Røde Fjer

Hun troede, at X-factor kunne blive hendes liv, da hun meldte sig til... Det viste sig hurtigt, at det ligeså godt kunne blive hendes død, da hun begyndte at modtage trusselbreve... Men det der pinte hende mest, var at afsenderen ikke bare kunne være en tilfældig fremmede, men måtte være én, hun kendte...

27Likes
39Kommentarer
1824Visninger
AA

14. Kapitel 13

Et blændende lys strakte sig foran hende. Hun forsøgte at række ud efter det med hånden. Mærke om det føltes ligeså blødt, som det så ud.
Men hun kunne ikke bevæge sin arm. Hun rynkede brynene, men hurtigt gled rynkerne ud.

Stille musik vuggede hende blidt. Bekymringerne forsvandt langsomt, indtil hun havde glemt, at hun havde nogen.

Men pludselig tonede den beroligende musik ud og blev til en fjern rallen. Lyset blev hårdere og skarpere og mere flakkende. Hun stirrede panisk rundt.
”Hvad sker der?” spurgte hun febrilsk.  
”Bare rolig. Det er livet, der kalder dig tilbage. Sådan er her normalt ikke.” Moderlig latter.
Det var, som om hun bakkede ud fra den lille lomme af tryghed og kørte væk fra alt trygheden. Hun ville ikke andet end tilbage til det fine lys og musikken, men alligevel blev hun bare kørt hurtigere og hurtigere hen mod et kantet rum. Hun havde lyst til at råbe: ”Nej! Kør mig tilbage! Det er helt forkert det her,” men hendes læber ville ikke bevæge sig. Hun forstod ikke, hvad hun skulle i dette rum med det hårde, kliniske lys og kradsende støj fra alle kanter. Det var helt helt forkert.
”Anath,” kaldte en stemme og straks vidste hun, at det måske alligevel var rigtigt.
”Anath, sig noget,” sagde Søren. Måske'et blev afløst af at stensikkert ja. Hun åbnede langsomt øjnene.
”Søren,” sagde hun langsomt.
”Hvad var det for et dejligt sted?” spurgte hun forvirret.
”Sted? Hvad snakker du om?” spurgte han uroligt. Hun rynkede brynene, men lod det ligge. Måske var det bedst.Ville ikke bekymre ham.  
Da hun ikke svarede, rystede han lidt på hovedet og sagde:
”Du var heldig. Vi var lige ved ikke at nå det. Hvis John havde låst døren, havde du højst sandsynligt været død nu,” sagde han, og hun iagttog, hvordan farven forsvandt fra hans ansigt.
”Men det er du ikke,” sagde han bestemt, mere til sig selv end til hende.  

Hun tænkte på den fredfyldte lomme, hun havde besøgt. Den virkede fjern, og hun begyndte at tvivle på, om hun virkelig havde været dér, eller om det bare var en drøm.
”Fortæl mig hvad der skete, Søren,” sagde hun.
”Em kendte John. Det var ham, der inviterede ham til din fest. R2a2p inviterede mange andre, og vi har hele tiden været de eneste, der ikke vidste, at der var flere end X-factordeltagere til din fest. Jeg fortalte dem, at jeg troede, jeg kunne huske, at John puttede kniven i min lomme, og så skyndte de sig at køre tilbage til X-factor,” sagde han, imens han knækkede fingre.
Hun tænkte lidt over det, han havde sagt og blev pludselig lettet.
”Nu er det hele ovre, Søren,” sagde hun og smilede træt.

Søren grinede:
”Ja, det er det.”
”Vil du med til Kenya?” spurgte hun og stirrede op i den hvide lampe, der hang over hendes hoved.
Søren gloede på hende, og hans fingre gik i selvsving. Knæk knæk knæk.  
”Kenya?” spurgte han nervøst.
”Ja, Kenya. Vi kan forsøge at finde mine forældre…” sagde hun tøvende.
”Okay,” sagde han og trak vejret dybt ind. ”Så tager vi til Kenya.”
Han kiggede sig om, som om han tjekkede, om de var alene. Så bøjede han sig langsomt ned over hende og kyssede hende.


Hun smilede under hans læber. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...