Røde Fjer

Hun troede, at X-factor kunne blive hendes liv, da hun meldte sig til... Det viste sig hurtigt, at det ligeså godt kunne blive hendes død, da hun begyndte at modtage trusselbreve... Men det der pinte hende mest, var at afsenderen ikke bare kunne være en tilfældig fremmede, men måtte være én, hun kendte...

27Likes
39Kommentarer
1804Visninger
AA

8. Kapitel 7

 

 

Det fjerde liveshow var pludselig også overstået, og langsomt gik det op for hende, at hun bare skulle videre en gang til, og så skulle hun synge i Boxen.

I den næste uge var det eneste, hun hørte Blachmans evindelige formaninger om, ikke at have et X i det ene øje og en utryg lille fugl, der var på vagt over for en potentiel morder i det andet. Hun skulle have X’et i begge øjne. Hun skulle have X’et i næsen og i munden. Hun skulle være X’et.

Hendes øjne fokuserede derfor stædigt fremad og ikke over skulderen. Hvis der var noget, hun ville, så var det at vinde X-factor, ligegyldigt om det så kunne medføre flere trusler og flere søvnløse nætter.

Semifinalen stod og lo ad hende i horisonten som et kæmpemæssigt bjerg. ”Du kommer aldrig over mig,” hylede det.
Søren var en omvandrende nerve. Han blev hysterisk over den mindste ting. Anath kunne næsten ikke holde ud til at være sammen med ham, men samtidig savnede hun ham, når han ikke var der.

***

Stjernerne blinkede bag glasvinduet i backstage, og Søren knækkede sine fingre. Hun rørte nervøst ved den lette kjole, stylisten havde udvalgt til hende, og pillede ved den lange sidefletning, som hårstylisten havde kæmpet med hele eftermiddagen. Hun rakte ud efter et jordbær og smilede forsigtigt til Søren.
Pludselig kom Ingva ind ad døren. Anath havde ikke kunnet snakke med hende under to øjne, siden dengang hvor hun skulle styles. Hendes blik blev straks desperat. Hun forsøgte febrilsk at fange Ingvas.
Ingva opdagede hende som sædvanligt ikke, men hun dumpede alligevel ned på deres røde sofa. Hun stirrede saligt ud igennem det store glasvindue i væggen.
Anath kæmpede med ordene. Godt nok var det to uger siden, at hun havde modtaget breve fra afsenderen, og hun var begyndt at håbe, at han/hun måske havde fortrudt det. Men alligevel. Der var ikke noget, hun hellere ville end at afsløre afsenderen og gøre en ende på den frygt, der hele tiden ulmede lige under overfladen.

Men før Anath nåede at sige noget, afbrød Søren:
”Er du klar?” Han smilede nervøst til Ingva.

”Ja…” sagde hun fraværende.

”Ingva…” Begyndte Anath.
”Der er noget, jeg skal fortælle dig, Anath” afbrød Ingva.
Anath stirrede først uforstående på hende, men så trak hendes mave sig sammen af spænding.
”Ja?” sagde hun.
”Anne forlod din fest sammen med Laura lige da, du var gået. Jeg holder tilfældigvis af måneskinsgåture, og jeg så dem banke på ved en af dine naboer. Jeg stak hovedet ind hos dig og kunne dufte den skønneste karamel-duft. Jeg fulgte den ud til badeværelset, hvor der ingenting var tegnet på spejlet og ingen seddel var klistret fast. R2a2p siger, at Anne og Laura ikke kom tilbage…”
Anath kiggede paf på Ingva. Hun mærkede ingen lettelse kun endnu stærkere myrekryb end nogensinde før. De mistænkte blev pludselig halveret til en gruppe.
”Har du fortalt det til politiet, Ingva?” spurgte Søren rystende.
”Jaja… Men politiet mente åbenbart ikke, at de ville fortælle det til dig, Anath, fordi de mente, at du ville begynde at opfinde dine egne teorier…” sagde hun uden at se det mindste urolig ud. Hun smilede bare, som om hun befandt sig et sted langt væk. Et sted ingenting kunne nå hende.

Anath rejste sig pludselig op. Hun måtte bevæge sig. Gøre noget.
Søren fulgte irriterende nok efter hende. Han greb hendes arm.

”Husk nu. Politiet har stadig ingen beviser for, at det er R2a2p, der har noget med det at gøre. De har haft fire uger til at finde beviser på, at det er dem, der er afsenderen, og de har ikke fundet noget. Måske har de et modbevis, som vi heller ikke ved noget om,” sagde Søren.

Hans ansigt var intenst, og det var første gang, hun så ham tale om hendes trusselbreve uden at blive bleg eller rystende. Hun åbnede overrumplet munden og forsøgte at undslippe hans brændende blik, men han lod hende ikke slippe.

”Jeg vil ikke have, at du bliver stemt ud på grund af det her. Vi skal sammen til finalen, Anath,” sagde han alvorligt. Endelig slap han hendes blik og vandrede over til Ingva igen. Hun stirrede efter ham.

Hun lagde kort mærke til, at hans normale, blege farve vendte tilbage til ham efter et halvt minut, og at hans fingre igen fik nervøse trækninger. Det gjorde hende roligere. Hun blev kaldt op på scenen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...