah, Martin, Katy og William. Eller jeg lå på græsset sammen med Janosch. Mit hoved hvilede på hans mave og han kørte langsomt sine fingre igennem mit hår. Jeg så op i himlen og lyttede. Katy grinede indimellem meget højlydt, fordi Martin prøvede at charmere sig ind på hende. Carter, William og Noah sad bare, og grinede lidt af inspektøren. ”Og inden i alle tager på sommerferie, skal vi lige synge I østen stiger solen op.” Han fandt et stykke papir frem, og hostede. Musiklæreren for de små klasser, begyndte at spille på et lille klaver, der var blevet slæbt udenfor, og folk begyndte at synge. Efter sangen måtte vi endelig gå hjem. Vi forlod pladsen og gik op mod skolen, for at hente vores tasker.

Jeg fulgtes med Janosch, og fortalte ham om noget, der var sket med Jamie dengang jeg var lille, men pludselig stoppede han, og tog min hænder, så mig i øjnene. Jeg vidste ikke hvad der var galt, så jeg spurgte selvfølgelig. ”Hvad er der?” Han slap min ene hånd, og strøg en hårlok om bag mit øre. ”Jeg elsker dig, Millicent.” En underlig følelse kom op i mig. En følelse jeg aldrig havde følt før, men ingen havde heller aldrig sagt den slags til mig før. Udover min familie. Janosch havde taget begge mine hænder igen, og kiggede bare ned på dem. Jeg begyndte at smile, og satte en finger op til hage, så han så mig i øjnene. ”Jeg elsker også dig.” Han smilede og rykkede sit hoved tættere på mit. Jeg lænede mig det sidste stykke frem mod ham, og lod mine læber møde hans.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...