Røde Fjer

Hun troede, at X-factor kunne blive hendes liv, da hun meldte sig til... Det viste sig hurtigt, at det ligeså godt kunne blive hendes død, da hun begyndte at modtage trusselbreve... Men det der pinte hende mest, var at afsenderen ikke bare kunne være en tilfældig fremmede, men måtte være én, hun kendte...

27Likes
39Kommentarer
1797Visninger
AA

3. Kapitel 2

Hun vågnede på sofaen i sin lejlighed. Hun kiggede rundt og opdagede, at hele stuen var fyldt med små stykker toiletpapir. Det lignede sne. Hun samlede et stykke op fra sit sorte hår og hævede øjenbrynene.
Hun kunne ikke lade være med at grine en smule.
De havde ikke engang været mere end syv. R2a2p havde bestemt, at alle de unge og grupperne skulle skiftes til at holde en fest, lørdagen, efter hvert liveprogram, og at de gamle selv måtte finde ud af, hvad de ville, men der var allerede en gruppe på fem og en ung solist ude, så R2a2ps idé havde pludselig været en smule tynd.
Men det skulle ikke stoppe R2a2p i at feste.

Solen strakte sig gabende ind gennem vinduerne og lyste hele stuen op. Æbler og blommer fristede hende fra skålen på det ovale spisebord. Bag spisebordet bød en citatvæg af visdom hende godmorgen. Det var Søren, der havde udvalgt de fleste citater.
I midten af citaterne hang et mindeur som solen hænger på himlen. Det var fyldt med billeder af hende sammen med veninder og familie.
Hendes danske forældre havde givet hende det, da hun nåede liveshowene.

Hun rejste sig søvnigt fra det lille sofahjørne og traskede ud på badeværelset.
Hun trak bruseforhænget fra og fik øje på en seddel, der var klistret fast på væggen.

Og så begyndte alt at gå meget hurtigt....

Hun stirrede først vantro.

Bare rolig, jeg er din redningsmand, Anath. Jeg skal nok hjælpe dig tilbage til himlen, engel. Mød mig ved midnat ved det store egetræ. Jeg skal nok tage kniven med.

Hun stod stivnet og kæmpede med sit hjerte, der, vildt, forsøgte at hoppe op i halsen på hende. Hendes øjne faldt ned i et sort hul af skræk.

Hun spurtede ud til døren for at tjekke, at den var låst og vendte derefter pustende tilbage til badeværelset igen.

Der var tegnet et hjerte med hendes flydende karamelsæbe på badeværelsesspejlet. Hjertet gled ned i store lysebrune streger, der opdelte hendes rædselsslagne ansigt i tre.

Hun knugede om håndvasken.

Pludselig gav hun slip og gled ned på gulvet. Hun stirrede slapt ud på badeværelset og læste sedlen igen:

Bare rolig, jeg er din redningsmand, Anath. Jeg skal nok hjælpe dig tilbage til himlen, engel. Mød mig ved midnat ved det store egetræ. Jeg skal nok tage kniven med.

Hendes hjerne kunne ikke kapere det. Den gik i stå, som en gammel bil.

Hun rakte langsomt ud efter sin mobil.

Hun overvejede at ringe til Søren, men hun kunne allerede høre hans svar for sig: ”Åh nej, Åh nej, Åh nej.” Hans ansigt ville derefter blive umenneskeligt blegt.
”En morder, Anath. Vi må melde det til politiet. Man ved aldrig, hvad den slags mennesker kan finde på, du må melde dig ud af X-factor med det samme, du må få en ansigtsoperation, du må… Åh nej, åh nej, åh nej, Anath…”

Hun bed sig i læben og scrollede ned på mobilen.
Hun trykkede på navnet ”John.”

***

”Er du sikker på det, John?” spurgte hun den skæggede, brede og 35-årige John. Hun havde mødt John på en klub engang for mange år siden. John gik på klub hver aften og drak en smule for meget. Han var aldrig blevet til andet end flyttemand. Anath havde sunget for ham efter et par øl, og han havde fået tårer i øjnene. Lige pludselig væltede det ud med sandheder om hans misbrugermor og voldelige far.
”Jeg vil gøre alt for dig, Anath,” sagde han pludselig alvorligt.
”Tak, John,” sagde hun og smilede stort tilbage.
”Du kan sove herinde…” sagde hun og pegede på sit største skab, hun havde tømt og lagt en madras ind i bunden af.
John åbnede langsomt skabet og vendte sig tøvende om mod hende:
”Jeg har aldrig før været bodyguard, Anath. Jeg ved ikke, om jeg kan beskytte dig ordentligt og…” Hun afbrød ham:
”John, jeg kender ingen, jeg vil være mere tryg sammen med. Og for det andet ved vi jo ikke, om det bare er en dårlig joke,” sagde hun med et skævt smil. Hendes blik var trods smilet alvorligt. Hun holdt Johns blik fast. John smilede stort og strøg en tåre væk.
”Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan,” sagde han og kløede sig i skægget.
”Har du lasagne herinde?” spurgte han pludselig og pegede på køleskabet. Hun grinede og nikkede.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...