Røde Fjer

Hun troede, at X-factor kunne blive hendes liv, da hun meldte sig til... Det viste sig hurtigt, at det ligeså godt kunne blive hendes død, da hun begyndte at modtage trusselbreve... Men det der pinte hende mest, var at afsenderen ikke bare kunne være en tilfældig fremmede, men måtte være én, hun kendte...

27Likes
39Kommentarer
1798Visninger
AA

10. Kapitel 9

 

 

Hun bed sig hårdt i læben og knugede Sørens hånd. Hun lukkede øjnene, da hun hørte værtens stemme: ”De to jeg nævner nu er helt sikkert gået videre til finalen.”
Den dramatiske musik buldrede igennem rummet.

”Lene!” sagde hun, og en af de ældre solister med en kraftig og hæs stemme løftede hendes knyttede hænder og bevægede sig væk fra de andre deltagere.

Anaths kiggede efter hende. Forsøgte at holde sin krop i ro.
”Anath!” sagde værten.
Hun trak vejret dybt og kunne ikke lade være med at smile. Et øjeblik var det, som om hun ikke var bundet til sin krop. Et øjeblik var hun bare en lys melodi. Et let vindpust. En solstribe der triller ind igennem vinduet.

Søren og Three stod tilbage, og da værten til sidst sagde ”Søren,” var det, som om alting var meget lettere, end det længe havde været.

I det øjeblik spekulerede hun ikke på det tikkende ur, afsenderen havde stillet over hendes hoved. Hun krammede bare lykkeligt Søren. Snusede duften ind af ham. Græs. Vind.

De var videre sammen.

***

Himlen var klædt i en dybblå natkjole. Små funklende perler sad overalt på den og stjal opmærksomheden fra det smukke og bløde stof, kjolen var lavet af.
Hun kunne smage øl på tungen, og det var sikkert også derfor, hun nu stod overfor to fyre, der havde hvide huer næsten helt ned over deres øjne.

De røde sofaklumper var blevet danset ud til siderne, og baren bagerst i backstage var blevet åbnet. Leo var i øjeblikke skarp, som en ædru, men i andre uskarp og drømmende, imens Matt virkede helt upåvirket.
”Jeg tænkte på…” sagde hun og rynkede brynene.
”Du tænker sgu for meget, Anath,” sagde Leo og skraldgrinede sammen med Matt.

”Går Em og planlægger noget her for tiden?” spurgte hun pludselig. Leo sendte et hurtigt blik til Matt. Pludselig var alt latteren forsvundet.
”Tjaa…” sagde Leo fraværende og en smule svømmende. Matt slog ham vredt på armen, og Leo spjættede, som om han lige var vågnet fra en drøm.

”Det rager sgu ikke dig,” sagde Matt hårdt til hende.
”Næ! Det rager sgu ikke dig!” gentog Leo forvirret, og pludselig skraldgrinede han igen sammen med Matt.

”Nej, ikke før om et par dage,” sagde Leo igen fraværende. Matt ruskede i ham.
”Hvad fanden er det, du står og siger,” hvæsede han. Han trak Leo ud ad rummet uden et ord. Anath gloede efter dem, da Matt smækkede døren. Nej, ikke før om et par dage.

Nu var der ikke længere nogen tvivl.

***

Det lille ur viste: 00.02. John snorkede fra skabet. Hun lænede sig mod vindueskarmen og kiggede ud over København. Kirkespir, hoteller og lejligheder, som hendes egen, tårnede sig op i nattehimlen.
Torsdag var netop sluttet.

Et eller andet sted ude i mørket ventede en eller anden, hun forestillede sig, at det var Em, på hende. Måske var han/hun allerede gået hjem. Måske var han/hun ved at planlægge, hvordan han/hun ville myrde hende.
Hun håbede ikke på, at det var Em, men samtidig kunne hun ikke se, hvordan det skulle være andre end ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...