Millicent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jan. 2013
  • Opdateret: 21 feb. 2013
  • Status: Igang
Millicent er 15 år gammel, og skal flytte skole to måneder inden skoleåret slutter. Hun hader at skal flytte skole. Det hele bliver dog nemmere for hende, da hun bliver veninde med pigen Carter. Millicent begynder hurtigt, at gå til fester, og bliver en del af klassen. Hun bliver gode venner med flere i klassen, såsom Katie, Noah, Martin, William og ikke mindst... Janosch.

0Likes
0Kommentarer
595Visninger
AA

13. Sandheden

 

Efter skole gik Janosch og jeg en til biografen, men der var ikke rigtig nogen gode film, så vi valgte at gå en tur i stedet for. Vi gik ned af en gågade, og kiggede ind af butikkerne. ”Janosch. Er da ikke et helt almindeligt navn. Er det?” Jeg så på ham. ”Nej, men jeg er også blevet født i Tyskland.”

”Er du tysk?” Han tog min hånd. ”Nej, men jeg blev født i Tyskland. Mine forældre boede i Tyskland, fordi min far havde et arbejde deroppe, men hans kontrakt varede kun i fem år så da jeg var tre, flyttede vi tilbage.” Vi gik ind i en lille park, og satte os på en bænk. ”Er det ikke lidt underligt at vi sidder her?” Han så på mig. ”Hvad mener du?”

”Vi kender jo egentlig ikke hinanden særlig godt?”

”Jo, vi gør da.”

”Nej, vi gør ikke. For ti minutter siden fandt jeg ud af, at du var født i Tyskland. Den slags burde jeg da vide.”

”Jamen det gør du da også nu.” Jeg så seriøst på ham. ”Forstår du slet ikke hvad jeg mener?” Han puffede let sin skulder mod min. ”Jo jeg gør. Så lad os skiftes om, at sige noget om os selv, men du starter.”

”Okay.” Jeg tænkte mig lidt om. ”Jeg hader tøsefilm.”

”Min tur. Jeg hader også tøsefilm.” Jeg stak en albue ind i hans mave, og han begyndte at grine. ”Okay, okay”. Han ventede lidt. ”Jeg er glad for, at jeg har mine venner.”

”Jeg synes at det kun er en rigtig mand, der tør sige den slags.” Han lænede sig tilbage, med et lidt stolt smil. Jeg lagde mig på ryggen, og lod mit hoved hvile på hans lår. ”Kan vi ikke stille spørgsmål i stedet for?” ”Jo… Har du nogensinde gjort nogen fortræd? Med vilje.”

”Ja, næsten.” Han kørte langsomt sine fingre igennem mit hår. ”Hvorfor?”

”Behøver jeg at svare på det?” Han trak på skuldrene. ”Var det ikke dig der sagde, vi skulle lære hinanden at kende?”

”Et par dage efter min far var smuttet, kom han hjem igen, da jeg var alene hjemme. Han begyndte at undskylde og snakke om Vega. Han begyndte også at sige, at Jamie og jeg jo godt kunne komme og besøge dem. Alle mine følelser blussede op i mig. Jeg var rigtig såret, og jeg var virkelig vred, så jeg ham om at skride, men da han kom uden for døren, vendte han sig om og sagde: Jeg elsker dig. Det var dråben, så jeg tog en vase og kylede den efter ham. Han skulle ikke tro, at han bare kunne komme og sige alt det pis, så han måtte tage imod konsekvenserne… men jeg ramte ham ikke.”

”Har du nogensinde fortrudt det?”

”Nej faktisk ikke. Jeg ville nok have fortrudt, hvis jeg havde ramt ham, men nu ved han, at han skal passe på.”

”Okay. Nu ved jeg, at hvis jeg skal såre dig, skal det ikke være i en glas/porcelæns-forretning.” Han prikkede mig på min næse. ”Men jeg vil selvfølgelig aldrig såre dig.” Jeg satte mig halvt op og kiggede ham i øjnene. ”Lover du det?” Han nikkede og kyssede mig. ”Din tur.” Jeg lagde mig ned igen og tænkte. ”Hvor mange kærester har du haft?”

”Med eller uden dig?”

”Uden mig.” Han tænkte lidt. ”Tre. Tror jeg.” Jeg satte mig op. ”Tror du?” Han nikkede. ”Altså, ved du det ikke?”

”Jo, jeg er da rimelig sikker.” Jeg rejste mig op. ”Den slags skal man sgu da huske.”

”Millicent, hvorfor er det vigtigt?”

”Hvorfor?” Jeg sukkede og gik min vej.

Da jeg kom hjem, råbte min mor inde fra stuen. ”Hvorfor kommer du først nu?” Jeg stillede mine sko. ”Jeg er femten år gammel, jeg har vel ret til, at komme hjem når jeg vil.” Hun rejste sig fra sofaen, og kom ud i gangen. ”Nej, det har du faktisk ikke. Hvis du nu snakkede ordenligt til mig, ville jeg også give dig lov til mere.” Jeg trampede hårdt min ene fod ned i gulvet og råbte. ”Mor, jeg er pisse ked af det lige nu, og jeg orker ikke flere taler om, hvordan jeg kunne være en meget bedre datter for dig.” Jeg løb op af trappen og smækkede døren i.

Min mor kom ikke op til mig. Jeg vidste godt, at hun ikke gjorde det, fordi hun ikke var interesseret. Mange ting kunne man sige om hende, men hun vidste, hvornår jeg gerne ville være alene.

Alligevel bankede det på min dør om aftenen, men da jeg ikke reagerede, blev den bare åbnet. Jeg lå i min seng og læste i et eller andet ungdomsblad, da Janosch kom ind. ”Hey.” Han lukkede døren og satte sig på min stol. ”Allerførst troede jeg jo, at du var sur.” Jeg lagde bladet fra mig og så på ham. ”Hvorfor troede du dog det? Var det da jeg gik min vej i raseri?” Han rystede på hovedet. ”Men da jeg så kom hjem talte jeg med min lillesøster om det.” Jeg løftede øjenbrynene, og han så på mig. ”Altså hun er fjorten. Men hun sagde i hvert fald til mig, at som regel når piger er sure, er de i virkeligheden kede af det. Så fortalte jeg hende hvad der var sket, og ved du hvad hun sagde?” Jeg trak på skuldrene. ”Hun sagde, at det var fordi, du var bange for, at jeg ville glemme dig, hvis vi slog op.” Jeg prøvede at lyde lidt ligeglad. ”Og hvad så hvis det er?” Han lænede sig fremad og foldede sine hænder. ”Millicent, de andre kærester jeg har haft… Det har jo bare været sådan noget… Ja, det ved jeg ikke. Nogen jeg bare var sammen med for ikke at være alene.” Han rejste sig og gik lidt irriteret rundt i mit værelse. I mellemtiden havde jeg sat mig i skrædderstilling på kanten af min seng. Han kom bestemt hen, og satte sig på hug foran mig. ”Du er jo den eneste jeg nogensinde har været forelsket i.” Han støttede sin albue på sit knæ og rodede lidt rundt i sit hår. Jeg tog hans hånd. Han så på mig. Jeg lænede mig frem mod ham, og lod mine læber røre hans. Af alle de gange jeg havde kysset Janosch, kunne man ikke beskrive hvor dejligt dette var. Han satte sig ved siden af mig i sengen uden at slippe mine læber. Jeg skulle til at lægge mine arme rundt om hans nakke, da min dør blev åbnet. Det var min mor, der stod og kiggede ned i et blad. ”Mille, jeg ville gerne lige tale…” Hun så op fra bladet, og jeg skyndte mig, at rykke væk fra Janosch. Hun fik vidst et chok, da hun så ham. ”Hov undskyld. Jeg vidste ikke, at du havde gæster.” Kunne det da blive mere pinligt. Jeg kørte min hånd lidt frem og tilbage i min nakke. ”Øh, det er okay. Det er Janosch.” Jeg rettede min hånd hen mod ham. ”Min kæreste.”

”Ja, det kan jeg næsten gætte mig til.” Hun gik hen og gav ham hånden. ”Janosch, det er min mor, Ava.” Han gav hende hånden og smilede. Det var så tydeligt, at han syntes, det var ligeså pinligt som jeg gjorde. ”Hvad var det egentlig du ville?” Hun rakte mig bladet. ”Det var bare de sko du havde snakket om. De er på tilbud, så jeg vil gerne give dig dem.”

”Tak mor.” Det kom helt bag på mig, at hun ville give mig dem. Jeg gav hende bladet igen, og hun gik ud af døren. Jeg begyndte at grine og gemte mit hoved på hans skulder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...