Røde Fjer

Hun troede, at X-factor kunne blive hendes liv, da hun meldte sig til... Det viste sig hurtigt, at det ligeså godt kunne blive hendes død, da hun begyndte at modtage trusselbreve... Men det der pinte hende mest, var at afsenderen ikke bare kunne være en tilfældig fremmede, men måtte være én, hun kendte...

27Likes
39Kommentarer
1891Visninger
AA

9. Kapitel 8

Tonerne begyndte langsomt at forme sig i munden på hende. De startede med stille at dale mod jorden, som et rosenblad.

Men pludselig greb hun fat om bladet og knugede det, indtil rødt saft løb igennem hendes fingre. Små papirlapper dalede ned over hende.

Blachman havde fundet på den effekt, og da han så det udført, blev han ved med at råbe, at det her var kunst – livsbekræftende kunst.

Hun smilede lidt ved mindet og gav slip på bladet og lod det lande med en lille blød lyd.

Musikken tonede ud.
Og så fik hun øje på det. Der stod noget på et af papirerne.

Det føltes næsten kliché-agtigt. Som om det var sket så mange gange, at det slet ikke ville være overraskende, hvis det skete igen.
Men hvis der var noget, hun blev, så var det overrasket. Hun var ved at skrige af chok.  

Hun knugende krampeagtigt om mikrofonen i sin hånd.
Hendes ansigt var en stor frygt. Hun stirrede som forstenet ud mod publikum og de tre dommere, der smilende kiggede på hende.

Hun kunne ikke få blikket væk fra sedlen på gulvet:
Du har indtil på torsdag til at møde mig ved egetræet… Ellers er jeg nødt til selv at komme efter dig.
Dommerne sagde noget til hende, men hun hørte dem ikke. Hun gik bare robotagtigt over og samlede sedlen op.
Alt forstummede i salen. Hun vidste ikke, om der gik få minutter eller kvarterer, før John løb ind. Han kiggede alvorligt på hende.
”DR stopper showet kort. De skal holde krisemøde. De overvejer at stoppe X-factor for i år,” sagde han og kløede sig i skægget. 
”Det er din afgørelse. Hvis du vælger at gå nu, er du ude, fordi du ikke kan være med i afgørelsen, og samtidig stopper du sandsynligvis også for resten af showet…” Han rakte tøvende hånden frem.
Hun stirrede ud i luften og bed sig i læben.
”Kan jeg ikke… kan jeg ikke vælge at blive?” Hendes ord fik John til at se hende direkte i øjnene.
”Er det, det hér du gerne vil, Anath? Er det dét, du i yderste konsekvens vil bruge din sidste uge på?” spurgte han.
Anath kunne mærke noget vokse i hende. Hun lukkede øjnene kort, og da hun åbnede dem, var den utrygge, lille fugl fløjet fra reden. Hendes brune øjne skinnede.
”Ja,” svarede hun og formede omhyggeligt ordet med sine afrikanske læber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...