Millicent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jan. 2013
  • Opdateret: 21 feb. 2013
  • Status: Igang
Millicent er 15 år gammel, og skal flytte skole to måneder inden skoleåret slutter. Hun hader at skal flytte skole. Det hele bliver dog nemmere for hende, da hun bliver veninde med pigen Carter. Millicent begynder hurtigt, at gå til fester, og bliver en del af klassen. Hun bliver gode venner med flere i klassen, såsom Katie, Noah, Martin, William og ikke mindst... Janosch.

0Likes
0Kommentarer
603Visninger
AA

4. Ella

Omkring klokken to næste dag kom min brasende en af døren. ”Hvornår i alverden kom du hjem”? Jeg lå stadig i min seng, med en hovedpine, der ikke kunne beskrives. ”Det ved jeg ikke. Kan det ikke også være lige meget”? Hun var næsten ildrød i hovedet, og stormede ud af døren. Jeg lagde min pude over hovedet og prøvede på at huske tilbage, til aftenen før, men mit hoved dunkede, så det nemmeste var bare, at ligge sig til at sove igen.

Jeg havde det bedre mandag morgen. Mit hoved gjorde stadig lidt ondt, men det vat ikke noget slemt. Da jeg gik snakkede min mor i telefon, med min storebror, så jeg gik skyndte mig bare at sige farvel, og gå.

Da jeg kom op i klassen, sad Carter på vores bord, og talte med Noah. ”Hej”. Hun så hen på mig, og smågrinte. ”Hey. Hvad så? Er du okay”? Jeg satte mig ved siden af hende. ”Ja. Eller jeg kan ikke rigtig huske slutningen af festen”. Carter og Noah begyndte at grine, og hun lagde en hånd på min skulder. ”Det er nok fordi du ikke var der”. Klokken ringede, og vi satte os på vores stole, da Margaret kom ind. Hun så lidt rundt. ”Jamen, hvad er det i laver”? Vi så op på hende med et spørgende udtryk i øjnene. Hun grinte let. ”Jeg ved godt, at det lige har været weekend, men…” Døren gik op, og ind kom Janosch. Jeg kom i tanke om festen, og den pige jeg havde set ham sammen med. Margaret vendte sig mod ham. ”Jamen, det var da pænt af dig, at ville deltage. I morgen kan du måske endda prøve, at komme til tiden. Han lukkede døren, og satte sig på sin plads. ”Ja, det skal jeg nok prøve på”. Hun begyndte at snakke igen. ”I skal jo bare gå i gang. Vi har stadig temauge, og husk at det skal være klar til at fremlægge om på fredag”. Hun klappede to gange i sine hænder som signal på, at vi skulle gå i gang. Pis. Jeg havde glemt. At vi havde to uger til opgaven. Så nu skulle jeg være sammen med Janosch, i fem dage mere. Han kom hen til mig, med sin taske over skulderen. ”Skal vi gå ned på biblioteket”? Jeg greb min egen taske, og gik ud af klassen, uden så meget som, at kigge på ham. Vi satte os ved det samme bord, som vi havde gjort hele sidste uge. Jeg fandt min computer frem, og tastede løs. Janosch lænede sig ind over bordet. ”Har du tænkt at sige, hvorfor du er sur”? Mine øjne flyttede sig ikke fra computerens skærm. ”Hvad får dig til at tro, jeg er sur”? Han lænede sig tilbage i stolen, med et smil på læben, og trak på skulderene. Efter fire timer var der frokost. Jeg sad sammen med Carter og Katy. De sad og snakkede om opgaven. Carter og Noah havde problemer med et eller andet. Jeg sad og stak i min salat, og tænkte på Janosch. Egentlig kunne jeg ikke tillade mig, at være sur på ham, men jeg var bare så ked af det, fordi jeg troede… ”Hallo”! Jeg så op. ”Hvad”? Carter og Katy så på mig. ”Hvad er der galt”.

”Ikke noget. Hvorfor tror i, at der er noget galt”? Carter tog min hånd, og smilede. ”Vi har øjne i hovedet”. De sad begge på den anden side af bordet, og kiggede mig i øjnene. Jeg prøvede at lade som ingenting, men vidste godt at jeg ikke kom derfra uden, at fortælle det. "I lørdags så jeg bare Janosch kysse med en eller anden, og det går mig lidt på".

"Vent lige lidt". Katy så på mig, og smilede. "Er du vild med Janosch".

"Det er jo det jeg ikke kan finde ud". Carter begyndte at rydde vores mad over på en bakke. "Altså, hvis det går dig på, at han kysser med en anden". Hun så på mig. "Så er du jo vild med ham". Klokken ringede, og hun gik op for at smide madresterne ud. Jeg gik hen på biblioteket, og begyndte at skrive. Der gik et kvarter før Janosch kom. Det gjorde mig egentlig ikke noget. Jeg ville helst tilbringe, så lidt tid sammen med ham så muligt. Han satte sig på stolen ved siden af mig og kiggede på computeren. "Det går da super godt. Vi mangler da ikke særlig meget". Jeg kørte en hånd igennem mit hår. "Nej. Der mangler faktisk kun billeder og stikordskort". Han så på mig. "Stikordskort"?

"Ja. Så vi kan huske, hvad vi skal sige, uden at læse direkte op". Han lavede et enkelt nik med hovedet, og lænede sig tilbage i stolen. Jeg mærkede, min telefon vibrere. Det var min bror der skrev, at han kom på besøg om aftenen. Det gjorde mig glad, at han skulle komme. Det var fire måneder siden ,jeg havde set ham sidst. "Hvem skriver du med"? Janosch så hen på min mobil. "Er det din kæreste". Jeg så på ham. "Nej. Måske er det din". "Hvad mener du? Jeg har da ikke nogen kæreste". Jeg vendte tilbage til min telefon og svarede, at jeg glædede mig til at se ham. Resten af timen lavede vi ingenting. Jeg skrev med Jamie, og Janosch sad bare og trommede med to blyanter.

Da vi kom tilbage til klassen, var folk gået hjem. Jeg skulle lige til at gå, men Janosch stillede sig i døren, så jeg ikke kunne komme ud. Han så på mig. "Ja, du får ikke lov til at gå, før du fortæller, hvorfor du er sur". Jeg satte mig på kantet af det nærmeste bord. "Så kommer vi til at blive her i lang tid". Han lænede sig op af dørkarmen. "Vil du høre, hvad jeg tror, du er sur over"?

"Egentlig ikke"

"Jeg tror du er sur, fordi du så mig kysse med Ella i lørdags". Jeg så lidt overrasket på ham. Hvordan vidste han det. Han så på mig med et lille smil. "Og nu tænker du over, hvorfra jeg ved det, ikke? Jeg hørte Katy og Carter snakke om det. At det gik dig på". Jeg så op på ham. "Prøv lige og hør her. Jeg ville være fuldstændig ligeglad, om du så kyssede med femten piger, hver weekend". Han begyndte at smile igen. "Men hvis du er ligeglad... hvorfor er du så sur". Jeg rejste mig, og han lod mig komme forbi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...