Røde Fjer

Hun troede, at X-factor kunne blive hendes liv, da hun meldte sig til... Det viste sig hurtigt, at det ligeså godt kunne blive hendes død, da hun begyndte at modtage trusselbreve... Men det der pinte hende mest, var at afsenderen ikke bare kunne være en tilfældig fremmede, men måtte være én, hun kendte...

27Likes
39Kommentarer
1801Visninger
AA

2. Kapitel 1

Nogen havde spildt blæk udover den lyseblå himmel, der hang over København. Blækket malede langsomt himlen dybblå.

Alle de uskrevne noder og historier, der sammen med blækket, var blevet spildt, fordelte sig som små krystaller henover himlen og vidnede melankolsk om den smukke kunst, de kunne have blevet til.

Chipsenes saltede duft blandede sig med øllens sødlige. Hendes let lysebrune hånd lå på den åbne dørs håndtag.
”Fedt hus,” påpegede Leo og kiggede rundt i den lyse lejlighed. Han var med i rapgruppen R2a2p. Man kunne næsten ikke se hans øjne for den hvide hue, hele gruppen altid bar.

En dollarhalskæde hang rundt om hans hals, og en hættetrøje dækkede tatoveringerne på hans arme.

”Nu er det nok lige til den store side at kalde det et hus,” sagde Anath og kunne ikke lade være med smile.
”Jeg kalder det sgu, hvad jeg vil,” brummede han og masede sig forbi hende. Anath hævede øjenbrynene.
De to andre medlemmer af R2a2p fulgte ham.
”Ja, han kalder det sgu, hvad han vil,” gentog Matt, som i virkeligheden hed Mathias, men som man skulle kalde Matt, medmindre man ville have ballade.
Em fulgte ham. Em havde aldrig sagt et ord til hende, men da han gik forbi hende trak han den hvide hue lidt længere ned over øjnene og mødte truende hendes blik.
Hun trak sig automatik tilbage. Em drejede sig væk og fortsatte ind i stuen. Han rettede lidt på huen.

Søren kom bleg hen til hende.
”Jeg kan ikke lide det. Jeg kan virkelig ikke lide det, Anath.” Han blev blegere og blegere.
Søren havde et langt, blegt ansigt og grå, anonyme øjne. Han ansigt var et af dem, der viskede sig væk i ens hjerne.
Hun kunne overhoved ikke huske hans bidrag til auditionen, da hun mødte ham til bootcampen. Det eneste hun kunne huske, var en utrolig sårbar stemme, men hun kunne ikke sætte ansigt på den.

”Det skal nok gå, Søren,” sagde hun, imens hun kiggede over hans skulder.
”Jeg kan bare ikke lide fester. De er overfladiske. Handler kun om at drikke," sagde han. Pludselig så det ud til, at han kom i tanke om noget.
”Åh nej åh nej åh nej. Tænk hvis de vælter noget. Eller tegner på væggene eller tisser i dit bad eller.. Tænk hvis…” Hans stemme blev panisk. Hun blev altid irriteret på Søren, når han kom i sin hysteriske stemning.
”Træk vejret, Søren,” sagde hun med et blik, der stadig spejdede ind i stuen.
”Lad os gå derind,” sagde hun. Hun trak ham i ærmet.
”Jeg tror virkelig ikke, det går, Anath. Jeg kommer sikkert bare til at drikke.” Han så rædselsslagen ud ved tanken.
”Skal til udpumpning i morgen. Vi ødelægger leveren og gør en masse ting, vi fortryder… Skal vi ikke hellere…” begyndte han.
”Søren. Det er min tur til at holde fest - Jeg kan ikke bare gå. Lad os nu se om det ikke bliver sjovt. Kom så…” sagde hun, da hun mærkede, at han kæmpede imod.

I en lille sort kjole der kun lige akkurat ikke afslørede hendes baller, stod Anne. Hendes fødder lå i en unaturlig høj stillette, og det lange affarvede hår var glattet og nåede næsten hendes numse.

Hun gav hånligt Anath et elevatorblik og kastede med det lange, blonde hår. Hun smilede falsk til hende.
”Jeg vidste ikke, at en engel som dig ville invitere til fest,” sagde hun spydigt.
Søren stirrede bare rædselsslagen på Anne. Han mumlede usikkert for sig selv og gik duknakket forbi hende.
Laura stod ved siden af og snakkede om negle og om, hvor fuld hun var til sidste fest. Et par gange kastede hun et hurtigt blik over mod Em.
Laura ville gøre alt for Annes venskab, og hun forsøgte i øjeblikket at fange hendes uddelte opmærksomhed. Da hun hørte Annes spydighed, vendte hun sit blik mod Anath.

”Jeg fatter ikke, hvordan nogen kan forveksle en så grim mulat med en engel,” sagde hun nedladende. Anne lo af hendes kommentar, og Laura smilede overlykkeligt for opmærksomheden, selvom den kun varede et minut eller to.
Laura og Anne var begge medlemmer af gruppen Three sammen med pigen Ingva.
Ingva var sin egen, og hvis der var nogen på jorden, hun ikke passede med, så var det Laura og Anne. Hun kom ofte i to forskelligfarvede sokker med små katte på, og det var ingen overraskelse, at hun ikke kom til festen.
Anaths mund blev til en tynd streg.

”Kom, lad os gå. Jeg troede, at det ville være noget andet, nu hvor det var min fest,” sagde hun, og Søren pustede lettet ud.

De gik hånd i hånd, og måneskinnet gav dem hurtigt glorie. Duften af skarp januarluft blandede sig med den sprøde oreganoduft, der steg op fra pizzeriaet på hjørnet.
Råbene, langt væk, forstærkede følelsen af total stilhed omkring dem.
Hoteller blinkede svagt i det fjerne sammen med stjernerne på himlen. Det var København, når den var smukkest.

”Hvordan kan hun finde på at træde på, at jeg er mulat? Hun ved, at det er noget af det, jeg tænker mest over med mine forældre,” sagde Anath vredt.

Anath var adopteret, og gåden om hendes hudfarve, der var langt lysere, end almindelige kenyaneres, havde optaget hende meget, da hun var lille – indtil hendes danske mor havde forklaret hende, at der også fandtes hvide i Afrika, og at hun nok bare havde haft en hvid far og en mørk mor.
Efter det var hendes spekulationer gået på, om hun havde en hvid far eller en hvid mor.

”Jeg har engang læst, at folk kun klapper en på ryggen for at finde ud af, hvor dolken sårer mest,” sagde han og stirrede op mod himlen.
Hun himlede smilende med øjnene af Søren. Han mente, at alle svar kunne findes i bøger. Men hendes ansigt faldt hurtigt tilbage i de samme alvorlige folder.
”Forskellen er bare, at Laura aldrig har ”klappet mig på ryggen,” sagde hun sukkende.
”Har du egentlig nogensinde tænkt på, at det kan være, at du bare er et sindssygt menneske, der finder på hele verden. At du finder på mig, på x-factor, på det hele?” spurgte han, imens han iagttog stjernerne på himlen.
”Søren… Ikke de der mærkelige tanker lige nu,”
Søren grinede.
”Ikke lige nu er lig med aldrig,” sagde han og daskede hende på skulderen med et drillende grin.
Hun bed sig i læben. Forsøgte at holde latteren inde, men den brusede bare endnu kraftigere ud.
”Netop,” sagde hun leende.
”Du kender mig så godt,” grinede hun.

***

Klokken kvart i tre opdagede Leo halvt drømmende, at der stod et menneske bag Anaths bruseforhæng.
”Sig mig piiiiiiiisser du?” spurgte han og støttede sig grinende til dørkarmen.

Skikkelsen stivnede. Leo forsøgte at fokusere på personen. Forsøgte at se hvem det var, men gav op, da rummet begyndte at snurre rundt som en karrusel.
Leo tænkte svagt, at han burde trække bruseforhænget fra, men tanken gled ud af hans greb som sæbe.

Han stirrede et øjeblik forvirret ud i luften, så grinede han pludselig voldsomt og svajede ud ad rummet.

Skikkelsen trak vejret dybt og vendte tilbage til endevæggen. Skikkelsen i bruseforhænget stod længe og betragtede den, som om nogen havde skrevet et langt brev på den, han eller hun var i gang med at læse.

Dens skuldre var ludende, som om den stod midt i en yderst pinefuld og svær situation.

Endelig trak den forhænget fra og traskede tilbage til festen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...