Røde Fjer

Hun troede, at X-factor kunne blive hendes liv, da hun meldte sig til... Det viste sig hurtigt, at det ligeså godt kunne blive hendes død, da hun begyndte at modtage trusselbreve... Men det der pinte hende mest, var at afsenderen ikke bare kunne være en tilfældig fremmede, men måtte være én, hun kendte...

27Likes
39Kommentarer
1867Visninger
AA

12. Kapitel 11

 

 

”Det giver ikke mening, Søren…” sagde hun.
”Hvem har sagt, at det skulle give mening?” spurgte han.
”Der er ingen mening med noget. Du kan stå her i aften. Alle kender dig, men om to måneder vil du være glemt igen. Du kæmper for noget et helt liv. Bruger tid på skole, job og rengøring – men hvorfor ikke bare sætte sig ned og være ligeglad… Et par år efter du er død, er alle du kendte også døde, og så vil du være glemt for evigt… Der er ingenting, der betyder noget. Livet giver ikke mening. Livet…” Hun stoppede ham.
”Søren… Ikke de filosofiske tanker lige nu…” sagde hun distræt og prøvede at vende tilbage til puslespillet, der ikke passede sammen, men Søren overraskede hende.
”Anath, kig på mig og vis mig, at der er noget, der giver mening,” sagde han pludselig intenst.
Hans blege ansigt var tæt på hendes, og hans øjne studerede hendes. Hun stirrede først bare på ham, men så begyndte hendes hjerte at hamre.
Hans mund nærmede sig hendes…
En DR-mand kom stormende.
”I skal op på scenen nu! Skynd jer!” stressede han. Anath og Søren trak sig hurtigt væk fra hinanden. Anath rynkede brynene.
På publikums ansigter, på deres arme, på deres hænder stod Anath og Sørens navne. De hujede, og det var, som om de gled sammen til en kæmpe bølge af hoppende mennesker.
”Den jeg nævner nu… Får en rigtig flot 3. plads,” sagde værten.
Anath kiggede usikkert på Søren. Han havde været et holdepunkt. En sikker havn. Og pludselig havde han forvandlet sig til noget dybt usikkert og farligt, uden at hun kunne gøre noget. Hun vidste heller ikke, om hun ville gøre noget.
”Lene!” råbte værten. Søren og Anath kiggede på hinanden. Anath lagde hovedet lidt på skrå. Lene omfavnede hende pludseligt bagfra og trak Søren med ind i et gruppekram.
***

De havde sunget endnu engang. Søren og Anath stod lige udenfor scenen, da John kom og krammede dem begge to. Han krammede Søren ekstrameget. Måske fordi John forventede, at Søren ville være ude ad sig selv af nerver.
Men Søren havde fået en hel anden holdning. Hver gang han kiggede på Anath rettede han sig op, og kinderne blev røde i stedet for blege. Han stod og smilede rødblussende til alle, der kom forbi.
”Så skal det afgøres, I to. Held og lykke,” sagde DR-manden og skubbede dem op på scenen. Han smilede til dem.
I Boxen summede publikum af forventning. De skreg Søren eller hendes navn så højt, at Anath ikke kunne-og ville- forestille sig, hvordan de ville snakke lørdag morgen.

”Vi må ikke lade det her splitte os,” hviskede Anath til Søren. Søren rystede smilende på hovedet til hende. Hun smilede igen.
”Og vinderen af dette års X-factor er…” sagde værten. Anath lukkede langsomt øjnene.

Det gik op for hende, at hun ikke anede, hvad der skulle blive af hende efter X-factor. Hun anede ikke, hvem der var afsenderen, og hvis ingen nogensinde fandt ud af det, ville hun så blive nødt til at have en bodyguard for evigt?

Kunne hun blive ved med at lave musik, hvis hun ikke vandt? Ville hun nogensinde opleve at stå på en scene som denne igen? Næppe.

Hun blev urolig ved tanken om fremtiden og skævede til Søren, der knugede hendes hånd.
Hun tvang sig selv til at trække vejret roligt og nyde øjeblikket.

”ANATH” skreg værten. Anath åbnede langsomt øjnene. Små lykkelige bobler brusede op i hende. Blob. Blob. Blob.
Hun forsøgte at trække vejret normalt, men smilet og et lykkeligt grin satte en stopper for alt, hvad man kunne kalde normalt.

Publikum smilede og klappede med hende. Hun vendte sig om mod Søren og trak ham ind i et hårdt kram.

”Tillykke,” sagde Søren, da de igen stod bag scenen. Han så lidt skuffet ud. Anath strøg bare hans hår væk fra øjnene og nærmede sig hans mund.

Hans læber ramte forsigtigt hendes, og han placerede hænderne på hendes lænd. I dette øjeblik var alt perfekt.

For perfekt.

Pludselig væltede John hende omkuld. Hele scenen var ændret, hurtigere end hun kunne nå at trykke på en stikkontakt.
Hun stirrede forvirret på John, der havde vredet Sørens arm om.
”John. Slip ham! Slip ham, John!” råbte hun og rynkede brynene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...