Millicent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jan. 2013
  • Opdateret: 21 feb. 2013
  • Status: Igang
Millicent er 15 år gammel, og skal flytte skole to måneder inden skoleåret slutter. Hun hader at skal flytte skole. Det hele bliver dog nemmere for hende, da hun bliver veninde med pigen Carter. Millicent begynder hurtigt, at gå til fester, og bliver en del af klassen. Hun bliver gode venner med flere i klassen, såsom Katie, Noah, Martin, William og ikke mindst... Janosch.

0Likes
0Kommentarer
624Visninger
AA

12. Mere end bare venner

 

Da jeg mandag morgen var på vej i skole, tænkte jeg på, hvad jeg skulle sige til Janosch, men det blev bare til nogle mærkelige ord, der blev dannet i mit hoved. Jeg valgte at improvisere, når jeg kom så langt.

Da jeg kom ind i klassen stod Noah og Carter ovre i et hjørne. Carter kiggede ned i jorden, men Noah løftede hendes hage med sin pegefinger, hviskede noget i hendes øre, og kyssede hende på kinden. Hun lagde sine arme rundt om hans hals, og han knugede hende ind til sig. Han kyssede hende i håret, og lagde sit hoved på hendes skulder. Jeg stod ved mit bord og kiggede hen på dem. Det var måske ikke så pænt gjort, men jeg var så glad på Carters vegne. Et lille smil spredtes på mine læber. ”De er gode sammen.” Det var Janosch, der havde stillet sig hen ved siden af mig. Han havde et par mørkerøde bukser på og en sort T-shirt. Jeg nikkede, men fjernede ikke blikket fra dem. Jeg prøvede at se så afslappet ud som overhovedet muligt, men mine tanker fløj af sted. Det var nu jeg skulle improvisere, men jeg kunne slet ikke finde på at sige. ”Hvordan har du det?” Fik jeg endelig sagt, og vendte mig mod ham. ”Altså siden i lørdags.”

”Det går fint. Jeg sov hele søndag, det var også derfor jeg ikke svarede på din besked.” Det lød ikke så overbevisende, så jeg nikkede bare. ”Kan jeg for resten ikke lige snakke med dig?” Han pegede lidt kejtet med sin tommelfinger mod døren. Jeg fulgte efter ham, og jeg havde kun en ting i tankerne: Nu spørger han om, vi ikke bare kan være venner. Vi stillede os hen til de knager, hvor vi hang vores jakker. Jeg lænede mig med siden op af væggen. ”Hør Millicent…” Han tog fat i en af knagerne. ”Det der i lørdags…” Han kiggede lidt rundt, og jeg stoppede ham inden, han fik sagt noget pinligt. ”Jeg ved godt, hvad du vil sige. ’Skal vi ikke være venner? Jeg kan godt lide dig, men ikke på den måde. Det er ikke dig, det er mig’. Jo, vi kan godt være venner.” Jeg vendte mig om, for at gå ind i klassen igen, da han tog min hånd. ”Hey Millicent. Stop lige”. Jeg vendte mig om mod ham igen, men ville egentlig helst bare væk. Jeg kunne ikke klare, at have knust hjertet, og at han skulle se på det. Og nu ville han endda til, at forklare hvorfor, han blev nødt til at gøre det. ”Jeg vil gerne være sammen med dig. Jeg var bare ikke sikker på, hvad du ville.” Jeg så ham i øjnene. ”Mener du virkelig det?” Han foldede sine hænder om mine og nikkede. ”Men hvad synes du om mig?” Uden at slippe hans hænder, stillede jeg mig let på tær og kyssede ham. ”Prøv lige at minde os andre om, at vi ikke har kærester. Det var Katy, der var kommet hen til os, sammen med Martin. Han lagde armen om hendes skulder. ”Sådan behøver det jo ikke være.” Han rykkede sin pegefinger fra hende, til sig selv og smilede. Hun skubbede hans arm væk og gik ind i klassen.

Klokken ringede. Jeg gik hen til min plads, og fandt mine ting frem, men det eneste jeg tænkte på var Janosch. Næste gang jeg kunne holde hans hånd. Næste gang jeg skulle se hans smil. Og næste gang mine læber skulle røre hans. Margaret kom ind i klassen og stillede sin taske op af kateteret. ”I skal starte med at læse side 65-66 i tyskbogen, så gå bare i gang, og spørg hvis der er noget i ikke forstår. Jeg åbnede bogen, men kunne ikke koncentrere mig. Min blyant formede bare en masse små hjerter på et billede af Berlin. Da timen sluttede lænede Carter sig hen til mig og så ned i min bog. ”Nej, hvor har du fået lavet meget.” Jeg så på hende og smilede. ”Og hvor meget har du så lavet?” Hun lænede sig tilbage i sin stol og krydsede sine arme. ”Jeg har da fået læst… sådan cirka to linjer.” Jeg puffede til hende, og vi begyndte begge at grine.

I spisefrikvarteret aftalte jeg med Janosch om at gå i biografen senere. Derefter satte jeg mig hen til Carter og Katy. ”Hvad så? Hvad snakker i om?” Katie så på mig. ”Vi snakker bare om festen i lørdags. Lidt om Noah og Carter.” Jeg tog en bid af min pizza og så på Carter. ”Altså om det med, at du ikke…” Hun sparkede til min fod og sendte mig et blik, der sagde at jeg skulle holde kæft. Jeg prøvede at nikke diskret til hende, men det narrede ikke Katy. ”At du ikke… hvad?”

”Det er lige meget.” Carter prøvede at smile til hende og lod som ingenting. Katy nikkede og tog en tår af sin cola. ”Vil i ikke være med til at lave noget efter skole?” Carter prikkede lidt til sin spagetti. ”Jeg kan ikke i dag. Noah kom hjem til mig.” Katy så på mig. ”Hvad med dig?” Jeg lavede et lidt undskyldende smil. ”Jeg skal i biografen med Janosch.” Hun nikkede og gik op for at smide sine madrester væk. Jeg så på Carter, der opgav at spise sin spagetti. ”Du tror da ikke, at hun blev sur, vel?” Hun rejste sig og tog sin bakke. ”Nej. Katy bliver ikke sur over den slags.” Vi smed vores rester ud, og gik op i klassen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...