Røde Fjer

Hun troede, at X-factor kunne blive hendes liv, da hun meldte sig til... Det viste sig hurtigt, at det ligeså godt kunne blive hendes død, da hun begyndte at modtage trusselbreve... Men det der pinte hende mest, var at afsenderen ikke bare kunne være en tilfældig fremmede, men måtte være én, hun kendte...

27Likes
39Kommentarer
1823Visninger
AA

4. Kapitel 3

John fulgte hende overalt. Søren og ham var et umage par. Søren holdt altid mindst en meters afstand til John og blev meget bleg, når John, som cirka var dobbelt så stor som Søren, sagde noget til ham.

John grinede bare og daskede venskabeligt til Søren, som væltede halvt om kuld.

Desværre var brevet ikke kun Anaths hemmelighed længere. Anaths ansigt var overalt på forsiderne med titler som: ”Anath modtager dødstrusler” ”Han var med til min fest.”

Ligesom vandet i en drikkedunk var informationen lige så stille løbet ud, selvom hun havde forsøgt at skrue låget tæt.

John vidste, at hun hadede pressen, fordi den bragte for mange spørgsmål frem, som hun ikke kunne svare på eller ikke ville svare på, så han forsøgte altid at undgå journalisterne.

Anaths fanskare voksede. Det var næsten for meget dramatik for seerne, og sladderbladenes læsertal voksede med læsernes higen efter Anath-sladder.

Måske havde Søren ret? Måske var hun bare en sindssyg kvinde, der lavede sin egen private version af en krimi i sit hoved.

Ofte åbnede hun vinduet om natten og spekulerede.

Det var en, der havde været der til hendes fest – det var det eneste, hun vidste, men det var også nok til at få hende til at ligge og vende sig i timevis, når hun forsøgte at sove.

Politiet havde allerede udspurgt både R2a2p, Three og Søren, men da det var sket på toilettet, kunne det være hvem som helst, og for det andet var der ingen, der rigtig kunne huske noget fra efter klokken 12.

Politiet havde også spurgt hende om ”egetræet,” men hun anede ikke, hvor det var. København var fuld af træer.

”Jeg vidste ikke, at en engel som dig ville invitere til fest.” Annes ord fik hende til at lukke øjnene og klemme dem hårdt sammen.

Men som politiet sagde, var det ikke noget bevis. Fra første audition var hun blevet kaldt ”engel” af Blachman, og det var et navn, der hang ved – både hos aviserne og hos hvem, der end stod bag den trussel, hun havde fundet på sit badeværelse.

Samtidig turde hun ikke nærme sig Em. Hun vågnede ofte med et skrig, af et par gennemborende øjne der kiggede direkte på hende under en hvid hue.

Hun mindede endnu engang sig selv om, at det kunne være en joke. Eller bare en mærkelig idé, en eller anden havde fået, efter lidt for meget vodka.
Alligevel var hun altid mest tryg sammen med John.

***
”Kan du huske den første audition?” spurgte Anath og smilede, så det lyste resten af hendes ansigt op.

Søren nikkede og kiggede ned i sin varme kakao. De sad på en lille café i centrum af København.

Tapetet på væggene forestillede kæmpe brevkonvolutter i sepianuancer. Små farverige billeder med rammer i pangfarver var placeret oven på sepia-tapetet i en række, som om de stod i kø og ventede på, at det blev deres tur til at drikke kakao og spise nachos.

Anath og Søren sad ved de store ruder forrest i cafeen. Solen skinnede ind og legede med flødeskummet på Sørens kakao. John sad ved et andet bord og læste avis.

”Jeg har så meget, jeg gerne vil skrive ind i min musik. Jeg vil få noderne til at danse, indtil jeg ikke ønsker, at de skal stoppe mere, men mine fingre ryster, hver gang jeg nærmer mig et klaver.” Hendes stemme blev lavere og lavere.
Søren kiggede nervøst rundt.
”Men… Det var nok bare nogen, der havde fået for meget at drikke,” sagde hun mere til sig selv end ham.
Søren nikkede ivrigt.
De sad lidt og stirrede i hver sin retning. Anath rakte nervøst ned efter sin taske, men hendes hånd fandt, trods meget famlen, ingen taske, kun cafeens trægulv.
”Min taske er væk,” sagde hun desperat.
”Hvad? Er der nogen, der har stjålet den?” spurgte Søren mere og mere stille og hvid.
”Nej, den er vandret væk af sig selv,” sagde Anath en anelse vredt.
”Åh nej… åh nej… åh nej…” begyndte Søren fortvivlet.
Anath rejste sig irriteret og vandrede hen mod toilettet for at se, om hun skulle have glemt den der.
Ganske rigtigt. Midt på gulvet stod den. Hun pustede langsomt ud og lukkede kort øjnene.
”Jeg fandt den,” sagde hun og vidste den glad frem til Søren.
Søren smilede igen.
Hun åbnede den for at tjekke, om der manglede noget.
Alt standsede.

Hendes fingre begyndte at ryste voldsomt. En lille seddel lå imellem solbriller og lip gloss.
Den så uskyldig ud dernede. Som om den ikke selv vidste, at den ikke var en del af alle de andre ting i tasken. Som om den ikke selv vidste, at den var skyld i, at der nu lå kakao ud over gulvet og et krus ved siden af i to stykker.

Jeg forstår, at du er bange. Det er jeg også tit. Bange for at skære din fine hals over. Bange for konsekvenserne – men jeg ved, at jeg i himlen vil blive belønnet for min indsats. Du er vel mest bange for smerten. Jeg lover dig, at jeg nok skal gøre det hurtigt. Mit tilbud ved egetræet gælder stadig. Lad være med at tvinge mig til at komme til dig.

”John,” sagde hun rystende.
”JOHN,” råbte hun med et blik, der stirrede ud i luften. John smed avisen fra sig, og hun rakte ham sedlen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...